Gallaaften

Ungerne havde hjemmefra ønsket gallaaften med treretters menu, servering ved de voksne og efterfølgende dans. De havde også ønsket mørkeleg udenfor senere på aftenen, så der var lagt op til et noget hårdt skema, da vi vendte hjem fra byturen.

Bordene skulle pyntes, efter det forhåndenværendes søms princip… så den medbragte grensaks blev taget i brug sammen med de sorte duge, der efterhånden har været brugt til lidt af hvert – lige fra bordduge til sceneforhæng til større opsætninger. Der var desværre ikke bestik nok til at lægge i flere lag, det kunne ellers have været sjovt – men jeg synes faktisk resultatet var rigtig fint.

I køkkenet skulle der både sørges for steg af både okse og lam, kartofler, broccolisalat med og uden bacon, forretten der bestod af melon omviklet med lufttørret skinke og pyntet med frisk mozerella, frisk basilikum og den enkelte røde peberfrugt, der blev til overs efter vegetarretten.

Mens vi regerede i køkkenet havde ungerne travlt med glattejern, makeup og de store kjoler. Drengene tog lidt mere let på det – nogen mere end andre, mens et par af de store sad i køkkenet og udtænkte sjove opgaver alle skulle udstyres med fra start.

På slaget halv syv blev dørene åbnet til spisesalen, hvor en repræsentant fra brugerrådet stod klar til velkomst, jeg delte velkomstdrinks ud og ungerne så noget benovede ud. Alle blev bænket og festen kunne begynde.

Det var sjovt! Ungerne hyggede sig, vi voksne serverede iklædt stiveste sort og hvidt, vi var ikke særlig gode til det, og det selvom vi lige havde tjekket op på, hvordan man lige gør – hvilken side man serverer fra, hælder fra og tager ud igen.

Vi gik vel nærmest lidt i vejen for hinanden, vores medbragte trediemand (vores nærmeste leder, der har valgt at lægge sine overnatningstimer sammen med os, og altid er fantastisk at have med) hældte kødsovs ned ad ryggen på en af pigernes fine nyindkøbte balkjole, med tårer til følge. Jeg lovede på stedet at selvfølgelig ville det gå af i vask, og ellers måtte vi betale for rens – det reddede helt sikkert resten af aftenen.

Mens vi løb ud og ind, hældte op af det mørke og lyse boblevand (sodavand), hentede mere mad og forsøgte at holde overblikket, hyggede ungerne i spisesalen og resten af hytten. For sidde stille var ingen af dem særlig gode til!

Endelig blev det tid til dessert, der efter flere forsøg endte med chokolademouse, melonsorbet og mazzarinkage på en bund af hindbærpuré. Det ville have været ekstra fint med et enkelt citronmelisseblad til pynt, men det glemte vi hjemme.

Isen og pynten havde jeg lavet hjemmefra. Kage og chokomouse blev til allerede fredag aften, så det drejede sig mest om at sætte det pænt op på tallerkenerne fra forretten, der med en god opvaskemaskine heldigvis hurtigt blev rene igen.

Efter maden og det sidste syge barn, der også skulle være tid til, blev bordene ryddet væk og musikken sat igang. De der gad, dansede til den store guldmedalje, mens resten med jævne mellemrum kom rendende og spurgte til udelege.

Min søde kollega havde allerede under middagen lovet dem gemmelege i mørket udenfor. I første omgang gemte han sig selv og ungerne skulle finde ham. Det var svært, flere gange undervejs kom unger ind og spurgte om han var kommet ind igen… det var han ikke, men havde gemt sig godt – faktisk var der en enkelt der åbnede både køleskab og fryser i forsøget på at finde ham.

Endelig blev han fundet (han hjalp lidt og fik sin mobil til at bimle) og det blev pigernes tur til at gemme sig. De var lidt lettere at finde, for de snakkede mens de sad i skjul, så selvom det var så mørkt at selv stærke lygter ikke hjalp meget, blev de forholdsvis hurtigt fundet.

En sidste gang gemme blev iværksat, denne gang gemte drengene sig og pigerne gik i samlet snakkende trop, sammen med min søde kollega (de ville ikke alene) ud for at finde drengene. Her blev det endnu sværere, pigerne snakkede, så drengene kunne nå at flytte sig og igen var der så buldrende mørkt at drengene senere fortalte om hvordan de havde stået lige ved siden af, ligget i træer, der blev lyst op i, forsøgt sig med lyde og alligevel ikke blev fundet, før de tændte deres lygter og højlydt gjorde opmærksom op sig selv.

Efter to timer kom en flok glade  kolde børn tumlende ind, da var vi andre lige blevet færdige i køkkenet og havde sagt forvel til det sidste syge barn, der blev hentet af en mor, der først måtte i byen og låne en bil.

Det blev sent inden alle lå i deres senge og der endelig blev ro, men trætte må de have været, for da vi næste morgen ved otte-tiden (vi valgte at sove længe) stod op og bagte boller, sov de stadig allesammen.