Et lille sæt

En barnedåb kræver selvfølgelig en gave. Jeg havde allerede hæklet en flodhest og strikket en kjole, men jeg synes der skulle lidt mere i bunken, og så faldt jeg over Kjappstrikka Drakt.


Hvem har ikke brug for en buksedragt uden ben og fyldt med knapper?
Jeg havde i hvert fald pludselig et voldsomt behov for at strikke sådan en.





Jeg fandt den fineste lyserøde farve hos den lokale garnforhandler. Uld og silke med en anelse nylon. Jeg er ellers ikke fan af nylon, slet ikke til børn. Men farven var så fin og garnet så blødt, at jeg overbeviste mig selv om at den smule nylon blot ville sørge for at holde på faconen. Noget silke ikke er specielt godt til.

Jeg købte to nøgler, vidste godt at min strikkefasthed ikke ville passe. Jeg kunne ikke lide ryggen, og ændrede lidt, inden Sille fandt hjerteformede knapper, der gjorde sig godt til det lyserøde. Et nøgle senere var jeg færdig, og lå derfor inde med det andet nøgle.





Der skal vel næsten en trøje til, tænkte jeg, fandt en opskrift, fik flere knapper af Sille, købte endnu et nøgle garn - for korte ærmer virkede alligevel for dumt og endte med også at strikke en hue.

Tre er et sæt. Sættet blev modtaget med glæde.

Endda ekstra glæde, da moderen ugen forinden havde stået og kigget på en dragt nærmest magen til, til en pris hun alligevel ikke kunne få sig selv til at betale.








Design: Kjappstrikka Drakt af Paelas.


Garn: Permin Zenta, farvenummer 883303.

Den lille dragt vejer 48 gram


Pinde: 4 mm.


Størrelse: 1 år. Den faktiske størrelse er vist nærmere 6 måneder.







Bemærkninger: Min strikkefasthed passede ikke, så ud over at strikke efter opskriften nåede jeg at tilsætte endnu et knaphul. Ellers blev den ikke lang nok.

Da ryggen var fire retriller kortere end forstykket, strikkede jeg noget anderledes end opskriften, for at få en lidt bredere og højere ryg. Jeg synes den blev for bar.

Fra retsiden strikkede jeg: 12 ret, 1 vrang - perlestrik til de sidste 13 masker - 1 vrang, 12 ret.
Vrangsiden: 13 ret - perlestrik til de sidste 13 masker - 13 ret.

Dernæst begyndte jeg at tage ind:
Retsiden: 12 ret, 1 vrang - perlestrik til de sidste 13 masker - 1 vrang, 12 ret.
Vrangsiden: 12 ret, 1 ret løs af, 1 ret, træk den løse maske over - perlestrik til de sidste 14 masker - 2 ret sm, 12 ret.
Gentag de to pinde yderligere 2 gange = 4 retriller.

Luk 8 masker i hver side, fortsæt med at lukke af på vrangsiden til der er 20 masker tilbage.
Strik lige op, til bagstykket måler 25 centimeter fra bagbenet.
Strik 3 retriller over alle masker.

Skulderstropperne strikkes over 7 masker - de midterste 6 masker lukkes af.
jeg strikkede stropperne cirka 16 centimeter.


Har du lyst til at se flere billeder af dragten, kan den ses lige her på Ravery.











Design: Hyphen af Lisa Chemery.


Garn: Permin Zenta, farvenummer 883303.

Der gik 73 gram til den lille trøje


Pinde: 3,75 og 4 mm.


Størrelse: Igen passede strikkefastheden ikke, så jeg brugte maskeantallet til 18 mdr og målene til ca 12 mdr. Den blev i sidste ende lidt mindre.







Bemærkninger: Bortset fra at flytte knaphullerne, så de passer til en pige (højre side) strikkede jeg lige efter opskriften.

Jeg er ret vild med det lille vævestrikmønster.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.











