Et aflagt stykke brænde

Mens jeg er ved andres hjemmelavede julegaver, er det gået op for mig, at jeg aldrig fik vist den kniv frem, som Anders lavede forrige jul til Nina og Michael.





Året før var vi inviteret til sølvbryllup i et sommerhus langt mod nord og tæt på vesterhavet. Et lækkert sommerhus, med en god brændeovn. Samme sommerhus, som vi måneder senere fejrede jul i.

Det var et par skønne dage, fyldt med skønne mennesker og en fejring, der opfyldte alt det, sølvbrudeparret ønskede sig. Undervejs i løbet af weekenden blev der tændt op i brændeovnen med brænde fra et net med diverse stykker træ.

Anders kan godt lide træ, og selvom det var brænde og derfor ikke forventet spændende, kiggede han alligevel på hvert eneste stykke, der forsvandt i ovnens gab. Og der mellem mindre spændende stykker rester, lå et stykke eg.









Michael grinede noget af ham, da han mente det var for meget værd til blot at gå op i røg. Men hvis han synes, skulle han  da ikke holde sig tilbage, men endelig tage det med hjem.

Så det gjorde han.

Og lod det ret hurtigt blive hovedbestanddelen af det knivsskæfte, som de selvfølgelig skulle have i julegave samme år. Det blev så først året efter for somme tider kan igangværende projekter gå i glemslen, for langt senere at blive fundet frem.

Horn, blå mellemlæg og messing blev tilsat og juleaften forrige år, kunne Nina og Michael derfor pakke den lækreste køkkenkniv op, (der skulle have haft en anden klinge, men det er en helt anden historie) som jeg ved de siden har været rigtig glade for.









Som med så meget andet håndværk, svinger interessen, og selvom jeg stadig mener jeg skal have min helt egen Anders-kniv, er der endnu ikke kommet dertil endnu.

Masker på en torsdag - Uge 2

Onsdag forsvandt, torsdag nærmest ligeså.  Og mens vi skriver imaginære tykke bøger om alt det vi ikke forstår - og der er meget - går dagene med nye børn, hygge og opgravet glemsel.

Jeg har fundet nål og tråd frem på Hobby. Jeg har også fundet erindringen om hvor svært det kan være at tråde nåle, binde knuder og se forskel på ret og vrang. For ikke at tale om behovsudsættelse, når en voksen skal hjælpe mange børn på en gang.

De store har lært det, nogen af de små kunne se det, og ventede tålmodigt. Så tålmodigt at de fik både skulderklap og gode ord med på vejen. De sidste får igen og igen og igen snakken om at jeg ikke kan være alle steder på een gang, at deres øjne er yngre end mine og at det er en god ide at prøve selv, hente hjælp hos naboen først eller væbne sig med tålmodighed.

Det kan alt sammen være svære discipliner, men jeg holder håbet højt og er gerne naiv i min tro på, at de lærer det.


Dagens billeder er taget indenfor i dårlig belysning. Ude regnede det, og da jeg endelig kunne vende næsen hjemad og trække cyklen af stalden, var det ikke blevet mindre. Godt jeg cyklede hjemad, for jeg var våd på så store dele og på steder af kroppen, som det godt kan være lidt svært at gennemskue hvordan vandet fandt, trods nogenlunde fornuftig indpakning.

I morgen venter en - tror jeg - stille dag. Men det er aldrig til at vide.















Læse:

Jeg fandt anden del af Saksernes Fortælling, Den danske rytter af Bernard Cornwell. Første del - Det sidste Kongerige -  læste jeg for efterhånden længe siden, og på Netflix er i hvert fald to sæssoner.

Jeg troede kun jeg havde set, det jeg havde læst i den første bog, men jeg må sande at jeg har set anden sæson og derfor ved hvordan handlingen vil udspille sig. Nogenlunde i hvert fald, for allerede er visse dele noget anderledes end i filmatiseringen. På den anden side kan jeg godt være i tvivl om første sæson måske indeholder de to første bøger.

Det gør egentlig ikke noget, jeg tænker ændringerne har handlet om den filmiske oplevelse i forhold til den skrevne.

