søndag den 10. august 2025

Lüders Konditag

 

Inde mellem alt nybyggeriet ved Nordhavn station, nede mod vandet, ligger et stort parkeringshus i mange etager. På toppen er en legeplads, for både børn og voksne. Det hedder Lüders Konditag og var målet for lørdagens tur. 




Der er i øvrigt over trehundrede trin til toppen, og hvis du er i rigtig god form og løber hele vejen op, kan du trykke på en knap forneden, og et ur oven for trappen tæller sekunder og minutter, til du kommer op.

Emilie havde planlagt at jeg skulle passe Oscar et par timer lørdag formiddag, mens hende og Amalie havde en aftale. Aftalen gik i vasken, men vi blev enige om at holde fast i legeaftalen. Altså hentede jeg Oscar og mente at have en plan. 





Vi kom ud af døren, alt var fint, indtil det ikke var fint mere. Han ville ikke med. Han ville ikke i dag. Han vidste ikke, jeg skulle komme og hente ham. Det var i hvert fald ikke gået op for ham, selvom jeg er sikker på, de havde snakket om det. Han ville hellere være hjemme og nåede at blive ret ked. 

I øvrigt mente han også vi læser for mange bøger, hjemme hos mig!

Vi var halvvejs mod stationen, Henriksholm Skole lå lige om hjørnet, og efter lidt snak blev vi enige om at gå hen og se hvad de havde af legeplads. Henriksholm har en ret lækker parkourbane, som man også kan løbe på. 

Da Oscar havde løbet og vist mig han kunne forcere svære forhindringer, blev vi enige om at prøve at tage ind til den der legeplads. Vi skulle bare kigge (og han måtte låne min telefon i toget). Fremme ved stationen mente han bestemt at vi lige skulle kigge i kiosken, om der var noget vi skulle have med. Der var noget vi skulle have med. 




Fremme ved konditaget viste det sig at være et hit, og fordi turen derind tog så lang tid, endte et par timer med at blive til tre. Det tror jeg Amalie havde det helt fint med. 

Han gyngede, han hoppede og han prøvede klatrestativet, som var lidt farligt. Han skulle i hvert fald ikke helt til tops, og hoppede ned efter den første omgange. Til gengæld var de to ringe, som jeg aldrig fandt ud af hvilket formål her, ret sjove. Han kunne både klatre op i dem og hænge i dem. 





Til sidst fik vi nok. Jeg lovede en is, men is i Nordhavn er så fancy at Oscar endte med at fortælle mig, at det var lige meget med is. Det var fint nok bare at tage hjem. Vi fandt en sten, måske er det en betonblok, man kan rutsje på. Det skulle selvfølgelig prøves. 

Halvvejs mod stationen fandt vi en cafe der solgte is på pind. Så ville han alligevel godt have en is.  




Alle genvordighederne til trods var det et glad barn, jeg afleverede hjemme, hos en mor der havde haft tid til at slappe lidt af og bare være sig selv. 

Jeg tænker godt vi kan tage på eventyr en anden gang.


 



12 Cast Ons 2025 - juni & juli


 Mens tiden er løbet af sted og jeg ikke har skrevet blogindlæg, har jeg arbejdet på nogle af de 12 opslag fra tiden mellem jul og slutjanuar. 

Da jeg langsomt fik startet op igen, var det her et af de indlæg, som jeg rigtig gerne vil skrive, for jeg synes det er sjovt at kunne se tilbage på den årelange udfordring. Som jeg godt kunne finde på at gentage næste år. 

Det skulle så helst have været i starten af august. Jeg havde også alle gode intentioner, men manglede et par billeder, fik dem ikke taget eller det regnede, når jeg huskede det.

Altså bliver det nu, og jeg prøver at genskabe hvor jeg var, da vi nåede august.


Jeg har opdateret collagen, med aflæsningsmulige kvadrater. Jeg er ikke sikker på aflæsningen er optimal, men det bliver ikke anderledes. 

Grønne kanter betyder at projektet er færdigt. Nedtonede felter, at jeg på ingen måde har arbejdet på projektet. Resten er sidste billede jeg kan finde af fremgangen.