Design: Alladin af Drops Design.


Garn: Permin Zenta, farvenummer 883303.

Der gik 16 gram til huen.


Pinde: 3 mm.


Størrelse: Jeg håber den passer nogenlunde i størrelsen til de to andre dele i sættet.








Bemærkninger: Også her virkede strikkefastheden ikke. Denne gang var det bare med modsat fortegn, og selv den mindste størrelse blev for stor.

Jeg slog 96 masker op og fordelte dem således:

19 m - 1 m - 19 m - 1 m - 7 m - 1 m - 7 m - 1 m -  7 m - 1 m - 19 m - 1 m - 19 m - 1 m.

Herfra fulgte jeg opskriften.

En anden gang ville jeg nok ændre de yderste 19  m til 17 m og de 7 m til 9 m. Eller noget andet deromkring.


Har du lyst til at se flere billeder af huen, kan den ses lige her på Ravery.

Regitze

I går besøgte jeg en lille kirke syd for Mors. Jebjerg Kirke på Salling dannende ikke kun rammen om påskedagsmessen, men også om dåben af en lille ny verdensborger.




Min fætters førstefødte skulle have navn, og gæsterne kom fra nær og fjern. Vi var vist de fjerneste, og dem der brød op først.

Trods påskedagens bibelord om lidelse og opstandelse lykkedes det præsten at holde en fin tale, der både inkluderede det lille ny liv og dagens bibelske budskab. Jeg forestiller mig ikke, det er den nemmeste sammensætning.

Og som jeg sad der i den smukke landsbykirke, slog det mig at selvom ordene og budskaberne langt hen ad vejen er de samme, som jeg oplever i kirker i den østlige ende af Danmark, var der også bitte små forskelle. Forskelle, som ikke umiddelbart betyder det store, men som alligevel fik mig til at tænke på forskelle mellem by og land, mellem landsdele og hvorfor det somme tider er nødvendigt for folk at gøre opmærksomme på forskellene.







Som barn var jeg altid kusinen fra København, når jeg kom til fyn, til Jylland eller til Lolland. Allerede dengang undrede jeg mig over hvorfor jeg ikke bare kunne være kusinen, men også skulle påklistres dyder, der ikke føltes positive. For når man kommer fra Djævleøen, er det sjældent med positivt fortegn.

Jeg kan godt lide forskellighed og vi er forskellige. Men for mig at se er det ikke kun fra landsdel til landsdel vi er forskellige. Mine kolleger er forskellige, selv i min familie oplever jeg forskellighed. I min optik er forskelligheden alt for ofte negativt ladet. Jeg vil hellere udforske og lære af andres erfaringer, syn og opfattelser.

Efter dåben blev kaffen rullet ind i kirken. Det har jeg aldrig oplevet før. Men hvor var det hyggeligt og meget mere vedkommende, at se mennesker stå tæt i kirkegangen mellem bænkene, tale, drikke kaffe og lytte til hinanden, end når gudstjenesten er til ende og alle forsvinder hvert til sit.

Jeg oplevede nye måder at være sammen. Jeg oplevede glæde og samvær, som jeg ikke har oplevet andre steder på helt samme måde. Og hvor var det skønt.

Feriens sidste punkt

Selvom det først er i morgen, står feriens sidste punkt for døren.





Om lidt kommer min svoger og henter mig. I morgen skal vi til barnedåb på Salling højt oppe i Jylland. Vi skal tidligt op, så jeg sover hos min søsters. Kirkehandlingen starter klokken 10.30.

Jeg er klar. Jeg har pakket. Jeg har husket både gave og strikketøj.

Så kan det vel ikke gå helt galt.

Barkformationer

Jeg roder rundt i dagene, og synes at nu må det snart have været lørdag. I går for eksempel. I går kunne godt have været lørdag.





