Hyttetur - retur

Klokken nærmede sig tre, da vi fredag eftermiddag tog afsted mod Særløse Overdrev. 27 børn fra 6. og 7. klasse og 3 voksne - den ene kørte al bagagen i en stor lånt bil. Resten trodsede myldretiden og med S-bus, S-tog, regionaltog og endelig en noget landlig bus nåede vi frem.

De mange skift betød forholdsvis korte stræk, og selvom det to ca to timer fra vi tog fra skolen til vi stod ved hytten, føltes det ikke som særlig lang tid. Ungerne var fantastiske til at se efter hianden og som en følgesygdom skabt af arbejdet med børn, talte vi voksne på skift og nåede hver gang frem til 27 – heldigvis!

Allerede inden vi gik fra skolen blev hele turen ridset op, og for hvert skift fik de endnu engang at vide hvornår vi skulle af, og hvad vi videre skulle. Det giver en ro for alle at vide hvor vi er på vej hen og neddæmper det kaos, der ellers kan opstå.

Det sidste stykke kørte bussen gennem skov og marker og midt i et sving blev vi sat af og måtte gå de sidste to kilometer af en vej, der startede astfalteret og endte i to hjulspor, gennem den smukkeste skov, og mundede ud ved en hytte, der måske nok kunne have været lidt mere genialt indrettet, men virkede helt efter hensigten og lå på en grund, der strakte sig længere end vi kunne se til alle sider.

Hytten var indrettet med tre sovesale og allerede hjemmefra var det besluttet at 6. klasses drengene fik den ene, 6. klasses pigerne den anden mens samtlige 7. klasser delte den sidste. Det passede alle godt og i det store hele var der ingen voldsomme konflikter.

Vi havde ellers forudset det værste. Blandt 7. klasserne er alle ikke lige enige om hvor skabet skal stå, eller hvornår der skal være ro, og selvom man er stor og gerne vil tages alvorligt, blev der alligevel optræk til tårer mere end en gang. Specielt omkring sovetider og ro gik de vilde bølger.

6. klasse tøserne derimod havde vi været lidt usikre på. Dels er der en pigegruppe, der konstant har konfkiltmøder med en af skolens konfliktmæglere. Vi har selvfølgelig også været temmelig indblandet og dels var der et par tøser med, vi godt kunne se kørt ud på et sidespor, og en enkelt der døjer med hjemve. – Jo der var optræk til både det ene og det andet, humøret steg og faldt hen over weekenden, men intet de ikke selv klarede med et minimum af voksenindblanding.

Hjemvebarnet klarede sig fint igennem og vendte hjem til en mor, der dansede sejrsdans for et noget pinligt berørt barn.

Søndag tog vi hjem igen efter en weekend, der har budt på hårdt arbejde, mere madlavning, end vi nogensinde før har stået for – hurra for industriopvaskemaskiner – sjov, mørkelege, bytur, hygge, dans, for lidt søvn og alt hvad sådan en tur skal indeholde. For en enkelt gangs skyld nåede Risk-spillet ikke op ad kassen, til gengæld blev de nyindkøbte tusser flittigt brugt og og der blev spillet whist til den store guldmedalje.

Undervejs måtte vi også have tre børn hentet, en efter en lagde de sig med feber, kvalme og almindelige influenzasyptomer. Ingen af dem ville hjem, men da først vi havde snakket med forældrene, var de alligevel glade for udsigten til egne senge.

Som altid gik jeg totalt omkuld, da først jeg ramte egen matrikel, men det var at vente og helt beregnet. I dag venter så endnu en arbejdsdag og udpakning af alle kasserne, der bare blev stillet inden for døren – for nu skulle vi hjem!