Wrummm, Wruummm

Vi havde været på Prototypemuseet i Hamborg. Dagen var grå og våd, så tanken om at være inde passede os fint.







Vi havde startet dagen tidligt, startet ud med en gåtur mod nord i sol og jagten på kaffe. Vi skulle langt mod nord og inkluderede S-bahnen og glædede os over den indkøbte billet, der gav os fri adgang over et par dage.

Senere gik turen sydpå, forbi Hovedbanegården og mod den nye havnefront og det der museum. Anders synes det var spændende, og vi brugte lang tid.

Det er et spændende museum, hvis man er til biler. Tyske biler vel at mærke, og selvom jeg ikke er voldsomt interesseret i lige den type transportmiddel, var det alligevel meget sjovt at se nogle af de variationer, der aldrig er nået på gaden.









Anders var imponeret af det meste. Specielt Schumarcher og Vettels første formel1-biler, Porche og mange små finurligheder rundt om. Den lillebitte lastbil eller de lækre detaljer på andre. Selvom museet ikke ser ud af meget, er det alligevel større end man umiddelbart tror - tre etager hvoraf den nederste klart er den kedeligste.

Jeg synes reproduktionen af Herbie var højdepunktet. Der blev brugt mange versioner af den lille bobel, under filmproduktionerne, ingen var helt rigtigt - der blev ændret for hensynet til det filmiske. For eksempel kunne bilen dengang ikke fåes med gråt indtræk.

Den version der står på Prototypemuseet er sammensat af dele fra de biler der blev brugt under indspilningerne, og kan dermed opnå prototypestemplet.







Det regnede da vi gik derfra. Ved den nærmeste U-bahn stod mange folk og ventede. Lige foran os stod en ung mor med en to-treårig pige i en klapvogn. Sådan en af dem med et lille bord foran. De legede mens vi ventede på toget, moren fangede pigens næse og pigen grinede det skønneste grin.

Da toget endelig kom, fik vi alle bugseret os ind i toget, der var ingen siddepladser, så vi stod op, tæt på døren og med udsyn til den lille pige i klapvognen og hendes mor. I togets tæthed var der ikke plads til at lege, så pigen havde i stedet fundet et par biler frem, de kørte frem og tilbage over klapvognens lille bord, mens hun gav dem lyde efter hurtighed.









Jeg kom til at kigge på Anders, der så opslugt og en lille smule trist ud. Adspurgt svarede han: Hør lige, hendes biler siger Wrummmm, Wruummm. Mine biler kunne kun sige Eernnn Eernnn.

Og så var pigen endda fuldstændig ligeglad med at hendes biler var godt slidte vogne fra et Briotog.

2017

For et år siden kunne jeg se tilbage på et år, jeg kaldte travlt. Nu et år senere har ikke meget ændret sig. Jeg synes stadig en hovedoverskrift kan kaldes travlhed. Men måske er det bare sådan, når tiden føles som sand mellem fingrene.

Jeg kan se tilbage på et år fyldt med oplevelser, både privat og på jobfronten. Specielt det sidste fylder med megen ny lærdom og nye udfordringer.  Jeg stillede op til posten som arbejdsmiljørepræsentant, fordi det er spændende, men mest fordi jeg dermed udfordrede mig selv. Det har betydet mange nye sammenhænge og ny viden.

I  hverdagen var børnene, ombygning, nedpakning, udpakning og opbygning af et nyt Hobbylokale. Vi har holdt aftenarrangementer, fester, været på ture, i biografen og overnattet i det fri. Jeg har lavet revy og sagt farvel til en flok niendeklasseselever der i den grad har sat spor. At sige farvel betød også en ny start sammen med fjerde klasse. Jeg synes stadig de er små og kræver helt andre virkemidler end de store. Men de er også skønne, udfordrende og helt deres egne.

Jeg har været landet rundt fra Lønstrup til Køge, popupstrik, en enkelt håndarbejdsmesse og en hobbymesse fyldt med tog. Jeg har været i Hamborg, Göteborg, Saksild, Løkken og Rønnede og fejret både sølvbryllup, barnedåb, 40, 50 og 70-års dage. Endda et enkelt halvt århundrede et år forsinket.

Jeg har mødt ambulancemænd, der tog deres arbejde alvorligt, været til blogtræf, popupstrik og haft mange skønne stunder med venner og familie. Vi sagde farvel til kattene, der skulle videre, og jeg forelskede mig en lille bitte smule i en hund. Vi sluttede året i et sommerhus ved vandet sammen med de skønneste af de skønne, og vi gør det igen til næste jul.

