Kähler

I 1875 lader Herman August Kähler et lille keramikværksted opføre i Næstved. Han har overtaget produktionen fra sin far, Herman Joakim Kähler, der allerede noget nær halvtreds år tidligere har slået sig ned i Næstved. Herman Joakim Kähler er pottemager fra Nordtyskland, holder fast i sit fag og opbygger en virksomhed, der holder fast i traditionerne, laver gedigne brugsgenstande og bliver hyldet for sine kakkelovne.





Herman August Kähler opbygger et centrum for kunstnere, malerdamer og andre kunstinteresserede i det lille værksted, der gennem tiden oplever flere brande, men altid bliver bygget op igen. Herman August Kähler er gennem sin uddannelse både på dannelsesrejse, bliver udlært hos Billedhuggeren Bissen i København og lærer glasurmaling på Holmegaard Glasværk.

Herman August Kähler leger med materialerne, udforsker og ved Verdensudstillingen i Paris 1889 slår han gennem på verdensplan, efter at have fremvist en spændende vase i rød lustreglasur, der gør op med mange af datidens tanker om keramik og glasur.









Herman August Kähler er manden bag Kählers logo - HAK - designet af Svend Hammarshøi i 1913. Gennem endnu et par generationer udvikler Kähler sig og laver flere banebrydende keramikprodukter, det lille værksted bliver udviddet af flere gange og en ren kunstnerkoloni udvikler sig i lokalerne.

I 1974 falder familiedynastiet til gulvet, efter fire generationer. Kähler bliver overtaget af Holmegaard Glasværk. I en del år er det usikkert om Kähler som brand kan overleve, inden det i 2008 overtages af arkitekten Frantz Longhi, der formår at trække Kähler ind i det enogtyvende århundrede, for igen at få en førende plads på den keramiske scene.











Målet for turen til Næstved var en historisk rundvisning i Kählers gamle lokaler på Kählerbakken i Næstved. Det gamle keramikværksted er i dag mest kontor, men rummer også udstilling og en lille butik.

Det var spændende at få lov at få et blik ind bag facaden, og selvom det var vildt at komme tæt på den store Hammershøi vase, jeg mange gange har set afbilledet rundt om, eller se tidlige arbejder og produktionsmetoder/værktøj, var jeg mest imponeret af fliserne i den lille gang, vi startede med at gå ind gennem.

Alle fliserne er gamle glasurprøver, der tidligere hang på væggene udenfor, så kunstnerne kunne bedømme dem i dagslys og vurdere for eller imod, lave nye prøver, eller vide hvor de var på vej hen.







Selvom produktionen i dag er effektiviseret er der også stadig meget håndarbejde. Omaggiovasernes striber er håndmalede, alle genstande er gennem mange hænder fra start til slut og alle vinduer og huller i Urbaniaserien bliver skåret ud med håndkraft.


Efter rundvisningen fik vi selv lov at prøve kræfter med glasur, pensler og keramik.

Næstved i juleklæder

Det var tidligt, da mit vækkeur ringede i morges og jeg skulle ud af døren. Jeg havde en aftale med min søster i Næstved klokken ti.





På en lørdag kører togene ikke helt så regelmæssigt, som på hverdage, og ventetid på indregnes. Det gav så til gengæld god tid til at hækle videre på en af julehemmelighederne.

Vi havde begge pakket julegaver til vores respektive familier, og slæbte dem gennem det halve Næstved, inden vi byttede og tog hvert til sit.

Det var ikke Næstved jeg kom for at se, men det var hyggeligt at gå gennem den julepyntede by. Jeg tænker at den stedlige handelsstandsforening må have et højt udsmykningsbudget, med mindre andre hjælper.









Ved alle små pladser står kæmpe gaver pakket ind med sløjfer, ved hver en lygtepæl står et grantræ - mange træer, tænkte jeg og filosoferede videre over antallet af træer på gaden, antallet af træer i stuerne og antallet af træer, der må lade livet...

Der kører både hestevogn og et lille tog rundt og på de store pladser står store juletræer med lys og over gaderne hænger fine granguirlander.





Vi spiste frokost, inden turen gennem byen, og da mit tog kom og jeg kunne sætte mig og nyde turen hjem, må jeg indrømme, jeg var en smule træt.

