søndag den 11. maj 2025

Slotshaven

 

Bag Dronning Louises Tehus breder Slotshaven sig. Vi gik en tur ud i parken, fandt en bænk og sad en times tid med strikketøj og alt det vi ikke nåede at tale om mens vi spiste afternoon tea. 




Det var ikke varmt i går, og efter en time var vores hænder så kolde, at vi pakkede sammen og gik tilbage mod stationen. 

Haven blev anlagt slutningen af 1760'erne i fransk rokokkostil. En stilart der netop var kommet til Danmark. Bernstorff-familien var meget optaget af havedyrkning og tilførte eksotiske frugter og træsorter, der aldrig før var blevet dyrket i Danmark. Da kong Christian IX overtog slottet og haven i 1854, var størstedelen af de eksotiske planter gået til. De har næppe holdt til det danske klima. 

Den kongelige Haveinspektør Rudolph Rothe besluttede derfor i stedet at bevare haven som et stykke sjællandsk natur med store græsklædte sletter omgivet af dansk skov. Netop sådan fremstår parken den dag i dag. Stilen kaldes en romantisk landskabshave. 




Omkring slottes kan stadig ses reminiscenser af den tidligere have, ligesom der omkring tehuset er et stort areal med frugttræer og drivhuse, der for en dels vedkommende kan dateres tilbage til 1760'erne, for en anden del til 1800-tallet og Dronning Louises interesse for roser. 

Det var i området omkring frugttræerne og drivhusene vi gik rundt. Vi mødte en skolehave i regi af Haver til Maver. Det er sådan et fint koncept, en smule nostalgisk og sender mig straks tilbage til de gange jeg har været på kursus hos Haver til Maver. 



Bernstorff Slotshave dækker et areal på tres hektar, og blev i 1962 fredet.


Jeg har fundet oplysninger hos Danmarks Naturfredningsforening, Slots- og Kulturstyrelsen og Foreningen af åbne danske haver 




Dronning Louises Tehus

 

Jeg har mere end en gang forsøgt at spise afternoon tea, men det er aldrig lykkes. 




Da jeg for snart halvandet år siden, stoppede i Klubben efter tyve år, fik jeg af mine gode kolleger et gavekort til afternoon tea på Dronning Louises Tehus ved Bernstorff Slotshave. 

I dag mødtes Bettina og jeg, for at indfri gavekortet. 

Dronning Louises Tehus ligger i udkanten af slotshaven, i et fint lille stråtækt hus, der oprindeligt blev bygget som gæstebolig til slottet. Dronningen selv, Christian d. IX's Louise anlagde en storslået rosenhave, og brugte huset til at servere te for sine gæster.





I 2013 blev huset og rosenhaven renoveret og Tehuset opstod. Roserne er opstammende, og breder sig over stativer i krinolinefacon, som en reminiscens af 1800-tallets voluminøse skørter.

I de hyggelige små stuer, serveres afternoon tea med al den te vi kunne drikke. Fingersandwich uden kanter, varme scones, lemoncurd og petitfours. Det så ikke ud af meget, da kageopsatsen blev sat på bordet. Men skinnet bedrager, vi var stopmætte, da vi gik derfra. 



Selskabet var godt, og det var et par hyggelige timer vi brugte sammen.




fredag den 9. maj 2025

Autumn Alpine

 

Der er noget helt særligt ved at strikke med håndspundet garn. Jeg kan ikke forklare det, det er bare noget andet. 



Forrige år farvede Birthe P en julekalender på spindefibre, som jeg spandt sidste år. Farverne gik en skala fra grøn mod rød. Jeg delte den i to, og spandt to forskellige garner. Emilie var ret hurtig til at sætte sig på den røde del, som helt ærligt også er mere hende end mig. 

Men hvad skulle det så blive til?

Emilie startede med en tanke om, at der var rigeligt garn til en hel trøje. Det blev ret hurtigt tydeligt, at det var der ikke. Dernæst gik hun i kamp, for at finde den helt rigtige opskrift med blomstret mønsterstrik. Gerne meget af det.

Hun faldt for Autumn Alpine. Vinterudgaven af Alpine Bloom. 



Der skulle bare lige være noget mere mønsterstrik - helst over det hele. Og mere fylde i ærmerne. Emilie er glad for store ærmer. Helst med puff. Det er der ikke i den her, men hvis der nu var i den anden ende, kunne det blive ret godt.

Altså endte trøjen med ballonærmer. 






Design: Autumn Alpine af Caitlin Hunter.



Garn: Bundfarven er Drops Nord, farve 7, Light Beige. Mønsterfarven er dels det håndspundne Polwarth farvet af Birthe P, Garngalleriet Mikrofarveri og dels en tråd Kremke Stellaris, farve 139, Red Gold. 

