Verden rystede og vi mistede. Alt for tidligt.
Vi rykkede sammen, som familie. Det var og er nødvendigt. Tiden går, og med tiden kommer også en ny verdensorden, en ny måde at se og føle og tænke. Vi mindes, vi sørger og vi taler om alt det, der fylder. At livet er skrøbeligt og kun til låns, blev skåret i granit.
Samtidig løb hverdagen forud. At være sammen med børn, gode venner og kolleger er helende, og var godt for mig. Mens foråret kommer snigende skar vi kage i mange stykker, for at afslutte forløbet om brøker, ude er grenene fra Volden kommet frem, og bliver omdannet til bøjler, mens Fodboldtrøjefredagen blev tilbragt i en fodboldtrøje, der ikke kun er sorgfuld, men også min tribut til et fantastisk menneske.
På læringssiden har jeg lært om ordblindhed, skrevet en studieopgave, fået eksamensdatoerne og været på kolonilederkursus med overnatning i et skønt værelse. I ugen op til påskeferien stod der featureuge på programmet, og jeg lavede avis sammen med en flok skønne unger.
Midt i sorg og våde øjne har jeg gået en masse. Herhjemme og i Hundige, hvor min søster og jeg gik helt til Arken og fulgte de sjove røde lygtepæle mod stationen i Ishøj. Oscar overnattede et par torsdage, og det viser sig at jeg kan gå temmelig hurtigt hjemmefra og til Oscars skole, da vi stod med en punkteret barnecykel, og egentlig havde lidt travlt.
Mellem logistik og planlægningen af begravelse og bagning af afsindig mange kanelsnegle, er der et lykkeligt babyboom i familien. Nærmest ventes en lille dreng, mens der er en lille pige på vej i den anden ende af landet. Og nærmest tragi-komisk viste det sig at mine børn mistede deres farfar for et helt år siden. Endnu en gang blev en fars svigt udstillet. De har begge reageret, uden rigtigt at blive hørt.
Mellem valg og et femogtyveårs jubilæum er jeg blevet tilbudt en spændende ny rolle næste skoleår, som jeg stadig overvejer. Og mens Emilie har været frem og tilbage fra Fyn et par gange, er sorgen stadig håndgribelig og lige rundt om hjørnet.
