Galla

På tiendeklassesskolen holdt de gallafest i torsdags. Eleverne har øvet lancier i et væk, og Emilie må indrømme at træningen sidste år på husholdningsskolen gav hende et forspring, der var til at føle på.

En gallafest kræver en kjole. Kjolen jeg syede sidste år blev aldrig rigtig god, så jeg sagde ja til endnu et forsøg, da Emilie spurgte om jeg ville. Vel vidende at hun sikkert kunne have købt sig til herlighederne for den halve pris. For ikke at tale om arbejdstiden.

Det med arbejdstiden trak ud. Jeg holder uendelig meget af at sy. Jeg gider bare ikke. Jeg kan ganske simpelt ikke finde lysten. Når først mønstret er tegnet, stoffet er klippet og nålene sat i og jeg kan sætte mig foran maskinen, går det som en leg. Desværre er tiden foran maskinen det mindste i hele syprocessen.

Emilie ønskede en kjole, der både kunne være kort og lang. En tre-i-en – corsage, kort og langt skørt. Alting med mulighed for mix og brug hver for sig. Det sidste, når festen er slut, vel at mærke.

For længe, længe siden købte vi stof. Rigeligt tænkte jeg, slog hjernen fra og besluttede at fire meter snildt kan lægge grobund for corsage, underskørt på den korte version og en dobbelt hel sol i gulvlængde. Som om! Heldigvis kunne Emilie godt klare sig med en halv sol og den lokale Stof2000 lå inde med stof i en passende farve og kvalitet, til indersiden af det lange skørt.

Bling, bling sagde Emilie, og limede selv lidt over to hundrede glimtende sten midt i blomsterne på corsagens blondeoverdel og den samme blonde, der gik igen øverst på det lange skørt. Bling, bling kom der også på det korte skørt, omend vi købte os til den skinnende herlighed, dengang for længe siden, da indkøbene stod for døren.

I tirsdags satte jeg absolut sidste sting, og kunne endnu en gang konstatere at det der med at sy detaljerne i hånden, det gider jeg til gengæld godt. Det er nærmest meditationsagtigt at sidde med nål og tråd. Jeg har det på samme måde med montering af strik. Når det er mit eget altså – det er ikke en invitation til at sende skibbrudne projekter videre…

Festen var god, hun kom hjem med glade øjne. Fredag havde de allesammen fri, og med udsigt til nye veninder er hun netop danset ud af døren, mod Hvidovre, mod tøsesnak og forhåbentlig ikke alt for sene hjemkomsttider. (Hun skal åbne i butikken i morgen…)

Og denne gang blev kjolen et hit. Corsagen sidder perfekt. Det korte skørt skal nok blive brugt, mens det lange nok kommer til at henslæbe sine dage i garderoben. Lange skørter hører ikke til Emilies yndlinge.

Men sådan er der så meget.