Mandag i en ferieuge

Det her ferie, det er altså ikke dårligt.





Søndag brugte jeg sammen med Sille. Trods mange dage forud, uden de store planer, viste det sig, at kun søndag kunne passes sammen. Vi fik snakket, samlet en seng og jeg fik strikket det meste af en babydragt til barnedåben på søndag.

Hjemme ventede de firbenede, som snart skal hjem. I morgen forhåbentlig. Man har lov at håbe på i dag, men han lovede senest tirsdag.. De har været superhyggelige at have på besøg, men det bliver også rart at aflevere dem igen.

Samtidig glæder jeg mig til at underboen ikke skal udsættes for al den larm sådan et par kræ kan lave. Når de hopper og løber hen over gulvet, når Stalin for syvogtyvende gang (på samme dag) vælter vandskålen, når de slås, når de leger og når de pludselig stormer rundt.





I dag er vi bare hjemme. Hygger lidt med kattene, strikker lidt mere til den bunke, der efterhånden er vokset op og venter på det igen bliver muligt at brede vådt strik i stræk ud på gulvet, uden at risikere klør og kattehår over det hele.

Jeg kan godt vente.

Jeg nyder bare ferien imens.





Forude venter noget arbejde. Arbejde af den slags, der kan klares hjemme, og som helst skal være klart inden ferien er slut. Arbejde af den slags, der trækkes fra, så timerne ikke skal bruges igen en anden gang.

Det gider jeg godt.

Pivedyret

Der gik ikke mange dage efter kattene kom på besøg, før Naya startede løbetid.





Der gik ikke mange dage efter Naya startede løbetid, inden vi havde konsulteret den lokale dyrlæges hjemmeside, og fundet priser til sterilisation.

Der gik ikke mange dage efter vi havde fundet en pris, før vi havde kontakt til Daniel og tilbød at betale.

Han modtog med tak, med det samme.

Efterfølgende gik der ikke mange dage, inden Anders havde ringet til dyrlægen, der kendte den lille fine kat, og skrev hende ind i kalenderen på førstkommende tid.

Desværre går der tre uger (nu to) inden hun kan komme til.

Altså har vi haft en stakkels kat, der ikke har kunne være i sig selv, har hylet, har gnubbet sig op af alt - gerne hankøn. Og her er det lige meget om det er en kastreret hankat, der tror hun vil lege og ellers ikke fatter en meter, eller en stk Anders, der heller ikke er til megen hjælp - og larmet, når bagdelen har strittet og bagbenene trippet, med klør-mod-parketgulv...






Det er heldigvis slut nu, og den stakkels mis, der levede i en noget todimensional verden er igen blevet tredimensional og hopper rundt både højt og lavt, næppe værdier os et blik, men alligevel gerne vil op i sofaen og kæles lidt - bare vi kigger den anden vej.


Et garnnøgle tiltrak opmærksomhed under hyleriet - desværre ikke længe.

Sænke Slagskibe

I morgen er det fredag. Fredag er ikke bare en kort dag. Fredag er også dagen der starter påskeferien.

Jeg glæder mig. Efter mange lange dage, er det skønt at kunne se frem til - noget der føles som mange, mange dage - fri og tid og ingenting.





Til aften afsluttede vi den uddannelse som alle skolepædagoger i hele kommunen har gennemgået. Et fint arrangeret event, hvor vi både fik pæne ord med på vejen fra udvalgsformænd, skolechefer og uddannelsesledere, men også viste noget af det frem vi har lært.

Hver skole stod for tre fremvisninger af noget, der har gjort en forskel for os. En halv time for hver fremvisning. Mens nogen fortalte gik resten rundt og blev kloge hos andre. I Klubben stod vi for to af præsentationerne, mens SFOI stod for den sidste.

Vi fremviste Labyrinten. En videreudvikling af de gode gamle slagsskibssænkninger. En rute, der skal huskes, en række spørgsmål, der også skal huskes. Samarbejde, observation og evnen til at lytte og huske blev sat på prøve, da vi udfordrede skoleledere, SFOledere og pædagoger til at lege med.







Med den Grønne Skole som forlæg handlede alle spørgsmålene om affald og vejen gennem genbrugsvirvaret. Jeg havde i forvejen afprøvet på de garvede niende klasser, og når de kan, blev vi enige om at en flok voksne også kan.

Det kunne de, og de synes det var sjovt. Louise forklarede og evaluerede. Jeg stod for selve øvelsen. Enkelte ville vide mere, andre skulle straks hjem og tegne tern i skolegården.

Jeg nåede at se en enkelt præsentation, inden aftenen var slut. Det var spændende at høre, hvad andre gør, og hvad andre har fået ud af uddannelsen. Faktisk mere spændende, end jeg havde regnet med.

På pindene

Onsdagslegen er stadig i gang. Stadig i min lille verden.