Den færdige trøje har et færdigt forbrug på 415 gram, 287 gram af bundfarven, 106 gram af den håndspundne og 22 gram af glimmergarnet. 


Pinde: 3 og 3,5 mm


Størrelse: Min strikkefasthed betød at jeg strikkede en størrelse 3 og brugte længdemålene fra størrelse 4.



Bemærkninger: Emilie ville gerne have haft at mønstret fortsatte på kroppen, efter bærestykket. Men med den korte længde hun helst vil have, gav det ikke mening. 

I stedet gentog jeg mønstret på ærmerne. Jeg målte og regnede og nåede frem til at strikke 14 cm glat fra ærmegabet, inden jeg startede et modificeret mønster på ærmerne. 

Modifikationen handlede om at have flere masker i mønsterrapporten et stykke ned gennem rapporten. At rapporten fra bærestykket har indbyggede udtagninger, betyder at også ærmet bliver bredere mod håndledet. 

Inden ribben tog jeg ind over tre omgange, så der kom et pænt puf i ballonærmet. 


Vil du se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry.




mandag den 5. maj 2025

Første maj

 

Dengang jeg var barn, og gik på Hippieskolen, var første maj en festdag. Børn, forældre og lærere mødtes til  fælles morgenmad, inden turen gik til stationen, tog til Nørreport og optog medbringende skolens røde faner op gennem Nørrebrogade mod Fælledparken. 





I min optik er der noget nostalgisk over møderne på den store plæne. Nostalgi, der ikke længere kan leves op til. Jeg har været i Fælledparken i de senere år. Jeg kommer der måske igen. Men barndommens minder findes ikke længere. 

I dag er første maj i højere grad en fridag. Også selvom arbejderkampen ikke er slut, selvom der stadig er masser at kæmpe for. Men ikke desto mindre en fridag.

Vi mødtes i Anjas have. Den skønne, skønne have med udsigt over søen. Haven med Moskus- og løbeænder, der gerne skal spise sneglene, mens afgrøderne vokser højt. 

Siden Anja og Jens flyttede ind, for mange år siden, har den flade plæne og niveauerne mod søen ændret karakter. Haven er fuld af forskellige rum, der alle kan noget forskelligt. Og det er altid en fryd at komme i Anjas have. En stor del af det handler selvfølgelig om selskabet. 

Selskabet der består af kollegatøserne, mine tidligere kolleger, nuværende veninder. 





Vi satser stadig på at ses en gang om måneden. Også selvom der nogen gange går længere. Og som altid der en fryd at mødes igen, få samlet op og snakket om alt det, vi kan snakke om. Alt det jeg ikke nødvendigvis kan snakke med andre om. 

Og at vejret så viste sig fra sin fineste side, at vi kunne sidde ude og nyde sol og varme, gjorde det ikke ringere. 

Anjas have er så fin, at den er en del af de Åbne Haver, Haveselskabet står bag. Der er Åben Have om ikke særlig længe, når Anja og Jens byder velkommen til Haven ved Søen lørdag d. 17. maj fra 10.00 til 16.00. Hun kan også følges på Instagram.

Anja har groet en mængde planter, som de besøgende blandt andet kan købe. Jeg var så heldig at få en tomat- og en chiliplante med hjem, som Anders har store planer med. 

Vi glæder os til friske tomater fra altanen.  




masker på en søndag - Uge 18

 

Ugen kort:

  • Den sidste undervisningsgang i Pædagogik og Didaktik inden eksamen er afholdt. 
  • Eksamensoplæg til samme eksamen er afleveret. 
  • Det gav tre dage til at skrive den opgave i matematik, vi fik cirka samtidig. Den skal afleveres i morgen. Jeg er sådan set færdig, men venter lige og læser igennem, når jeg er frisk igen.
  • Jeg lavede en hurtig test med kogende vand og acrylplast. Det kan godt bøjes. 
  • Det sidste møde med fagfordelingssnak er overstået. Det betyder ikke det er færdigt. Nu skal snorene samles og hullerne dækkes. 
  • Daniel hentede Oscar og de spiste, inden de tog hjem til sengetid. Det var hyggeligt at se Daniel, for en gangs skyld. 
  • 1. maj blev tilbragt i selskab med kollegatøserne i Anjas have. Det var skønt. Og vejret var fantastisk. 
  • Weekenden er brugt på den der opgaveskrivning.






Læse:

Jeg har virkelig svært ved at komme i gang med femte del af Jens Henrik Jensens fortælling om Nils Oxen, den forhenværende jægersoldat, der lider af PTSD, ser sin søn for lidt og hele tiden bliver viklet ind i spændende kriminalsager i PET regi. 

