torsdag den 6. januar 2011

Computerissues – igen, igen…


januar 2011


Mens nytåret gik i luften, valgte Anders’ computer den anden vej og endnu engang har vi uløste computerproblemer.

Eller det vil sige problemerne var i forvejen ikke endeligt løst, men havde dog fundet en fornuftig sammenhæng.

Min harddisk har i lang tid gæsteoptrådt i Anders’ computer. Indtil jeg fik den geniale ide, at flytte ind i Ungersvendens computer i stedet. Han  har nemlig to, og siden sidste års fødselsdag gav mulighed for en bærbar, har den stationære kun stået til pynt. Ungersvenden var med på ideen og siden har jeg haft adgang til en maskine, jeg i daglig tale kan kalde min. Og når jeg endda bruger min egen skærm, mus og tastatur, føles det også som min.

Men så gik Anders’. I første omgang troede han det var strømforsyningen, men det er tjekket og det er ikke der problemet ligger. Hvad det så er, er endnu uvidst, men fakta er at maskinen starter og slukker helt af sig selv, og det er ikke helt i orden.

Så nu er stikket trukket og delingen endnu engang en realitet.

Med Friends som gode venner, har jeg slet ikke tid til computeren, alligevel oplever jeg en følelse af at være hjemløs i forhold til computeren, når den er i brug af andre. Og det selvom jeg slet ikke har intentioner om at skulle bruge den… mærkeligt!

Hvid


Endnu engang at vågne op til en hvid verden. Hvid og uberørt. Er der noget som jumfruelig hvid sne.

Lige om lidt er jeg klar til at begive mig ud i den.


januar 2011


januar 2011

onsdag den 5. januar 2011

Ubehagelige oplevelser


januar 2011

Jeg har altid ment at det er vigtigt hjemmet bakker op om skolen, for at barnet kan få den bedste oplevelse af skolegangen. Det er bare ikke altid virkeligheden.

Jeg har ind imellem oplevet lærere, der har sagt eller gjort ting, jeg er nødt til at reagere på. Som regel kan det gøres udenom barnet, så vi ikke sidder herhjemme og stempler en lærer som dum eller noget der er værre, inden problematikken er fulgt op og alle ender nået.

Somme tider virker den hensigt bare heller ikke. Når barnet kommer hjem med oplevelser med ubehagelige følelser til følge, er jeg som forælder nødt til at bakke barnet op, og snakke om at det måske ikke havde været den mest hensigtsmæssige reaktion fra den voksnes side, eller, at jeg bestemt ikke synes det er følelser barnet skal sidde tilbage med.. Og så igen reagere og tale med læreren.

Generelt er det ikke noget der sker særlig tit, og som hovedregel har oplevelserne bundet i misforståelser, der senere kunne rettes ud af en snak lærer, barn eller forældre imellem. En snak der igen opretholder en god tone skole og hjem imellem og som giver barnet tro på at skolen er et godt sted.

I går stod jeg pludselig med et barn, der følte sig overfaldet, angrebet og svigtet at en lærer. Med så tydelige følelser, var det svært ikke bare at kalde læreren dum og idiotisk. Jeg prøvede virkelig. Jeg gik rundt om mig selv i timer, inden jeg fik skrevet et brev og endnu et til klasselærerne – bare fordi jeg synes det var det mest fornuftige.

Umiddelbart synes jeg læreren havde overreageret, men kunne samtidig godt forstå bekymringer og spørgsmål. Jeg ville bare have ønsket bekymringerne var blevet rettet mod mig, i stedet for barnet, der stod tilbage og følte sig forkert.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men den reaktion der senere opstod går stadig over min forstand. En reaktion, der i første omgang tændte mig af, men senere snarere har givet mig en voldsom lyst til ukontrollerede hvinende grin.

Inden jeg nåede noget som helst, oplevede jeg en skoleledelse, der greb ind, viste sig sit ansvar voksent og har overtaget en hændelse, der pludselig havde grebet om sig til et omfang af voldsomme dimensioner. En ledelse der viste sig langt mere kompatibel, end jeg umiddelbart havde tænkt at skulle opleve.

Tak for det.

Klar til Derby


stjernehat


Tilbage efter juleferien blev gårsdagens første opgave at afmontere julen.

Ned med guirlander, nisser og hjerter. Væk med kalenderlys og fletterier. Tilbage var den enorme stjerne, der ikke rigtig er plads til ar opmagasinere og som sikker ikke vil overlevet at ligge ned.

Skal vi have enorme stjerne en anden gang, må der flettes igen, og ellers er jeg sikker på, vi klarer os med mindre.

Emilie overtog stjernen og promenerede som en anden Verdensdame til Derby.

mandag den 3. januar 2011

Mandag morgen


Mandag morgen er slut på ferien. Mandag morgen er tidlig og mandag morgen er langt mørkere end jeg erindrer at have oplevet i lang tid.

Med mine sene mødetider kommer jeg sjældent ud tidligt om morgenen. Men mandag morgen er også tid hos speciallægen. Emilie har reddet sig små knopper på halsen, der ikke vil forsvinde. De er ganske ufarlige, men som lægen sagde; pænt irriterende og ikke særlig pæne.

Men det er der råd for, og nu er de blevet bedt om at forsvinde.