Historien er baseret delvis på historien. Men også tilsat masser af fiktion. Handlingen foregår sidst i 800tallets England på Alfred den Stores tid, da kampene mellem vikinger og englændere var på sit højeste.

Vi følger Uthred, der som barn er blevet fanget af vikingerne og vokset op som søn af en vikingehøvding. Med tiden er han splittet mellem sin engelske fortid og vikingeopvækst, samtidig er han ung, spontan og uden de store konsekvensberegninger.

Den anden bog er langt mere spændende at læse end den første, som jeg husker som lidt langtrukken. Jeg foretrækker generelt at læse inden jeg ser en senere filmatisering, men jeg er faktisk i tvivl om anden del er mere spændende end den første, eller den kendte handling gør en forskel.


Strikke:

Jeg har efterhånden længe strikket på en cardigan, der egentlig er en sweater. Scéal Grá eller oversat fra irsk En kærlighedshistorie af LB Handknits er en sweater med et fint luftigt bærestykke.

Jeg tager mig selv i at kigge fine bærestykker for øjeblikket, og jeg tror ikke det bliver den eneste af slagsen jeg skal strikke i den kommende tid. Der ligger op til flere i min favoritliste på Ravelry.

Efter bærestykket har jeg stort set glemt opskriften. Jeg flyttede lidt på maskerne, jeg vil gerne have lidt flere masker fortil  i forhold til bagtil - noget med barm og så videre. Blusen har efter opskriften A-facon, jeg har strikket taljering og ærmerne strikker jeg også stort set efter forgodtbefindende.

Jeg mangler blot et ærme, noget kant og knapper.

Vatrondeller

For at blive i de af garn frembragte julegaver, er jeg nødt til at fremhæve Emilie.





Emilie kan både hækle og strikke, men indtil denne jul har hun endnu ikke frembragt et færdigt projekt. Hun er gået i gang mere end en gang, men gider i virkeligheden ikke, og ender med at pakke sammen og glemme alt om det.

Sådan gik det ikke denne gang.





Og så skal det faktisk siges at hun har syet. Både kjoler, nederdele og et enkelt halloweenkostyme, sammen med projekter til understøttelse af eksamensprojekter, er gledet gennem hendes hænder.

Med en indtægt der ikke understøtter alt det hun gerne vil, og en opsparing til en længere rejse lige om lidt, var der ikke så meget at gøre godt med i forhold til julegaver.

Jeg kan ikke huske hvem der fik ideen, eller hvad den udsprang af, men jeg indrømmer gerne at jeg ikke regnede med at hun kom i mål. Der måtte jeg se mig slået.







For ikke alene hæklede hun to gange otte - fire små og fire store - vatrondeller. Hun syede også matchende poser til at opbevare dem i.

Beholdningen af bomuldsgarn blev gennemgået og farver der passer til dels Nina, dels Lærke blev fundet frem. En video fra Youtube lagde grunden og planen om at hækle en om dagen blev hurtigt skudt i sænk.

Til gengæld gik hun all in, da først hun for alvor kom i gang.

Hun hæklede med en lidt større nål, end jeg ville have valgt. Men mindre end sidst hun hæklede. Lidt erfaring har hun altså fået, selvom det stadig bliver meget stramt at sidde med. Derfor den lidt tykkere nål. (og jeg kan ikke huske hvilken størrelse).

Hun hæftede selv alle ender - for den strenge mor ville ikke, men ville gerne vise hvordan. Hun synes ellers godt lige...





Hun besluttede selv at rondellerne skulle have to forskellige størrelser. Hun synes det ville være smart at have flere muligheder.

Gaverne skabte glæde.

tarteletter som farmor lavede dem

Vi spiser nok temmelig moderne... eller efter vor tids forskrifter. I al fald er der ikke mange af de retter mine bedsteforældre satte på bordet, på vores bord.





En af dagene mellem jul og nytår var Anders og jeg ude at proviantere. En dåse asparges førte fra det ene  til det andet, og vi endte med nærmest i munden på hinanden at udbryde Farmors tarteletter...

