En dejlig søndag

Søndag har været en dejlig dag.

Og når jeg engang bliver voksen vil jeg have et drivhus/orangeri/udestue…

Til endnu en dronning

Fredag inden påske holdt vi afslutning for Susanne. Et langt arbejdsliv er slut og tilværelsen sammen med et nyt bekendtskab kan begynde. Lørdag skulle Molly hjembringes og tid til hundeluftning startes op.

For længe siden – mindst to år - sagde Susanne – sådan nærmest i en bisætning – at når hun holdt op med at arbejde, ville hun ønske at få en flettet taske i samme stil som den lille røde.

Det har jeg ikke glemt. Og da talen for måneder siden faldt på gave, lovede jeg at bidrage med en taske, så kunne vi altid finde noget at komme i den.

Når nu det kunne kaldes arbejdsrelateret, besluttede jeg meget hurtigt at ugerne inden Susannes sidste dag skulle indeholde papirflet på Hobby.

Jeg er ved at lære at være streng. Jeg kræver mindst to lag maling på malede ting og alt det andet andet skal også være gennemarbejdet, inden nyt kan startes op.

Derfor flettede ungerne armbånd og hårbånd, mens jeg flettede taske. En enkelt nåede næste trin, en lille pung, mens en hel del andre opgav længe inden da.

Det kræver nemlig tålmodighed at flette. Ikke alle er lige tålmodige. Men selv med en kort lunte, kan man komme hjem med et armbånd, eller pynt til håret. Det synes jeg er en god måde at starte op.

Jeg brugte de lyserøde knapper fra lerværkstedet. Knapperne Susanne selv har været mester for at give mig mulighed for at lave, og med foer og hanke i den foretrukne farve, var der glæde i øjnene og et stort smil at spore, da gaven blev overrakt.

Så bliver jeg glad.

Der er skønt i haven

Solem skinnede og luften var varm, da vi tidligere i dag læssede cyklen med haveredskaber, pottemuld og frø og knolde til senere glæde i haven.

Inden vi nåede halvvejs måtte overtøje lade sig nøje med en tur over styret, og fremme kunne vi, ud over at møde nye mennesker, også glæde os over sol og klar himmel.

De små jordbær trives, tulipanerne i et hjørne er godt på vej, bærbuskede vi plantede i efteråret er fulde af knopper og fuglene sidder stadig og synger i det udgåede træ.

Så langt, så godt. For en enkelt slange havde sneget sig ind i haven. Vand. Der er ikke åbnet for vandet endnu. De to baljer, der har rummet regnvand er tomme, og fra naboer og genboer kunne vi fornemme at det ikke er almideligt uden vand efter den officielle åbning af haverne.

Altså endte Anders med at rode efter rødder i jorden. Vores lille plet bærer præg af ikke at have været holdt gennem længere tid og kvikgræsrødder breder sig til alle sider under overfladen. Han såede en smule gulerødder og løg, jeg strikkede,  mens knolde og resten af frøbeholdningen forblev i tasken, for uden vand er der ikke meget ved en have.

Vi gik hjem igen sammen med to spæde hvidløg, som egentlig ikke har stået længe nok. Vi plantede fed fra et helt hvidløg i efteråret og nu knejser toppene nok så fint i en knap så sirlig række gennem haven. Hvidløg mellem andet skulle efter sigende holde utøj fra de andre planter – så det tror vi på.

Anders skulle bare lige se. Det kunne jo være de var blevet store og fine. Sådan noget er svært at se, når frugten er under jord. Store var de ikke, lignende nærmest forårsløg. Men duften. Og smagen. Det var der ikke noget at sige på.

Nu hører vi til dem, der glædes over udsigten til regn i aften og nat. Med håb om fyldte baljer i morgen og mulighed for udplantning, har vi meldt os ind i klubben af folk, der ser regn som livgivende og en mangelvare på solfyldte dage. I hvert fald dage hvor vi gerne vi plante og så.

 

Weekend, oh weekend

Det er vildt som en uge på fem dage kan være let og enkel, og at uger med blot fire dage kan være lange og tunge at komme gennem. Nu er jeg lidt urimelig, for ugen har ikke været tung og lang. Tung og spændende er tættere på sandheden.