Autumn Alpine

Færdig - 18. april 2025

Jeg har set Emilie flere gange, hun har stort set haft den på hver gang. Bortset fra i går, hvor det var for varmt. Hun har endda haft dem med hjemme og lånt barbermaskinen til strik, for at fjerne det værste fnuller. Hun fik en maskine i fødselsdagsgave. For det skulle hun selvfølgelig have. 


Hjertesokken

Færdige - 13. februar 2025


Lucrezia Blouse

Et andet projekt blev færdigt - mere længere nede, og Lucrezia kom frem. Den er tæt på at være færdig, men jeg har alligevel valgt at vise et tidligere billede, for den har først nået færdighedsstadiet i løbet af de sidste dage.

Jeg hæftede enderne i går. Nu mangler en del indvendige bånd, for at holde på skuldrene og samle vidden ved håndleddene. Jeg håber at have billeder, inden næste måned.




Saven Sweater

Den smukke sweater til Anders er også et langvarigt projekt. I min optik er en omgang i virkeligheden to omgange. En med mønster og en uden. Så er jeg klar til mønster, når jeg finder den frem igen. Den er hård ved håndleddene. Om det er varmen eller mine håndled har det godt lige nu, er jeg ikke klar over, men de sidste gange jeg har haft den fremme, har jeg strikket omkring tre omgange ad gangen. 

Det betyder at den er vokset. Jeg har målt, håbede lidt på midtvejs, men der er stadig en del centimeter inden jeg er halvejs mod ærmet. Anders er høj.




Temperaturhuse

Da jeg kom hjem fra ferie, midt i juli, manglede hele juli måned. Den er færdig nu. Billedet snyder lidt, for en del af husene er syet i løbet af den sidste ferieuge, der gik ind i august. 

Lige nu er jeg med igen, men jeg kan godt mærke at entusiasmen i til projektet er kølet lidt i forhold til dengang det var helt nyt. Jeg tjekker ikke længere temperaturer hele tiden, og får ikke skrevet dagens målinger ned hver dag.

Projektet er stadig i gang, og jeg nyder at sy på det, når jeg syr på det. Jeg har stadig en plan om at det bliver færdigt omkring første januar.




Pulsvarme

Færdige - 6. januar 2025


Karklude

Færdige 7. februar 2025


Vævede Klude

Det ene af to projekter, der ikke har været rørt. Sidste måned talte de urørte projekter tre, så det er en fremgang, som er jeg tænker er en del af det samlede projekt. Jeg kan ikke arbejde på det hele.

Når det er sagt, glæder jeg mig til at få væven frem igen. 


Hæklet taske

Det andet af de to urørte projekter. 

Jeg vil stadig gerne have tasken, men jeg er usikker på om den nogensinde bliver færdig.


Antique Filligree

Den er faktisk færdig. Den er blevet så smuk. Jeg havde den med på ferie og vi tog billeder af den foran H.C. Andersens hus. Jeg har bare ikke vist den frem. Jeg vil gerne vise den rigtigt frem, inden den får lov at figurere her som færdig. 

I får et sneakpeek, og så lover jeg at det er et af de blogindlæg, som står forrest i køen til at blive skrevet. For selvom jeg ikke får skrevet helt så mange, som jeg gerne vil, har jeg en mental list over rækkefølgen af ret mange indlæg. 




Strikkede Bukser

Færdige - 24. marts 2025

Jeg har ikke brugt dem, de er tænkt som overtræk på kolde cykeldage. De blev færdige da varmen satte ind, og selvom jeg nyder sommervarmen, glæder jeg mig også til at tage dem i brug, og finde ud af om de kan det jeg forestiller mig. 


Julekalenderspind

Juli er Tour de France og i Spindeverdenen Tour de Fleece - spind som en vanvittig. Jeg har spundet. Ikke meget, ikke så meget som jeg har gjort de sidste år, men projektet er i fremgang. Jeg har fire fulde spoler og spinder på den femte og sidste spole. 

Det betyder at færdiggørelsen er inden for rækkevidde. Jeg er så spændt på at se det færdige garn.




Nu bliver det spændende, hvor langt jeg når i løbet af august.




onsdag den 6. august 2025

En snegl på vejen....

 

Jeg havde en aftale med min søster i lørdags. Det er efterhånden det meste af et år siden hun flyttede til Hundige. Alligevel er det vildt mærkeligt at betræde barndommens stier, når jeg jeg skal frem og tilbage. 

