Stoppesvamp

Det var ikke kun taske og sko, der kom med mig hjem i går. Da Berit dukkede op med en svamp og spurgte om jeg vidste hvad det var, var jeg ikke i tvivl om brugen.

Da ingen andre vidste hvad det var, og da Berit selv ikke mente nogen sinde at få brug for den, fik jeg den med mig hjem.

Jeg tvivler på om jeg selv nogen sinde vil få brug for den, men jeg holder meget af gammelt håndarbejdsværktøj, og glæder mig over at måtte få den.

Når Berit så oven i købet mener, den kan dateres tilbage til hendes oldemor, bliver værdien kun så meget større.

Faktisk har jeg aldrig prøvet at stoppe sokker, så måske jeg alligevel skulle prøve. Det kan jeg så passende gøre på de sokker, jeg strikkede for længe siden, og som jeg i går opdagede har fået en hul under foden.

Mon ikke en af mine gamle håndarbejdsbøger indeholder anvisninger i strømpestopning…

Æw osse…

Jeg har flere gange oplevet andre tale om manglende kommentarmuligheder. Jeg har aldrig selv oplevet de store problemer omkring kommentarlægninger rundt om. I perioder har jeg overvejet om faldende kommentarer på egen blog, har at gøre med netop den slags problemer.

I går gik det op for mig, at der muligvis er problemer med kommentarfunktionen på min blog. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan gøre noget ved det, men jeg ville rigtig gerne vide om det er et tilbagevendende problem.

Det kan så være svært at gøre opmærksom på, hvis det er umuligt at lægge en kommentar. Alligevel vil jeg rigtig gerne vide det, for selvom jeg har været glad for Blogger, kunne det godt få mig til at overveje at flytte i andre eller egne lokaler.

Hvis nogen oplever kommentarmulighederne på mit domæne som problemfyldt, tager jeg derfor gerne imod oplysninger, så jeg kan danne mig et billede af hvor stort problemet er. Kan der ikke lægges kommentarer på bloggen, hører jeg gerne fra jer i en mail.

Jeg er også meget interesseret i oplysninger om det modsatte.

Min mailadresse er skauogco(@)gmail(.)com.

På forhånd tak.

Ren retro

Som oftest er et dødsfald forbundet med sorg, men somme tider kan der være så meget lettelse, at sorgen helt forsvinder. Det sidste var tilfældet, da en kollega mistede sin mor i sidste uge.

Efter et langt liv er der meget at rydde op i, så weekenden blev brugt, sammen med den tilbageblevne far og en masse sorte sække, på udsmidning og oprydning. Undervejs dukkede et par sko op, og efter sigende blev de fulgt af et udbrud om, at de var lige et par Pernille-sko. Resten af weekenden fandt Far flere ting, han også mente kunne kategoriseres som Pernille-ting.

En hel del var med i dag, og skoene kunne næsten ikke være ramt bedre. Ikke alene var de helt ubrugte, de sidder også perfekt og er rare at have på. Jeg har gået rundt i dem hele dagen, og mere end en gang sendt en kærlig tanke til mennesker, der gerne giver væk, når ikke de selv kan bruge.

En taske fandt også vej med hjem. Selvom jeg ikke lige kan se mig selv med den, er jeg sikker på den nok skal blive brugt, for den er ret fin. Måske jeg kunne pimpe den lidt med en smule tingeltangel, der let kan tages af, eller skiftes ud efter forgodtbefindende.

Tænk at ligge inde med sådan en guldgrube.

Nedfald

Varme hen mod efteråret

Det er efterhånden et par uger siden pulsvarmerne til Anders blev færdige.

Men så blev de væk – som i helt forsvundet, kun for at dukke op på Ungersvendens hænder. Af flere grunde, troede han de var til ham, hvorfor jeg ikke kunne finde dem.

Hurtigere end hurtigt blev de inddraget, og af et par omgange sat på Anders’ hænder til fotoshoot.

De sidste timer har jeg siddet med næsen i computeren og mine noter, i et forsøg på en opskrift. Jeg tror den er ved at være der, selvom der stadig mangler afpudsning. Til gengæld har jeg glemt alt om det der mad-noget, med det resultat at to fugleungeagtige skabninger nu står og skriger efter mad.

Jeg tror det er i dag, vi henter forsyninger hos den lokale pizzasmed…

Bordplads

Jeg har tusind projekter i gang – sådan føles det i alt fald.

At mange af projekterne stadig kun er tanker, betyder ikke at det føles som mindre presserende.

Et af projekterne var puslespillet.

Var. For jeg har pakket det væk. Jeg gad godt. Gad godt fordybelsen og tiden og stilheden med brikker og omtanke, men jeg har hverken plads til tiden eller tid til fordybelsen, når så meget andet presser på.

Så nu er det pakket væk, og venter på mere vinter og mindre solskin. Venter på tid, stearinlys og varm kakao. Der skal nok blive plads igen. Men det blev ikke lige nu.

Jeg har dog været smart nok, til at pakke væk i poser, så det der allerede er nået, kan nåes igen inden for relativ kort tid.

Nu er der så plads til blade.

Og en masse andre projekter, der gerne indtager bordpladsen.

September

Selvom vejret ikke er helt klar til årets forfald er efteråret godt på vej. September måned er slut og Petunias Fotokalender endnu en måned ældre.

September har været fyldt med gode oplevelser og et vejr, der harr skiftet mellem hele registret. Næsten hele registret – endnu har der ikke været sne.

Naturen forfalder på det smukkeste og endnu er der måneder tilbage af året.

Mit bidrag til fotokalenderen fandt jeg på et af træerne bag huset vi bebor. Smukt hang de små æbler, ingen har gidet overveje at plukke, og jeg greb straks chancen og kameraret.

Morgensyn

Aften foran flimrende skærm.

Garn og pompommakers.

…

Et fadfyldt sprøde blomsterknopper i morgengave.

Borebisser

Da jeg vågnede i morges, så jeg frem til en lørdag uden planer. Men planer er til for at ændres, så da Henriette spurgte, pakkede jeg boremaskinen, strik, en samling skruer og tilbehør, og cyklede mod Brønshøj.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er specielt begejstret for boremaskiner. Jeg synes de er forfærdelige at manøvrere, og hullerne ender aldrig der, hvor jeg vil. Til gengæld kan jeg godt lide at skrue. Både med håndkraft og med maskinhjælp.

Efter strik og snak og hygge, tog vi fat i det tunge maskineri, og det lykkedes at bore huller, der passede til ophæng. Hylder og skuffer, blev sat fast, et skrivebord klodset op med hjælp fra skuffefronter fra en dødsdømt kommode og et par stole samlet, inden den dødsdømte blev transporteret ned ad trappen. Det gik lige hurtigt nok, eller også havde vi for travlt. I hvert fald lykkedes det mig at tabe en favnfuld skuffer, med et rabalder til følge, der fik bekymrede beboere til at åbne døren og kigge ud. Heldigvis var der ingen skade sket og tanken og hjertenvarmen for ældre medborgere, der kunne være kommet til skade, var dejlig at opleve.

Jeg kørte hjemad i solskinnet og tog turen over Volden, hvor jeg stoppede og samlede en favnfuld nedfaldne grene, der gerne skulle tage del i endnu en markedside, der forhåbentlig bliver lige så fin, som jeg forventer.

Nu er solen væk, det sidste lyserøde lyser på himlen, og jeg er klar til sofa, garn og hygge. I morgen er der endnu en dag – helt uden planer.