Nærmest magisk #1

Efter filmen i går, blev det endelig tid til at hente kanderne, Emilie og jeg malede hos Creative Space i vinterferien.

De har stået klar længe, faktisk kunne de hentes allerede inden for en uge, jeg har bare ikke overskuet at komme til Frederiksberg efter procelæn. Men nu var jeg der, de blev hentet og hjembragt forsvarligt pakket ind i bobleplast og medbragt pose.

Jeg synes der er en smule magi over den proces der sker, når den matte, ducede glasur er lagt på keramik og det hele kommer en tur i ovnen. Ud kommer helt nye farver og en glansfuld og hård overflade, der slet ikke var som før.

Jeg var spændt på at se kanderne. Jeg vidste jo godt hvilke farver vi havde valgt, og jeg vidste også at de ikke lå langt fra det endelige resultat. Det var ikke som den mærkelige blå, der bliver dyb lilla eller den gammelrosa der ender som vissengrøn, vi har stående i lerværkstedet på skolen.

Det er muligt vi kunne have valgt farver, der skiftede så meget, men det blev det ikke denne gang.

Sikkert fordi det var lørdag, var der fyldt i butikken, og stemningen var en smule hektisk. Slet ikke så hyggelig, som da vi var der i vinterferien. De folk der sad ned, så nu ud som om de hyggede sig, og jeg forestiller mig at det er en anden oplevelse at være der og være i gang, end at komme ind ad døren, hente brændt keramik og gå ingen, selv når der er mange mennesker.

Jeg synes Emilies store kande endte rigtig fint. Hun løb sur i det store arbejde, og var i virkeligheden ikke tilfreds, da vi afleverede, pakkede sammen og gik dengang for flere uger siden. Hun er stadig ikke tilfreds, men hun er oplevelsen og erfaringen rigere. Hun vil stadig gerne derind igen. Og vi er enige om at de næste gange skal hun lave noget mindre.

Indtil den dag, hun ved hvad hun kan, hvad keramikken og glasuren kan, og hun kan overskue et større projekt.

Flaskepost fra P

Sille og jeg havde sat hinanden stævne i Falkoner Bio til middag. Målet var næste afsnit af Carl Mørck og Afdeling Q.

Det var en god film. Efter tredie film er jeg stadig overrasket over hvor godt Nikolaj Lie Kaas er castet til rollen. Han spiller blændende. I min optik er han Carl Mørck. Selvom jeg stadig synes Fares Fares er for høj som Assad, fungerer han også fantastisk. Selv Rose, som jeg efter sidste film ikke var afsindig begejstret for, vinder i denne udgave.

Jeg kan helt ærligt ikke huske bogen. Men filmen var god. Absolut værd at se. De to timer gik i forrygende fart, og da sidste scene var slut, synes jeg det var gået alt for hurtigt. Jeg ved godt der er ting, som må udelades i en film, men jeg savner alligevel fortællingerne bag og udviklingen af figurerne. I Flaskepost fra P specielt Roses udvikling, som jeg har en erindring om begynder at tage fart  i den tredie bog om Afdeling Q, mangler jeg.

At jeg – selv efter at have set filmen – ikke kan huske bogen, burde vel egentlig betyde, at jeg bør hjemføre den fra biblioteket endnu en gang.

Weekend

Pludselig er ugen forsvundet, og det er fredag. Weekenden er velkommen og lige om lidt er det påske. Det er næsten alt for mange fridage i træk. Kun næsten. For de skal som nok blive brugt.

Fredag startede tidligt med redigering af nyhedsbrev. Det tager tid sådan noget, og jeg synes nærmest lige jeg havde sat mig, da det blev tid til at pakke sammen og lege med nogen børn. Fredag var ramt af sygdom, og efter en lille smule åndenød, viste det sig at alting alligevel hang sammen, og roen sænkede sig.

Fredag er ikke den dårligste dag at være sygdomsramt. Fredag er weekend og færre børn. Mange skal ud af huset og tager tidligt af sted. Det giver plads til fordybelse, også når der er mangel på voksne. Samtidig må vi igen og igen sande, at når bare vi er ærlige og fortæller at i dag er der ikke plads til de store armbevægelse, så kan langt de fleste børn sagtens vente til en dag med mere råderum.

Det betyder ikke at normeringen bør skæres. Men det betyder at vi har skabt et sted med tryghed, der kan bære en enkelt dag eller to med mindre overskud – når blot alle, både børn og voksne, ved at hverdagen med fuld bemanding vender tilbage.

Jeg kørte hjem i solskin. Jeg ser frem til en weekend i godt selskab. Hvad mere kan man ønske sig?

Foråret ér på vej

Det er koldt når jeg cykler. Vanter og hue er stadig påkrævet.

