Onsdagsmasker

Det var stadig mørkt, da jeg stoppede bog, kamera og strikketøj i tasken, fast besluttet på at tage billeder på en onsdag, selvom onsdag var en af dem med tidlige mødetider.

Fremme på skolen viste det sig at det tidlige møde er aflyst og flyttet til næste onsdag. Systemet har glemt at informere mig, og jeg var ikke udelt begejstret, da jeg kunne hive cyklen frem fra skuret igen og sætte kursen hjemad. Nok kan jeg finde på, men der er ingen grund til at møde fem timer før tid.

Lyset havde vundet frem, og ved Damhusengen fandt jeg en bænk med et bord og tog billeder med den disede eng som baggrund.











Læse:

Jeg oplever det igen og igen. Når historiske romaner runder nitten hundrede og tiden føles som noget jeg nærmest kan huske, læser jeg hurtigere, skal ikke længere runde hukommelsen helt så meget og tiden føles mere vedkommende. Og det skal siges, at jeg synes historie er spændende.

New York har rundet år nitten hundrede. Nye emigranter er på vej, frihedsgudinden tårner sig op i havnen og Harlem er ikke længere en landsby langt væk. Brooklyn og Staten Island regnes blandt city, et krak på Wall Street er afværget - det senere ender knapt så godt. Ved jeg - og forskellen mellem rig og fattig er til at føle på.

London har stadig stor indflydelse og opbygningen med familier, der følges gennem årene, danner en god ramme om fortællingen. Jeg er stadig optaget og holder af den gode historie.



Strikke:

Jeg havde det lille stykke af Daniels sweater med til Aarhus og det lykkedes at knække koden. Der måtte ses godt på udregningerne og mine optegnelser, som med  tiden er blevet noget svære at tyde, men efter et par forsøg, kører det.

Om lidt er jeg godt på vej med sweater nummer to, og burde måske nok optimere lidt på beregningerne, nedfældningerne og noterne, hvis jeg skal gøre mig håb om endnu en gang at kunne tyde mine tanker.

En betroet opgave

Klokken var to, Klubben åbnede og tredieklasserne væltede ind. Ved døren klumpede en flok fjerdeklassesdrenge sig sammen, med Ibrahiim som midtpunkt.





Lotte gik hen og spurgte interesseret om der var noget hun kunne hjælpe med. Ibrahiim knugede sin jakke, mens han fortalte, at den var gået i stykker, og han ville bare spørge om Pernille måske kunne sy den.

Gå ind og spørg hende, svarede Lotte, og han skyndte sig op til baren, hvor jeg stod og havde fulgt optrinnet. Ribkanten ved det ene ærme var næsten faldet af. Adspurgt viste det sig at han havde hængt fast i noget. Han kiggede med sine store brune øjne, mens han bekymret spurgte om jeg troede, jeg kunne lave den.

Det kunne jeg godt. Det var kun en syning, ikke noget overrevet stof, og nemt at gå til. Skal jeg så gå ned i klassen igen? spurgte han videre. Jeg vidste han først havde fri klokken tre, og lovede at den ville være færdig til den tid.

Kan du sy den med en blå tråd? Næsten råbte han på vej ud af døren. Det mente jeg nok kunne lade sig gøre.

Mens pigerne fandt hobbyprojekter frem, nogen hamrede, nogen malede og andre klippede i garn, fandt jeg nål og tråd - selvfølgelig en blå, der passede til jakken. Og mens der stadig blev hamret og malet og klippet i garn, syede jeg med mine fineste sting, først ydersiden, derefter indersiden fast til ribkanten og hængte jakken over en stol, inden jeg fortsatte med at hjælpe med søm, pensler og sakse.

Klokken tre stod han der, og spurgte om jakken mon var færdig. Det er den, sagde jeg og hentede den. Han kiggede først på det ene ærme, dernæst på det andet ærme, inden han udbrød: Man kan jo slet ikke se det!

Jeg fik et knus og Tusind, tusind tak, før han forsvandt ud af døren og ud i kulden sammen med de andre drenge fra fjerde klasse.


Mission accomplished.

Penalhus

Emilie ønskede et penalhus til skolestart, og i går kunne hun tage af sted med den lyserøde herlighed i tasken.





Det er temmelig stort - cirka fjorten gange toogtyve centimeter. Der er i hvert fald plads til det meste. Både blyanter, markører, kuglepenne og den uundværlige læbepomade.

Hun var træt, da hun kom hjem efter langt færre timer end en vuggestuedag indeholder. Hun havde ondt i hovedet, trods masser af vand. Det er set før, at overgangen fra arbejde til skole er hård og trættende.

Hun nåede at sove, inden aftenens gæster dukkede op. Hovedpinen var næsten forsvundet og svandt som aftenen gik. I morges var hun klar igen, medbringende masser af vand og det lyserøde penalhus.





Jeg har foldet af lyserøde detaljer fra bunken af gamle dameblade. Bunken jeg med mellemrum overvejer at smide ud, men som altså stadig har sin berettigelse. Mellem de lyserøde detaljer, har jeg indsat arabisk tekst fra en arabisk avis. Jeg aner ikke hvad der står, men det gør ikke noget, for teksen er smuk.

