Musik i natten

 

Vi var på vej tilbage fra museet, aftenmærket lagde sig over byen og vi ledte efter kaffe. Og the. Kaffen fandt vi, det med the var sværere. 

Vi kom gående ad en gågade af en slags, jeg er ikke sikker på jeg kan udpege den. Det var blevet temmelig mørkt, klokken kunne have været midt om natten, det var den ikke, men alligevel.

Og så stod han der. En ung mand, med en vild guitar og et rytmespil som mange andre ville være misundelige over. Han spillede hård rock, headbangede og lukkede sig inde med sin musik.

Vi var ikke de eneste der stoppede, de fleste der kom forbi standsede, nogen længe, andre lige nok til at markere interesse. 

Jeg er ikke en poptøs, men jeg er heller ikke til hård rock. Noget midt imellem. Det her var Anders' sprog, han var imponeret. Meget imponeret.

Helt færdig, pakkede den unge musiker sig ud af sig selv, stillede op til foto og havde det skønneste smil, da han sagde tak til de omkringstående, og dem der var helt henne og sige tak for musikken.

Vi gik videre, med en god oplevelse i bagagen. 

Længere henne ad gaden stod en anden musiker og spillede noget mere mainstream, der på ingen måde fangede og imponerede som den unge mand, der i den grad brændte igennem og ville noget med sin musik, sit udtryk og sine evner. 

Et par skønne timer

 

Min kalender bliver overbelastet i øjeblikket. 

Den ene aftale efter den anden løber ind. Den ene invitation efter den anden ender oveni. Jeg sorterer, mærker efter og vælger det, der føles vigtigst, mest rigtigt eller bare det jeg helst vil. 

Jeg havde en aftale med Sille i dag, og selvom et andet arrangement pludselig var en mulighed, og Sille godt gad ændre til en anden dag, endte jeg med at holde fast. 

Jeg gad have stået med flag og ønske et par dejlige mennesker tillykke med tolv et halvt års ægteskab, men samtidig er det alt for længe siden Sille og jeg har haft et par timer alene uden Rose. Alt for længe siden var har kunne sidde og bare snakke. 

Det gjorde vi nu. Andre klarede det med flagene, jeg fik levende billeder af overraskelsen og ved de blev glade og havde et par skønne timer med en flok mennesker, der kom og sagde tillykke. 

Imens hyggede Sille og jeg, drak the, fik vendt verdenssituationen eller i hvert fald alt, hvad der er sket siden vi sås sidst.

Vi ses for lidt. 

Sådan bliver det vist i en travl hverdag.

Det vigtigste er at vide, at vi har hinanden. Også selvom der går lang tid. 

Det grønne spind

 

At notere start og slut, og alt det imellem for hvert eneste projekt, der kommer mellem mine hænder, kan være rigtig godt. Det kan også udstille hvor længe et projekt er om at blive færdigt. 

Jeg startede det grønne spind i august sidste år. 

Nu er det færdigt. Jeg har ikke spundet på det i otte måneder. Det har stået stille i langt størstedelen af tiden. Jeg kan ikke huske hvor længe, men erdringen siger mig at jeg kom i gang, men ikke ret langt, før jeg stod af. 

I januar stod lysten til at spinde igen og bankede på. Januar har værst startskud de sidste par år, lige som Tour de Fleece i juli også gør noget ved min spindeenergi. Januar fordi der ligger frisk udpakket julekalender-uld og juli fordi mit feed bliver oversvømmet med spind. 

Jeg er så nem. 

I år startede januar med samspind og farver jeg ikke selv havde valgt. Det var sjovt. Bagefter stod julekalenderen på spring, men jeg er stadig så monogam, når det kommer til spind, at det her skulle være færdigt før kalenderfibrene kunne få lov. 

Det er mit til dato største spind - og selvom selve processen er skøn og jeg har nydt at spinde, blev det også meget af det samme. Jeg kan godt forstå behovet for at have flere projekter i gang, der kan veksles imellem. 