Morgenmørket efterlader alting frosthvidt og jeg nyder den rene luft og at frosten så fuldstændigt dækker alting. Selv de kedelige grå bunker af sne får nye dimentioner af et lag frost.

Hvad jeg ikke nyder er at den skinne til håndledet jeg købte den anden dag og ikke fik på inden vi smuttede ud af døren, men i stedet proppede i tasken, ser ud til at være hoppet op af tasken undervejs. Nu er den væk og med den glæden ved at føle aflastning af håndledet.

Jeg bliver nok nødt til at anskaffe mig en ny!


blomkålssne, januar 2011


januar 2011

søndag den 2. januar 2011

Produktudvikling


perleskål


Lige inden jul da Emilie lavede skåle af perler i et væk, så en helt ny udgave dagens lys.

Bevæbnet med perler en lille ramakin og et endnu mindre lysglas, lavede hun en tæt lille udgave, der pynter, hygger og ifølge min bedste overbevisning er rigtig sød.

Vi har afprøvet og selvom perlerne er helt tæt på lyset, bliver de ikke varme eller begynder at smelte yderligere. Jeg er dog ret sikker på, at det lille lysglas er vigtig i den sammenhæng.

Med en smule vold og gode vrid, er det også lykkedes at få glasskålen ud af perlerne, men vi satte den hurtigt i igen, for uden er der ikke rigtig længere nogen god ide.

 

Skulle nogen have lyst til at eftergøre, gjorde hun sådan:

Bunden af ramakinen blev fyldt med et enkelt lag perler, inden lysglasset blev sat i midten og perler hældt udenom.


perleskål


Forsigtigt hældte hun flere perler op langs kanten, så de øverste kun var i et lag, og næsten nåede kanten af den lille skål.

Skålen blev sat i ovenen, ved godt 200 grader, med perler og lysglas. Jeg er ikke sikker på hvor længe, men efterhånden som perlerne smelter, faldt nogen af dem ned mod lysglasset. De faldende perler blev hjulpet tilbage med en pincet, inden den færdige skål blev sat til afkøling i sneen.

Personligt håber jeg hun gider lave et par stykker mere.


perleskål

Tilbagegang eller fremskridt


december 2010


Tøvejret er sat ind. Rundt om mig bliver sneen grå og tirst og underneden dukker alt det kedelige op. Ikke kun på gaderne, men også på altanen, hvor det mest sikre tegn på sneens tilbagegang er askebægret, der endelig dukker op, efter at haveværet begravet det sidste lange stykke tid.

Nu er askebægret heldigvis ikke mit domæne, og brugerne har virkelig ihærdigt forsøgt at ramme området. Det er alligevel ikke et skønt syn at skue. Så jeg løfter blikket, ser den blå himmel, solen der lokker solbrillerne frem og sanser luften, der bringer minder om varmere timer.

Og ønsker et nyt lag sne – bare nok til at dække alt det grå, der pludselig dukkede frem. Selvom overgangen fra den ene årstid til den næste giver løfter om nye oplevelser, kan jeg alligevel tage mig selv i at ønske sneen ville forsvinde fra den ene dag tl den anden. Bare så jeg undgår den grå og triste periode, hvor alt det mindre lækre dukker frem fra smeltende bunker.

Det ville også være helt okey, hvis sneen blev lidt længere. Jeg kan godt lide sne.

lørdag den 1. januar 2011

Sekskanter


sekskanter i bunkevis


Mens jeg prøver at passe på mit håndled, er sekskant efter sekskant føjet til bunken, der engang skal ende som et tæppe. Med Friends som baggrund er det et helt igennem hyggeligt projekt.

Det er længe siden jeg startede, og som så mange andre projekter ender det sikkert også pakket væk, inden det engang ender helt.

Jeg har overvejet tanken om en limpind til patchwork flere gange. Nogen synes de er fantastiske, andre forfærdelige. Jeg endte med at mene, jeg er nødt til at drage mine egne erfaringer.

Damen i butikken mente limpinden er Verdens ottende vidunder, og viste glad og gerne hvordan. Jeg prøvede, og helt sikkert. Det er nemt og hurtigt og helt fint.

Så hvorfor fidusen ikke passer med mit temperament er jeg ikke helt klar over. Men det gør det ikke. I stedet har jeg presset og riet og har nu bunkevis – ikke nok, men bunkevis – af sekskanter, der bliver til blomster og engang ender som et samlet hele.

Samtidig må jeg bare erkende at nok tager patchwork tid – specielt den hådsyede af slagsen. Men er det ikke også meningen… Det er i hvert fald i mit univers. Eller også er det lige blevet det.

Julestrik


pulsvarme


Ungernes lillesøster har ytret ønske om varme som storebrors.

Jeg lovede og mens vi hyggede i julen, fandt maske efter maske vej over pindene mod varme til en mindre søster.

Godt nok havde hun ønsket et par præcis magen til, men det er vi flere om at bestemme og jeg synes snoninger og tøsede nuancer er en smule mere feminint, selv til en syvårig.

Jeg har hørt – fra pålidelig kilde – at de både passer og faldt i god jord. Den samme kilde, der kommer hjem i morgen. Jeg glæder mig.


pulsvarme

Flere billeder kan findes her.