onsdag den 19. januar 2011

Onsdag morgen


januar 2011


Dagen i dag starter tidligt og ender sent. Starter med endnu en del af en kursusrække, der giver nye redskaber og metoder, der umiddelbart giver resultater og allerede er under indarbejdelse, for ingen af os er i tvivl om at det virker.

Kurser af den art er livgivende og energifyldte og efterlader os alle med lyst til at arbejde videre med de nye redskaber.

Når kursus og arbejdsdagen er slut, skal jeg videre til hygge og strik, snak og dejlige kvinder.

I morgengryet tuller jeg rundt og pakker til en hel dag. Husker et æble og overvejer hvor lang tid transporten, der plejer at foregå på cykel, vil tage når jeg kun er i besiddelse af flade konvolutter og der slet ikke er langt nok, til at finde en bus.

Der er varm the i min rejsekop, om lidt vækker jeg Ungersvenden, der skal møde sent, og håber han i søvnens dyb fatter, at det med at stå op skal han klare selv i dag, for jeg er gået og med mindre han vil langt tidligere op end hans teenagehjerte synes om, må han hellere sætte uret til at ringe mere end gang…

Det bliver en god dag!

tirsdag den 18. januar 2011

Stolthed


Emilies taske


Da taskefoldningen i december var på sit højeste, foldede Emilie hele to tasker.

Det var svært og hun var ved at give op flere gange, men de blev færdige og stoltheden stod om hende.

Visheden om at hun kunne, fik hende til at folde endnu en taske, der endte som julegave til en af barnefaderens venner. Det var lige før den ikke blev færdig og hun var igen ved at give op, men endte med at gennemføre – og det endda med en væmmelig mor, der gerne kom med opmuntringer, men pure nægtede at folde eller samle andet end samlingerne, der er lidt for svære.

Vel hjemme fra juleferien og med selvværdet på toppunktet efter at gaven i den grad var blevet beundret, faldt hun over en rulle bogbind, der ikke var blevet brugt. Med bogbindet som udgangspunkt gav hun sig i kast med endnu en.

Mindre end en uge tog det hende at klippe, folde, samle og sy – den væmmelige mor ville heller ikke sy hverken sider, bund eller lynlås.

En skulderrem blev snoet og en lillebitte knytning sat i lynlåsen, og så var hun ellers klar og ikke til at skyde igennem.

Selvom de første faktisk var rigtig flot udført, mener hun selv at denne er den flotteste, hun til dato har lavet. Jeg synes det er stort at kunne se sin egen fremadrettede udvikling.

Roedyrkning


Min far er fra Lolland, hvor en stor del af familien er bønder, dyrkede jorden og stod forest i menighedsrådet.

Der er langt til lolland, så med jævne mellemrum sender han nyhedsbreve, der ofte handler om istandsættelsen af det hus, han købte i Nakskov for efterhånden mange år siden.

Ind imellem er der også historier fra hverdagen, oplevelser eller tilbageblik. Jeg nyder hans skrevne ord, og får lyst til at dele historien han sendte i går.

Historien tog udgangspunkt i roehøsten, som min søster i sæssonen fik sat spørgsmålstegn ved om overhovedet var muligt. Det mente min far nu nok det var, men kunne senere konstatere at så let har det slet ikke været – dengang i efteråret.

Det fik ham til at tænke tilbage til dengang han selv var dreng og roehøsten foregik med håndkraft og en traktor. Min far beskriver det således:

I min barndom blev roerne løsnet med en roeløfter, trukket op med hånden og aftoppet med en roekniv. Derefter samlet sammen med en greb og læsset på vogn med håndkraft. 

 

Historien får I her:

 

glyphsDet fik mig til at tænke på et af de sidste år min far dyrkede sukkerroer. Jeg tog et billede fra 1960 hvor en traktor kørte totalt fast i marken, da den skulle bjerge roerne. Så gør man naturligvis det at man henter den anden traktor til at slæbe den første fri. Resultatet kan ses på billedet her, begge står med baghjulene kørt helt ned til navet. Enden på det blev at Falck måtte trække dem begge fri. Der gik en rimelig fast markvej gennem min fars jorder, så de kunne parkere en bil på tværs der og trække traktorerne fri med et spil. Falck måtte to eller tre gange mere ud for at lave samme nummer, vistnok med kun een traktor ad gangen.