Lange dage, der bortset fra i dag først er endt hjemme efter mørkets frembrud. Eller tæt på. Dage, der startede tidligt, og endte med aftenmøder, aftenarrangementer og al for sen aftenlæsning til spændende kursusdage.

Næste uge er der ingen aftenmøder, –arrangementer eller –læsning på programmet, og trods spændendehed er det svært tillokkende. Mødetiderne er heller ikke helt så tidlige som i ugen der netop kan kaldes forbi. Lidt bliver der nok, men jeg har råderet og håndhævelse og kan flytte timer, hvis det bliver nødvendigt at sove længe.

Ugen har været af den slags hvor jeg hjemme er splattet omkuld. Den har været lærerig og fyldt med godt. Blogindlæg har hobet sig op, men mon ikke der kan findes plads til et par stykker i løbet af weekenden.

En weekend der også er belagt med planer. Planer på anderledes og meget mere hyggeligt plan. Haven og jeg har en date med Anders. Anders har en date med noget racerløb og jeg er inviteret til brunch. Hvad Emilie skal lave, er jeg ikke helt klar over, hun er hjemme, skal helt sikkert sove længe og endnu mere helt sikkert ikke med i haven.

Til gengæld kan sådan en uge med møder og kurrsus, efter dejlige dage i selskab med familie, næsten fremvise en kjole, der er nået til samme punkt, som lige før jeg trævlede det hele op for en uge siden.

Dejlige dage

 

 

 

 

 

 

 

Efter mange, mange masker

Jeg har strikket på en kjole de sidste par måneder. Sådan en af den slags, der ikke kan prøves undervejs. I dag blev jeg færdig med kroppen. Så færdig at jeg kunne hoppe i den og se i spejlet.

 

Og konstatere at den er alt for lang.

Jeg kommer aldrig til at blive glad for den længde.

Strikkeretningen betyder at der ikke bare kan pilles lidt op. Eller ned.

Om lidt trævler jeg det hele op. Hellere få det overstået. Og begynde igen.

Denne gang med femogtredive masker mindre i højden. Det dobbelte pr omgang. Se det er værd at se frem til.

Plastic Fantastic

Engang i løbet af januar købte jeg en favnfuld acrylgarn i fine farver. Acrylgarn ender aldrig blandt mine favoritter, men garnet havde et helt bestemt formål.

Jeg ville have fugle i haven.

De har ligget færdige længe og i dag fløj de frit og satte sig til rette i det udgåede træ, der står på grunden, og på plankeværket, der skærmer mod terassen og er ved at skvatte sammen.

Hvad skal man ellers med et udgået træ og et faldefærdigt plankeværk?

Nu sidder de der, og jeg er spændt på hvor længe farverne holder. Jeg håber at acrylgarnet vil holde noget længere end alt muligt andet – ellers er det ganske simpelt ikke besværet værd.

Seks fugle blev det til, og mens de fleste fløj op i det døde træ, satte et enkelt par sig på den (nuværende) øverste tværbjælke af plankeværket. Jeg er temmelig sikker på at samme plankeværk engang har været adskillige centimeter højere.. Men så længe det holder, virker det fint for os.

Lange elefanttråde holdt for, da fuglene skulle sættes fast. Jeg bøjede på midten og stak ned gennem fuglen, lige der hvor hovedet bliver til krop. De lange ender blev snoet om træ og plankeværk. En enkelt gang måtte Anders træde til, fordi mine fingre ikke kunne stramme nok, men ellers passede han spader og rive, og jeg passede fuglene.

Jeg synes de er hyggelige.

Design: Bluebird of Happiness African Flower Crochet Pattern af Heidi Bears.

Garn: Lammy Yarns Standard No 1 farve 62, 63, 64, 420, 515, 718 og 306 til næb.

Jeg troede som udgangspunkt at jeg kunne nøjes med et enkelt nøgle af hvert, men det viste sig at løbelængden varierede noget, og jeg var nødt til at supplere cirka halvdelen.

Jeg endte med et forbrug på 350 gram af et samlet køb på 550 gram. Resterne blev straks givet til Klubben, hvor ungerne er ligeglade med hvad garnet er lavet af, bare det kan blive til pompom’er eller andet sjovt.

