En fantastisk tur fik ende. Det er så skønt at opleve at selvom vi ikke har set hinanden i et halvt år, falder vi bare ind i gruppen og er med på samme vilkår.
Jo selvfølgelig er vi lidt bagud og ting skal samles op. Men vi har samme fortid og bygger videre på en baggrund alle kan referere til.
En smule vemod blandet med glæden over Emilies sikre havn kan ikke undlades. Men alt er godt, en fantstisk lærer også Tøsebarnet nåede at stifte bekendtskab med er der endnu og får forhåbentlig lov at blive næste år med.
Det ville være godt, for ikke kun Emilie har måtte kæmpe, også en samlet klasse har været udsat for alt for mange skift og alt for mange uger og måneder uden faste greb. Det er dejligt at høre tingene fungerer – at der er styr.
Traditioner bliver holdt i hævd også selvom ungerne ikke længere er små og nu går deres egne veje. Den gentagne tur i naturen blev i år uden børn – de kunne selv og gik selv, på opdagelse sammen og hver for sig, både i det nære blandt gårdens dyr men også langs skoven og ned ad bakker.
Og mens udturen foregik i hyggelig snak, sakkede hjemturen bagud mens jeg sammen med kamaraet forundredes over alle de mange farver og den spændende botanik naturen kan fremvise, derude i det fri.
Specielt de små hjerter, der lyste op, men ingen så på vejen ud er et forunderligt indslag i en ellers grå årstid – der måske i virkeligheden slet ikke er så grå.
Der er flere billeder, og de kommer sikkert til at pryde kommende dages indlæg, når mørket falder på, inden jeg får skrevet.
Vi glæder os til næste år :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar