En snegl på vejen....

 

Jeg havde en aftale med min søster i lørdags. Det er efterhånden det meste af et år siden hun flyttede til Hundige. Alligevel er det vildt mærkeligt at betræde barndommens stier, når jeg jeg skal frem og tilbage. 

Jeg er vokset op i Hundige. Mine forældre byggede hus i halvfjerdserne, dengang selvbyg var på sit højeste. Da de blev skilt flyttede vi ind i det samme sociale boligbyggeri, hvor min søster nu har fået en lejlighed. Hun skulle aldrig tilbage. Sagde hun. Og må erkende at hun føler sig hjemme. 

Vi gik på Lilleskole, og oplandet var stort. Bedsteveninden boede i Hvidovre, og turen fra Rødovre til Hundige, går gennem Hvidovre. Det er så mærkeligt at stå på Friheden Station og vente på A-toget, som jeg aldrig rigtig har brugt siden jeg flyttede hjemmefra. På det tidspunkt var min mor også flyttet fra Hundige, og ingen af os så os rigtig tilbage. 

Det er en mærkelig fornemmelse. En blanding af nostalgi og noget udefinerbart. Men også sjovt. 

Vi havde en skøn dag. Vi samlede et par skabe, vi snakkede en hel masse, og sad på den kæmpestore altan, der i dag har overdækning på halvdelen, mens regnen væltede ned og torden og lyn var lige over.

Klokken blev mange før jeg pakkede sammen og tog hjem.

Jeg var halvvejs mod stationen, da noget fik mig til at kigge ned på stien foran mig. Det havde regnet, det er rigtigt. Der var fyldt med snegle. Alle på vej i samme retning. Store snegle og små snegle mellem hinanden. Et vildt syn.

Jeg trådte varsomt mellem alle de små langsomme dyr og mødte også en stor tudse. Den gad ikke mig, og hoppede væk, da jeg nåede tæt nok på. 

Det var vildt, så mange der var.