De første kapitler har været svære at komme igennem. For mange figurer, for lidt viden om hvem jeg havde med at gøre (måske er det i virkeligheden det, der gør hele serien langtrukken) og fire døde mænd. 

Men så trådte Margrethe Franck ind i billedet. PET agenten som Oxen holder uendelig meget af. Hende han arbejder sammen med igen og igen. Og hende der pludselig gjorde historien spændende. 

Endnu et lig, Oxen er klar og Mossman, den tidligere PET chef er på banen igen. 


Strikke:

Siden sidste uge er Antique Filigree vokset støt. Jeg er lige præcis færdig med mønsterstrikken på kroppen og kan mærke at enden på kroppen er nær.

Jeg er udpræget processtrikker, men når jeg kan lugten enden på noget, kan jeg godt gå hen og blive projektstrikker. 

Garnet fra Biches & Buches er så lækkert at arbejde med. Det er uld, men det er blødt uld. Og det lægger sig pænt i mønsterstrikken. Specielt når det bliver skyllet op. 

Jeg glæder mig til at komme videre.




søndag den 4. maj 2025

12 Cast Ons 2025 - April

 

Endnu en måned er gået, og det er tid til at se tilbage på månedens fremgang i udfordringen med de tolv projekter 

Siden sidste måned er endnu et projekt færdigt. Det betyder at fire måneder inde i udfordringen er fem af tolv færdige. Om det holder på sigt, er endnu ikke til at vide. 

Jeg synes stadig det kunne være sejt at blive færdig med alle projekter, inden året er omme. 

Gennem april har jeg været godt rundt om de otte tilbageværende projekter - kun to har slet ikke været fremme. Det ene fordi det er hårdt for håndledet. Det andet fordi det venter, og har godt af at vente. 

Jeg har opdateret collagen og igen kan der aflæses, hvor langt jeg er nået. 

De grønne kanter betyder at projektet er færdigt. De nedtonede felter betyder at der ikke er arbejdet på projektet. Resten er det sidste billede af fremgange, der er taget.

 


Månedens gennemgang:


Autumn Alpine:

Trøjen er færdig. ærmerne er blevet som Emilie ønskede, billederne er taget. Jeg mangler bare at vise frem. 



Hjertesokken: 

Strømperne til Emilie blev færdige i februar. 

De er i brug, og Emilie er glad.


Lucrezia Blouse:

Jeg glæder mig til at tage fat på trøjen igen. Den har ligget længe - sådan føles det i hvert fald - men den larmer ikke. Den skal bare ligge, til der bliver tid til at give den lidt kærlighed. 


Saven Sweater:

Sweateren til Anders bliver så flot, men garnet er hårdt, og gør ondt i mine håndled. Da jeg fandt den frem først på måneden, troede jeg at den skulle have et par omgange med gode mellemrum. 

Det skete ikke rigtigt. 

Jeg har vasket en smule af ulden, for at undersøge om det kan gøre det blødere. Jeg har ikke bare endnu ikke afprøvet det. Lidt fjollet.

Det jeg har nået er, at strikke det nederste af forstykket og samle med ryggen, så jeg kan strikke rundt.



Temperaturhuse:

Det er stadig sjovt. Jeg følger stadig med. 

Med fire måneder bliver det tydeligt at det bliver varmere. At husenes farver er kravlet op på tagene betyder varmere temperaturer. Det samme gør det grønne, som gennem måneden har fundet vej.



Pulsvarme:

Håndledsvarmen til Daniel blev færdig i januar. Tids nok til at de er blevet brugt i den netop overståede vinter.


Karklude:

Karkludene var endnu et af de små hurtige projekter og blev færdige i februar. Jeg tænker dem som sæt af tre, og har allerede haft glæde af klude på lager til en hurtig gave. 


Vævede klude:

Jeg trak væven ned fra væggen og brugte en eftermiddag på at væve mindst en meter. Siden glemte jeg den igen. Hvis jeg væver mindst en meter hver måned, skal jeg nok blive færdig.

Jeg skulle have sat en sikkerhedsnål fast i kanten, så jeg kunne se fremgangen. Det gør jeg næste gang.



Hæklet taske:

Projektet som kan betegnes som min achilleshæl. 

Tasken som jeg længe har drømt om at lave, står helt stille. Jeg kan næsten mærke hvor ondt det kommer til at gøre, og håber på, at det at gemme den og varmere grader vil gøre det lettere hen ad året.

Det kan godt være jeg snyder mig selv. 


