Onsdagsmasker

De sidste dage har været hæsblæsende. Bare to dage har givet oplevelser af meget forskelligartet karakter.

I går startede med sidste skoledag for de store - karameldagen, som de yngre ynder at kalde den - og der var karameller. Aldrig har jeg set så mange samle så mange. De mindre børn var lykkelige, de store så tilpas tilfredse ud.

Også selvom de tabte fodboldkampen. Og her skal siges at vores nye skoleleder ellers tog dommerrollen meget alvorligt, fløjtede i tide og utide, annullerede op til flere af lærernes mål, startede med et rødt kort og gav eleverne straffespark på forskud - det kunne jo være det var nødvendigt. Han forsøgte, men det lykkedes alligevel ikke at give dem sejren.

Senere tændte vi op i grillen, inviterede og havde en skøn snak med kommende nye forældre og børn. Et par drenge, der ikke var helt sikre på det der klub-noget så noget mere overbeviste ud, da de gik hjem og lovede at komme på besøg i morgen, når der er åbent for 2. klasse.

Jeg nåede at træne på vejen hjem, inden jeg gik omkuld, stod tidligt op og i morgensolen cyklede mod kulturhuset og et arbejdsmiljøseminar, der indeholdt lige dele spændende nyt og mindre imponerede information.

Tilbage i klubben, fik jeg skovlen under filmprogrammet, som jeg har besluttet at udsætte fjerde klasse for i morgen. En vandkamp stod for døren og vi kiggede dybt i snegleterrariet, hvor der ligger to æg. Jeg tror ikke de bliver til noget, men det er stadig spændende, og der skal som nok komme flere æg med tiden.

Og inden arbejdsdagen var helt slut var det tid skolebestyrelse og møde. Et af de bedre møder. Et møde med gode snakke, refleksioner og tanker om det ene og det andet. Informationer blev delt, tanker blev vendt med den nye samarbejdspartner og gode ideer dukkede op.

Det var stadig varmt da jeg kørte hjem.


Vidste I i øvrigt at snegle lægger æg fra siden af hovedet? Jeg vidste det ikke, men det ved jeg nu. Det ser vildt mærkeligt ud, når et hul i hovedet pludselig dukker op, men det giver også god mening, når æg skal graves ned, og man ikke lige er udstyret med arme...



Men videre til masker og bogstaver.















Læse:

De mange forskelligrettede historier i Fantomsmerte begynder at løbe sammen. Jeg ved stadig ikke hvorfor rockeren skulle dø, hvorfor fammiliefaderen er tiltænkt en rolle, hvem der står bag eller hvornår Henning Juul får gravet sig gennem det kedelige opklaringsarbejde.

Men tingene begynder at hænge sammen. De mange historier samler sig til et hele, og der er stadig mange sider at bladre gennem, før det hele for alvor skal give genklang og forståelse.

Og jeg er stadig underholdt - ind imellem på den mest ubehagelige måde.



Hækle:

Jeg droppede at tage tæppet med mig - det var blevet for stort. Så nu er det færdig og venter på vask.

I stedet har jeg fundet den lille hæklede kjole frem, jeg for længe siden startede til Rose. Dengang nåede jeg lidt kortere end jeg er nu, på en mindre nål, med det samme garn. Dengang måtte jeg sande at den under ingen omstændigheder kunne nå om barnet.

Altså er jeg startet på ny. Samme garn, større nål.

Den bliver fin.

Jeg bliver aldrig fan af at hækle i råsilke.