Fredag og weekendstart

Det er fredag, weekenden er skudt i gang.





Fredag startede med et besøg hos varmemesteren. Jeg glemmer, jeg bor til leje, og tænker altid at vi selv skal sørge for både det ene og det andet. Men nu er der sendt bud efter reparation af radiatoren der ikke vil varme og røret under håndvasken, der går fra hinanden.

Jeg spurgte også til døren, vi smadrede dengang Emilie blev låst inde. han vil gerne have et billede, inden han kan vurdere om det er noget han kan hjælpe med. Jeg tænkte bare at vi ødelagde den, så skal vi vel erstatte. Andre mener at det var vi nødt til, og når låsen gik i stykker er det ejendommen, der skal slå til. Jeg ved det ikke, men nu bliver der kigget på det.

Fredag var også besøg hos frisøren og julebanko i frokostpausen. Frisør Julie havde lovet mig krøller. Jeg ville have fylde og ingen sammenligning med firserfrustrationskrøl. Det har jeg fået. I virkeligheden er det helt som jeg gerne vil have det, sådan lidt morgenhår-rodet, der holder hele dagen. Det gør mit hår ellers ikke. Jeg havde bare - muligvis naivt - forestillet mig noget med store fyldige krøller, og længere hår.... sagde jeg naivt.


Jeg er ret sikker på, jeg bliver ret glad for det, som det er endt. Specielt fordi det overhovedet ikke ser krøllet ud.





Fredag var også isættelse af en stor prikket perle i den ring af gummi, Lotte ikke kan tåle, og jeg overtog, med tanke på inspiration når julegaveværkstedet lukker. Det er lige den slags arbejde vi kan tage op efter jul, når maling er bandlyst, vandet bliver lukket og Klubben skal have nyt køkken.

På hjemvejen mødte jeg Emilie. Hun havde taget opstilling midt på cykelstien, med vished om at jeg måtte komme kørende lige om lidt. Hyggeligt, sådan at kunne følges hjem.

Hun havde været i centret, købt en kjole, fået julegave fra praktikstedet - lækre ting i øvrigt - og været forbi Amalie og blevet tegnet på armen. Hun havde også købt en gave til mig.





Sidste år fik jeg firkantede ørestikkere i julegave. Inden julen var ovre, havde jeg smidt den ene væk. Og selvom jeg var hjemme og ikke udenfor en dør, og vi har ledt, er den aldrig dukket op.

Nu har jeg nye og firkantede. Et andet design, men stadig fra Emilie.


Måske de skal på i morgen, når turen går til Næstved og indfrielse af fødselsdagsgave til min søster...

Torsdagsmasker

Den udfordring jeg gav mig selv tilbage i januar, har trange kår i december. Jeg tager igen og igen mig selv i at tænke: Jeg skriver i weekenden. Eller: Der må være mulighed for blogindlæg i weekenden....

Men helt ærligt. Jeg kan ikke skrive om igangværende - eller afsluttede - projekter. De er alle hemmelige, jeg glemmer at tage billeder - der er for mørkt, bilder jeg mig selv ind, og min hverdage er ikke specielt interessant for tiden.

Jeg tror det er årstiden. I Klubben handler alt om julegaver - det er også hemmeligt, og selvom det er hyggeligt, er det heller ikke mere spændende.


Men Onsdagsmaskerne skal I ikke snydes for. Jeg tog billederne i går, efter et tidligt møde og tid til at forberede dagens undervisning. I aftes tog jeg strikketoget til hygge i en sofa, og da jeg nåede hjem, var jeg alt for træt til at sætte bogstaver sammen til ord.

Nu skal det være...













Læse:

Jeg afsluttede Den du elsker i morges.  I aftes tog historien en drejning, og spændingen steg. Noget begyndte at give mening, og da jeg havde tid i morges, besluttede jeg at læse de sidste to kapitler, jeg ikke kunne holde mig vågen til i aftes.

Mari Jungstedt skriver ikke revolutionerende spændingsromaner. Det er krimi på et plan hvor alle kan være med. Letlæst og til at have med at gøre, hvis der ikke er brug for de store hjernevindinger. Chicklit. Bogen levede til fulde op til forventningerne.



