Siden sidst – eller noget i den stil

I søndags faldt sneen tæt og jeg blev indendørs hele dagen. Jeg syede og syede og syede på gallakjolen Emilie havde bestilt. Her til aften stod festen, kjolen var et hit og dag med god belysning (der kan vist godt gå lang tid) skal vi som nok få taget en flok billeder.

I mandags lå sneen stadig tæt. Jeg lod cyklen stå hjemme, tog af sted i god tid og gik ad bagvejen og den uryddede sti. Langt smukkere end fortorvet langs parkeringspladsen, som en venlig gårdmand rådede mig til at tage. De fine små lyserøde blomster, sad stadig fine og lyserøde med kinder af frost. Jeg tog billeder og glædede mig over at nå forevigelsen, inden de falder sammen.

Faldt gjorde en ældre dame, da vi stod af bussen sammen og også skulle over samme fodgængerovergang. Hun gik lige foran mig, gled på den glatte vejbane og lå i krydset uden selv at kunne komme op. Mens jeg fik hende på benene forlod en buschauffør sin plads, for også at tilbyde sin hjælp, men han havde bussen fyldt med gæster, holdt ved krydset der nu havde skiftet til grønt, og forlod os ved vejkanten, hvor damen rystende stod og var temmelig overbevist om en brækket arm.

Vi forcerede snemasserne, der lå i knap forcerbare bunker langs kanter og overgange. Og mens damen forsøgte at støtte den beskadigede arm, fik jeg ringet til alarmcentralen, fik fat i en venlig sygeplejeske og oplyste alt det jeg lige her og nu kunne. Senere måtte damen overtage telefonen og fylde på med detaljer, inden det viste sig at ambulancer ikke hang på træerne en spejlglat mandag i november, og jeg lovede at følge damen hjem.

Vi gik langsomt og nåede ikke langt, før sygeplejesken fra alarmcentralen ringede tilbage og kunne fortælle om en ambulance i nærheden. Vi stoppede op og damen fortalte som sin mand, der var hjemme efter at være faldet samme morgen. Det var heldigvis ikke så slemt fortalte hun, men han havde slået sin ryg. Jeg bør ringe til ham, sagde hun, for i virkeligheden var hun på vej for at passe sit syge barnebarn, og nogen skulle vel vide at hun ikke kom.

Jeg tastede nummer og holdt telefonen, mens damen talte og støttede den dårlige arm. Jeg turde ikke tilbyde min hjælp til det med armen. Jeg gik ud fra at jeg nok hurtigt ville gøre mere skade end gavn, og nøjedes med at bære hendes taske.

Vi ventede længe inden ambulancen kom. Længe nok til at jeg var glad for at være taget tidligt af sted, men ikke så længe at jeg ikke kunne nå på arbejde til tiden. Der var stadig god tid, da ambulancemændene havde overtaget, jeg havde afleveret tasken og sagt pænt farvel og god bedring.

Resten af dagen tænkte jeg en del på damen. Jeg håbede ikke det var et slemt brud, eller allerhelst at der slet ikke var et brud. Derfor var det også skønt at høre, da hun dagen efter gav sig tid til at skrive tilbage. Hun takkede for hjælpen og fortalte at skulderen var brækket.

Nu håber jeg bare at bruddet ikke er for kompliceret, og at hun hurtigt kan komme rundt igen.

Godt hun lånte min mobiltelefon til kontakt til sin mand – ellers havde jeg aldrig hørt fra hende igen.