Årets sidste vigtige traditioner

Midt mellem planlægning, børnepasning, flytning af hobbylokale, skrivning af breve og programmer og skiltemaling er der også traditioner at passe. Traditioner, der heldigvis er så gennemprøvede at det næsten bliver venstrehåndarbejde. Vi kører på rygraden og er opmærksomme på at deltagerne skal have en god oplevelse.

I aftes tændte vi op i grillen og tog i mod næsten hundrede mennesker, da vi bød velkommen til alle de nye små og deres søskende og forældre. Mange kender os fra større søskende og flere havde mange spørgsmål at stille.

For et par timer glemte vi alt om cirkusfest og planlægning, nød samværet, svarrede på spørgsmålene og var glade for det gode vejr. Alle var glade og jeg tror på at sådan en aften er en god investering i den fremtidige forældregruppe, der havde en god oplevelse og bliver trygge i at lade os passe deres børn.

I dag er der overnatning. I telt. Mig og mine. Fjorten børn og to voksne. Ungerne har lavet en liste så lang, og jeg har valgt ud og forsøgt at få alting med. Det meste bliver som det plejer og her er rygraden også god at have med. Men også noget nyt sniger sig ind. De havde ønske om bacon, æg og pandekager til morgenmad. Jeg ved vi har en stor plade til bålpladsen, så selvfølgelig steger vi bacon og æg over bål i morgen. Pandekagerne kan der vel også blive plads til, og så dropper jeg de hjemmebagte boller denne gang.

Lige nu regner det, jeg har fundet sovepose og liggeunderlag frem. Jeg satser på at finde det varme undertøj til i aften og så vidt vejrudsigten melder skal det nok klare op i løbet af dagen.

I morgen skal jeg sove...

Nu med lange lister

Tirsdag skød fjorten dage med fuld fart i gang. Ingen stille opstart, bare derudaf i ren hektisitet. Jeg vidste det godt, var forberedet og glæder mig til to uger grænsende til stress.

Der er altid mange arrangementer i juni. Og maj. Når de mange traditioner toppes af et kæmpearrangement, kan det ikke undgåes at vi skal løbe stærkt. Vi gør det med et smil, og det skal nok blive godt.

Og med hektiske dage kan weekenden godt gå hen og blive hellig. Altså ingen aftaler i førstkommende weekend. Det er planlagt for længe siden. Sådan må det være, og det passer mig ganske fint.

Hav en god torsdag.. Jeg vil løbe ud i den :)

Clue #2

Inden ugen for alvor blev skudt i gang lykkedes det mig at færdiggøre anden del af Kirsten Kapurs mystiske sjal.

Jeg tror det bliver fint. Og blødt.

Og med hjerter.

En skov og en tur i skoven

Det er lige før vejret var for godt, da vi hankede op i os selv og tog mod byen, mod sushi og mod en bænk i Søndermarken. Solen skinnede så det var en lyst, og hvert eneste skridt fik sveden til at dryppe fra os.

Jeg kan godt lide solskin, sommer og varme. Jeg kan også godt lide at det muligt at søge ind i skyggen, kigge ud mod solen og nyden varmen.

Så det gjorde vi.

Undervejs samlede vi Sille op. Det var aftalt, og når hun nu bor lige ved siden af Søndermarken virkede det som en god ide. Vi sad på bænken, til solen var så langt væk og skyggerne så mørke at jeg begyndte at fryse og sengetider pludselig blev håndgribelige.

Nu er vi hjemme igen, og jeg nyder synet af den skov Emilie hemmeligt har købt og givet mig. En lillebitte skov, på bare fire træer, der pynter og hygger. Vistnok tænkt som adventsstage, men hvem bestemmer egentlig det?

På dagen

Dagen er startet skønt. Emilie startede forberedelserne for flere dage siden, med indkøb og lister. I aftes dækkede hun bordet og i formiddags lavede hun brunch.

Pandekager, lækker salat og grillede pølser af den gode slags. på sidelinien havde hun sørget for både kaffe, the, juice og kakao. Jo der var noget for enhver.

Et besøg af min mor og Annelise forøgede på hyggebarometeret og nu hygger vi videre, inden vi i aften tager i Søndermarken og spiser sushi.

Det er skønt at have fødselsdag, når solen skinner.

Turèlls alfabet

På vej mod Nybrovej og IKEA i Gentofte gik jeg ad Vangede Bygade. Der hvor jeg troede jeg skulle til højre ad en mindre vej, åbnede en plads og pludselig stod jeg over for et helt alfabet tronende midt på pladsen.

Den lille trekantede Dan Turèlls Plads i Vangede danner rammen om et værk af Kenn André Stilling. Hele alfabetet med tegnsætning placeret på en forhøjning midt på pladsen. Bogstaverne er mellem en og tre en halv meter høje og læner sig op ad hinanden i en skøn forening.

Alfabetet var Turèlls værktøj og værket er en hyldest til forfatteren, opsat på pladsen den dag han ville være fyldt en og tres. Alt det vidste jeg ikke, da jeg stod på pladsen, men meget kan man læse sig til, og viden gør ikke værket mindre spændende.

De to sider af den trekantede plads er kantet af den længste bænk jeg nogen sinde har set, og da jeg vidste at IKEA ikke ville indbyde til skønne omgivelser, satte jeg mig på bænken og nød en halv time med strikketøj og det vand jeg havde fundet hos købmanden længere nede ad gaden.