Hækle:

Jeg er vendt tilbage til det lyserøde garn, og er startet på trin to af tre. Med sammenkomster og julegaveproduktioner, er det nødvendigt at hoppe lidt i produktionen. Noget skal være færdigt før andet, noget kan ikke tages med, når bestemte mennesker mødes.

Alt regnet sammen og talt op betyder at det igen er tid til lyserødt.

Jeg tror jeg når det.

Midt i julehemmelighederne

Det er mærkeligt som muligheden for at blogge om strik eller andet kreativt er ligefremt proportionalt med lysten til at blogge.






Mens bunken med julehemmeligheder vokser, får jeg mindre og mindre at skrive om. Og her er det, det mærkelige dukker op - for når jeg kigger gennem de seneste skriverier, er det hverken garn eller andet kreativt, der ligger øverst.

Virkelig mærkeligt.


Jeg kunne jo for eksempel fortælle at udearealerne på skolen vokser og gror. Nu er der ikke længe til den nye legeplads med klatremuligheder, musikinstrumenter, trampoliner og andet skønt lukker op og ender uden for byggepladsindhegningen. Længe ventet, og helt sikkert dømt til hurtig indtagelse.


Eller at min fjerdeklasse i dag vandt en delt andenplads i tegnekonkurrencen i projektet om Lys på Med Ludvig. Ungerne synes det var trist med andenpladsen. Jeg må indrømme, jeg havde frygtet førstepladsen. En fest og en discokugle - hvem skulle have stået for det...?

Nu får de lys.
Lys er godt at have.

Pakkeleg

Jeg har forstrakt noget i min skulder. Først troede jeg det var muskulært, og hurtigt ville gå over. Senere måtte jeg se i øjnene at det er det ikke. Jeg fik for meget vægt på en maskine, men jeg havde ikke regnet med at det ville give varig skade.





Det tror jeg  nu heller ikke det gør. Ledet fungerer, jeg kan dreje i alle retninger, hæve og sænke armen, det gør bare ondt. I dag mindre end i går. Jeg besluttede at forsøge at slappe af, har droppet at træne i weekenden og hulahoppede i stedet herhjemme foran fjernsynet og, med nyhederne som baggrund.

Gør det stadig ondt på tirsdag, kører jeg alligevel i Loop, springer alle de maskiner over, der har noget med arme at gøre, og laver øvelser på gulvet ved siden af. Jeg ved bare, at hvis jeg springer alt for meget over, bliver det alt for nemt at blive ved.


Det vil jeg ikke!




















Lørdag var julehygge hos min mor. Æbleskiver, snak og god mad. Og pakkeleg. En leg med mange regler.

Vi startede tidligt og sluttede sent. Et lille sluttet selskab. Min mor, Annelise, min søster og jeg og fire børnebørn. Det sidste er på Falster.

Emilie og jeg cyklede hjem. Med lys, der kan ses mindst trehundrede meter væk, som loven foreskriver. Noget har jeg lært af projektet i fjerde klasse om lys og reflekser.

Min søster tog sine i nakken og gik mod stationen og tog mod Næstved. Heldigvis uden sure miner - det kan ellers godt være svært at vænne sig til ikke at have bil længere.


En dejlig eftermiddag og aften er slut. 
Vi gør det igen næster år.

Gavekort

Det er første december. Der er pakker i adventskurven og kaffejulekalenderen, jeg købte til Anders, er fundet frem.





Den er ikke smagt endnu, for god kaffe skal nydes - efter arbejde. Lige nu ved jeg ikke hvor meget der bliver nydt, for han er blevet sendt hjem fra arbejde med feber, og er netop trådt ind ad døren. Vi håber ikke Emilie har smittet, men mere at det handler om at starte på nyt arbejde.

I øvrigt har Emilie det meget bedre. Så meget bedre at hun i aftes fandt selvhærdende ler, udstiksforme, sugerør og børnekagerullen frem, satte sig ved spisebordet med et underlag af en af de dækkeservietter, jeg for længe siden købte til samme formål, og omformede hele pakken af ler til gavemærkater.







Nu ligger de og tørrer. Skæve og med mærker, hun ikke længere kan ændre ved. Jeg synes de er fine, i dagslyset er Emilie ikke helt tilfreds. Men, som hun meget fornuftigt siger; Jeg kan ikke lave om på det.

Sammen med gavepapir, bånd og krøller, er jeg sikker på de bliver superfine.