Flodhestene er færdige og mens jeg venter på at lysten til at kaste sig over den fjerde og sidste (i denne omgang... der bliver nok brug for flere som årene går...) har jeg fundet strikkepindene frem.











Strikke:

Jeg strikker Fiona. Størrelse 1 år. Det er til at overskue.


Læse:

Biavlerens Lærling bliver mere og mere hyggelig. Sherlock Holmes og fortælleren, den femtenårige (der nu er blevet atten - eller var det nitten) Mary Russell, er netop ved at starte deres første fælles sag. Noget med en mand, der bliver syg i måneskin.

Den er superhyggelig. Og jeg er træt. Så jeg når ikke så langt ad gangen. Sjældent igennem et helt kapitel. Men de er nu også meget lange...

Slagtet

Haps! sagde det. Og Stalin trak af med det ene målebånd, der hænger på lampen ved sofaen. Heldigvis ikke det gode målebånd - som jeg skyndte mig at pakke væk.







Derefter gik den vilde jagt, og selvom Naya forsøgsvis overvejede om også hun skulle lege med, så er der ingen tvivl om at det var Stalin der nedlagde og slagtede målebåndet.

Nu ligger det bare midt på gulvet, sammen med skuresvampene de synes var fantastiske at lege med sidst de var her og de små får, der stadig med mellemrum får en tur - baldriandråber eller ej. Det ligger der stadig, for trods brugbarheden som målebånd er det tydeligt stadig sjovt at lege med - med mellemrum.

Og når Stalin er færdig med at være farlig og slagte målebånd, er han Jordens mest tålmodige kat. Den tykke pels er foret med knuder, der er ikke er fanget i udredninger og mens han ligger helt stille, har jeg lov hår for hår at klippe en hel del af de mest sammenfiltrede og filtede knuder ud.







Det betyder så at han er skaldet bag ørerne. Jeg tror ikke det generer ham. Tværtimod måske. Huden har været noget krøllet sammen under alt det filtrede, selvom han ikke virkede hæmmet af det.

Der er stadig knuder. Der er stadig dage til de skal hjem, og der er stadig tid til stille aftener med tålmodig kat og broderisaks.

Kalaha

Dengang jeg blev ansat i SFO, havde vi aftenåbent hvert tirsdag. Ikke noget med planer og temaer. Næh, vi havde bare åbent længere end alle de andre dage, nød at skolegården var ryddet for de små, spiste sammen og foretog os det vi havde lyst til.





Eller det ungerne havde lyst til. Min tid var mest af alt båndlagt til madlavning, afrydning og opvask. Også selvom vi havde strikse regler for hvordan ungerne skulle hjælpe. Noget med en terning, slag af seksere og borde der skulle både ryddes, aftørres og bæres på plads.

Det var altid sjovt når nye børn blev præsenteret for terningerne.

Som tiden gik blev timerne færre, aftenerne var ikke længere så velbesøgte og vi holdt ikke længe åbent helt så tit. Temaerne gjorde sit indtog, hver eneste gang vi har åbent ud over almindelig åbningstid tror børnene vi holder fest, og da vi i et anfald af nostalgi forsøgte at genindføre aftenåbningerne - en gang om måneden - kom der ingen tilmeldinger.

Vi må indse at nutidens børn skal spises af med planer, for at have lyst til at være med. De kalenderlagte aftenåbninger blev derfor hurtigt udstyret med et tema. I aften inviterede vi til spilleaften - med præmier.





Der var blandede opfattelser af hvad en spilleaften indeholdt. Vi mente brætspil. Ungerne mente computer, rundbold eller bordtennis. De var ikke svære at overtale til brætspil, og inden længe havde vi både Uno, Skak og Sequence på bordet. Der blev supleret med Klodsmajor og terninger, inden vi satte fart i en rask lille Kalaha-turnering. Vi skulle jo have fundet nogle vindere til de der præmier.

Det viste sig at være helt perfekt. Det viste sig også, at blandt Klubbens børn er der flere, der er superseje til Kalaha og nogen der aldrig havde spillet før, men som bestemt ikke er færdige.

Der blev også lagt op til en fremtidig skakturnering. Sådan en kræver mere end tre timer en mandag aften. I hvert fald, hvis der skal være mere end tre deltagere.

Kolonihavehygge

Eller kolonihavelykke.

Eftermiddagen og aftenen er brugt i den skønneste kolonihave.

Sammen med et par af de skønne.





Berit rykkede ind i går. Lotte og jeg cyklede, medbringende tapas og astii. Og snak. Masser af snak. Det blev skønne timer i dejligt selskab i solskin på den overdækkede terasse.

Lotte havde lånt sønnikes cykel, og det er somme tider måden at opdage podernes cykler trænger til eftersyn. Hak i gearene og en kæde der røg af på vej op ad den sidste bakke. Heldigvis var vi lige rundt om hjørnet, og trak gennem haveforeningen mod det fine lille hvidmalede hus.