Måske ender jeg der en dag. Det er ikke lige nu, og jeg har på ingen måde behov for det.

Men jeg har fibre liggende på lager som kører rundt i hovedet på mig, i forhold til hvordan og hvornår det skal spindes. 

Jeg har vel nærmest en kø af projekter. 

Det er vel heller ikke så ringe. 

Materialer: Tre uldhjul, alle fra Birthe P og Garngalleriet. 

Den første købte jeg selv, for længe, længe siden. Dengang jeg startede med at spind. Den var grøn, den var pæn, den var af shetlandsuld. Den hedder Tang. 

Den anden fik jeg af Emilie, som købte på Birthe Ps hjemmeside. Hun ville finde noget, der passede til. Det havde jeg udtrykt ønske om. Hun valgte shetlandsuld, havde ikke så mange valgmuligheder, det skulle helst være grønt, og endte med den meget lyse Vårgrøn. 

Den sidste købte jeg i sommers, på tur til Birthe Ps butik i Brædstrup. Jeg troede det skulle være samme type uld, men kom hjem med South American og den smukkeste Oliven, som jeg ser som en grønlig brun. 

Jeg havde 600 gram i alt. 

Forberedelse: Jeg delte de tre uldbånd i otte lange strimler og spandt hver enkelt strimmel efter den foregående, hver farve for sig. 

Otte strimler, fordi det føltes som en god portion at sidde med i hånden. Det kunne have været både mere eller mindre. 

Tang er en lang fade, og jeg ville gerne have den fade til at løbe gennem projektet mere end en gang, måske var det derfor jeg endte med otte strimler. De to andre farver er mere ensartede og der var ikke så vigtigt, hvor mange gange båndet blev gentaget. 

Efter jeg havde delt båndet løsnede jeg fibrene, ved at hive dem lidt fra hinanden i hele båndets længde og viklede hver strimmel op i en stor bold. 

Jeg tænker at havde jeg hevet strimlerne gennem en diz, havde jeg fået et lignende resultat. I hvert fald, oplever jeg at det giver et mere luftigt og lettere spindbart fiberbånd at arbejde med, når jeg har løsnet fibrene og hevet dem lidt fra hinanden. 

Spinding og tvinding: Jeg gjorde ikke noget specielt i forhold til at spinde. Oftest trækker jeg ulden bagud, når jeg spinder. Jeg spinder forholdsvist tyndt, og forsøgte ikke at styre tykkelsen. Jeg gider ikke engang forsøge. Jeg spinder bare og nyder processen. 

Jeg spandt i urets retning -. S-retning -, og fyldte godt op på spolerne. 

Jeg endte med tre spoler i hver farver. Hver spole blev markeret med farvens navn og nummer, så jeg havde rækkefølgen i spindingen.

Dengang jeg lærte at spinde, så jeg en del spindepodcasts. En af de kloge spindedamer gjorde opmærksom på at spindingen kan ændre sig over tid, at den første spole ikke nødvendigvis ligner den sidste i tykkelse eller noget andet, og at det for at udligne, kan betale sig at tvinde det første og det sidste, for at ende med et harmonisk garn.

Det har siddet i mig siden, og ved et projekt som det her, giver det mening at huske. Synes jeg. 

Specielt fordi det har taget så lang tid at spinde. 

Jeg tvandt derfor den første og den sidste tråd sammen med en der cirka blev spundet midt i projektet, da jeg nåede til tvindingen. 

Den første var en Vårgrøn, den sidste Oliven. Derfor blev den tredje tråd Tang nummer to. For at vedblive en eller anden form for at tvinde trådene så de blev nogenlunde fordelt over hele spindetiden, endte jeg derfor med at sætte trådene i hver farve i rækkefølge, så de jævnt fordelt. 

Der var hele tiden en tråd af hver farve - så det endelige projekt er trefarvet hele vejen gennem. 