Anders mente at skulle det være farmors tarteletter, kræver det indkøb af en god suppehøne. Jeg mente det krævede et besøg i hønsehuset, og at hovedet blev hakket af den indfangede høne. Jeg tænker ikke vi var langt fra hinanden, og mens mine farforældre boede på landet, med hønsehus, svinesti og omegnens Planteskole, boede Anders' farforældre i en, godtnok pænt stor, lejlighed lige bag Hovedbanegården.

Der var nok ikke langt mellem deres tarteletter, selvom de ikke havde samme adgang til høns.

Vi lod dåsen med asparges stå og glemte i øvrigt alt om tarteletter.





Indtil jeg den anden dag kom forbi et bjerg af tarteletskaller, og fik tanken at det ville være fantastisk at servere tarteletter for Oscar. Anders var enig, og dermed kunne vi sætte en lidt afkølet tartelet foran barnet, da han kom sammen med sin far og spiste tidligere i dag.

Oscar er ikke specielt vild med kød, men der røg lidt kylling ned. Ærter kan han godt lide og han nåede også at spise en del, inden han ikke gad dem mere. Asparges gad han ikke, men sovsen - den kunne han spise med en ske. Skallerne var han også rigtig glad for.

Altså endte han med at spise godt gennemvædede tarteletskaller og en skefuld sovs i ny og næ. Han var bestemt ikke utilfreds. jeg må omvendt indrømme at barndommens farmormad nogen gange skal blive i barndommen.


Jeg er nok mere til en omelet.

Tegna

Jeg er ikke imponeret af skuldersømme der falder ud over skulderen - såkaldte drop shoulders. Borten på Tegna har alligevel fået mig til at kigge så mange gange, at jeg blev mere og mere i tvivl om ikke det skulle prøves alligevel.





Da det gik op for mig, at skuldersømmen skråner, blev den lidt mere spændende. Jeg troede at skulderen gik lige over, og ville skabe endnu mere alt for meget stof, end en skrånende søm gør.

Men hvad skulle den strikkes af?

Jeg havde flere forslag - alt garn fra lageret. Ingen af forslagene blev dog det endelige resultat, for i forbindelse med at jeg skulle finde noget andet garn, stod jeg pludselig med det ultratynde garn, jeg i et øjebliks galskab købte for flere år siden, men aldrig rigtig har vidst hvad jeg skulle bruge til.

Et sjal måske? Jeg har bare ikke haft lyst til at strikke et sjal af det.

Da jeg stod med garnet kom jeg i tanke om et andet tyndt garn, jeg også havde liggende. Vistnok noget jeg fik til et blogtræf engang. Jeg må med skam melde, at jeg kan ikke rigtig huske det.

De to garner tilsammen viste sig at fungere noget nær perfekt. Jeg talte og gangede, regnede og dividerede og endte med tro på, at der var nok. Og så slog jeg til.

I sidste ende var det med nogen bæven jeg strikkede og strikkede og strikkede - for var der nu garn nok til begge sider af halsen på forstykket. Det var der, men vist kun fordi jeg gjorde halsudskæringen dybere end opskriften antydede. Jeg gjorde det ikke kun fordi jeg var bange for mængden af garn - men også fordi jeg synes den sad meget tæt til mod halsen.

Det sidste er jeg ikke så god til.





Min søster blev hvervet til fotograf, lige inden vi trådte indenfor i familieidyllens villakvarter i går eftermiddags. Det kan hun godt gøre en anden gang.

Blusen var det sidste jeg strikkede færdigt inden nytår. Dermed hører den strengt taget med til sidste års produktion.












Design: Tegna af Caitlin Hunter.


Garn: En tråd Manos del Uruguay Lace i en meleret grøn (farve 7370) holdt sammen med en tråd blå Nobel fra Strikkepinden (farve Blue Stone). Begge garner indeholder cashmere. Også alpakka, blød uld og silke kan tælles i blandingerne - alt i alt en ret lækker slutprodukt.

