Jeg her været til flere bryllupper, men aldrig et, der i den grad var fyldt med romantik og kærlighed af den ægte slags. Sjældent har jeg mødt et par, der i den grad udstråler ægte glæde for hinanden. Et par, der føles som de eneste ene.
Rammerne var sat omkring Feriekolonien Glænø. Ikke et specielt smukt sted, men et sted der emmede af glæde og forventning. Et sted der blev de smukkeste rammer, bare fordi hovedpersonerne var til stede.
Forberedelserne var gjort godt. På førstesalen hang sedler med navne på de, der skulle sove i de enkelte rum. Anja, Louise og jeg delte værelse. Et rigtigt koloniværelse med køjer i to etager og frække tegninger under sengene. Inden alting gik i gang, lod den kommende ægtemand sin røst lyde, for at klargøre alle de praktiske ting – som for eksemple hvor toiletterne var – og vi stod nogen stykker og følte pludselig, at vi alligevel kom på koloni i år.
Vielsen foregik på stranden, mellem tang og den smukkeste himmel, der valgte at klare op kun fem minutter før det hele gik i gang. Den hidkaldte mand fra kommunen, havde fundet smukke ord at dele med de udkårne, selvom han, som han selv sagde det, ikke kendte dem.
Femoghalvfems gæster af alle størrelser var med til at gøre dagen uforglemmelig og den klare himmel, der få øjeblikke for ceremonien havde truet med regn, holdt sig klar, og gav mulighed for skønne øjeblikke mellem seancen på standen til maden stod på bordet. Øjeblikke jeg nød sammen med mine kolleger, mens andre gæster også grupperede sig mellem venner.
Maden var lækker, bryllupskagen overdådig og talerne fra parret selv, forældre, søskende og begges ældste børn – der alle fire samstemmende kunne fortælle at deres respektive far eller mor havde fundet den helt rette. En de som børn, kun kunne bifalde – var alle smukke, tankevækkende og helt i ånd med resten af arrangementet.
Senere ryddede vi bordene og lagde op til dans. Brudgommens smag for den hårdere rock lod sig ikke fornægte og efter temmelig meget luftguitar og hoppen rundt, fik resten af selskabet lov at vælge de mere poppede indslag, der er noget nemmere at danse til.
Den medbragte DJ – endnu en kollega, der som den eneste fra de andre afdelinger var inviteret med (dog mod løfte om at stå for musikken), er af den slags, der kender sin musik og kunne opfylde det mindste ønske.
Mellem dansene – og der var mange. Jeg kunne nemlig ikke modstå kagen, og besluttede på stedet at det betød masser af dans – var himlen stadig klar. Helt ude ved Verdens ende, uden forstyrrende lys, er himlen fyldt med mange flere stjerne (og et par satelitter) end jeg erindrer nogensinde før at have set. Millioner og atter millioner stjerner udgjorde det smukkeste billede på nattehimlen, og hen over det hele kunne vi se mælkevejen sno sig som et glitrende bånd.
Til morgen viste himlen sig igen fra den smukkeste side. Der var tid til en tur på standen. De modige hoppede i, mens vi andre valgte at nyde udsigten. Morgenmaden kunne nydes udendørs og der var tid til at få sagt farvel, inden en fyldt bil kunne fragte os hjemad igen.
