Endnu et mønster på et lille tæppe, der snildt kan blive et meget stort tæppe – skulle nogen have lyst – er nu at finde på Ravelry.
Samtidig med oploading af det nye mønster, gik det op for mig, at også de, der ikke har adgang til Ravelry, kan downloade.
Det skulle være så simpelt, så nu håber jeg det virker:
Det første lille stribede tæppe:
Og det andet:
Endnu et lille tæppe har set dagens lys. Denne gang det sidste.
Som en øvelse vil dette også ende ud som en opskrift.. lige om lidt.
Jeg vil ikke afvise, at den her verison engang kan ende som et langt større projekt.
I vinters – dengang sneen lå meterhøj – var min far sneet inde. En lang smal indkørsel umuliggjorde ethvert forsøg på at komme ud. Sneen kunne ikke bare kastes til side, og reel bortskaffelse til steder med mere plads, var der ikke hverken kræfter eller overskud til.
Min far er heldigvis en tålmodig mand. Så han blev i byen, klarede sine indkøb til bens, og takkede pænt nej til fødsesldagsinvitationer andetsteds i landet.
Senere blev det forår, sneen smeltede, bilen kom på gaden, og foråret blev til sommer.
I sommerferien – der efterhånden føles temmelig langt væk – tog Emilie, Victoria og jeg på besøg hos min far. Et par dagen inden vi ankom var et gravearbejde begyndt på gaden, med små huller rundt om til følge. En renovering af kloaken var igangsat.
Siden har det i perioder været svært at forcere gaden. Telefon, antenne, vand og strøm har været afbrudt flere gange. Men at gravearbejdet igen medførte frameldelser til fødselsdage, havde ingen af os regnet med, dengang i sommers.
Selvom det er lidt tragisk sådan at være buret inde, så kan jeg alligevel ikke lade være at trække lidt på smilebåndet, når jeg modtager et billede, som det min far sendte i går.
Helt ærligt – tænker jeg – det kan ikke være sandt. Men det er det, og et sted inde bag den smalle indkørsel, et sted bag den lille gravemaskine, venter min fars bil uroligt på at få vej under hjulene igen.
Godt min far er en tålmodig mand :)
Vi har ikke fine kampuniformer. Vi har en flok ens trøjer. Resten af udstyret må de selv komme med, med et noget broget syn til følge. Vi har ikke trøjer nok, så inden udskifterne kommer på banen, må de bytte.
Men vi har glade unger, der gad og gjorde det bedre end godt.
Vi vandt ikke, men vi havde holdånd. Vi havde sammenhold og glæde. Vi havde drenge, der gjorde det bedste de kunne. Vi havde spillere der spillede fantastisk. Vi havde fabelagtige redninger og en føring overfor ærkerivalerne, der desværre ikke holdt. Vi havde spillere der spillede godt – bare ikke sammen, men som heppede på hianden, havde overskud til at glædes over redninger og gode detaljer. Kort sagt havde vi en flok drenge, der gav det bedste de kunne – på alle planer.
Også selvom vi ikke gik videre, og det var koldt og alle frøs, da vi endelig kunne tage hjemad. Eller for nogens vedkommende videre til træning.
Jeg har ikke noget problem med at vi ikke vandt, men jeg bliver tvær og føler uretfærdighed, når voksne ikke tager deres del af ansvaret. Når det hold der skal stille med dommer bare tager hjem, for de er færdige med deres kampe og så må vi andre klare os, som vi bedst kan. Jeg bliver sur når vinderholdene i den anden pulje vinder, fordi de stiller med 8. klasser til en 6.-7. klasses turnering. Jeg bliver arrig når der i den grad ikke bliver vist respekt for de hold, der kommer for at have en sjov dag, for at være sammen med andre på tværs.. og selvfølgelig også helst vinde.
Jeg bliver næsten endnu mere pissed, når det ender med et skuldertræk og et “Det sker hvert år. Vi ved det jo godt. Der er ikke rigtigt noget at gøre ved det…”
Hvor vil jeg gerne være med til evalueringen af forløbet. Og hvor vil jeg gerne uddele øretæver og finde på straffe, der desværre nok kommer til at gå ud over de børn, hvis voksne ikke forstår at deltage på lige vilkår.
ÆV!
I går kunne jeg pille nålene af endnu et lille tæppe og endnu et godt indhug i lageret af bonumldgarn har set dagens lys.
De små tæpper er hyggelige at lave og mens det ultimativt sidste er på pindene, banker andre projekter på.
Dagen i dag står i fodboldens tegn, når vi endnu engang tager kampen op, og håber på sejr i klubbernes årlige turnering. Jeg er klar til at heppe og også til pizza senere i aften… hjemmelavet forståes, og med forhåbentlig mange spisende.
Mandag startede stille. Lidt for stille. Ungersvenden havde glemt at informere om sene mødetider (eller også havde jeg glemt det), med et ønske om computer- og spiltid til følge.
Temmelig slukøret måtte han øjeblikket efter konstatere at udgangen ud af huset var død.. som i stendød.
Heldigvis findes der spil, der ikke nødvendigvis kræver netadgang, men irriterende… Jo!