Løbelængden på Nobel var lidt længere end den anden, så i sidste ende holdt jeg to tråde af den blå sammen til ærmer og halskant.

Jeg brugte i alt 200 gram - 100 gram af hver.


Pinde: 3 og 3½ mm.


Størrelse: Large, men med justeringer omkring ærmegab og ærmer.





Bemærkninger: Jeg passer ikke ind i et helt normalt målskema, så jeg slog op til en størrelse Large og strikkede efter den størrelse frem til ærmegab og i forhold til bredden på blusen.

Ærmegabene og ærmer strikkede jeg efter størrelse 2XL, for at være sikker på at kunne nå hele vejen rundt. Jeg valgte dog at ændre lidt på ærmegabene, som ingen mening gav for mig. Ved delingen af kroppen til ærmegabene skal man ifølge opskriften tage ud og dermed skabe flere masker over skulderen.

Dels var jeg allerede lidt i tvivl om mængden af garn kunne måle sig med en færdig bluse, dels er jeg som sagt ikke vanvittig vild med brede skuldre. Altså tog jeg ind i stedet.

På ryggen strikkede jeg efter opskriften, mens jeg på forstykket satte af til hals 8 eller 9 centimeter før opskriften ville have mig til at gør det. Jeg rundede halskanten som beskrevet og strikkede derefter blot lige op, til skuldrene var færdiggjorte.

Jeg strikkede skuldrene sammen og lukkede ikke halsens masker af.

Jeg strikkede halskanten før ærmerne, delte resten af garnet i to og strikkede ærmerne helt lige, til der ikke var mere garn. Jeg startede med begge tråde øverst på ærmerne, ganske simpelt for at nå så langt som muligt. Jeg synes det virker helt okey.

Jeg er stadig ikke overbevist om de dalende skuldre, men jeg er sikker på, at den nok skal blive brugt.


Har du lyst til at se flere billeder af blusen, kan den ses lige her på Ravery.

Æblekage

Jeg laver sjældent gammeldags æblekage - faktisk kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst gjorde det. Vi skal helt sikkert tilbage til forrige århundrede og sikkert også mens jeg stadig var gift.

Det er mange år siden.





Skulle jeg i dag lave æblekage af den gammeldags slags, ville jeg bruge ristede havregryn mellem lagene af æblegrød. Det er jeg ret sikker på jeg også gjorde dengang, jeg sidst fandt på at koge æbler og lægge i lag.

Min søster laver somme tider æblekage - igen med de famøse havregryn. Jeg tror måske vi har lært det af vores mor.

Jeg tror også der kan være en smule religion i det der med ristede havregryn kontra makroner.

Victoria er ikke vild med de ristede gryn. Næh, stik hende nogle knuste makroner, og hun er solgt. Det i en sådan grad, at siden hun første gang oplevede Randis gammeldags æblekage med makroner, er hun ikke stoppet med at tale om den.

Det er ikke helt så mange år siden. Men mindst fem eller seks år.

I hvert fald er det ved at være sådan, at Randi helt af sig selv tilbyder at sørge for æblekage, når vi mødes til den årlige sammenkomst på den fædrende side af familien. Således også i går.

Victoria tog glad og gerne med, når den ønskede kage stod på menuen. Og at Randi i sidste ende fik sin mor til at lave den, var ikke noget problem. Måske fordi hun i forvejen bruger sin mors opskrift. Og at æblegrøden alligevel altid kommer fra Bentes have og køkken.

Og æblekage eller ej, var det en superhyggelig aften, hvor jeg vistnok kom til at love min nyligt fraskilte fætter at strikke et læs karklude. For som han mente, er det sådan nogle han skal have, når han sådan selv skal til at sætte hjem, og samtidig har en treårig, der med mellemrum befolker det lille nye hjem.

Og jeg har jo næsten ingen bomuldsrester... erm...

Grydeklar

Med fredag er årets første arbejdsuge slut. Det har været et par stille, men også indholdsrige dage, på den mere tankevækkende måde.