Det var det ikke. I går var torsdag og påskefrokost sammen med skønne mennesker. Midt i det hele, og med en pludselig indskydelse, fandt jeg på at tjekke op på togtider og sidste afgange. Og så fik jeg travlt.

Sådan en skærtorsdag kører togene ikke hele natten. Til gengæld mødte jeg glade mennesker hele vejen hjem. Både gruppen af unge, der skulle i byen, og var i tvivl om de skulle stå af på Valby eller Nørreport. Jeg skyndte mig at fortælle dem, at toget stoppede ved Hovedbanen, og så var beslutningen noget lettere.

På Langgade station stod tre unge gutter, jeg fulgtes med ned ad trappen. Mens jeg stillede mig op og ventede på natbussen, spurgte først den ene om 9A mon kørte her. Det gjorde den desværre ikke, den kører ellers lige hjem til os. Natbussen standser heldigvis ved samme stoppested, så jeg var godt hjulpet.

De tre gik videre, den ene vendte om, og skulle bare lige være helt sikker på, at de stod på Valby Langgade. Det kunne jeg bekræfte, de ønskede en fortsat god aften og forvandt. Ikke længe efter kom bussen, og hjemme blev jeg mødt af en frisklavet kande varm the.

Slet ikke nogen dårlig afslutning på den skøn, og til sidst noget kold aften.







På kirkegåden den anden dag mødte vi en busk. Det var egentlig ikke busken vi gik efter, men bænken lige ved siden af. Jeg ville nemlig gerne sidde ned, mens jeg konfererede med min telefon om turen fra Bispebjerg til Papirøen.

Jeg kiggede telefon og Anders' øje blev fanget af busken.

En fin busk med fine små lyserøde knopper, der sikkert bryder ud i lige så fine blomster inden længe. Men med mærkelige udformninger på grenene. Bark der vokser sjovt.

Den fine busk så ikke ud, som om det gjorde ondt på den. Den så ikke ud til at lide overlast. Men vi blev nysgerrige. Hvorfor gør den det? Hvad er det for en busk? Skal den se sådan ud?

Er der nogen, som kan lette vores nysgerrighed?

Farvel for denne gang

Kattene er taget hjem, og vi takker for denne gang.

De blev fragtet hjem på samme måde, som de kom. Naya i transportkassen - sammen med den elskede papkasse, som fortjener sit helt eget indlæg. Hun var ikke imponeret af at blive spæret inde. Og Stalin i en rygsæk på maven af Daniel. Her har han siddet før, og føler sig vist nærmest hjemme. Ingen brok i hvert fald.





De har været hyggelige at have på besøg. Men det er også skønt at kunne sige farvel. Viden om den larm de påfører specielt underboen, er ikke rar. Og nogen ting er bare lettere at have med at gøre uden katte.

Vi har alle glædet os til at kunne finde opgaver frem, som har været lagt i dvale. Mit sjal, der skal blockes, Anders' leg med Legoklodser og Emilies ønske om at lade døren til hendes værelse stå åben. For eksempel. Noget andet kunne være omplantning af de tomat- og chiliplanter, der så småt er på vej i æggebakker, men som har levet livet farligt, omgivet af katte, der både bider i pappet, slikker på jorden, drikker af vandet bakkerne står i (hvad er det lige for noget? Jeg ville nok have foretrukket det rene vand i vandskålen) træder på jorden, og muligvis også kom til at spise af jorden og et par af de små stiklinger.

Og gennem ugerne er det kun blevet mere klart hvor meget mere gennemtænkt Naya er i forhold til Stalin. Han er ikke den skarpeste kniv i skuffen. Så er det sagt. Men han kan være afsindig provokerende, og når vi tidligere med mellemrum har anklaget Naya for at være en hystade, må vi trække lidt i land. Til tider har der været god grund til hysteriet.




Naya er stadig den smukke, fine, lille kat med alle kattens dyder. Sin egen, med kom-ikke-til-mig attitude, men til gengæld jeg-kommer-til-dig-når-jeg-vil arrogance. Og dermed endte hun med at ligge i fodenden af min seng i nat.