Jeg er vokset op i Hundige. Mine forældre byggede hus i halvfjerdserne, dengang selvbyg var på sit højeste. Da de blev skilt flyttede vi ind i det samme sociale boligbyggeri, hvor min søster nu har fået en lejlighed. Hun skulle aldrig tilbage. Sagde hun. Og må erkende at hun føler sig hjemme. 

Vi gik på Lilleskole, og oplandet var stort. Bedsteveninden boede i Hvidovre, og turen fra Rødovre til Hundige, går gennem Hvidovre. Det er så mærkeligt at stå på Friheden Station og vente på A-toget, som jeg aldrig rigtig har brugt siden jeg flyttede hjemmefra. På det tidspunkt var min mor også flyttet fra Hundige, og ingen af os så os rigtig tilbage. 

Det er en mærkelig fornemmelse. En blanding af nostalgi og noget udefinerbart. Men også sjovt. 



Vi havde en skøn dag. Vi samlede et par skabe, vi snakkede en hel masse, og sad på den kæmpestore altan, der i dag har overdækning på halvdelen, mens regnen væltede ned og torden og lyn var lige over.

Klokken blev mange før jeg pakkede sammen og tog hjem.

Jeg var halvvejs mod stationen, da noget fik mig til at kigge ned på stien foran mig. Det havde regnet, det er rigtigt. Der var fyldt med snegle. Alle på vej i samme retning. Store snegle og små snegle mellem hinanden. Et vildt syn.



Jeg trådte varsomt mellem alle de små langsomme dyr og mødte også en stor tudse. Den gad ikke mig, og hoppede væk, da jeg nåede tæt nok på. 

Det var vildt, så mange der var.





søndag den 3. august 2025

Masker på en søndag - Uge 31

 

Ugen kort:

  • Jeg er ikke færdig med at omdanne Emilies værelse til soveværelse. Jeg er nået langt, men der er også langt igen. Synes jeg.
  • Jeg har købt maling i lange baner. Der var sommerudsalg, så jeg købte endnu en spand vægmaling, så der også er til vores nuværende soveværelse. Når jeg når dertil. 
  • Jeg hentede Oscar i SFO mandag, og havde han frem til onsdag aften, da far kom hjem fra arbejde. 
  • Tirsdag var vi i Zoo sammen med Oldemor. Det var en lang og hyggelig dag. Oscar levede af det mest underlødige, han havde fået mig til at købe. Og spiste to store portioner aftensmad.
  • Onsdag var en rigtig pyjamasdag. Vi blev hjemme til over middag, hyggede og havde god tid. Senere pakkede vi os sammen, kørte i centret og var i Legeland i tre timer. Det var træt barn, jeg kunne aflevere hjemme. 
  • Jeg var også lidt træt. 
  • Jeg troede at to lag maling på panelerne var nok, men de havde brug for en tredje gang, og så blev mit skema lidt forrykket. Anders måtte hjælpe med at sømme fejelisterne, som jeg havde afmonteret og slebet, fast igen. Nu står skabet hvor det skal stå, fylder knap så meget og giver plads, alt det jeg ikke rigtig kunne komme til før. 
  • Jeg har sendt en pakke og var forbi den nye garnbutik i centret. Enten havde de solgt alle åbningstilbuddene, eller også skal den bare se lidt tom ud. Jeg tror den bliver et godt alternativ til at skulle længere væk, når jeg lige står og mangler. 
  • Jeg tog til Hundige, min søster og hendes nye lejlighed. Mellem regn, lyn og torden fik vi samlet et par skabe og snakket en hel masse. Ældstebarnet var på besøg. Han er et omvandrende leksikon og vil gerne læse jura. Jeg er ikke sikker på han behøver, for han kan det hele i forvejen, men han er nok nødt til at gennemføre et studie og få papirerne i orden, hvis han skal bruge det til noget. I forvejen har han en bachelor i biokemi og molekylær biologi... Sig lige det tre gange i træk!
  • Jeg har bagt hytteostwraps til frokost og føler mig nogenlunde klar, når vi morgen tager hul på forberedelsesugen inden sommerferien for alvor er slut. 








Læse:

Jeg er ikke nået så langt i sidste del af Afdeling Q. Der er mange løse ender. Hvor meget har Jacob på samvittigheden? Hvad er det med ham Tommy? Og hvor hurtigt bliver Helene en fast del af Afdeling Q? Og holder Rose og Assad til hende?

