Med nye øjne

Jeg kigger på mit hjem - umiddelbart er der ikke meget godt i det jeg ser,
Jeg kigger i gulvhøjde, og overvejer hvor meget der skal flyttes opad.

Vi skal have en gæst. En næsten tre-årig. En absolut bevægelig og meget nysgerrig knap tre-årig.
Og han skal overnatte.

Indrømmet. Mit hjem bærer præg af ikke længere at være et hjem med småbørn.

Noget er pakket i kasser og stillet højere, noget er rykket lidt længere op, og noget har fået lov at stå, med tanke på at blive fjernet, skulle det vise sig at være et problem.

Det er lige ved at være lidt for længe siden mine børn var små. Så mens sommerfuglene gør sig klar, glæder jeg mig også ...lidt!

Kvikke mig

Der er forskel på årgange, og hvor vi sidste år var heldige når en enkelt dobbeltportion boller var spist fredag eftermiddag er det sjældent der er nogen tilbage af de to dobbeltportioner, der skal bages i år.

Når der er forældremøde skal der selvfølgelig også bages, og med en viden om at fritidsdelen oftere bliver prioriteret fra til fordel for møder på skolen, har vi forsøgt at lokke, for på den måde at få hold i forældrene.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer og jeg indrømmer også blankt at jeg selv hellere gik til møderne på skolen i forhold til møderne i fritidsordningen, vel vidende at mine børn brugte mindst lige så meget tid der, som i skolen. Så længe ungerne var tilfredse med deres fritid og udtrykte glæde over de voksne, oplevelserne, tilbuddene og mulighederne har jeg ikke haft brug for at møde op og bruge tid, der så ville gå fra netop mine børn.

Jeg går ud fra det er samme tanker, der gør at jeg i går sad med en enkelt forælder.

Men altså der skulle bages. Og jeg bagte. Brød til ost, pølse og frugt og æblekage til kaffe og småsnak.
Helt som jeg plejer fandt jeg røremaskinen frem og tilsatte ingredienser der efterhånden som der er bagt mange gange, sjældent måles op. Et viskestykke over og hen i hjørnet til hævning, inden det senere kunne omdannes til to brød.

Jeg undrede mig godtnok over hvor meget dejen var hævet og at den fyldte godt op i formene. Men glemte at tænke efter. Først da begge brød var smækket i ovnen gik det op for mig, at med vanlig præcision havde jeg fyldt i røremaskinen til en dobbeltportion. Hvilket burde have udløst fire brød.

Jeg bagte, kiggede, vendte ud af formene og lod brødene stå langt længere i ovnen end de ville under normale omstændigheder. Men ak, da mødet gik i gang og brødkniven kom i sving, måtte jeg se i øjnene at den klump dej aldrig bliver til brød.

Kanterne derimod, var fine og da ikke vi var mere end to, var der masser af gode kanter til en skive ost sammen med snak om pigebørn, hytteture og skoleskift.

Så gik der tid med det

Spild af tid er ikke den fjerneste fornemmelse efter et forældremøde med en eneste opdukken forælder... Men hey, det var hyggeligt, og at resten vælger at blive hjemme, tager jeg som et tegn på, tillid og meninger om at det vi gør er rigtigt.

Hvad er det med de der myg?

Jo jeg kan godt regne ud at sommeren var lige varm nok til de flyvende bæster. Jeg kan også godt regne ud at monsunregnen var lige kraftig nok, men nu havde jeg lige besluttet at efteråret for alvor er ved at sætte ind.

Hvorfor er det så nu de svirrer så tæt, at jeg ligefrem ser dem, og hvorfor kradser både Tøsebarnet og jeg benene til blods efter noget nær en massakre med mindst tyve røde, ømme, kløende plamager som resultatet.

Hvad er det lige med de der myg?

Lige nu

Tiden går, uden de store udsving eller spændende indslag. Jeg følger med og pludselig er der gået to uger.

Her sker ikke det store, sådan er det nogen gange og jeg nyder det.

Tid til afslutning

Inden jeg for alvor kom i gang med de roterende strømper, ventede et projekt, der har taget tid. Slet ikke nær så meget tid, som jeg havde forventet, men dog alligevel tid.

Sjalet af mohair til Emilie. Sjalet der mest af alt føles som at sidde med sytråd. Sjalet som er dejligt og blødt, men som bare slet ikke passer til mit temperament at strikke - og det er ellers sjældent min tålmodighed rammer loftet.