Hun er også katten, der drikker af vandhanen, er effektiv, når det kommer til at dække i bakken efter toiletbesøg - temmelig effektiv. Ud over hele gulvet effektiv.

Stalin derimod, han kigger fjoget, når hun drikker af vandstrålen, fatter tydeligvis ikke hvad det handler om, og ser heller ikke altid lige kvik ud. Til gengæld er det aldrig ham, der spreder kattegrus over hele gulvet - det har han nemlig heller ikke rigtig fanget.





Jo altså man skal skrabe... ved han. Så han skraber lidt på væggen, lidt på kanten af bakken, lidt på gulvet ved siden af kassen og måske lidt på væggen igen.

Det skal han have - det er langt nemmere at finde gaverne han afleverer i bakken, end dem Naya effektivt begraver. Han er pæn, sød, spindende, ude på skrammer og altid god for at gå i vejen.

Og han har smukke grønne øjne.

Onsdagsmasker

Der er gået en uge, og det er blevet tid til en status på læsning og strik.

Bogen er den samme som sidste uge, og strikketøjet er lyserødt. Lyserødt er ellers ikke min foretrukne farve, men somme tider er det, det helt rigtige.











Læse:

Biavlerens Lærling vokser efterhånden som jeg vender siderne. Det er ikke en hæsblæsende historie, faktisk lidt langsom, og alligevel med en vis fart.

Bogen er første del i en serie, men umiddelbart ser resten ikke ud til at være oversat. Det kan være det kommer med tiden. Jeg gider helt sikkert godt læse videre, men jeg tror det er en af den slags bøger, jeg godt kan vente med fortsættelsen af.

Det kan også gå for langsomt.


Strikke:

Jeg skal til barnedåb på søndag. Jeg har allerede gaven på plads, men når nu der er tid, ryger der lidt oveni. I sidste øjeblik. Det med at arbejde bedst under pres...

Jeg strikker ærmer på en Hyphen af Lisa Chemery.

Den er færdig lige om lidt.

Papirøen

Efter kirsebærstræsalleen, gik vi en tur rundt på kirkegården. Eller måske ledte vi bare efter en udgang...





Vi var sultne, da vi gik. Og da ingen af os nogen sinde har været på Papirøen og spist Copenhagen Street Food, synes jeg det var på tide. Anders vidste i virkeligheden ikke rigtig hvad han gik ind til, og havde nok sagt nej, hvis han havde overvejet hvor mange mennesker der befinder sig derude.

bevæbnet med rejseplan og -kort lykkedes det os at zigzagge gennem byen med både bus, metro og de gode gamle flade konvolutter. Når man helst undgår bus, er der ikke den bedste forbindelse gennem byen. Men når man bider i det sure æble og indser at busforbindelserne i København hænger rimelig godt sammen, og i øvrigt ikke har travlt, er det nemt at komme fra A til B.




Papirøen er en kunstig opført ø i Københavns Havn, der udgør en del af Holmen og oprindeligt hørte til Flåden. Øen blev brugt til værft og har sikkert lagt ryg til mange af den danskes Flådes imponerende skibe siden engang i syttenhundredetallet.

Med første Verdenskrig, der ikke umiddelbart berørte Danmark, blev der knaphed på ressourcerne. Et stort problem blev fremskaffelsen af papir til avistryk. Derfor gik bladfolkene sammen, skabte Den Danske Presses Fællesindkøbs-Forening, og lejede Papirøen, der dengang sikkert hed noget andet.

De store haller, der i dag rummer Copenhagen Street Food, blev brugt til opbevaring af papir i store ruller sammen med andre leverancer, det var svært at få fat i. Da krigen var overstået, var bladfolkene blevet så glade for samarbejdet, at det stadig består. I dag går det under navnet Pressens Fællesindkøb - noget mere mundret.