Inden vi tog hjem, var cyklen vendt på hovedet, kæden sat fast og baghjulet strammet op. Det viste sig senere at det også hjalp på den hakkende gangart fra vejen ud.

Vi kørte hjem inden mørket satte ind, og nåede Brøndby Stadion netop som aftenens kamp var slut. Mange mennesker skulle hjem, mange biler skulle ud - flere med folk bag rattet, der ikke nødvendigvis så sig for.

Det var ikke rart at zigzagge mellem gående, kørende og højrøstede fodboldfans. Så er der langt hele vejen rundt om stadion. Først da vi nåede volden og kunne køre nogenlunde alene slappede vi af og fandt rytmen igen.







Det er ikke sidste gang vi kører til kolonihaven. Der er så afgjort lagt op til mange skønne timer.

Næste gang skal hjemturen bare times lidt bedre.

Så ved vi det!

Tre glade flodheste

I fredags var vejret skønt, og inden jeg ramte arbejdsmatriklen gjorde jeg holdt på kirkegården og havde en fest sammen med de tre færdige flodheste.





Jeg valgte det lille murede vandhul med trædesten ved den uredte del af stedet. Her plejer at stå et par bænke, men mon ikke de har været sat væk for vinteren? Der var ikke meget vand i dammen, men stenene var tørre og de tre glade flodheste gjorde sig til.

De er første led i barselsgaver til fire piger. Den første lille pige er allerede ankommet og den sidste venter forhåbentlig længe nok til at jeg når at hækle en flodhest mere. Den sidste skal være blå, jeg har valgt farverne, men ved jeg kommer til at mangle et nøgle af den ene. Der går nok ikke længe inden jeg kommer i gang, for den skal jo laves, og jeg kan sagtens gå i gang, selvom der er for lidt garn.





Sammen med flodhestene strikker jeg kjoler i matchende farver. Det går hurtigt at strikke kjoler i babystørrelse.










Design: Happypotamos the happy hippo af Heidi Bear.


Garn: Karen Klarbæk økologisk bomuldsgarn. Flodhestene er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude

Der går cirka 145 gram garn til en flodhest.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: De færdige flodheste vejer lige knap 500 gram. Det varierer lidt afhængig af hvor meget fyld, jeg har fået stoppet i. Færdige har flodhestene en længde på 36 cm, en bredde på 15 cm og de er cirka 17 cm høje.













Bemærkninger: Var flodhesten ikke til en baby ville jeg have sat glasøjne i. Men for at babysikre er midten af øjenblomsterne sorte. For at give liv til ansigtet har jeg trukket øjnene sammen som opskriften forklarer med sort garn, men altså uden trinet med at sy øjne i.


Har du lyst til at se flere billeder af flodhestene, kan den ses på Ravery. Den lyserøde, den pudderfarvede og Minty Fresh, som Anders kalder den grønne.

På tur for alle pengene

Fredag var skøn og lang og mest af alt fyldt med glade børn.

Så kan det næsten ikke gå galt.





Der blev bowlet, der blev leget på først en og siden en anden legeplads. En enkelt var ved at tabe fødderne på den to kilometer lange tur fra skolen til bowlinghallen, resten havde ben, der virkede.

Alle var stille i bussen, til trods for at chaufføren så trist ud, da vi myldrede ind. Vi kom endda af det rigtige sted, selvom jeg fejlvurderede og mente vi var kørt forbi stoppet før, og fik sendt halvdelen ud på fortorvet. Chaufføren ventede med at køre videre til alle var inde igen.

Vi spiste buffet, og hvis nogen ikke var mætte, var det deres egen skyld. Mad var der nok af. Jeg fik et kompliment, mens Emilie så noget mærkelig ud, da en af pigerne troede vi var søskende. Og i Slikbutikken med det afsindige navn: Sukkerland, fik alle fyldt depoterne op.





Vi så skønheden og udyret. En fin film, som alle kendte handlingen til, men som jeg ikke synes vinder ved en omformning fra tegnefilm til spillefilm med mennesker (og animationer). Jeg havde glemt hvor meget sang der er i Disneytegnefilm. I tegnefilm virker det fint med alt det syngeri. Det er forventet. I en film bliver det meget hurtigt kedeligt og musicalagtigt. Der var mange børn, der skulle tisse - meget tit.

Det er stadig en fin film og en fin historie. Personligt tror jeg bare den ville have vundet hvis, den ikke var oversat en til en fra tegnefilmsversionen, men i stedet var nyfortolket, eller hvis halvdelen af sangene var undladt.

Klokken var over et, før den sidste film var færdig. Ungerne var overordentligt oplagte og ikke helt så trætte at se på, som de plejer på den tid af natten. En hel del forældre troppede op og kørte os alle sammen tilbage til skolen. Det er så dejligt at de gider.


Jeg sov længe i morges.