Men når solen skinner fra en skyfri himmel, knopperne står på spring og jeg er nødt til at finde solbrillerne frem på vej hjem.

Såh…

I striber

Jeg har faktisk forsvoret at jeg skulle strikke karklude. Jeg mente min tid skulle bruges på andet, og købte strikkede karklude virker fint. For at pudse glorien har jeg nemlig aldrig brugt de udskældte microplastik-forurenende-klude. De har aldrig været mig. Jeg synes også de er grimme.

Men så var det jeg fik seks nøgler bomuldsgarn med hjem fra Lykke i lørdags. Seks nøgler i farver jeg ikke lige kunne se mig selv bruge. Cirka samtidig viste Anne retrillede karklude i to tråde på pind fire på Instagram. To tråde – så er jeg på.

Når så min kasse med bomuldsgarn helt af sig selv formerere sig med en hast jeg ikke helt forstår, var det faktisk ikke så svært at hoppe på. Forrige år hæklede jeg et kilo grydelapper af alle bomuldsresterne. Jeg ved ikke hvor meget en flok karklude kan komme op på at veje, men jeg har hentet alle de rester og kedelige farver kassen lige nu indeholder – og jeg må sige at det er ikke så lidt.

Foreløbig har jeg slået op til klud nummer seks. Emilie har allerede bestilt et læs, når hun flytter hjemmefra – det sker næppe lige med det samme, men på den anden side nærmer hun sig med stormskridt, den dag hun ikke længere skal bo hjemme. Hun er efterhånden temmelig klar til at stå på egne ben. Og selv klar over det.

Opskriften var ikke nem at spore. Måske er jeg slet ikke nået til enden, men nu strikker jeg bare. Anne strikkede med inspiration fra Hanne, som siger hun har fundet ideen hos Yarnfreak. Sådan er der så meget. Jeg bruger de yderste to masker til icord. Halvtreds masker og firs pinde retstrik giver mange muligheder.

Og striber er skønt.

Til en snaps

Jeg tror det i var efterårsferien for to år siden, at vi var i Århus og en tur i Den Gamle By. Altså har billederne ligget og ventet længe.

Vi har været der flere gange siden, men dengang var det kun Emilie, Anders og jeg. Hverken jeg eller Emilie havde ikke været der siden ungerne var små (Emilie kunne slet ikke huske det), og Anders havde vist aldrig haft fornøjelsen før. Jeg kan huske jeg havde strikket en trøje, der skulle tages billeder af, og vi fandt fine baggrunde i Møntmestergården. Jeg kan også huske jeg havde læst om halvfjerdserbyen, som jeg rigtig gerne ville se.

Vi var omkring udstillingen Hotpants og Hønsestrik, Emilie var ved at falde bagover, over det afsindig grimme tøj – og blev kun mere bestyrtet, da vi kunne berette at vi faktisk havde haft sådan noget på. Jeg tror det var da Anders faldt i svime over en transportabel båndoptager af nøjagtig samme slags, som han selv havde haft for mange, mange år siden, at hun udbrød noget i retning af, at vi måtte være meget gamle – når vi ligefrem var på museum.

Vi sluttede dagen ved museumsbutikken. Det foresvæver mig at enten jeg eller Emilie skulle finde en gave. Måske var det os begge to. Ude foran museumsbutikken står en række små boder, som på visse tider af året er beboet af sælgere – vist mest kunshåndværkere af forskellig art.

I den ene af boderne stod en keramiker. Hun havde rigtig mange fine ting. Jeg fæstede mig lynhurtigt ved de små krus, der ville være fantastiske til snaps. Tænkte jeg. Først da jeg havde hentet Anders – der som regel er god til at holde sig fri af musemsbutikker og boder – gik det op for mig at hun havde et lille skilt, der bekendtgjorde at krusene både kunne bruges som æggebægre eller til snaps.

Anders købte ideen med det sammen, og inden længe var han ved at udvælge de fire flotteste. Jeg kan ikke huske prisen, og der står desværre ingen læsbar signatur i bunden, så jeg ved ikke hvem kunstneren er, men jeg ved at der var en pris for en og en anden pris for fire.

Mens Anders stod og valgte, lænede damen sig ind over disken og sagde at han endelig måtet tage dem allesammen frem, så han kunne finde nogle der ligende hinanden mest. Næ nej, sagde Anders, det er jo unika. det må gerne kunne ses, og derfor helst være så forskellige som muligt.

Damen blev tydeligt glad – langt de fleste kunder sætter ikke pris på forskeligheden, hvorefter hun vendte sig om efter det lille krus, der stod på en hylde bag hende. Det ligende nemlig ikke nogen af de andre. Mon Anders ville have det? Det ville han, og inden længe havde penge skiftet hænder, keramik var pakket behørrigt ind, og min taske var blevet en lille smule tungere.

