Masker på en søndag - Uge 7

 

Ugen kort:

• Vinterferie. 
• Jeg har slet ikke nået, alt det jeg have forestillet mig at skulle nå.
• Til gengæld har det været godt at være helt nede i gear. Det trængte jeg til. 
• Aftalen med sygdomsresterne, der skulle forsvinde, holdt. Også selvom resterne forsøgte at trække ud. 
• Jeg mødtes med et par af kollegatøserne til en kop kaffe - eller the - og en hyggelig snak. 
• Daniel havde fødselsdag og vi lavede middag for hele den lille familie. 
• Jeg hentede Oscar, der synes det var mærkeligt at blive hentet på en tirsdag. Også selvom det var fordi far havde fødselsdag. 
• Jeg brugte en eftermiddag sammen med min mor. Det var skønt. 
• Jeg har strikket en hel masse. 
• Jeg har også ryddet op, vasket, gjort rent og lavet lektier. Jeg har fået hul på næste store opgave. 
• Men mest strikket. Og sovet længe. Og nydt ikke at skulle noget.

Læse:

Parterede mænd i kummefrysere er ikke fantastisk ting. Politiet løber igen og igen panden mod muren, jeg har en fornemmelse af at vi har mødt morderen, og har også en fornemmelse af hvem det kan være. Jeg kan sagtens tage fejl. 

Langt hen i bogen dukker morderens perspektiv op, i små glimt. Og at Ingrid Bergman har en viser sig også i glimt.

Jeg har skrevet mig op til næste del i serien, men det får nok vente lidt.

Hækle:

Emilie har en kollega, der venter barn. Engang var det mig, der gav hæklede dyr i gave, når familie, venner og kolleger ventede barn. Siden har det udviklet sig, og Emilie vil være med. Hun spurgte pænt, og jeg sagde ja. 

Denne gang er det et nyt dyr. Eller måske er det ikke rigtigt et dyr. Jeg hækler en flyvemaskine. Der skal godt nok sidde et dyr i maskinen, men det er sådan nærmest en parentes. 

Jeg aner ikke hvor jeg er henne. Jeg følger opskriften side for side. Jeg gider ikke læse frem. hækler sammen som der står og lige pludselig har jeg et færdigt produkt. 

Jeg er spændt på at se resultatet.

PalmenHaus

 

Selvfølgelig er der et Palmehus i Palmehaven. Palmehuset ligger midt i Frankfurt PalmenGarten. Det er kæmpestort, og rummer ud over de mange palmer også en restaurant, der var lukket og mest af alt lignede noget, der kunne lejes til overdådige bryllupper. 

Palmehuset blev bygget i 1869, selve haven åbnede i 1871. Initiativet til haven var privat, som mange offentlige stedet i Frankfurt på den tid. 

Palmehuset er en af de største bygninger af denne slags i Europa, og rummer et væld af subtropiske palmetræer, bregnetræer og andre subtropiske planter. Bagerst i det kæmpestore glasdækkede rum, er bygget en grotte med vandfald og akvarier underneden med subtropisk undervandsliv. 

De store træer er så høje, at de truer med at vokse gennem taget, og med mellemrum bliver gartnerne nødt til at fælde et træ eller to, for ikke at skade selve huset og glastaget. 

Det var sådan en fin oplevelse at gå rundt mellem de høje træer, der sikkert har stået der, siden haven åbnede for over hundrede år siden. 

Jeg endte rundgangen med at gå en tur under grotten og vandfaldet bagerst i lokalet, for at sige pænt goddag til de fine fisk, der svømmede rundt i akvarierne. 

Karklude

 

Mit syvende opslag af de mange opslag i december/januar var en flok karklude. 

Jeg har haft garnet liggende et par år, efter et godt tilbud, men fik aldrig strikket dem. Nu skulle det være, og jeg troede længe at det ville være et langvarigt projekt. 

Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle strikke på kludene, når jeg holdt pause sammen med eleverne. Med fire nystrikkende piger, der har brug for temmelig meget hjælp, når jeg sjældent mere end tre-fire pinde. 

Men så var der et par møder, og studiet startede op igen. Fire timers didaktik kan snildt give strikketid til en hel klud. 

