De smukkeste

Jeg her været til flere bryllupper, men aldrig et, der i den grad var fyldt med romantik og kærlighed af den ægte slags. Sjældent har jeg mødt et par, der i den grad udstråler ægte glæde for hinanden. Et par, der føles som de eneste ene.

Rammerne var sat omkring Feriekolonien Glænø. Ikke et specielt smukt sted, men et sted der emmede af glæde og forventning. Et sted der blev de smukkeste rammer, bare fordi hovedpersonerne var til stede.

Forberedelserne var gjort godt. På førstesalen hang sedler med navne på de, der skulle sove i de enkelte rum. Anja, Louise og jeg delte værelse. Et rigtigt koloniværelse med køjer i to etager og frække tegninger under sengene. Inden alting gik i gang, lod den kommende ægtemand sin røst lyde, for at klargøre alle de praktiske ting – som for eksemple hvor toiletterne var – og vi stod nogen stykker og følte pludselig, at vi alligevel kom på koloni i år.

Vielsen foregik på stranden, mellem tang og den smukkeste himmel, der valgte at klare op kun fem minutter før det hele gik i gang. Den hidkaldte mand fra kommunen, havde fundet smukke ord at dele med de udkårne, selvom han, som han selv sagde det, ikke kendte dem.

Femoghalvfems gæster af alle størrelser var med til at gøre dagen uforglemmelig og den klare himmel, der få øjeblikke for ceremonien havde truet med regn, holdt sig klar, og gav mulighed for skønne øjeblikke mellem seancen på standen til maden stod på bordet. Øjeblikke jeg nød sammen med mine kolleger, mens andre gæster også grupperede sig mellem venner.

Maden var lækker, bryllupskagen overdådig og talerne fra parret selv, forældre, søskende og begges ældste børn – der alle fire samstemmende kunne fortælle at deres respektive far eller mor havde fundet den helt rette. En de som børn, kun kunne bifalde – var alle smukke, tankevækkende og helt i ånd med resten af arrangementet.

Senere ryddede vi bordene og lagde op til dans. Brudgommens smag for den hårdere rock lod sig ikke fornægte og efter temmelig meget luftguitar og hoppen rundt, fik resten af selskabet lov at vælge de mere poppede indslag, der er noget nemmere at danse til.

Den medbragte DJ – endnu en kollega, der som den eneste fra de andre afdelinger var inviteret med (dog mod løfte om at stå for musikken), er af den slags, der kender sin musik og kunne opfylde det mindste ønske.

Mellem dansene – og der var mange. Jeg kunne nemlig ikke modstå kagen, og besluttede på stedet at det betød masser af dans – var himlen stadig klar. Helt ude ved Verdens ende, uden forstyrrende lys, er himlen fyldt med mange flere stjerne (og et par satelitter) end jeg erindrer nogensinde før at have set. Millioner og atter millioner stjerner udgjorde det smukkeste billede på nattehimlen, og hen over det hele kunne vi se mælkevejen sno sig som et glitrende bånd.

Til morgen viste himlen sig igen fra den smukkeste side. Der var tid til en tur på standen. De modige hoppede i, mens vi andre valgte at nyde udsigten. Morgenmaden kunne nydes udendørs og der var tid til at få sagt farvel, inden en fyldt bil kunne fragte os hjemad igen.

Forberedelser

Dagen byder på bryllup og Jasigelser på standen.

I et anfald af forfængelighed har de gamle hotsticks været i brug, og jeg håber på fylde ti håret, der forhåbentlig holder mere end bare et par timer.

I lånte fjer

Ungersvenden havde vasket og kokkeudstyret lå på en stol og ventede på køkkentimer. Lillesøsteren synes det kunne være sjovt med udklædning.

Resultatet blev foreviget – desværre dog i modlys, uden specielt fokus og med lidt for lange ben.

Nu overvejer Ungersvenden, om ikke det er tid til nyt profilbillede på Facebook.

Han kan bare komme an, mit kamera er knivskarpt!