Herhjemme bliver de små bægre kun brugt til snaps. Aldrig æg. De ville sikkert egne sig fint, men de får ikke lov. Snaps er de til gengæld rigtig gode til.

Så vidt jeg husker fandt vi også de ønskede gaver.

Det var super hyggeligt

Om jeg forstår hvor Violykke får al den energi fra… Ikke bare disker hun op med lækker mad og fint pyntet bord. Hun bruger også oceaner af tid på at få andre til at sponsorere gaver til gæsterne.

Altså vendte jeg hjem fyldt med glæde efter en dejlig eftermiddag sammen med skønne mennesker, masser af grin og sjove historier. Og så vendte jeg hjem med garn i mængder, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

Fra hobbii.dk var der bomuldsgarn i mange farver. Jeg fik seks nøgler med hjem, og selvom jeg egentlig havde forsvoret det, tror jeg alligevel jeg hopper på bølgen og strikker en flok karklude. Jeg startede med de små rester jeg har liggene i aftes og slog op til nummer to i morges. Det går hurtigt når forlæggget er Hanne Bredahls.

Også Kauni havde været gavmilde. Violykke fortalte meget levende om en meget stor kasse fyldt med garn. Jeg fik fem nøgler med hjem. Endda i farver der passer fint sammen – hvis nogen spørger mig. Emilie har allerede peget på det petroleumsfarvede og sagt: Lang cardigan med lommer … hvis der er nok.. og hvis du altså ikke allerede har planer med det selv.

Jeg har ingen planer, jeg er ikke sikker på der er nok, men det skal vel ikke afvise at hun nogensinde kan få en lang cardigan med lommer.

Måske jeg bare lige skal have færdiggjort nogle andre projekter først…

Og det blev weekend

Lige så vild jeg er med mit arbejde, lige så skønt synes jeg det er at kunne holde weekend.

Øjeblikkets kravlen i hi betyder at jeg glad og gerne holder weekend i sofahjørnet. Sådan bliver det ikke denne weekend. Violykke har kaldt til samling og holder komsammen for det strikkende blogfolk. Jeg har været med hos Violykke før, og det var så hyggeligt, at jeg sprang på da hun igen lukkede op.

Jeg har lovet at bage en kage, og mens jeg egentlig havde tænkt mig at bage da jeg kom hjem, lod smøret i køleskabet til at have en anden mening. Jeg kunne have sagt mig selv at køleskabskoldt smør ikke fungerer fantastisk til at røres blødt med kokossukker…. Så i stedet fik smørret lov at stå, Anders fik turen først i køkkenet og nu - efter aftensmaden for længst er spist - står kagen nu i ovnen.

Jeg glæder mig til i morgen.

Søndag havde jeg overvejelser om det store outlet i Bella Center. Ikke fordi jeg gider, men fordi jeg tænkte at Emilie måske gad. Det gad hun måske godt, men hun mener ikke at have penge til outlets, og moderen mener ikke at skulle betale. Jeg har fornemmelse af at planen er pakket sammen.

Godt det samme – jeg vil hellere vaske.

Dejligt selskab

Mens foråret kæmper om at finde vej udenfor, er jeg gået i hi. Tiden flyver og pludselig er der gået en hel uge.. eller to.

I onsdags havde vi tøseaften. Planlægningen var klar, kalenderen opdateret, ugeplan og månedsplan sendt ud og snak med de der piger stod højt på programmet. Ingen havde lyst. Alle skulle noget andet, gad ikke, havde andre planer eller så bare ud som om de ikke anede, eller havde tænkt sig at finde ud af, hvad vi talte om.

Dagen før er sidste tilmeldingsfrist. Sådan har det alle dage været. Ingen tilmeldinger indløb. De adspurgte forældre så lige så uforstående ud som børnene. Altså endte vi ved lukketid med at kigge på hinanden. Vores kalendre var jo sådan set fyldt op, jo vi kunne da sagtens tage hjem i stedet, men når nu nogen havde meldt hjemme at sene hjemkomsttider var i vente, og vi andre har løstgående mænd og børn, der blot ville trække på skulderen, smile lidt og ønske os en hyggelig aften – hvorfor så ikke bare holde fast i det med tøseaften.

Berit var omkring Early Bird og et bord blev bestilt. Dermed kunne vi slutte arbejdsdagen med et glas astii, inden vi satte kursen mod Hvidovre, Arti'kok og en treretters menu. Selskabet var udsøgt, maden var god og betjeningen spøjs, grænsende til påtrængende jovial. Det sidste grinede vi mest af, og havde en dejlig aften.

Det er både skønt og godt med kollegial samvær. Vi blev da også enige om at vi gør det for lidt, og snakkede om ikke vi burde planlægge det og kalde det aftenarrangementer, så alle har mulighed for at komme hjemmefra.