Vårgrøn blev tvundet spole 1 - 2 - 3
Tang 2 - 3 - 1 
Oliven 3 - 1 -2

Jeg tvandt mod uret - Z-retning. 

Det hele er spundet og tvundet på rokken, som (viser det sig) knirker afsindigt, når den drejer baglæns/mod uret. 

Jeg tror det er læderstroppen mellem pedal og plejlstang. Jeg er ikke sikker, men måske skal jeg overveje en ny. 

Det er givet videre som fødselsdagsgaveønske. 

Som altid løb hjulet i det hurtigste gear.

Efterbehandling: Lige som der var ni spoler med spundne singles, endte der også med at være ni spoler med tvundet garn. Det tog lang tid at haspe af. 

Det endte med at ligge en lille ugen tid, inden jeg fik taget mig sammen til at skylle det op. Det var en af de aftner, hvor jeg nok skulle have gået lidt tidligere i seng, og pludselig om i tanke om garnet, der lå i blød. 

Derfor blev det ikke slynget over kanten af altanen, men blot krammet godt og hængt op over et kosteskaft på toilettet. Jeg var lidt træt, så jeg fik arrangeret kosteskaft og garn hen over toilettet, så den ene ende af kosten hang i en bøjle, den anden hvilede på vasken. 

Da Emilie som den første skulle bruge toilettet, stod hun der, og kunne ikke rigtig komme tid. Hun endte med et lidt snedigere ophæng, der involverede et par bøjler mere, og betød at alle kunne komme til. Temmelig godt tænkt, for det tog alligevel nogen dage, før det var så tørt, at det endte i stuen, stådig over kosteskaftet, men nu mellem to stole. 

Resultat: Det er min oplevelse at håndspind altid er blødt. Det synes jeg også det her er, selvom det er shetlandsuld, som pr definition er noget mere kradst end for eksempel merino. Jeg kan godt mærke forskel, men jeg synes stadig det søles blødt og lækkert. 

Jeg glæder mig i hvert fald til at bruge det. Jeg har en drøm om en lang cardigan. Gerne med noget struktur, men ikke for meget. Håndspundet garn gør sig tit godt på egen hånd. 

Fordi den ene farve var en lang fade fra lys til mørk, havde jeg forventet et garn, der tyderligere gik fra mørk til lys. Det færdige resultat er umiddelbart langt mere ensartet, når jeg kigger på det. Jeg tror det ændrer sig, når det bliver strikket op. 

Jeg er endt med 583 gram garn med en færdig længde på 1533 meter. 

Det betyder 263 meter pr 100 gram. 

Vil du se flere billeder, kan de ses på Ravelry.

Spind på en søndag - Uge 18

 

Ugen kort:

• Jeg roder altid rundt i forkortede uger. Når ugen indeholder en fridag onsdag er det slet ikke til at finde ud af. 
• Jeg hentede Oscar tirsdag på en ganske særlig dag. Børnehavetiden er slut, og han var så klar til at sige farvel. Han uddelte knus til alle de voksne, inden vi cyklede hjem til en hyggelig aften og overnatning. 
• Vi havde god tid onsdag, pakkede os sammen og fandt bussen og metroen mod Trianglen og turen gennem Fælledparken til Trafiklegepladsen og en skøn dag. 
• Oscar var lidt i tvivl om han nu også turde køre med metroen. Men vi har prøvet før, han er blevet fem år, og sagde engang at når han fyldte fem, turde han godt. Vi fik pladser forrest, kunne lege med klistermærket i forruden og snakkede om skinnerne og lysene og at vi kunne se det gik lidt op og ned. 
• Hjemturen gennem parken tog noget længere tid. Vi spiste is på Frederiksberg Alle station, inden vi fandt bussen og barnet faldt i søvn mellem alle de mange andre rejsende. 
• Torsdag var første dag i SFO. I et meget kort telefonopkald, fortalte barnet at det havde været godt, at han var træt og han ikke gad fortælle mere. Jeg tænker jeg får mere at vide på tirsdag. 
• Der var møde i håndværk og design fagteamet, jeg mødte endnu en lærer med faget på skemaet og vi satte en flok mål for den kommende tid. 
• Jeg kørte omkring min mor og havde en skøn eftermiddag med masser af snak. 
• Min cykel punkterede, og jeg endte med at trække den næsten hele vejen hjem. 
• Fredag lod jeg cyklen stå hjemme, tog bussen på arbejde og stoppede ved biblioteket på vejen hjem. 
• Jeg præsenterede to af mine seks HDS-hold for et selvstændigt projekt. De skal ikke bare gøre, de skal også tænke, overveje, beskrive og fremlægge. 
• Det var så vildt, og inden jeg så mig om kom flere med rigtig gode ideer til projekter og jeg er spændt på hvordan det ender med at udvikle sig. 
• Louises ældste blev konfirmeret og Lotte og jeg havde lovet at hjælp i køkkenet. En kommunikationsbrist betød at vi endte med at skulle være der senere end forventet, Lotte havde en aftale og kørte derfor hjem, mens jeg blev til kaffe og kage var stillet frem, næsten spist og en bus hjem var en mulighed. 
• Det var en hyggelig dag, og jeg gider godt igen en anden gang. Også selvom jeg var sent hjemme. Specielt fordi jeg ved hvor stor en hjælp det er at kunne holde fest, uden også at skulle stå i køkkenet. 
• Mens jeg ordene buffet og lavede kaffe, lappede Emilie min cykel. Det var lækkert at komme hjem til.
• Jeg har fundet gode redskaber til det gode samarbejde i gemmerne og pakket i tasken til kommende dage. Hvis jeg får brug for det.

Læse:

Gode kræfter arbejder for at bevise Carl Mørcks uskyld. men kan de det? Bagmændene i det kriminelle miljø, der gerne ser Carl fjernet fra Jordens overflade, viser sig i glimt, der aldrig er blevet vist før. 

De tidligere historier i serien om Afdeling Q, viser også deres ansigt, når der glimtvis dukker personer fra de tidligere historier op og blander sig i efterforskingen. 

Det virker mest af alt som et kapløb med tiden. Hvem der vinder kan gå begge veje.

Spinde:

Jeg fortsætter med sidste uges uld, der nu er blevet til en tråd. Det vi sige den første tredjedel af ulden er blevet til en tråd. En tynd en.

Ulden er 11 dage fra sidste års julekalender fra Garngalleriet Mikrofarveri. Julekalenderen indeholdt hver dag cirka 20 gram uld. Ulden er Polwarth og meget lækker at spinde. Hver dags farve var en af Birthe P's gode gennemprøvede næsten ensfarvede farver. Det er ikke solide farver, der er lidt variation. 

De første mange dage lukkede jeg pakke efter pakke op med grønne toner. dejligt tænkte jeg, og vidste at det hele gerne skulle ende som et samlet projekt. Men så blev farverne mere gule, en smule blå og til sidst røde og orange. 

Det blev lidt for farverigt til et samlet projekt for mig. Jeg delte farvene, lagde dem op i solen og endte med de 11, der er mest røde og orange. Jeg lagde dem i en pæn rækkefølge, der fungerer nogenlunde som en cirkel. 

Det starter mest orange og ender temmelig rødt. undervejs er der både lilla og pink. 

Jeg har lovet Emilie det færdige garn, og hun er ved at finde det helt rigtige projekt, der vist ender med noget med store blomster på et bærestykke. 

Ib Jorgensen

 

Jeg kender Erik Mortensen og Jørgen Bender, når vi taler danskere og modeskabere. Men Ib ringer ingen klokker. 

På sidstedagen i Dublin tog vi på Nationalmuseet. Det irske Nationalmuseum er delt i flere dele og vi endte i den del der rummer design og historie. Vel fremme viste det sig, at der et eller anden sted på museet skulle været et stort fint skib af vikingetypen. 