Vi har sagt goddag til nye børn, der i forbindelse med årsskiftet er startet på skolen. En start og et skift, der ikke er uden problemer. Det var forudset, og vi har taget imod, som vi gør bedst. Vi har hilst på og talt med nye forældre, også forældre til børn, der ikke umiddelbart skal gå hos os, men fik en dag med bordtennis og grin alligevel.

Sådan kan det gå når alting er nyt og det forventede ikke viste sig helt efter planerne. Vi tænker det er vigtigt at samle på de gode oplevelser og alle tog glade hjem. Flere ville faktisk ikke hjem. Det tager vi som udtryk for at vi gør noget godt.

Vi sluttede dagen af med zumba. Vi lokkede Berit med, og mens både Lotte og jeg ofte kapitulerer og bare gør et eller andet, brugte Berit en del af tiden på bare at grine. Det er sundt at grine, og  vi var alle tre svedige, da vi efterfølgende fandt garderoben, badet og vejen hjemad.





Nu er jeg træt. Færdig og klar til at knalde brikker.


Weekenden venter med mere zumba og gensyn med den del af familen, vi ikke ser så tit.

Og så er jeg ellers klar til næste uge.

Julevanter 2019

Årets sidste projekt blev færdig ganske få dage inden nytår. Julevanterne, der i princippet var færdige inden jul, men som jeg besluttede at strikke foer i, og derfor udskød afslutningen af.





Et andet færdigt projekt venter på billeder. Jeg håber at kunne overtale min søster til at agere fotograf, når vi ses på lørdag. Ellers må det blive en anden dag.

Jeg strikkede også julevanter sidste år. Dengang var det også et samarbejde mellem Garnværk i Fredensborg og Anne Grete Lænkholm. Vanterne fra sidste år har jeg mistet, så det faldt på et tørt sted, da der var endnu en julevantekalender denne jul.











Design: Julekalendervanter 2019 af Anne Grete Lænkholm.


Garn: Håndfarvet strømpegarn med en ulden karakter dels fra Fingerborg i Stockholm, dels fra Helle Strudahl Hansen.

De færdige vanter vejer 116 gram og giver et overskud til evighedstæppet af strømpegarnsrester.


Pinde: Addi CraSy Trio 2½ mm. Jeg er ikke overbevist. Ideen er rigtig god, og generelt går strikningen som en leg. Men overgangene mellem pind og wire er ikke fantastiske. Det troede jeg ellers var et af Addis varemærker.


Størrelse: Jeg strikkede small, men de er altså ret store.





Bemærkninger: Jeg øver mig stadig i flerfarvestrik. Jo mere jeg strikker, jo mere overbevist bliver jeg om, at det er lettere at håndtere flere tråde over flere masker. Ønsket om et strikket flerfarvet bærestykke presser mere og mere på. Jeg tror det bliver i år.

Jeg kan ikke rigtig gennemskue om jeg strikker løsere eller strammere, når jeg strikker med flere farver. Jeg tror mest på det sidste. I hvert fald var det glatstrikkede stribede foer bredere end de flerfarvede vanter.

Samtidig er jeg endt med meget brede (og også for lange) vanter, med en forholdsvis stram tommel. Det gjorde jeg også sidste år, og jeg kan høre at andre oplever samme problem - også selvom de strikker på en mindre pind. Jeg overvejede om jeg skulle have strikket på pind 2, det skulle jeg måske, men jeg er ikke fan af pind 2.

Både fordi vanterne er så store og fordi jeg cykler og dermed tænker at foer vil give lidt mere varme, valgte jeg at foere vanterne. Jeg samlede masker op nederst på manchetten tog lidt ind - 4 masker - på den første omgang og strikkede en indvendig de af manchetten, der matchede ydersiden med lodrette striber. Indvendig strikkede jeg bare ret, de udvendige striber skifter mellem ret og vrang.

Jeg glemte i øvrigt at strikke retmaskerne på manchetten drejet ret, da jeg startede vanterne. Det stod i opskriften, jeg havde læst det, men glemte det i forbifarten mellem flere farver og tungen lige i munden. Jeg besluttede at det var rigtig fint uden drejede masker og lod det være.