Og - viste det sig - ikke ret mange andre kan læse hvad der står. En af de arabisk læsende børn i Klubben forsøgte, men kunne ikke finde mening i de spredte budskaber. Fint tænkte jeg, og ved at danske tekster også er svære at forstå, når de er skåret ned til ukendelighed.

Avisen har jeg fundet på Hovedbanegården. Her kan jeg også finde aviser med kyrillisk skrift, mens jeg har fundet thailandske aviser hos den thailandske købmand. Kinesisk har jeg derimod endnu ikke fundet. Måske har jeg ikke ledt godt nok, måske ender jeg en dag med en kinesisk avis. De gad jeg godt.







Jeg har sluttet af med en lyserød lynlås, som heldigvis lå i skuffen og en lædersnor og lyserøde perler afløse det lille håndtag i skyderen, som kan være svær at nå mellem de hårde takker i penalhusets kant.

For ekstra rum til indhold, har jeg kurvet forsiden, mens bagsiden er helt lige. Formen opnår jeg ved at bruge felter af forskellig størrelse, efter et sindrigt system, jeg udviklede for mange år siden - for det er faktisk mange år siden, jeg første gang flettede tasker.





Penalhuset endte helt som Emilie havde forestillet, blev hurtigt fyldt og havnede i tasken sammen med alle de andre skoleting.

Men jeg fik billeder op

En fridag giver tid til langsommelighed, også selvom der er indlagte lister.

Jeg skrev en lang liste, da vi nåede hjem i aftes. Jeg havde planer om gulvvask i hele hytten, men gulvvask tager altid længere tid end forventet, og foreløbig er jeg ikke nået længere end til ministuen, der blev til, da en væg blev sat op og var Daniels værelse, til han flyttede hjemmefra.







Sidste år fik jeg sat sofaen derind. Der er lige plads. Den står nærmest i spænd. Det betyder at selvom rummet er lille, tager det tid at afmontere sofa, skille ad og flytte rundt med de to dele, så både støvsuger og gulvklud kan komme til. Helst ikke samtidig.

Undervejs kom jeg i tanke om billederne, jeg malede for flere år siden og har haft skiftende planer om hvor skal hænge. Nu kom de op. Der blev støvsuget endnu en gang, gulvkluden tog endnu en tørn og det færdige resultat er så fint.

Da jeg havde boremaskine, rawlplugs og skruer fremme, kom også Emilies lille hånd op at hænge. Den dukkede op da jeg tømte en skuffe for et par uger siden. Emilie spottede selv det bedste sted at hænge den, og trods tid og hengemt snavs i ubehandlet gips, er den stadig fin. Bestemt fin sammen med tegningerne jeg tegnede en gang for længe siden. Og billederne min mor har malet.





På modsatte væg hænger et billede Daniel malede dengang han stadig gik i børnehave og brugte timer samme med mormor og maling. Han lavede mange. De kom mange steder hen, og jeg har det her tilbage.

Og pludselig endte stuen med at indeholde hele familien. Helt perfekt og ganske hyggeligt.

Så kan det godt være det med støvsugning og gulvvask ikke nåede så langt. Det er helt okey på en fridag, og inden jeg så mig om fik jeg også aftalt fælles spisning med Daniel og Amalie i aften.





Så måske jeg alligevel skulle se at nå den store stue - eller den del af stuen der blev tilbage, dengang vi byggede væg og Daniel fik et værelse. Det kunne være rart med rene gulve - og jeg kan vist godt lige nå det.


Og jo -jeg mangler stadig at reparere hullerne fra dengang stuen var Daniels værelse...

Dagen derpå

Det er kun to uger siden Nina ringede og inviterede på middag lørdag aften. Selv med kort varsel tager vi gerne på weekend hos yndlingsfamilien, specielt når der er gode grunde til det.





Lærke skulle fejres. Efter fire år i butikken, kan hun nu kalde sig butiksuddannet, og sammen med alt den anden uddannelse hun har taget undervejs, er hun efterhånden godt på vej mod sit mål.

En færdig uddannelse kalder ikke kun på en ny titel, men også mere i lønningsposen - hvilket hun selv og uden de store falbelader benhårdt argumenterede sig til. For selvom ingen er sikret fortsat arbejde i et firma, når en uddannelse er slut, er der ingen planer om at sige farvel til netop Lærke. Og det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en lønforhandling.









Allerede inden butiksuddannelsen var slut, har hun været af sted og kan kalde sig kostvejleder og startede med begyndelsen af januar også på det - vistnok temmelig hårde - akupunktørstudie.

Det blev en skøn aften i dejligt selskab. Det blev sent og i dag har vi sovet længe, inden resterne af gårsdagen er pakket væk og vi har nydt tiden i stille selskab med hinanden.





Nu er dagen godt i gang og der går ikke længe inden vi pakker os sammen og finder toget tilbage mod København og hverdagen. Emilie blev hjemme til en arbejdsweekend, og har lovet at have aftensmaden klar, når vi kommer hjem. Anders skal tidligt op i morgen, og jeg valgte at bruge en af de sidste feriedage (som der var flere af end forventet) til en fridag i morgen.