Boller til Afrika

Afrikas børn sulter. En af mine kolleger foreslog derfor i sidste uge, at vi i forbindelse med den store indsamling, skulle lave vores egen lille indsamling.

Alle var med på ideen og i løbet af ugen har samtlige fire afdelinger bagt boller hver eneste dag og solgt til børn og forældre. For at tydeliggøre at der ikke var tale om almindelig boller, fik grovbollerne et drys sukker og kanel på toppen, og så var der ellers frit slag.

I de små SFO-afdelinger blev bollerne bagt i løbet af dagen og sat til salg, når forældrene hentede. Da børnene i de små afdelinger ikke selv har penge, kostede bollerne fem kroner stykket og blev købt af forældre. I Klubben og hos os blandt de store børn, bagte vi også i løbet af dagen, og solgte lige så snart de kom ud af ovenen. Her var prisen tre kroner, når det var børn der købte, og fem kroner, hvis køberen var en voksen.

I dag klokken to samledes hele SFO’en i skolegården, snakkede lidt om indsamlingen, gættede på det indsamlede, og fik forevist en kæmpe check med det fulde beløb. Derefter sluttede vi seancen af med at synge Afrika. Mens ungerne skrålede med, var det lige før hårene rejste sig på armene af bar glæde over velviljen.

Den samlede SFO har på bare en uge med masser af boller samlet sekstusinde trehundrede og treoghalvfems kroner sammen. I Caféen, hvor pengene stort set kun er kommet fra ungerne selv – i de andre afdelinger har forældre hjulpet godt til – nåede vi op på femhundrede og niogtyve kroner.

Jeg synes det er sejt.

Inden slaget skal stå

Vandet vandt, og med en mad i den ene hånd, føler jeg mig nu frisk og veloplagt, mens jeg pakker taske og gør klar til arbejdsdagen. Det er vist godt jeg føler mig klar, for i dag, er dagen for årets første fest og dermed også første rigtig lange arbejdsdag. Hvis jeg er heldig er jeg hjemme inden midnat, uden fare for at tabe glasskoen.

Det er altid spændende at se hvordan en ny årgang griber festerne an. Hvad interessen cirkler om og hvilken musik, der er den foretrukne. Jeg glæder mig også til at se kollegerne fra de andre institutuioner. Det er lang tid siden sidst.

Jeg skal snart af sted, så projektet jeg har arbejdet på de sidste uger, må vente lidt endnu. Jeg har ikke travlt, og jeg ved alligevel ikke helt, hvor jeg er på vej hen. Det tegner godt, og det er aldrig helt skidt.

Der venter mere pakkeri, sammen med morgendagens fødselsdagsgave, Emilie skal have med i byen. Jeg er inviteret, men har andre planer. Heldigvis kan Emilie klare sig selv og søsteren min henter gerne.

Tre timer

Det er lang tid siden jeg sidst har været så tidligt oppe, for at spurte ud af døren og udføre hårdt fysisk arbejde. Emilie er ikke hjemme i weekenden, og aflysninger lige efter overtagelse af en avisrute, synes jeg ikke om.

Jeg er heller ikke hjemme i weekenden, men når reklamerne står her torsdag eftermiddag, er det vist helt i orden at dele dem ud fredag formiddag. Tilbage venter Søndagsavisen, der først ankommer i løbet af i dag. Dem har Anders heldigvis lovet at bringe ud i morgen.

I dag fulgte jeg den kaotiske rute til punkt og prikke, mens jeg glædede mig over at ruten efter sigende skulle være rettet, efter vores anvisninger, til næste weekend. Der var mere kaos, end jeg oprindeligt troede, men jeg hyggede mig med musik i ørene, mens jeg gik frem og tilbage mellem tre forskellige blokke, for at nå alle opgangene… Jeg tror det er en computer, der har planlagt ruten – ikke en videre klog computer…

Efter tre timer føler jeg mig nu mør, svedig og klam, samtidig med at jeg sjældent har følt mig så sulten. Umiddelbart er et bad øverst på listen over fremtidige aktiviteter, mens mad altså også trækker kraftigt.