Vel fremme, fandt vi vildsvin og lam hos The Spoon Company. Vi kunne sikkert have fundet noget andet, men dels var vi sultne, dels var der alt for mange mennesker. Og det så godt ud. Det smagte også godt.





Vi spiste udenfor, inden vi besluttede at det var tid til at tage hjem. Det var begrænset hvor længe vi havde lyst til at lade de firbenede være alene.

Vi gjorde holdt ved det gamle kontor for Den Danske Presses Fællesindkøbs-Forening, der i dag rummer Den Plettede Gris - en lille kaffebiks, der efter Anders' udsagn lavede fornuftig kaffe, der bestemt var værd at drikke, men som han ikke specifikt ville gå efter.


Jeg var træt, da jeg nåede hjem.

Og skridttælleren i telefonen havde talt mange skridt.

Kirsebæralleen

... Og for at blive i det lyserøde tema...


Kattene er her endnu. Daniel og Amalie sidder fast et sted på Falster, og har ikke kunne forlade matriklen, eller de hunde de passer.





Et fly var forsinket, kommunikationen sparsom, flynummeret udeblevet og så sad de der - klar til at tage hjem. Kufferten pakket, og i et fremmed hus. Godt det ikke var mig.

Flyet er landet, de bliver kørt hjem i morgen eftermiddag, og vi tager en nat mere med de firbenede.





Jeg havde ellers forestillet mig (naivt måske) at dyrene blev hentet i formiddags, og Anders og jeg skulle holde i hånd. Hidtil har dyrene ikke været meget alene, men vi blev enige om at i dag blev dagen, hvor vi forlod dem i flere timer.

Det gik vist meget godt. Hjemmet så ikke meget anderledes ud, da vi kom hjem, end da vi gik.

Vi tog til Bispebjerg Kirkegård. Jeg har aldrig set de blomstrende kirsebærtræer. Jeg indrømmer gerne en smule skuffelse. Så storslået et syn var det alligevel ikke - og der var alt for mange mennesker.







Jeg havde en forestilling om at alleen var længere og højere. Det sidste kunne jeg have sagt mig selv - sådan nogle kirsebærtræer er ikke særlig høje. Men at alleen er gemt af vejen i det bagerste hjørne af parken, med en lang tur rundt til følge, kom lidt bag på mig.

Jeg vidste godt, der ville være mange mennesker. Hvis vi var stået tidligere op. Meget tidligere op. Så måske....

Men de er pæne, og nu har jeg set dem.





Hermed tjekket af på listen.

Vævestrik og perlestrik

Kameraet er fyldt med kattebilleder, der skal sorteres. De er sjove, er de. Kattene altså!





Og mens billederne hober sig op, har jeg afsluttet den lille dragt jeg startede i går og begyndt en lille cardigan der passer til. Jeg købte to nøgler garn, men skulle kun bruge det ene til dragten. Nu håber jeg at kunne lave noget tilbehør - måske med korte ærmer. Eller købe et nøgle garn mere.

Den lille dragt er fyldt med perlestik. Jeg kan godt lide perlestrik. Cardiganen har striber af vævestrik. Det er også pænt. Begge har retstrikkede kanter. Desværre mangler jeg knapper til cardiganen. Sille havde nemlig lige de rigtige til dragten.







Måske jeg kan nå forbi hende og aftage til en matchende overdel...

Hun havde heldigvis mange.

Jeg strikker af en blød og lækker blanding af uld og silke, iklædt en anelse nylon. Jeg er egentlig ikke vild med nylon, men dels ville jeg finde noget her og nu - det blev i den lokale - dels overvejer jeg om ikke den lille smule plastik kan holde på silken, så det hele ikke ender uden facon.

Kattene er blevet lovet hjemkomst i morgen. Den lille dragt skal have et opskyl, det skal overdelen vist også. Men først når den er færdig og kattene taget hjem.

Jeg strikker lige lidt mere...