Dengang havde man op til Jul en indsamling "hold gryden i kog" hvor man samlede penge ind, jeg ved ikke om det var til børnehjem eller fattige familier. Men det var falckfolk i deres dengang koksgrå uniformer som stod på gaderne i Nakskov og samlede ind. Jeg husker et år, hvor vi gik i byen, at en falckmand sagde til min far "Du må da give noget når vi så mange gange har været ude hos dig". Jeg ved ikke om han afleverede en fem- eller tikroneseddel.


fastsatte traktorer

mandag den 17. januar 2011

Tæppestart


starten er gået


Jeg tog tidligt afsted i dag, for mens weekenden bød på superhelte og ingenting er blomsterbunken færdig og en lille del af de løse sekskanter gjort klar.

Tidligt fordi gulvpladsen herhjemme ikke levner plads til puslespil i de dimensioner, jeg skulle bruge. Men ikke tidligt nok til at blive færdig til tiden. Heldigvis er min søde kollega tålmodig, og kom med the, mens mit sindrige system blev tegnet ned.

Det er selvfølgelig også nemt at være tålmodig, når der kun var mødt et enkelt barn op, da jeg fik pakket mig sammen og vendte tilbage til de kendte folder. Til gengæld havde han brugt tiden fornuftigt og halvanden time senere kunne jeg mæske mig i friskbagte boller, mens den kjolefoldende teenager forsøgte sig med symaskinen og en oplægning.

Ved hjælp af en plan, nummerede blomster og navngivne løse brikker er jeg klar til at sy sammen efter alle kunstens regler.


det sindrige system

Gang i Fakta


Det kan godt være de siger det kun tager fem minutter i Fakta, men de gange det tager længere tid, er der ofte lagt op til sjove episoder. I dag var ingen undtagelse. Samtidig var dagens indlæg helt klart det sjoveste, jeg endnu har oplevet i et supermarked.

Fire ansatte var på arbejde, og selvom de alle fire arbejdede hårdt, eller i hvert fald prøvede, hjalp det ikke kunderne synderligt meget – bortset fra den helt eventyrlige oplevelse.


januar 2011


En kasse var åben og her sad en medarbejder, der lystigt hev den ene vare efter den anden gennem maskineriet. Lige indtil en kunde havde glemt pungen derhjemme, og måtte efterlade varerne, mens han hastede hjem efter kontanter.

Det betød et stop i kassekøen, for bonen skulle parkeres, før videre ekspedition kunne gennemføres. Sådan en parkering kræver en anden medarbejder med et fingeraftryk. Manden med fingeraftrykket var netop løbet i kælderen, for at lede efter en nøgle ingen af de ansatte havde på sig.

Nøglen var til døren ind til rummet bag flaskeautomaten, der af uransagelige grunde bippede vildt og ikke kunne stoppes, da døren var låst og ingen havde nogen nøgle. En medarbejder med en nøgle, skulle først møde ind en halv time senere…

Pigen ved kassen ventede derfor tålmodigt, mens Manden med fingeraftrykket var i kælderen. Inden han løb i kælderen, havde han forsøgt at få den mindste af de fire til at kravle gennem den del af flaskeautomaten der indtager kasser – nok var hun lille, men ikke ti vilde heste kunne få hende til at kravle derigennem.

Mens Manden med fingeraftrykket hastede mod kælderen, forsøgte Pigen, der ikke ville kravle gennem flaskeautomaten, at overtale den sidste ansatte, der var ved at opgøre byttepengene i den anden kasse.

Uheldigvis fik han trykket på en forkert knap, så mens Manden med fingeraftrykket løb mod kælderen og Pigen ved kassen måtte se sig slået af en glemt pung, væltede byttepengene pludselig ud af begge ender af det andet kasseapperat. Mønterne i den dertil indrettede skål til byttepenge og sedlerne i den anden ende.

Pigen der ikke ville kravle gennem flaskeautomaten hjalp febrilsk, mens hun gentagne gange kaldte Fyren med byttepengene for meget lidt flaterende tillægsord.

Mine vare lå allerede på båndet, så jeg stod i første parket til hele sceneriet, mens køen langsomt voksede, og der sikkert ikke har været helt så sjovt i den anden ende.

Endelig vendte Manden med fingeraftrykket tilbage, bonen blev parkeret og byttepengene havnede igen i maven på kasseapperatet. Fyren med byttepengene åbende den anden kasse og Manden med fingeraftrykket måtte vedkende ikke at fundet nogen nøgle.

Under hele seancen bippede flaskeautomaten lystigt, og nu begyndte diskutionen igen om hvem, der skulle kravle gennem, for at stoppe larmen.

Pigen der ikke ville kravle gennem, ville stadig ikke, mens Manden med fingeraftrykket argumenterede voldsomt for, at hun var mindst.

Endelig foreslog Fyren med byttepengene, at han ville kravle igennem, hvis Pigen, der ikke ville kravle gennem, overtog kassen.