Aftenhygge

Aftener uden netadgang…

Som en port over Jyllingevej

Jeg var alvorligt bange for, at de mange vandgange lørdag ville give bagslag med mere end forkølelse til følge.

Søndag startede også temmelig nedslående, men efterhånden som morgenen gik over i formiddag, forsvandt de fleste følelser af nedslåenhed, og jeg besluttede at trodse de sidste og tage til Frederikssund og gode veninder.

Det var en god beslutning.

På vej hjem krydsede jeg Jyllingevej. Lige inden, var de første dråber, til noget der heldigvis ikke blev til mere, faldet.

Inden jeg krydsede, faldt mit blik på himlen, og jeg måtte stoppe op og nyde synet.

En fuld regnbue i de smukkeste farver (ikke meget anderledes end alle andre regnbuer – men smukke) stod som en port over Jyllingevej. Jeg kunne ikke rumme den fulde bue på kamerarets sparsomme plads – men den var der.

Da jeg havde stået lidt, dukkede endnu en bue op. En bleg afart af den første. Men lige så fuld og med en spændvidde helt som den klare.

Dobbeltbuens skyggebue var svær at fange med den digitale optik. Så I må tro mig, når jeg siger den var der.

Jeg blev stående længe. Det var godt, for da først pedalerne igen satte kurs mod hjem, forsvandt buerne ikke bare bag mig, men helt og aldeles, for længere fremme på ruten havde luften ikke den rette sammensætning af krystaller, der kan fremvise de smukke farvespil på himmelrummet.

I regn og slud, i sne og frost..Skal Posten ud, når man er post..

Det lykkedes. Anders slagtede sin egen computer, der alligevel står og venter på nyt bundkort… nu venter den også på ny strømforsyning og grafikkort, eller også skal noget flyttes rundt, når han en dag beslutter, at nu er det tid.

Til gengæld røg netforbindelsen. Heldigvis kunne jeg klare mig med adgangen fra arbejdet, mens Ungersvenden hulkede noget over manglende spil med omverdenen. På den anden side, viste det sig, at han er langt mere socialt anlagt, end jeg lige gik rundt og troede.

Men længe inden da, havde jeg lovet at hjælpe Emilie med den famøse lørdagsombringning. Raklamer af i dag er pakket, adresseret og bundtet i rækkefølge, så der skulle ikke være nogen ko på isen. Lige bortset fra at damen på omdelerkontoret havde sagt noget om, at ruten muligvis var noget mærkeligt pakket.

Jo tak. Mere end mærkeligt. Noget nær kaotisk. Og når det så regner af den voldsomme slags oveni, bliver sådan en ombringning noget nær uendelig. Vi har skrevet og fortalt hvordan ruten ønskes bundtet. Desværre bliver det først næste lørdag, og jeg har lovet at klare denne weekend, for Tøsebarnet er ikke hjemme og reklamerne skal ud.

Jeg venter mig meget sjov. Specielt med de opgange, der er uvidste grunde findes i tre forskellige bundter, eller de to opgange der åbentbart er blevet flyttet, så otte efter den mærkeligt planlagte rute findes mellem to og fire.

Jeg forestiller mig, det er nemmere, når jeg ved, hvad jeg kan forvente…

Og så håber jeg regnen holder sig væk. Så ilddåben fra sidste weekend, holder sig til sidste weekend, hvor vi endte med at sidde i en opgang og håbe på det bedste. Den medbragte vogn lod vi stå i regnen og håbede på dækkenet holdt tørt.

Det gjorde det. Problemet var mere alt det vand, der allerede var havnet i vognen, hver gang vi løftede og hentede endnu et bundt op. Det ville ikke være nogen dårlig ide med huller i bunden…

Siden er beslaget til cyklen fastgjort, så også Tøsebarnet kan manøvrere den tunge vogn.

Skulle nogen være i tvivl, er det faktisk hårdt arbejde at rende rundt med reklamer. Jeg var i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg både har muskler i overarme og inderlår, dagene efter sidste lørdag…