Vi ledte, vi var hele museet rundt, men vi fandt det ikke. Fem minutter i lukketid, gik det op for os, at det befandt sig i en tilbygning bag museet, og da var det for sent. 

Der var mange andre spændende ting på museet, så turen var på ingen måde spildt. 

Det vildeste var alligevel da vi pludselig stod i et rum fyldt med mode, fra en svunden tid. Modellerne skabte billeder af de to tidligere nævnte herrers designs tilbage i 50'erne og senere, og det viste sig også hurtigt ikke at være helt forkert. 

I hvert fald det med 50'erne.

Og 60-erne og 70-erne. 

Modellerne viste sig at være af Ib Jorgensen - født Jørgensen.

Ib kom som 15-årig til Irland, sammen med forældre og en søster. Hans far vidste en hel masse om svin og havde fået hyre som konsulent i griseindustrien. De kom aldrig tilbage til Danmark. 

Allerede som 22-årig åbnede han sin egen salon, og blev et kæmpe hit blandt Irlands førende og mest velhavende kvinder. Han var med til at stifte the Irish Haute Couture Group, og har tydeligvis haft en fantastisk indflydelse på moden i Irland.

Uden for Irland er han knap så kendt - jeg har aldrig hørt om ham. 

Dengang han var ganske ung og ny i faget, fik han ofte sin søster Hanne til at posere modellerne, når der skulle vises frem. Mon ikke andre modeller er kommet til siden. 

Senere åbnede han også en salon i London, blev indlemmet i både Harrods og Liberty of London, og designede uniformer til de irske kvinder i militæret. 

Udstillingen skulle have stået i to år, men er her stadig efter syv. Den så temmelig permanent ud. 

Jeg tog en mængde billeder og har forsøgt at vælge de bedste - men må også konstatere at billeder gennem glasmontre i et mørkt rum, allerede på forhånd giver svære kår.

Fælledparken på en 1. maj

 

Vi gik, Oscar cyklede, gennem Fælledparken på vej frem og tilbage til metroen. 

Der var god plads på vej ud, og knap så god plads på vej tilbage. Jeg var ellers sikker på at parken ville være fyldt tidligt, og at folk ville være ved at tage hjem igen, når vi skulle tilbage. 

Det var ikke helt forkert. Der var bare ikke særlig mange tidligt på dagen. der var så god plads, at vi gik gennem pladsen, fandt underviserteltet, men ingen jeg kendte. På tilbagevejen var vi vist ikke de eneste, der var på vej hjem. Der var mange flere og mon ikke en del var kommet til, i samme tidsrum, som vi havde været på Trafiklegepladsen.

Oscar zigzaggede sig gennem gående og andre cyklende. Han var træt, havde ikke det store overblik og selvom han ikke kørte ind i nogen, var han på vej mod karambolage mere end en gang. Nogen gange lå skylden helt sikkert på hans side, men der var godt nok også mange gående, der glemte at se sig for. 

Dengang jeg var barn og gik på hippieskolen, mødtes alle - børn, forældre og lærere (vi havde ingen pædagoger dengang) til fælles morgenmad på skolen og gik i samlet flok, medbringende de røde faner, til S-toget mod Nørreport station og fælles optog gennem byen mod Fælleden.

Dagen var altid fyldt med sol (sådan husker jeg det) de voksne sad på tæpper med picnikkurve og øl, mens vi børn løb rundt og legede, til vi skulle hjem. I min erindring var der mange, mange flere mennesker i Fælledparken dengang, end vi så i går, men erindringer kan ikke altid måles med virkeligheden, så måske tager jeg fejl. 

Under alle omstændigheder, ramte stemningen og nostalgien mig, da vi gik tilbage ad de yderste stier, for at udgå alt for mange af de fremmødte og komme nogenlunde uforstyrret frem. 

Undervejs nåede Oscar at lege lidt med belægningen på stien, vi kom forbi en vippe, hvor en dreng sad alene i den ene ende, og så helt opløftet ud, da Oscar satte sig i den anden. De vippede ikke længe, men længe nok til at begge fik nok. 