Øverst på den indvendige manchet samlede jeg igen masker op, og strikkede sammen, så manchetten sidder til inde i vanten.

Jeg havde stadig 4 masker mindre og strikkede ellers cirka efter opskriften, til jeg synes jeg nåede en passende længde og lukkede af. Jeg havde husket at tage ud til tommel. Jeg tog lige så mange masker ud, som opskriften angav.

Ved tomlen strikkede jeg igen masker sammen, så jeg havde noget færre masker end ydertomlen. jeg lukkede af ved at strikke to ret sammen to omgange, og trak tråden gennem de resterende masker.





Vanterne er varmere, men de er stadig meget store. Jeg går rundt og overvejer om jeg skal forsøge at filte dem en lille smule. Hvis de kan. Garnet er strømpegarn, men min erfaring med garnet fra Fingerborg i Stockholm siger at det godt kan filte en smule - med en smule krymp til følge.

Så måske.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan de ses lige her på Ravery.

Masker på en onsdag - Uge 1

Vi sprang ikke ind i det nye årti. Men vi stod på altanen, godt pakkede ind for det var koldt, og så den ene stjerne efter den anden folde sig ud på himlen, med armene låst i hinandens og ønskede godt nytår.

Ganske som vi plejer.





Resten af aftenen var også præget af plejer. Der er ikke så meget festivitas over vores nytårsaftener. Den godt mad plejer at stå højt. Det gjorde det ikke denne gang. Vi havde rester, der skulle spises, og selvom vi forsøgte at ophøje dem til noget mere spændende end de startede, var det ikke den gode mad, der dominerede aftenen.

Men det er også helt okey. Vi spiser god mad en anden dag. De fleste dage faktisk.


En anden ny nytårsoplevelse var zumba. Jeg startede gårsdagen med halvanden times nytårszumba. Det var sjovt. Ikke så godt for anklen, som jeg forvred for godt fjorten dage siden, men godt for resten af kroppen.

Selvom jeg stadig har svært ved visse trin, og på ingen måde føler mig let og elegant er det også stadig supersjovt og jeg møder gerne op en anden gang, når der er events ud over det sædvanlige.


Noget andet jeg også godt gider er at genoplive onsdagsmaskerne. Jeg kunne godt lide de ugentlige opdateringer, der ikke kun oplyser andre, men også har hjulpet mig selv til at holde styr på projekter og læste bøger.

Jeg kan ikke entydigt sige hvorfor det løb ud i sandet, men det er onsdag, et nyt år står for døren og ønsket om mere tid med bloggen har længe presset på, Så nu starter jeg med en ny omgang masker og bogstaver, helst om onsdagen, og håber det varer ved.













Læse

Jeg læser En lykkelig slutning af Maren Uthaug. Bogen er en julegave, og som det nogen gange er med gaver, ville jeg aldrig selv have valgt netop den her bog.

Jeg er godt over halvvejs, og den irritation jeg havde med læsningen til at starte med er for længst forbi. Det er svært at sætte ord på hvad der irriterede mig, jeg var ganske simpelt ikke overbevist gennem de første kapitler.

Men som historien udviklede sig, gennem generationer, har den vist sig at være en både underfundig og samtidig temmelig morbid historie der fortælles gennem det sidste medlem af en familie, der i generationer har arbejdet med døden og som gennemgående ikke bryder sig om hinanden, men som er nødt til at leve med hinanden.

Bogen er hurtigt læst, og jeg tager mig i at læse videre, når jeg egentlig godt ved det er tid til at slukke lyset for at sove.


Hækle:

Årets første dag bød velkommen til et nyt projekt. Der er babyer på vej, både blandt familie, venner og kolleger.

Min plan om at byde babyer velkommen med et hæklet dyr lever stadig, og en pudderfarvet elefant har stået på dagsordnen længe.

Jeg har ikke travlt. Altså har jeg nok planlagt garn og et nogenlunde farveforløb. Men selve starten behøvede ikke gå, før sidste år var omme.

Jeg er ikke nået meget længere end til de uendelige små midterfelter. Når de er overståede, går resten næsten som en leg.