Fuglene er stoppet med fiberfyd fra en IKEApude. Øjnene er af glas – bestilt på nettet. Jeg satser på at alting kan tåle regn og vind og vejr.

Nåle: Jeg har brugt en hæklenål nr 2½, for at stramnme godt til og ikke få for mange huller.

Størrelse: Jeg har glemt at måle fuglene, men der ligger fint i to hænder.

Bemærkninger: Jeg kan efterhånden lave de små fugle i søvne. De er hurtigt overskuet, så ingen problemer der.

Acrylen var ikke så forfærdelig at hækle med, som jeg havde forestillet mig, men jeg bliver aldrig glad for den lyd garnet siger, når det arbejder mod hinanden i stramme masker.

Vil du se flere billeder af fuglene, kan de ses på Ravelry.

Over, under eller nedenom?

Vi er inviteret til Lærkes fødselsdag. Vi skal selvfølgelig med, også selvom det er i Århus, midt i påsken og der er sporarbejde overalt på vejen dertil.

Jeg har ikke noget mod sporarbejde. Jeg er bruger af den offentlige trafik, og skal det fungere, skal der være plads til at opdatere og holde i god stand. Og selvfølgelig skal det gøres på tidspunkter hvor de faste kunder bliver mindst generet.

Det betyder ikke at jeg klapper i hænderne over udsigten til at køre i bus. Jeg er ikke så god til at køre i bus. Jeg bliver køresyg. Det samme bliver resten af familien. Næh, stik mig et tog, der sidder jeg gerne længe. Også hvis længe betyder ventetid, eller hvad det nu kunne være.

Det går bare ikke denne gang. Når broer skal flyttes, og spor er ude af drift, er busser eneste udvej – specielt når jeg ikke er klar til at cykle til Århus. Så jeg har kigget køreplaner, sammenlignet, vejet for og imod og endt med at bestille biletter til en bus!

Vi undgår at skulle skifte undervejs, og selvom vi sikkert hader det hele vejen til Odden, kan vi se frem til færgeoverfarten. Færgeoverfarter er nemlig nærmest nostalgiske og hyggelige. Samtidig tror jeg nok jeg regnede ud, at den samlede tid i bussen bliver kortere, end hvis vi skulle have været med DSB og togbusser.

Til gengæld tager vi den langsomme tur med toget hjem. Mandag skulle togdriften igen være på plads, og jeg har pladser i intercitytoget fra Århus og hele vejen hjem. Intercitytoget, der standser på alle stationer, og dermed tager noget længere tid end lyntoget vi ellers plejer at hoppe på.

Fidusen med intercitytoget er (ud over at nyde togturen for både frem og tilbage) at det standser i Sorø, hvor Emilie skal af og tilbage til skolen.

Gad vide om jeg kan finde køresygepiller i en kiosk eller andet sted, der ikke holder påskelukket…

Håndlavede

Jeg fik tre knapper i går. Knapper lavet af Sydafrikanske kvinder, der dermed kan brødføde deres familie.

Det giver knapperne værdi. Sådan noget kan jeg godt lide.

Knapperne er tunge. Og grønne. De kræver et underlag der kan bære deres vægt. Og selvom jeg egentlig skal lave alt muligt andet, dukker der pludselig tanker om hvor de bruges op. heldigvis kan sådan nogle tanker godt være længe undervejs. For jeg har altså lovet mig selv at det næste nye er en sweater med snoninger og uden knapper.

Jeg ved godt at bæredygtigtige projekter for lokalbefolkninger rundt om i verden selvfølgelig skal starte et sted. Og jeg er også klar over at starten ofte bliver sat af en eller anden med overskud nok til at gøre det. Jeg ved det godt, alligevel blev jeg lidt skuffet da jeg loggede ind på den tilhørende hjemmeside.

Med et var den gode ide alt andet end bæredygtig og med udgangspunkt i lokalbefolkningen. Men det ændrer ikke ved at knapperne er håndlavede af Sydafrikanske kvinder, der for størstedelen formentlig er bidragsyderen til husholdningen, og at knapperne er med til at skabe en tilværelse for en flok kvinder, der måske ellers ikke have noget at lave.

Det ændrer heller ikke ved at jeg synes knapperne er fine.