Manden med fingeraftrykket og Fyren med byttepengene endte henne foran flaskeautomaten og kiggede ind i dybet. Fyren med byttepengene udbrød: Der er godt nok spooky!, og Manden med fingeraftrykket gav ham ret i en grad, der viste at han bestemt heller ikke ville kravle gennem, og det til trods for at han i virkeligheden nok var den, der havde de mindste mål i omkreds - højde eller ej.

Fyren med byttepengene forsvandt i automatens indre, bippelydene ændrede pludselig til en hel anden koncert, for til sidst helt at forsvinde.

Hvordan det videre gik, ved jeg ikke, for mine varer var efterhånden både købt og betalt og da jeg smågrinende forsvandt ud af døren sad begge tøser ved hver deres kasse, mens Manden med fingeraftrykket råbte anvisningerne ind gennem automaten og Fyren med byttepengene svagt kunne høres et sted bag en lukket dør.

Et godt grundlag


Mine børn har begge malet meget.

Den store har altid været fantastisk til at fylde hele læredet, med masser af historier til følge. Den lille derimod, har oftere siddet og klattet lidt i det ene hjørne, med langt mere kedelige resultater til følge.
Det synes jeg var trist, for selv små klatter i et hjørne kan være spændende, hvis bare de bliver præsenteret på en god måde.

Det var dengang vi udviklede baggrundene.

Når Emilie maler i dag, laver hun ofte en baggrund som grundlag for det videre arbejde.

Det tomme lærred bliver fyldt med tre-fire farver i forskellige nuancer. Med lidt viden om farvelære, kan en enkelt af farverne snildt skiftes ud med noget nær ved eller komplimentært.


begyndelsen

I første omgang bliver de valgte farver spredt over lærredet, for derefter at blive fordelt med en pensel.

Det er vigtigt at farverne ikke bliver malet helt sammen, men giver plads til hinanden og de farveskift, der opstår når to eller tre farver mødes.

Er der ikke nok maling på lærredet til at dække, hældes der mere på undervejs. Hellere lidt for meget end for lidt. Det færdige resultat må gerne være tykt.


den færdige baggruund

Inden der arbejdes videre på billedet, skal baggrunden tørre.

Nogen gange har vi klistret billeder på, der kan males videre på, eller fundet sjove ting at fastgøre til lærredet. Der kan også bare males videre, eller trykkes med trykklodser.

Nogengange har vi sat en ramme af malertape midt på lærredet, og fyldt ud med tryk, glimmer eller andre sjove ting, sammen eller hver for sig, for derefter at fjerne malertapen og få et færdigt resultat med en afgrænset ramme om.

Mulighederne er uendelige.

søndag den 16. januar 2011

Weekend i ingentings tegn


stjerner i vinduet


Weekenden nærmer sig enden. Enden på en weekend, der absolut har hørt til i bunken af dagen uden indhold.

Ingen al alle mine gode intentioner er blevet til noget. Jeg har hverken bagt, gjort rent, vasket eller noget andet.

Til gengæld har jeg sovet længe, foldet stjerner, hentet Emilie efter fødselsdag, set superhelte i fjernsynet og syet blomster, der efterhånden nærmer sig enden.

Det har været godt, og det er godt. Jeg kan alligevel ikke lade være med at stå tilbage med en smule dårlig samvittighed over at have spildt en hel weekend på ingenting… På den anden side, ville jeg gøre det igen – for det var det, jeg havde brug for.

fredag den 14. januar 2011

Weekend


tusmørke


Sjældent har jeg følt mig så træt som de sidste dage. Sjældent har en weekend været så velkommen som den i dag.

Nu er den her og jeg skal ingenting andet end lade op og være klar til næste uge.

Hjemturen gik gennem tusmørket og lige om lidt falder jeg omkuld, mens jeg kan høre Anders og Emilie småsnakke i køkkenet.

God weekend til jer alle.

I bunkevis


sekskanter i bunkevis


Endnu en bunke sekskanter er presset og riet og klar til brug.

Målet på de firs blomster er ved at være nået, og jeg glæder mig vildt til at kunne lægge puslespil på gulvet inden sammensyningen for alvor kan gå i gang.

Udenfor ligger et hvidt drys. Det faldt i aftes, og så langt mere eventyragtigt ud i måneskinnet. Nu er det allerede ved at smelte væk – og jeg tager mig selv i at håbe på mere. Bare nok til at dække alting med endnu et lag hvidt, der pynter så meget mere på forstadsbetonen end de grå bunker, jeg har kigget på den sidste tid.