Jeg kan snildt bruge en fridag i morgen.

Lyserød vemodighed

Fredag er skudt godt i gang, og lige om lidt er det weekend.





Fredag markerer ikke kun afslutningen på en arbejdsuge, fredag er også Emilies sidste dag i praktik. Forude venter måneder med skolegang, inden et nyt praktikforløb. Det er både spændende og vemodigt. Mest det sidste. Tanken om skolen trækker ikke voldsomt, men sådan er det at være i gang med en uddannelse.

Hendes ønske om et nyt penalhus, når hun træder ind ad døren på SOSU-C på mandag, blev mere og mere vigtigt. Altså klippede og tapede jeg alle de lyserøde detaljer fra gamle dameblade, hun havde fundet frem og tillagde en arabisk avis med den smukke skrift som baggrund, inden jeg hoppede ud i folderiet, og slet ikke har rørt garn de sidste dage.

Den skal nok blive færdig, og kommer med til Aarhus, når vi tager af sted i aften.







Jeg pakker. Det hele skal være klart, når jeg kommer hjem. Billetterne er bestilt, og jeg glæder mig. Anders har mere tid til pakkeriet, og kan tage de mere roligt, når han træder ind ad døren, timer inden jeg gør.

Med i pakningen skal de sidste to muffins, Emilie bagte i går, og efterlod til os, inden hun tog resten med som afsked i vuggestuen i dag. Jeg er ret sikker på, der nok skal blive fældet en tåre, når hun tager derfra. Jeg er også sikker på at det bliver godt at komme tilbage og vidensdele med kammeraterne på skolen, og at der venter nye spændende praktiksteder, når hun skal ud i virkeligheden igen.





Men først venter arbejde. Fredag er en af de skønne dage, med tid til planlægning, forældreinformation og hygge med de børn, der ikke holder tidlig weekend. Fredag er en dejlig dag.

God weekend.

Onsdagsmasker

Det er onsdag, og pludselig er jeg færdig med alle de små ting, der har fyldt de sidste uger. Trods flere igangværende projekter, var det svært at beslutte hvad jeg strikker nu.

Meget mærkelig oplevelse...












Læse:

Borgerkrigen er i fuld gang. Umiddelbart er New York ikke ramt og unge piger tager på ferie, mens ægtepar skændes over spørgsmålet om slaveri og afskaffelse af samme. Lincoln er ikke lige vellidt og selvom jeg ved hvordan det ender er der også detaljer, jeg aldrig har hørt om.

Muligvis fordi det ikke har været vigtigt.


Strikke:

Med blomster af flere slags færdiggjort, fandt jeg projekt-sweater-til-både-Anders-og-Daniel frem. Anders' er nået dertil, hvor omgang efter omgang tager hinanden, hvor det ikke er nødvendigt med den store tankevirksomhed, når bare jeg husker snoningerne og at hver anden pind strikkes helt som maskerne viser.

Daniels derimod. Den er ikke nået langt. Og det er nu det bliver spændende om alle de beregninger og omstrikninger jeg har lavet med den første, kan omdannes til en lidt mindre model og virke i første forsøg. Men selvom beregningerne langt hen ad vejen er fikset - skal tungen stadig holdes lige i munden og tankevirksomheden ikke pakkes for langt væk.

Altså kan det godt være forsøget venter lidt, og den uden tankevirksomhed kommer med til Aarhus i weekenden.

resourcer og genbrug

Dagens foreløbige punktum blev sat på Vestforbrænding, hvor aftenens skolebestyrelsesmøde var henlagt.





Vores elever besøger med jævne mellemrum Vestforbrænding i undervisningsøjemed. Både børn og voksne plejer at have julelys i øjnene, når de kommer tilbage. Der er ingen tvivl om at de kan noget derude på fabrikken.

Desværre har jeg aldrig selv haft fornøjelsen. Jeg håber stadig på at komme med en dag, og glædede mig til den rundvisning vi var blevet lovet.







At mødet fandt sted på så anderledes et sted end skolen, handler om den partnerskabsaftale Vestforbrænding og skolen har indgået i forbindelse med den Grønne Skole.

Jeg må indrømme at jeg havde håbet på en tour rundt på fabrikken, havde håbet at se ovne og sorteringsmuligheder. Det fik vi ikke. I stedet fik vi en tur rundt i vestforbrændings undervisningslokaler.

Det lækre lokale, der skal videreudvikles og handle om innovation og elevernes egene ideer, Powerlab for de store, Wastelab og Skraldelev, hvor de små elever får et indblik i sortering af affald, genbrug og resourcer. Alt sammen noget, der kan inspirere til egne undersøgelser og mere undervisning tilbage på skolen.









Det er vildt så meget de kan derude i undervisningsafdelingen, og tanken om at være med til at udvikle endnu mere er så afgjort tiltalende.

Det var et spændende besøg og et produktivt møde. Men jeg vil altså stadig gerne se fabrikken.