Pludselig var der ikke mere garn.

Jeg tænker, jeg finder noget andet at have med i pauserummet, til møder og på studie. 

Design: Mit eget, gennemprøvede, efterrationaliserede, samlede op et eller andet sted på nettet.

Garn: Krea de Luxe, økologisk bomuldsgarn i farverne 17 - Varm lys grå, 18 - Sart Brun og 39 - Khaki Grøn. Købt i et udsalg, vistnok fordi banderolerne skulle skiftes ud. 

Jeg havde 11 nøgler - mest af det grønne - og brugte dem alle. 

Jeg tilføjede 37 gram sandfarvet økotex bomuld fra Søstrene Grene, for at fuldføre den sidste klud. 

Jeg endte med 10 klude og brugte 587 gram garn.

Pinde: Jeg strikker mine karklude på pind 4 mm. To strømpepinde, med en maskestopper i den ene ende. 

Størrelse: De færdige klude måler cirka 26 x 26 cm. 

Bemærkninger: 

Brug 2 tråde bomuldsgarn.
Slå 50 masker op med hækleopslag på pind 4. 
Strik iCord over de første 2 masker på hver pind. 
Strik 44 retriller.
Luk af.

Vil du se flere billeder af kludene kan de ses på Ravelry.

Hovedindgangen og det gamle drivhus

 

Som vi kom gående gennem den store botaniske have i Frankfurt, gik det op for os, at vi kommet ind ad en sideindgang. Lige overfor rosenhaven - som var imponerende, men ved at blomstre af - ligger en gammel bygning, med et fantastisk glasparti. 

Det viste sig at være hovedindgangen - og forestiller jeg mig, et af de tidlige drivhuse. Der var pænt inde. Det var ikke stort, men rigtig fint.

Her var både plads til billetter, souvenirbutik, en plantebørnehave på første sal og store lukkede terrarier, der husede kødædende planter og insekter.

Vi gik ned igen, ud i solen og videre til Palmehuset. Det der har lagt navn til haven, og helt sikkert altid har været centrum.

Dubai

 

Det er over ti år siden at Susie Haumann udgav Dubai. Siden har jeg haft lyst til at strikke det. Jeg tror at jeg mest af alt holdt mig tilbage, fordi jeg vidste at det ville indebære rigtig meget flerfarvestrik. Fra begge sider.

Men det er så flot. Og lidt nostalgisk. Det sender tankerne tilbage til dengang i firserne, da vi alle gik rundt med parsisanertørklæder, og følte os noget så moderne. 

Tilbage i september sad jeg i Frederikssund til venindeweekend med masser af strik, og der lå Bettinas version. Igen fik jeg lyst til at gå i gang. Og mens vi snakkede, gik det op for mig at jeg havde bundfarven liggende derhjemme. Jeg vidste også det skulle være grønt, og inden weekenden var slut, havde jeg bestilt grøn alpaca og var klar, da det nåede frem.

Tørklædet er strikket nedefra og op. Det betyder at det starter med ualmindelig mange masker. Det tog en evighed at nå fra den ene ende til den anden. I lang tid. Også selvom der bliver taget temmelig meget ind. I perioder strikkede jeg to eller seks pinde om ugen. Det gav ikke meget fremgang. Men jeg var fast besluttet på at lidt også havde ret. 

Jeg nåede helt op til mønsterdel nummer to, før jeg følte jeg kunne mærke en ændring i maskeantallet. Det tog stadig lang tid at nå fra den ene ende til den anden. Jeg strikkede stadig kun få pinde om ugen. Men det gik fremad. Og jeg kunne helt klart gennem hele sjalet mærke at jeg blev hurtigere til at strikke flerfarvestrik fra vrangsiden. 

Først midt i anden mønsterdel oplevede jeg følelsen af, at nu skete der noget. Nu var maskeantallet på et stadie, hvor jeg følte der var fremgang, Og så gik det stærkt. 

Ren alpaca kan noget på kolde vinterdage.

Design: Dubai af Susie Haumann

Garn: Jeg kombinerede to forskellige alpaca. Den hvide er Alpaca Silke fra Sandnes, farven hedder 1015 - Kit. Den grønne er Drops Alpaca, her hedder farven 7238 - Grass Green

Jeg brugte 133 gram af den hvide og 150 gram af den grønne. 