Jeg kunne da ikke holde mig fra strømperne, og er slet ikke færdig. Men jeg havde også en delvis beslutning om at nu skulle det sjal være færdigt. Så med to eller fire pinde ad gangen - og en hel del flere, da først enden var inden for rækkevidde - blev det færdigt engang i går formiddags.

Spændt ud på Emilies seng, ventede det på Tøsebarnets hjemkomst, og derefter ventede det lidt endnu, for det var stadig vådt.

Det blev så fint, med de to farver og en smal hvid kant yderst, der ser ud som kunne det ikke være anderledes, men egentlig var fordi der ikke var mere af det andet.

Blødt, blødt og dejlig varmt, faldt det om halsen på Pigebarnet, da det endelig var tørt og moderen havde foreviget på plænen nedenfor.

Og selvom det var forfærdeligt at strikke, har jeg allerede glemt det.

Flere billeder findes her.

Garngaver

Dengang i torsdags, da jeg bagte æblekage og havde gæster. Dengang blev jeg begavet. Med det skønneste nøgle Zauberball i brun  - og vigtigt var det, at det er kun til mig... ikke noget med at andre pludselig har overtaget!

Jeg er vild med det, og pludselig fik jeg lyst til strømper på tynde pinde, i stedet for tykke sokker, jeg ellers har sværget til.

For ikke nok med garn, Bettina havde også brugt tid på nettet og fundet flere forskellige muligheder på opskrifter, printet ud og klar til brug.

Jeg faldt for Skew, der med matamatisk præcision drejer sig rundt om foden, og giver et helt fantastisk mønster i de helt glatte masker om hælen. Og skønt aftenen var dejlig og helst uden ende, nåede gæsterne knap ud af døren, før jeg sad ved computeren og på Ravelry kunne konstatere præcis det jeg havde tænkt.

Lige præcis Skew udmærker sig ved at give garn med meget korte farveskift de optimale muligheder for at vise sig i al sin pragt, mens garner som Zauberball med de lange farveskift, får de smukke maskekonstellationer til helt at forsvinde.

Så mens jeg ret hurtigt besluttede at Zauberball og Waterfall vil udgøre et perfekt match, var jeg langt mere opsat på de roterende masker. Ikke så snart kunne jeg fredag dreje nøglen rundt og se frem til et hul på lige godt halvanden time, før cyklen og jeg styrtede fra Rødovre til Indre by og Sommerfuglen, for ikke bare at finde egnet garn, men også de tynde pinde, jeg måtte vedgå ikke at indehave.

Valget faldt på ShiBui Sock, der siden lå i min taske, og nærmest blev hevet op, da klokken rundede midnat og arbejdsdagen endelig var forbi.

Det er lækkert garn - og til dato det dyreste strømpegarn jeg endnu har investeret i ... måske ikke for sidste gang - og med pinde der er bare en kvart millimeter større end opskriften foreskriver har det krævet mere end en gang strik af først tåen, senere hælen og nu benet, der er blevet lidt for trangt, og behøver lidt mere luft - og det skal det få.

Og om lidt venter vandfaldet og det smukke brune garn.

Frisk frugt og grønt

Er der noget mere lækkert, end at vågne, række hånden ud efter mobilen, for lige at kende klokken, have modtaget en sms, for derefter at kunne opfordre sin intetanende kæreste, der går rundt helt i egne tanker, om at åbne hoveddøren og kigge udenfor.

Sådan en opfordring meget tidligt på morgenen kan godt behøve at blive gentaget, før den noget forbløffede kæreste, der mest af alt så ud som om han mente jeg sikkert stadig sov og talte i søvne, endelig modtog opfordringen, kun for at komme ind igen endnu mere forbløffet og med en kasse fyldt med frugt og grønt.

Sms'en var fra Svogeren min, der håndterer alskens dejligheder på grønttorvet natten igennem og mod hjemturen, havde synes at vi nok manglede, og derfor lige havde stoppet op, taget trapperne og anbragt det skønne på dørtrinet.

Måske er det ved at være på tide at tage ham ordet og mod betaling få en lind strøm af den sunde kost bragt til døren.... Jeg tror det!

Lykkens Gudinde

Emilie havde lovet - nej faktisk insisteret på - at være Lykkens Gudinde. Så selvom turen fra far, farmor og farfar gav ondt i maven og generel utilpashed, stod hun klar da navnene på de håbefulde blev skrevet på orange lapper.

Pigebarnet donerede en æske til formålet, rystede og sørgede for at blande godt og grundigt, før de heldige blev trukket.

Her er de så:

Helvig og Pernille.

Tillykke

Sender I en adresse, sørger jeg for at sende mulighed for opbevaring videre ud i verdenen.