Hvor længe kan Carl holde sig fra efterforskningen? Og skal vi høre mere fra Gry?

Jeg er underholdt, og tænker der nok kommer flere spørgsmål, og formentlig også svar.


Hækle:

Jeg har slået op til en top. Jeg er ikke sikker på det er mig. Det er mere eller mindre en udvidet BH. Det har jeg ingen planer om at vise mig med offentligt. 

Men den er også lidt interessant. Både snittet og tanken om hvorvidt den kan holde til mere end en ungpigebarn - som den er helt sikkert er fin på. 

I virkeligheden er det nok mere et eksperiment end et projekt. Og jeg er ikke sikker på jeg nogensinde viser færdige billeder. På mig. 

Den hedder Lilly Top og er lavet af Passioknit Kelsie. 


Billederne er taget mellem maling og renovering. Der var plads, mens det regnede ude. 




Danmarks Jernbanemuseum

 

Jeg var der alene sidste år. I år var vi to. Jeg tog knap så mange billeder som sidste år, selvom vi var der hele dagen. 



Billetten til Jernbanemuseet giver mulighed for at gå ud og ind, som man lyster gennem hele dagen. Det benyttede vi os af, gik ud i byen og fandt frokost, og vinkede farvel til Emilie, da hun nåede stationen og tog mod København med ekstranøglen i lommen, så hun kunne overnatte hjemme.

Vi nåede det hele. Veterantoget - et par gange. Det lille tog, der mest af alt ligner et børnetog, men som alle må køre med. Vi så drejeskiven i aktion og hørte om vandpåfyldning, dampfart og kul. Vi var ombord i det gamle lyntog fra '33, som blev sat ind samtidig med den dengang helt nye Lillebæltsbro - nu den gamle. Vi hørte om MY, lokomotivet der ændrede hele jernbanedriften, da damplokomotivet ikke længere var nødvendig. Og vi løste mysteriet - sommerens opgave til store og små. 



Jeg synes det er spændende, og tror på det hele. Anders derimod, han ved, fortæller gerne og blev lidt skuffet over standen af de lokomotiver og jernbanevogne museet har udstillet. Der mangler dele. Vitale dele, og når de har eget værksted, kunne han godt ærgrer sig over at det ikke bliver bedre passet på. 

Jeg tænker de gør hvad de kan, han synes bare at have set mere spændende udstillinger andre steder. 

Jeg forstår ham godt - jeg var i samme situation i den Fynske Landsby, hvor der står et hav af spinderokke. Langt de fleste med fejl og mangler. Her bliver jeg ærgerlig, når der er gjort så meget ud af det, og hele tensystemet mangler, eller alting er sat forkert sammen. Tænk hvis folk faktisk tror at det skal se sådan ud?

Men værre var det så ikke. Vi havde en god dag, lang og fyldt med indtryk. På begge museer. Så helt forfærdeligt er det altså ikke. 




Vi spiste frokost på Storms Pakhus, Odenses svar på et streetfoodmarked. Der er så hyggeligt. Vi havde spist der aftenen før sammen med Emilie, og blev først der klar over at det ligger lige bag Jernbanemuseet. Det var nemt at gå derover og tilbage igen. 

Det er et overraskende hyggeligt sted, der oser af atmosfære. Måske fordi der er mere plads og færre madboder, end de fleste andre streetfoodmarkeder. 





fredag den 1. august 2025

Sokker med snoninger #3

 

Jeg startede bunken med sokker til Anders med tre ensfarvede garner fra Kvickly. Jeg strikker som regel en god bunke til ham, når jeg går i gang med sokker. De plejer bare ikke at være med snoninger og de plejer også at være lidt kortere. 

Både snoninger og længde betyder at det tager længere tid at færdiggøre en bunke. 



Så langt var jeg ikke nået, da jeg kom forbi hylden med strømpegarn i Føtex, garnet var sat ned, der var et par sjove farver, og jeg stadig tænkte at tre par ikke var nok. Jeg købte rask væk til to par mere, og må indrømme at jeg var temmelig træt af sokker, da det sidste par var færdigt. 

Som med de foregående slog jeg op i Knitted Cabled Source Book og fandt en snoning, jeg synes var fin. 