Den ny udbyder har ikke imponeret mig. Alt for meget virker ikke, alt for mange gange har jeg ringet med problemer, der aldrig skulle have været. Alt for tit tænker jeg lusede amatører og føler mig godt og grundigt snydt.
Den opsætning vi blev forevist, er ikke det vi har fået. Vi fik et billede, der ikke kan leves op til. At nettet er nede og der arbejdes på det, kommer pludselig ikke bag på mig.
På toppen af alle problemerne og de evindelige opringninger, vejrer velkomstbrevet, der i tide og utide er blevet snakket om, som en indgangsvinkel, fyldt med informationer, koder, tal og garenteret også alle de telefonnumre, jeg ikke har… for efter mindst fire gange at have bedt om det – er det stadig ikke ankommet.
Jeg tror jeg klarer mig fint uden!
Senere blev mandag anderledes hektisk, for da arbejdsdagen brød ud viste der sig et regulært mandefald, fra alle sider med gode grunde. Vi kan løbe stærkt, kan vi – når det bliver nødvendigt. Heldigvis blev vi beriget med en flok unger, der i dag bare kunne selv.
Alligevel måtte jeg tage en dyb vejrtrækning, fem minutter i lukketid, da trætheden kom snigende og viste tænder.
Hjemme ventede de lækre ingredienser, der skulle have været spist i går, men af uransagelige grunde ventede til i dag. Jeg troede Anders stod for køkkenet, men han havde om muligt endnu bedre grunde til at gå i gulvet end jeg.. Altså måtte jeg til det alene – og tænk det blev supergodt.
Men sig det ikke til nogen – jeg prøver stadig at bilde hele Verdenen ind, jeg ikke kan lave mad…
For ikke at bruge hele dagen indenfor, trak vi i overtøjet og gik mod branddammen, hvor et gammelt brød blev kastet i grams.
Senere nåede vi forbi indkøb og forberedelser til aftensmad. Men inden da havde vi masser af tid til at forundres over dammens indbyggere.
Ikke så snart havde Tøsebarnet fundet posen med fristelser frem, før ænderne kom sejlende til, både fra højre og fra venstre.
De adstadige ænder nippede hovmodigt til udbuddet, før de besluttede at det var ikke noget for dem, og nøjedes med at kredse rundt i periferien af krummerne.
Til gengæld var der andre, der synes om sagerne. Ret hurtigt begyndte den ellers spejlblanke overflade at boble og syde, som ville der i næste sekundt stige noget fra en science fiction-film op, og kaste sig over os.
Så vildt var det nu ikke. Søen er befolket af nogle temmelig ufarlige små fisk. Hvilken slags, skal jeg ikke udtale mig om, men de er ikke særlig store. Vandet i branddammen er langt fra klart, så mens vi en sjælden gang fik øje på en blank rødlig ryg, kunne vi ikke desto mindre se kampen, for at sætte tænderne i krummerne, så meget desto bedre.
Når regn falder tungt over vand, falder hver dråbe gerne med et sprøjt og ringe i vandet til følge. Når små fisk, fra under vandet kæmper om småbidder på overfladen, udspiller samme scenarie sig.
Det var helt forkert at se på, for det var tørvejr, men vandoverfladen så ud som regn.
Så mens ænderne holdt afstand og ikke ønskede at deltage, var der party underneden hos de små fisk.
Jeg har ikke noget der skal nås, som ikke kan nåes en anden dag.
Jeg har the og jeg har brombær.
Jeg har garn og jeg har pinde.
Lørdagen har været langsom og i det store hele fyldt med ingenting.
Jeg havde en plan, men ikke alting vil som jeg, og overspring har været min ven hele dagen. Lige nu kører det – så længe pauser kan indlægges med langt tættere mellemrum end en arbejdsgiver nogensinde ville bifalde.
Målet er i sigte, og det som på et tidligere tidspunkt så forfærdeligt ud, ændrer retning og bliver som jeg havde set det for mig, dengang projektet satte de første spirende ideer igang.
Et andet projekt ligger i støbeskeen, og her bliver endnu mere tid til tankevirksomhed og henblik på nemme løsninger.
Overspringene har desværre ikke båret den helt store frugt, men der har været tid til spil med Emilie, computersnak med Daniel, udsigt mod en aftenhimmel, der aldrig rigtig gør sig i kameraret indre og computeren gløder, mens arbejdet skrider frem.
For arbejde er det – hjemmearbejde, i det elektroniske tegn. Det månedlige nyhedsbrev skal have nye rammer. Ikke at det pinedød skal, men jeg er blevet træt af det gamle og hvornår er et bedre tidspunkt, end årets første udgivelse.
Den mere tyngende del, der endnu ikke er åbnet op for handler om vores stedlige hjemmeside, der pinligt nok, ikke er opdateret i lidt for lang tid. Den bliver det heller ikke, så i stedet for drømme om “at selvføgelig gør vi det”, går tankerne mod en mere statisk version, der alligevel ikke bliver for kedelig at se på.
Jeg har endnu ikke fundet den rigtige løsning. Men jeg er sikker på, den nok skal dukke op.
Helst inden for længe!