Men mest af alt husker jeg året, som det år jeg for alvor fik skovlen under det der med træning - jeg kan stadig næsten ikke få armene ned over at holde ved og opleve hvor meget godt det gør for min krop - måske er det derfor jeg holder ved. Og så var 2017 året hvor jeg fik lov at møde Rose, som jeg glæder mig til at følge og lære rigtigt at kende gennem de næste mange år.




Januar var kold, uddannelse om pædagogen i skolen, en halvfjerdsårsfødselsdag, en forsinket julefrokost, nytårskur, og starten på det store byggeri på skolen.
Isfjer, onsdagsstrik i Glostrup, tåge over København, ananas, knopper der aldrig sprang ud, hue til Emilie, min onkel fyldte 70, Resumé, noget der en dag bliver en frakke.





Februar var sne, håndarbejdmesse, foredrag med Bodil Munch, vinterferie og sjov med en strikkemaskine.
Varme til Daniel, Strik og bøger, mystiske strømper, hold på maskerne, snemand, hen ad vejen, hygge hos min mor, vibeæg, det lukkede rum.





Marts var forår, blogtræf, aktionslæring, ansættelsessamtaler, klip af blade, kattebesøg og årets længe ventede tur for de store.
Vintergæk, starten på et træ, hjertet mellem hænderne, tanker om økologi, tulipan, tog i lange baner, perlehyacint, Princess Cadence, portræt taget af Emilie.





April var blomstrende kirsebærtræer, havearbejde, påskeferie, barnedåb, afslutning på uddannelse, bowling og og biograf til langt ud på natten og efter tre uger tog kattene hjem igen.
Naya, Kirsebæralleen, Nicklas 17 år, bowling, Happy Hippos, Stalin, Vibeæg i haven, Regitze, karklude.





Maj var hektisk med kurser, revy, 9. klassernes sidste skoledag og bare tæer i Søndermarken. Maj var også forlængede weekender, kolonihavehygge, sommerhus, besøg hos Henriette, Tivoli, brunch og opdagelsen af at træning kan være sjovt.
9.klassernes sidste skoledag, svane på den lokale branddam, Tivoli, sommerhus, Holger, strik og bøger, ideoplæg til sweaters, blomster fra afgangseleverne, Marielyst Strand.





Juni var sommer, timer i haven, lange cykelture, fødselsdage med fejring af både 40 og 50 år, Sankt Hans, dimmision, folkefest, overnatning og Hamborg.
På cykel fra Frederikssund, overnatning, Creative Space, Finurligheder i Hamborg, strik og bøger, løbbinding, en heks på bålet, Hamborg, salvie i solen.





Juli var ferie både fra og med arbejdet, Göteborg, museer i det fri, tid, træning på egen hånd og et forsøg på at finde lysten til at sy.
Emilie 19 år, projektposer, Vandlegepladsen, blåbær, Frilandsmuseet, strik og bøger, Göteborg, valmuer, Sagnlandet Lejre.





August var eftersommer, de sidste sidste sommerferieture, seminar om den grønne skole, kursusrækken startede med AMR-kursus og opstart af projekt udeskole, lerovnen blev tømt  og Rose kom til verden.
Kronborg, grafitti bag byggeriet ved Rødovre Centrum, airbrush, garnklokke, Sagnlandet Lejre, Tiny Tulips, Frosty, hyben, opgradring.





September var skønne dage med sol, et endeligt farvel til kattene, der dragede videre til nye familier, efter vi fik lov at sige godt og grundigt farvel, kursusrækken fortsatte med MED-kursus, mens det skønne handlede om kollegahygge, fødselsdagsfejring, borgmesterbesøg og selvfølgelig Rose.
Stalin, Rose, løbbinding, det grønne skilt, den skønneste udsigt, Naya, en hæklet kat, strik og træning, Avedøre Havnevej.





Oktober var efterår, flere kurser i form af psykisk førstehjælp og temadage, efterårsferie, housewarming, flere fødselsdage, Creative Space, en vindmølle, snegle, besøg på UCC og mere Rose.
Speckle and Pop!, elefant, Vesterbrogade, Rose, Creative Space, Lily, garn, Carlsberg, Ujo.





November var varmt tøj, sommerhyslykke, Lønstrup, Vesterhavet, sølvbryllup, Aalborg, arbejdsmiljøseminar, julehygge, strikkebio,Emilies første møde med demokratiet, de første julemarkeder og meget mere Rose.
Rose, varme til Daniel, kommunalvalg, Aalborg, Vesterhavet, Gisselfeld, Rødovregård, Bob og Olga, Lønstrup.





December var julehygge, julefest, julegaver, julepynt, julefrokost og juleferie.
Juledekoration, Saksild Strand, Rose, perlekvaster, den eneste sne, nytår, pakkeleg, klude med katte, Abby.