Det samlede sjal har et forbrug på 283 gram. 

Pinde: Jeg strikkede hele sjalet på pind nummer 3,5 mm.

Størrelse: Uden kvaster har sjalet et vingefang på 200 centimeter og en dybde på 80 centimeter.

Bemærkninger: Sjalet ruller i den nederste kant. Jeg valgte at slå op med en italiensk opslagning, for at give lidt mere tyngde og måske lidt mindre rul. Jeg er ikke sikker på virkningen. Men opslagningen er pæn. 

Resten af selve sjalet er der ikke meget at sige om. Jeg fulgte opskriften. Jeg fik muligvis flyttet mønstret en enkelt maske, men så længe det er ens på begge sider, er det ikke noget problem. 

Kvasterne fastgjorde jeg med en række double chain eller half iCord. En opslagsmetode, jeg kunne huske at have set. Det kaldes også en hæklet iCord. I bund og grund er  det en dobbelt række luftmasker, der er pænere end en enkelt række. Og fordi man bruger begge ender af garnet, kunne jeg fæstne garnet med en fastmaske i sjalet, hækle til jeg nåede kvasten og fastgøre begge garnender i kvasten. 

Det bliver altså pænt.

Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.

Kaktus og tropiske egne

 

Fra sommerfuglene gik vi videre mod den anden ende af haven. Bag et imponerende springvand, stod en flok drivhuse, der tydeligt var af nyere dato. De rummede alt fra tropiske egne til ørken og de vildeste kaktus. 

Selvfølgelig skulle vi ind. 

De moderne drivhuse var opbygget som stjerner og sekskanter, der hang sammen, og alligevel var helt forskellige. Sekskanterne var overgangene mellem de store stjerneformede områder, der rummede hver en egn i verden. 

Vi fik lov at se de tre forreste stjerner. Resten var lukket af for publikum. Det virkede som om, der var åbent nogen gange. Det virkede også som om en del af resten, blev brugt som plantebørnehave. 

Vi mødte den vildeste regnskov og den tørreste ørken og noget imellem. Store pigge og andre forsvarsmidler, som planter kan omgive sig med, stod i fuldt flor, og selvom det var varmt, var det også spændende. 

Det synes jeg ikke altid kaktus er. Det kan godt blive lidt for ensformigt, sandblæst og kedeligt.

Fra troperne fortsatte vi turen rundt. Haven er kæmpestor, og selvom vi nåede vidt omkring, er jeg sikker på, vi kun så en dal af den. Måske rimelig meget, men absolut ikke det hele.

Sommerfuglehuset

 

Vi bevægede os stadig rundt bagerst i den store have. Fra Georginerne og legepladsen, gik vi tilbage i vores eget spor, for det gik op for os, at vi var gået lige forbi sommerfuglehuset. 

Eller vi var drejet til højre gennem bambusskoven, og så derfor ikke indgangen til sommerfuglene. 

Jeg har været i mange sommerfugle-drivhuse. For der er altid varmt og fugtigt sådan nogle steder. Men jeg har aldrig oplevet at kunne komme så tæt på, så mange forskellige sommerfugle. 

Jeg ved ikke hvad de hedder., men selvom der er tydelig forskel, var de også ret ens. Formen var langt fra den form, jeg er vandt til, at sommerfugle har. 

Stemningen blandt de små flyvende væsener var næsten andagtsfuld. Der var andre end os, og selvom en bedstemor efter bedste evne forsøgte at få sine to små børnebørn til at lade være med at løbe og råbe, forstyrrede de på en eller anden måde ikke. 

Det skal siges, at hun var ret god til at samle dem sammen og gå ud igen. Jeg tror ikke hun synes de var på rette sted, og godt kunne se at sommerfuglene ikke var helt så spændende, som hun havde forventet.

Mellem alle de bevingede væsener, var der selvfølgelig også en del planter og blomster. Og mellem planterne, var der en del med asymmetriske blade. Dem så vi en del af hen over hele haven, og det blev lidt en leg at finde alle de planter, der ikke ville være med i symmetrien.