søndag den 8. august 2021

Maskinkursus i Aarhus

 

Ugen er fløjet af sted, kurset er fantastisk, yndlingsfamilien dejlig at være sammen med, og de få stjålne aleneminutter mens jeg går gennem skønne Aarhus værdsatte.

Bloggen bliver tilsidesat. Jeg satser på at samle op, når der er tid igen. 




Jeg ved ikke hvad min forestilling om et maskinkursus var. Måske mest noget med teoretisk viden om hvordan maskinerne virker, kombineret med noget praktisk brug af den slags vi var gennem den første dag.

Vi blev delt i grupper, underviserne fortalte, vi afprøvede en ad gangen, mens resten så på. Inden dagen var omme havde alle været gennem afretteren, tykkelseshøvlen, rundsaven, båndsaven og kap-/geringssaven.

Vi havde skåret vores stykke træ op i lister og sluttede dagen med at lime det hele sammen igen, med finer imellem og lavede dagen efter et solitairespil.




Derfra sluttede den styrede undervisning. Lav en kasse/æske/skrin, I bestemmer selv hvordan det skal se ud, der er de her muligheder og det er bare at bruge løs af maskiner, værktøj og træ. Det er så fedt.

Jeg har lavet en kasse, jeg har skåret den midt over på rundsaven, inden da skar jeg i vinkel og lavede falsede samlinger. Jeg er nået til hængslerne. Kun en tåbe frygter ikke hængsler, sagde underviserne. Så selvfølgelig skulle jeg have hængsler. 

Jeg blev sat til at læse afsnittet om hængsler i Håndbog for sløjdlærere, jeg har forsøgt at slibe et stemmejern og planen for næste uge handler i høj grad om at stemme ud til de der hængsler, sammen med det der individuelle projekt vi skal lave. 



Vi må lave lige hvad vi vil, bare det er maskinelt udfordrende, for det er et maskinkursus. Og alt det praktiske arbejde betyder at vi bliver fortrolige med maskinerne. Og det vigtigste er at vi er fortrolige, for mange af de maskiner vi arbejder med, må eleverne aldrig komme i kontakt med. Til gengæld kan de være gode at have, når man forbereder undervisningen, køber stort ind og har brug for at save op i mindre stykker inden elevernes videre bearbejdelse. 

I skal hjem og bruge jeres egne maskiner hurtigst muligt, siger underviserne igen og igen. Et par underviserne der egentlig er gået på pension, men slet ikke kan lade være og ikke kun brænder for faget men også er fantastiske undervisere.

Jeg har planer om en bakke, og overvejer hvor mange tekniske finesser jeg kan stoppe i sådan en.






4 kommentarer:

  1. Det er virkelig sjovt at læse om dit kursus, er det mon på VIA det foregår? Jeg har fulgt dig på bloggen ig Instagram i adskillige år, selvom du måske ikke genkender mit navn, da jeg ikke er flittig til at kommentere. Jeg er selv uddannet i håndværk og design fra læreruddannelsen i Århus, og tænker om du mon har samme underviser som jeg havde dengang, der lavede vi nemlig også kasser - dog værktøjskasser- som en del af maskinkurset. Jeg underviser nu selv på uddannelsen, godt nok I matematik, og hygger mig ved tanken om at en jeg 'kender' fra internettet render rundt nede i kælderen. Vh Matilde

    SvarSlet
    Svar
    1. Matilde, ja det er på VIA. Og ja jeg render rundt nede i kælderen.
      Underviserne hedder Lars og Ole, de har undervist i mange år, så det er da ikke umuligt du har mødt dem :)

      Slet
  2. HOLD da op hvor er det vildt! Spændende at prøve - og så er der jo bare hyggeligt i Aarhus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, Aarhusn er så hyggelig, og det har været et fantastisk kursus :)

      Slet