Det var juni, da vi kunne tage billeder af det tredje færdige par. Varmen var på vej, men Anders stillede beredvilligt op, for billeder betyder at han må tage sokkerne i brug. Og selvom det har været varmt, har de været i brug. 

Og han har i øvrigt på ingen måde beklaget sig over, at der er lyserødt i farveblandingen. 





Design: Sokker efter den gennemprøvede version. For og bag blev de tilført snoning nummer 128 fra Knitted Cabled Source Book.


Garn: Wow Sockyarn fra Føtex. Farve nummer 9, et mix af flere farver med en grå overtone.

Jeg strikker sokker med to tråde og endte med et forbrug på 145 gram.



Pinde: Jeg strikker sokker på strømpepinde 4 mm. Mine pinde er efterhånden godt slidt, ridsede og ru. Nu da jeg er færdig med eventyret er jeg på jagt efter et nyt sæt. Eller to. Jeg synes jeg trænger.


Størrelse: Jeg slår 48 masker op til et par sokker til Anders. Jeg tror jeg tilføjede 4 masker både for og bag til snoningen, efter ribben, for at de ikke skal blive for stramme. Jeg strikker maskerne sammen, når snoningen er slut, så jeg igen er nede på 48 masker. 

Anders bruger en størrelse 46 og er glad for lange strømper og sokker - så der er en del længde både før og efter hælen. 


>


Bemærkninger: Jeg gentog snoningsmønstret to gange ned ad benet. Jeg strikker hælflap og kile over halvdelen af maskerne  - her 24 masker. De 3 yderste masker i hver side strikker jeg ret, mens resten strikkes rib 2 ret, 2 vrang som i ribben foroven. Når jeg har 10 retriller runder jeg hælen og samler 11 masker o pi hver side. Jeg tager ind i kilen til der er 24 masker under foden. 

Når jeg rammer tåen, strikker jeg en båndtå. Jeg tager 4 masker ind på hver anden omgang 7 gange, og på hver omgang til der er 8 masker tilbage. Jeg klipper garnet og trækker det gennem de 8 masker, to gange, hæfter ender og sokken er færdig. 


Vil du se flere billeder af sokkerne, kan de ses på Ravelry.


 


H. C. Andersens eventyr

 

Hjemmefra havde Anders udvist interesse for Kunst Museum Brandts. Det varede indtil det gik op for ham, at det var kunst. Han havde en ide om at det var historie i forhold til klædefabrikken og byens udvikling. 

Jeg vidste godt det var kunst, og var villig til at gå med, hvis han gerne ville. Ingen af os er for alvor kunstinteresserede Til gengæld kan vi begge rigtig godt lide historie. Og så alligevel. Der er tidspunkter hvor kunst bliver spændende og vi godt gider det. 

Kunstmuseet på Brandts skulle være rigtig flot. Vi valgte dog at springe det over.






Vi gik videre, havde ikke rigtig nogen planer, indtil vi mødte det lille optrin med kejseren, der fik fremvist sit nye tøj - eller mangel på samme. Vi havde set masser af H. C. Andersen relaterede figurer rundt i byen. Eventyr omsat til kunst. 

Det var ført da vi mødte Kejseren, at det gik op for os, at der måske var en sammenhæng mellem skulpturerne. Det viste sig at vi havde set de fleste, og nu gik jagten ind på de resterende. Jeg tog ikke ret mange billeder, så dokumentationen mangler.

Kejseren står i Brandt Passage.

Der er mange fine. Der er også nogen, jeg ikke er så vild med. Den med kejseren kan jeg rigtig godt lide. Der er så meget udtryk i de tre figurer.

Der var et par stykker i mosen vi ikke havde set. For eksempel Sommerfuglene. Det betød endnu mere eventyr, da vi fandt en hemmelig sti og mødte en fugl i et udgået træ. 






Først hen under aften, da vi havde sagt farvel til Emilie, som vi mødtes med til forhånds-fødselsdagshygge og aftensmad, da hun havde fri fra arbejde, kom vi forbi den sidste jeg ikke havde set. 

Den Tapre Tinsoldat, der står på torvet mellem Overgade og Nedergade, med et legtøjsgevær komplet med krog og et søm. Han er fin.







De eventyrlige skulpturer er samlet af Visit-Odense, og kan endda ses på et oversigtskort.