Antique Filigree:

Den smukke flerfarvestrikkede trøje til mig selv, ligger klar i sofaen, når jeg sætter mig. Den bliver så fin, og jeg glæder mig til lige om lidt at skulle prøve den igen. 



Strikkede bukser:

Bukserne jeg har drømt om i årtier blev færdige i marts. De blev helt som de skulle være. Jeg kunne godt fristes til endnu et par, og glæder mig til at kunne tage dem i brug, når det igen bliver koldt. 

Det behøver ikke være lidt nu. 


Julekalenderspind:

Jeg har taget hul på anden del af julekalenderspindet fra seneste jul. Jeg har leget med blendingboardet og synes umiddelbart det er blevet rigtig godt.

At spinde de meget forskellige fibre er lettere end forventet. Og efter en lang pause ved rokken, en fryd at sidde med. 



Hvordan fremgangen vil se ud i maj, er spændende. 




lørdag den 3. maj 2025

Se min kjole

 

I løbet af påskeferien fik jeg fundet symaskinen frem og syede en kjole.



Stoffet var et gammelt dynebetræk, mønstret det gode gennemprøvede, med en smule ændringer omkring ærmet. Jeg lavede den også længere end jeg plejer. Mest fordi jeg havde stof nok. 

Da først den var færdig, klippede og syede jeg tre mere. Jeg har kun billeder af den ene. 

De tre andre blev også gode. Og så alligevel. På en eller anden måde fungerer længden på den første. Af de tre andre blev to af dem også lange, mens den tredje blev lidt kortere, men stadig længere end jeg plejer. 



Den lidt længere, mens også kortere længde, gør sig bedre i hverdagen. Den første, som vi tog billeder af, er lidt finere end de andre. Jeg plejer at bruge alt mit tøj, hver dag. Også selvom det bliver slidt og beskidt. Men den her har jeg lyst til at gemme lidt, og bruge til de lidt festligere dage. Dage hvor der ikke står værksted på programmet. 

Der virker længden fint. 

Men de andre. De skal bare ind i rotationen, som efterhånden er lidt brugt, og har godt af lidt nyt. Men ud over den ene af de tre, blev de for lange. 

Det er der heldigvis råd for. 






Design: Udgangspunktet er Aubépine Dress fra Deer & Doe.


Materialer: Et dynebetræk med fine blomster i pasteller. 

Under barmen er kjolen trukket sammen med et satinbånd og en sløjfe. 

Til foeret i skørtet brugte jeg resterne af et gammelt lagen. 

Jeg fik betrækket af Emilie, da hun ryddede ud i sit stoflager, i forbindelse med flytning. 



Størrelse: Mønstret er af flere gange tilpasset mig. 


Bemærkninger: Kjolen er dobbelt i krop og skørt. Ærmerne er enkelt lag. 

Originalt er skørtet klippet i A-facon. Jeg har rynket skørtet til. Det synes jeg giver en bedre pasform til mig. 

Denne gang ringede jeg ærmegabet en smule og tilføjede mere vidde til ærmet, som blev samlet med et elastikbånd.





fredag den 2. maj 2025

Sway Socks

 

Da jeg var i Vejle og besøgte Fiberfolk, købte jeg et fed strømpegarn i farver, der slet ikke er mine. Planen var et par strømper. Et par strømper til en ganske særlig person, der snart har fødselsdag. 



Vi nåede kun nærmest hjem, før jeg slog op. De har været færdige det meste af april og det er et par uger siden, jeg fik Anders til at tage billeder.

Faktisk venter de bare på at kunne blive givet væk. 








Design: Sway af Lykkefanten


Garn: Camijo Sock Yak fra Camijoknit. Garnet består af merino, yak og nylon. Farven hedder Cinnamon Spice.

Jeg brugte 70 gram.



Pinde: Jeg strikkede på 2,25 mm addi lace rundpind 80 centimeter og brugte magic loop. 


Størrelse: Medium/64 masker. Cirka en størrelse 39.



Bemærkninger: Der er ikke så meget at sige. Jeg har strikket Sway Socks før, og synes de er skønne at strikke. Samtidig kan jeg godt lide Karens opskrifter.

Jeg ændrede lidt på hæl og tå. Jeg er ikke tilhænger af glatstrikkede hæle. Jeg vil enten have rib, der trækker sammen om hælen, eller en form for forstærkning. Denne gang valgte jeg Eye of Partridge, en forstærket hæl med et fint mønster. 

På billederne i opskriften er strømperne forsynet med en stjernetå. Jeg synes de er så flotte, men jeg glemmer dem tit. Af en eller anden grund er forklaringen i opskriften en almindelig båndtå. Jeg valgte stjernetåen, når jeg nu blev husket på den. 


Vil du se flere billeder, kan de ses på Ravelry.