Uhyre

Dagen har været som de fleste første skoledage efter en ferie: Børn der er helt oppe og ringe, ikke specielt indlæringsparate og overraskende mange, der går tidligt hjem. Det er ikke kun voksne der bliver trætte første dag efter en ferie.





Det betød at der har været en dag uden den store ståhej. Ikke mange børn, og dem der var, sad mest i hjørnerne og underholdt sig selv. På Hobby fandt jeg alt garnet frem og de der dukkede op, kastede sig over hvert deres projekt.

En tegnede til en korsstingsmotiv og en klippede cirkler til en pompom. Og så var der dem, der ikke nåede at få de sidste julegaver færdig inden jul, men gerne arbejder videre. Der er helt sikkert også nogen, der skal huskes på det, de er i gang med. Men det blev ikke i dag.







Nede ved valnøddetræet er et søuhyre dukket op. Jeg har set billeder af processen, og har ventet spændt på at se det færdigt. Uhyret er resultatet af et samarbejde med David Svane, billedeskærer og møbelsnedker.

Træet er et gammelt Robinietræ, der stod ved skolen og måtte lade livet i forbindelse med udbygningen. Ikke fordi det stod i vejen, men fordi en skarpsindig kyndig ud i træer, var ved at gå bagover, og ikke mente det hørte til på en skole. For både barken, bælge og frø er giftige. Men altså ikke selve træet, som nu er genopstået som et samlingspunkt under valnøddetræet - der heldigvis ikke er giftigt.





Robinietræ er meget holdbart, så uhyret har mange år at se frem til. Mon ikke det vil blive både beundret og hoppet på i nærmeste fremtid. Jeg forestiller mig det snildt kan indgå i en gang Jorden er giftig.

Onsdagsmasker

Joining Ginny at Small Things for Yarnalong.


---------------------------------------------


Efter det meste af et år, har Ginny besluttet at tage legen op igen - denne gang en gang om måneden. Den første onsdag. Siden hun stoppede har jeg leget med mig selv, glæder mig over at få strik på bloggen, selv i perioder hvor jeg ellers ikke synes der er så meget at vise, og oplever næsten at glæde mig til det ugentlige indlæg.


Selvom jeg leger videre for mig selv hver uge, vil jeg også gerne være med sammen med alle de andre en gang om måneden. Den ene gang giver endnu en udfordring, for det er her jeg finder alle mine talenter ud i engelsk frem, og forsøger, med mere eller mindre held, at lave en fornuftig oversættelse af den danske tekst.
















Read:
I am reading New York by Edward Rutherfurd. I really like his universe of history combined with fiction. Right now I am in the midst of the 18' century, England is ruling, the city only takes up a small amount of Manhatten and people are dissatisfied. The War of Independence is just around the corner. Remembering history I suppose the Civil War will come next.




Knitting:
Last year I made a sweater for my dad. Based on the notes I wanted to upgrade, make new details and ultimately a pattern. I decided to knit to both my son and husbond, starting with the one to my man.
sadly my thoughts about sleeves knitted along with the body did not match my calculations on stitches and increases, and I had to unravel three whole skeins of yarn before almost beginning from the top.

Luckily the yarn is a wonder to knit.


--------------------------------------


Læse:
Jeg nyder at læse New York. Jeg er nået til midt i 1700tallet, byen fylder stadig ikke meget af Manhatten og England har overherredømmet over kolonierne. Men stemmer fylder og uafhængighedskrigen lurer lige om hjørnet. Så vidt jeg husker historien kommer borgerkrigen senere.


Strikke:
Jeg nåede helt ned under ærmegabet, før jeg kunne prøve og konstatere at de tanker jeg havde gjort mig om medstrikkede ærmer, antallet og tætheden af udtagninger ikke passede særlig godt sammen. Det betød at jeg trævlede noget nær tre fulde nøgler garn op, og viklede til fine bolde, før jeg kunne startede forfra - cirka.

Det tegner godt nu, og det er heldigvis dejligt garn at strikke af.



Se eventuelt hvad andre læser og bruger garn til her.

Finurlige figurer

Da Zacharias holdt fødselsdag i oktober, havde min søster en flok hoveder lavet af Foam Clay over flamingoæg. Hver og en havde sit eget udtryk af finurlighed og hver og en var super hyggelige og eventyragtigtige at se på.







Jeg fik sagt at sådan nogle ville jeg gerne have. Min søster huskede det, og sammen med Zacharias har de lavet en hver, som var forsigtigt pakker ind i både bobleplast, avispapir, en aflagt papkasse med kaninfoder, gavepapir og bånd.