Havde jeg haft en bog med, tænker jeg det ville have været det helt rigtige sted at slå sig ned med læsning og nydning af solen.

Værket er ikke kun fint at se på. Det er også et fantastisk klatrestativ. Flere forældre med børn i alle størrelser kom forbi mens jeg sad der. Alle børnene blev dragede mod klatremuligheden og mens de større udforskede bogstaverne, synes de små det var sjovt at blive væk. En enkelt nåede dog at blive en smule ked, da han pludselig ikke kunne finde farmand igen.

Jeg gjorde det ikke, men jeg kan godt forstå tiltrækningen, og jeg tænker det må være spændende at kravle rundt mellem de store bogstaver og fortabe sig i mulighedernes verden. Sikke mange historier sådan en samling kan fortælle.

Siden hankede jeg op i taskerne igen og måtte senere sande, at selvom jeg ikke var ude for at slikke sol, havde solcreme måske været en god ide.

Mere rigdom

For et år siden fik jeg en hel bunke strømpegarnsrester. Jeg følte mig rig.

Målet for turen i går var endnu en portion af det rene guld. Jeg føler mig mere rig. Nu bugner min kasse med strømpegarn igen, og selvom jeg egentlig ikke forestillede mig at skulle strikke sokker lige nu, kan det godt være jeg ikke kan lade være.

Mon ikke Daniel trænger...

Tusind, tusind, tusind tak :)

I solskin og med fuglefløjt

Der er pænt i Gladsaxe. Og i Bagsværd og Gentofte. Men er der ikke det, de fleste steder når solen skinner og fuglene synger?

Jeg havde et ærinde i Gladsaxe i dag. Jeg har også længe manglet lidt småting fra IKEA. Med god tid fik jeg slået to fluer med et smæk.

Altså startede jeg ud foran rådhuset i Gladsaxe. På pladsen foran var loppemarked, det så hyggeligt ud, men gav også anledning til en smule besvær med at finde hinanden. Jeg nåede slet ikke så langt som til at tænke at skulle lede. Jeg satte mig bare i solen og nød. Så er det godt andre kan finde på at flytte sig og finde mig.

Fra rådhuset gik jeg en smule tungere læsset mod IKEA. IKEA i Gentofte ligger ikke mere en lidt over to kilometer fra rådhuset i Gladsaxe, og i dagens vejr skulle man være et skarn hvis ikke sådan en tur i solen kunne nydes. Så jeg nød og gik langs villaveje med imponerende bygninger og fine haver.

Og helt stille. Jeg følte mig næsten hensat til landlig idyl. Ikke en lyd var at høre. Bare solen, fuglenes triller og mine fødders gang over fortovsfliserne. Det var let at føle sig hensat til et sted langt væk fra byen, og som læste nogen mine tanker fulgte vejnavnene mig med ud på landet.

Fra Gladsaxe gik jeg gennem Bagsværd. Præcis hvor grænsen går, er jeg ikke sikker på, men jeg er ret sikker på hvornår jeg nåede grænsen til Gentofte. I Gentofte er vejskiltene nemlig udstyret med hjerter over j'erne i vej. Jeg har altid syntes det er så hyggeligt med den hjerteprydede skiltning.

Da jeg nåede Gentofte begyndte den landlige idyl så småt at forsvinde til fordel for mere og mere anmasende bylyde. Først en enkelt bil på gennemkørsel, siden flere. Og da jeg drejede til venstre ud af villakvarteret, forretninger, mere trafik og en mulighed for at tanke op og harmonere den væskebalance jeg ikke hjemmefra havde overvejet ville være en god ide.

Mellem skingre højtalere og kæderygende gæster

Sille og jeg var i Tivoli i aftes. Agnes Obel spillede på Plænen. Jeg kan godt lide Agnes Obel, Sille vidste ikke rigtigt hvad hun gik ind til.

Måske var vi bare uheldige, musikken var der ikke noget i vejen med, men enten er Plænen ikke bedst egnet til flygel og cello eller også var puplikummet ikke det bedst valgte. Jeg er glad for oplevelsen, men står alligevel tilbage med følelsen af at Agnes Obel gør sig bedst hjemme i sofaen. Eller en intimscene på en lille café. Hvis ikke i et koncerthus der kan klare lydene fra cello, violin og flygel uden at skingre lyde undslipper højtalerne.

Lydene var ikke det værste, det kunne jeg godt abstrahere fra. Det værste var nok, at de langtrukne toner, de lange numre og det langsomme ved hele fremførelsen fik folk omkring os til at snakke højlydt, fjolle og vælte frem og tilbage i en uendelighed.

Om det var umuligheden af dans og sammenpressethed, der fik rygerne til at tænde den ene cigaret med den anden kan jeg ikke rigtigt gennemskue. Måske stod vi bare forkert, men aldrig har jeg oplevet så meget cigaretrøg til en koncert. Jeg er ikke tilhænger af cigaretrøg og for mig blev det forstyrrende.

Jeg synes stadig musikken var god. Jeg er stadig glad for oplevelsen og den anderledes fremførsel en koncert giver. Men som vi stod der mellem mennesker der ikke hørte efter, ikke kunne beslutte sig om de skulle blive eller gå hjem og med duften af andet end cigaretrøg i næsen, står jeg alligevel tilbage med viden om at det ikke er der jeg skal søge hen næste gang jeg gerne vil høre den type musik sammen med andre, end dem der kan sidde i min sofa.

På den anden side er det altid hyggeligt at være sammen med Sille. Og jeg er en oplevelse rigere.