Vi gik gennem sansehaven og fremme ved stationen og alt det cirkus af boder og plastikdimser, der var stillet op til lejligheden, besluttede vi at udskyde den lovede is og tage metroen til Frederiksberg og bussen, for jeg vidste at vi kunne få is inden det skifte. 

Jeg tænker at Oscar også synes der var lidt for mange mennesker, for han købte udskydelsen på stedet.

Trafiklegepladsen

 

I morgen starter Oscar i SFO - jeg ved ikke hvor tiden blev af.

Mandag var der gallafest med pænt tøj, pizza og en aften kun for de store børn. Tirsdag morgen fik de alle overrakt medaljer og diplomer, mens far og mor var med. Da jeg hentede i går eftermiddags, fik alle de voksne et stort kram og barnet var mere end klar til at sige farvel. 

I dag var alting lukket. Både skole og SFO, både i Rødovre og i København, så vi sov længe og hyggede inden vi pakkede os sammen, tog cyklen med og kørte med både bus og Metro til Trafiklegepladsen i Fælledparken. 

Jeg havde regnet med, at der ville være et hav af børn sådan en første maj. Der var ikke ret mange, hvilket gav god plads til at hjule rundt på vejene i miniformat. 

Han var god til det. Kørte på cykelstierne, kiggede til begge sider, holdt for rødt og huskede at række hånden ud. Han hjulede rundt og hyggede sig, med sin røde cykelhjelm, der kan ses på afstand. Vi satte os på en bænk under et træ, og med mellemrum dukkede barnet op efter vand, kiks eller slikærter, vi havde provianteret på vejen ud. 

Vi blev det meste af tre timer, og efterhånden som tiden gik, blev barnet mere og mere træt, glemte at se sig for, og kom måske også til at køre over for rødt. 

Godt der ikke var mange børn, eller det var ude i den rigtige trafik. 

Mellem veje og stier, var også en af mudder. Må man køre på mudderstien? Kom barnet og spurgte. Jeg vidste ikke hvad en muddersti var, og gik med for at se. 

Jo, det mente jeg godt man kunne, men måske skulle han køre uden om mudderet. Hvorfor? Spurgte barnet og mente at hans fingre godt kunne tåle mudder. Hvorefter han lagde cyklen, fandt et par pinde og sad ved det lille mudderhul i lang tid. 

Vejret var fantastisk og jakken lidt for varm. Korte ærmer var rigtig godt, men en løbende næse og hoste fik mig til at insistere på lange ærmer. Jeg havde ikke en af hans egne langærmede liggende derhjemme, så i stedet fandt jeg en af hans fars gamle trøjer, som jeg strikkede for omkring 25 år siden, og som barnets far har brugt grundigt. 

Den er lavet af billigt bomuldsgarn, den har været vasket utallige gange og er måske en smule hård og forvasket, men at den stikker, det har jeg svært ved at tro. Jeg tror i højere grad det handler om at barnet har bildt sig ind, at strik stikker. 

Han fandt sig i at have den på, indtil vi tog hjem, og han hellere ville have den varmere jakke på.  

Jeg havde planlagt at vi ikke skulle alt for sent hjem, havde en aftale med barnets mor om at aflevere omkring klokken tre, så Oscar kan være frisk til morgendagen og det nye kapitel i barnelivet. 

Enden blev at vi var hjemme omkring klokken fire, for jeg havde ikke lige medregnet at det tager tid at komme gennem en fyldt Fælled på vej mod stationen. Og jeg havde også lovet en is. 

Jeg havde heller ikke regnet med at tre timer på en legeplads ville være så udmattende. Men efter kig ud af forruden på Metroen og masser af snak om skinner og lys, faldt han i søvn i bussen og var nær ved at falde ned ad sædet. 

Jeg endte med at indtage det ene sæde vi havde fået fat i, og tage barnet på skødet. Så sad han bedre.

Cyklen sørgede Emilie for. Godt vi havde hende med.