Ved overbringelsen fulgte strenge forskrifter om at passe på den lille gave, at den ikke blev udsat for tryk og deslige. Sådan er det tit med gaver, og givetvis derfor fyldte alle pakkerne på turen mod Jylland to blå IKEAposer, mens de kunne være i en enkelt på vej hjem. Det er unægteligt lettere at pakke, når papir og bånd er væk, indholdet ude i det fri og viden om hvad de enkelte ting kan tåle af pres og behandling.







For selvom vi udvekslede en del gaver, havde vi cirka lige så meget med hjem, som med ud. Somme tider kan det godt føles lidt uovervejet. Men stadigvæk hyggeligt og traditionsrigt.

De små hoveder har endnu ikke fundet en blivende plads, så lige nu huserer de på spisebordet, hvor de lyser op og får smilene frem. Det er slet ikke nogen dårlig plads.





Jeg synes de er fine, underfundige og finurlige på deres helt egen måde. Og midt mellem alle de købte gaver er det skønt at pakke sådan nogle starutter ud.

Dagen derpå

Tøserne kom hjem engang tidligt i morges. De havde holdt igen, og Emilie måtte sande at hun ikke er sådan en, der synes det er fedt at gå i byen.





Til gengæld havde de hverken tømmermænd eller det der lignede, da de vågnede op til dåd, og Anders lancerede den helt store brunch på en første januar. Slet ikke nogen dårlig start på året.

Jeg har syet frakke, det tager tid, for jeg leder stadig efter det der sy-mojo, der har gemt sig. Jeg syr lidt, presser lidt, undrer mig over at jeg absolut skal sy pyntestikninger med en anden farve, sætter nåle i næste portion, skifter tråd og syr lidt igen.

Så holder jeg pause, strikker lidt, prøver at få styr på billeder til den kavalkade jeg laver hvert år, og som jeg synes er hyggelig at lave, men tager tid. Jeg sætter vasketøj over, tømmer og starter opvaskemaskinen og kører hele syprojektet med farveskift igennem igen, inden jeg starter forfra.

Det begynder at ligne noget. Men så blev det mørkt, ikke helt sent nok til at stoppe, men sent nok i min optik, for her er lydt og jeg ved at lyden af en symaskine går rent igennem. Jeg tænker at lyden af en symaskinen kan være lige så enerverende som lyden af en boremaskine. Jeg stopper syningen, sætter nåle i og skifter tråden, så jeg er klar til i morgen.

Det der sy-mojo er ikke helt fundet frem. Men det er ret hyggeligt at sidde ved maskinen. Også selvom jeg stopper overspringshandlinger ind mellem de enkelte etaper.








Inden det bliver mørkt når jeg en tur udenfor. Nede på vejen ligger resterne fra i går. Jeg kan ikke lade være med at være lidt imponeret af de kæmpestore batterier, der er efterladt tomme for krudt, røg og smukke stjerneformationer på himlen. Jeg tænker de har kostet kassen, langt mere end jeg nogensinde ville betale for krudt på en nytårsdag.

Så vil jeg sikkert betale for noget andet, og måske var det netop fra en af de store kasser jeg fangede lyset på himlen i aftes. Måske var det netop en af dem, jeg stod på altanen og kiggede betaget på.

Sådan er der så meget. Vasketøjet er hængt op, opvaskemaskinen er klar til at blive tømt, i morgen starter hverdagen, og et nyt år er i gang.


Jeg er ret sikker på det bliver et spændende år.

Vi er hoppet ind i det nye år

Lidt forsinket, for vi havde travlt med andet, gik det op for os at midnat var passeret.





Sådan er det tit. Vi er nok i virkeligheden ikke voldsomt imponeret af nytårsaften. Vi kunne lige så godt sove fra den.

Men nu var vi vågne. Og fra altanen så vi stjerner overalt langs hele horisonten. Nogle tættere på end andre. Med Emilies kamera som våben, forsøgte jeg at fange bare et enkelt skud af de mange smukke udfoldelser på himlen.

Jeg er sikker på fotos af fyrværkeri kræver større kendskab til kamera, blænde og indstillinger end jeg ejer. Kun et enkelt ud af temmelig mange er nogenlunde hæderligt.

Men altså det nye år er skudt ind. Ude bliver det ved, vi endte med at gå ind, da tågen fra den megen krudtrøg betød at vi ikke længere kunne se højhusene på den anden side af Roskildevej.

Nu er desserten spist, resten af aftenen forestiller vi os som noget med benene oppe. Helt som den tidligere aften har været.


Et nyt år er begyndt. Det bliver spændende hvad det byder på.