fredag den 27. november 2009

Far vel


hyacint

Jeg er stadig tæt på tårer.

Vi sagde farvel i dag til en fantastisk kvinde og kollega, der går på pension.

Det triste bunder mest i at hun i virkeligheden ikke har lyst til at stoppe. At hun slet færdig med børnene og børnene slet ikke er færdige med hende. At hun besidder empastiske evner ud over det almindelige, altid ser de skæve børn og dem, der har brug for lidt ekstra hjælp. At hun altid er der for dem, og aldrig går på kompromis med tid og resourcer.

Men beslutningen er taget, årene har rundet 69 og selvom hun vakler i tankerne, står hun også fast og har mod på endnu et kapitel af livet – endnu et eventyr.

Hun vil blive savnet og manglet og tænkt på igen og igen i lang tid fremover. Vores fælles chef, havde tænkt og sagde ord, der trak tårer. At give et kram og sige farvel kaldte igen på følelser og våde øjne og lige nu sidder jeg igen og mærker tårer presse på.

Jeg ved hun finder noget nyt, skaber sit eget liv og oplevelser. Jeg håber bare det bliver på egne præmisser, for allerede nu, har hun flere tilbud, og flere der trækker i hende.

Jonna, selvom du ikke læser det, ønsker jeg dig alt godt fremover :)

4 kommentarer:

  1. Hvor er det flot at din kollega har haft lyst til at forsætte så længe, det er sjældent i det offentlige. Kan godt forstå at I savner. Ha en god weekend :-)

    SvarSlet
  2. JA det er godtnok også længe hun har været med. Jeg forstår hende så godt, min egen mor er 66 og stadig i børnehaven, MEN hun er træt når hun kommer hjem.

    Det er godt for hende, men et tab for jer andre. Så mange medarbejdere viser sig ikke at passe ind, så hun har givet været et aktiv hos jer. :)

    knus Henriette

    SvarSlet
  3. Ja, det er så svært at tage afsked med et menneske, der betyder så meget for både børn og voksne.

    Men det er jo nok også nu, at hun skal indtage sit næste kapitel og gøre det lige så dejligt som det hun forlader.

    Knus fra Mette

    SvarSlet
  4. Det er helt fantastisk Lene - næsten 29 år blev det til :)

    Det er jo det, Henriette. Vi har godt kunne mærke at hun ikke er ung længere. At hun hurtigere bliver træt og ikke kan alt det hun kunne tidligere. Alligevel er afskeden fyldt med vemod :)

    Jeg er sikker på hun finder den rigtige plads i sit nye liv Mette B :)

    SvarSlet