For et år siden fik jeg en hel bunke strømpegarnsrester. Jeg følte mig rig.
Målet for turen i går var endnu en portion af det rene guld. Jeg føler mig mere rig. Nu bugner min kasse med strømpegarn igen, og selvom jeg egentlig ikke forestillede mig at skulle strikke sokker lige nu, kan det godt være jeg ikke kan lade være.
Mon ikke Daniel trænger...
Tusind, tusind, tusind tak :)
Der er pænt i Gladsaxe. Og i Bagsværd og Gentofte. Men er der ikke det, de fleste steder når solen skinner og fuglene synger?
Jeg havde et ærinde i Gladsaxe i dag. Jeg har også længe manglet lidt småting fra IKEA. Med god tid fik jeg slået to fluer med et smæk.
Altså startede jeg ud foran rådhuset i Gladsaxe. På pladsen foran var loppemarked, det så hyggeligt ud, men gav også anledning til en smule besvær med at finde hinanden. Jeg nåede slet ikke så langt som til at tænke at skulle lede. Jeg satte mig bare i solen og nød. Så er det godt andre kan finde på at flytte sig og finde mig.
Fra rådhuset gik jeg en smule tungere læsset mod IKEA. IKEA i Gentofte ligger ikke mere en lidt over to kilometer fra rådhuset i Gladsaxe, og i dagens vejr skulle man være et skarn hvis ikke sådan en tur i solen kunne nydes. Så jeg nød og gik langs villaveje med imponerende bygninger og fine haver.
Og helt stille. Jeg følte mig næsten hensat til landlig idyl. Ikke en lyd var at høre. Bare solen, fuglenes triller og mine fødders gang over fortovsfliserne. Det var let at føle sig hensat til et sted langt væk fra byen, og som læste nogen mine tanker fulgte vejnavnene mig med ud på landet.
Fra Gladsaxe gik jeg gennem Bagsværd. Præcis hvor grænsen går, er jeg ikke sikker på, men jeg er ret sikker på hvornår jeg nåede grænsen til Gentofte. I Gentofte er vejskiltene nemlig udstyret med hjerter over j'erne i vej. Jeg har altid syntes det er så hyggeligt med den hjerteprydede skiltning.
Da jeg nåede Gentofte begyndte den landlige idyl så småt at forsvinde til fordel for mere og mere anmasende bylyde. Først en enkelt bil på gennemkørsel, siden flere. Og da jeg drejede til venstre ud af villakvarteret, forretninger, mere trafik og en mulighed for at tanke op og harmonere den væskebalance jeg ikke hjemmefra havde overvejet ville være en god ide.
Sille og jeg var i Tivoli i aftes. Agnes Obel spillede på Plænen. Jeg kan godt lide Agnes Obel, Sille vidste ikke rigtigt hvad hun gik ind til.
Måske var vi bare uheldige, musikken var der ikke noget i vejen med, men enten er Plænen ikke bedst egnet til flygel og cello eller også var puplikummet ikke det bedst valgte. Jeg er glad for oplevelsen, men står alligevel tilbage med følelsen af at Agnes Obel gør sig bedst hjemme i sofaen. Eller en intimscene på en lille café. Hvis ikke i et koncerthus der kan klare lydene fra cello, violin og flygel uden at skingre lyde undslipper højtalerne.
Lydene var ikke det værste, det kunne jeg godt abstrahere fra. Det værste var nok, at de langtrukne toner, de lange numre og det langsomme ved hele fremførelsen fik folk omkring os til at snakke højlydt, fjolle og vælte frem og tilbage i en uendelighed.
Om det var umuligheden af dans og sammenpressethed, der fik rygerne til at tænde den ene cigaret med den anden kan jeg ikke rigtigt gennemskue. Måske stod vi bare forkert, men aldrig har jeg oplevet så meget cigaretrøg til en koncert. Jeg er ikke tilhænger af cigaretrøg og for mig blev det forstyrrende.
Jeg synes stadig musikken var god. Jeg er stadig glad for oplevelsen og den anderledes fremførsel en koncert giver. Men som vi stod der mellem mennesker der ikke hørte efter, ikke kunne beslutte sig om de skulle blive eller gå hjem og med duften af andet end cigaretrøg i næsen, står jeg alligevel tilbage med viden om at det ikke er der jeg skal søge hen næste gang jeg gerne vil høre den type musik sammen med andre, end dem der kan sidde i min sofa.
På den anden side er det altid hyggeligt at være sammen med Sille. Og jeg er en oplevelse rigere.
Der skal mange ting til at et skoleår hjemmefra bliver en succes. Vi har fået en liste så lang over nødvendigheder, der skal medbringes. Foreløbig er det begrænset hvad vi har indkøbt. Det kommer tænker jeg, og har stadig god tid.
En ting jeg havde knap så god tid med er hjælpemidler. Dengang vi tog til madmarked i Sorø, var det med en plan om at vide noget mere i hjælpemiddelsektionen, når vi nåede hjem. Jeg blev ikke klogere, nærmest tvært imod. Og da jeg dagen efter blev ringet op af en viceforstander, der satte spørgsmålstegn ved om skolen overhovedet var det rigtige for Emilie, blev jeg harm. Harm over ikke at blive hørt og forstået, og harm på Emilies vegne over manglende vilje.
Dengang var det påske og mulighederne for at spørge om hjælp alle lukkede. Men førstedagen efter stod jeg hos Gurli og spurgte om hjælp til videre skridt. Gurli er leder af ordblindeskolen, og dengang Emilie ikke blev anerkendt som ordblind, men blot skulle koncentrere sig lidt mere, en kæmpe hjælp til selvhjælp.
Derfor var det også hende jeg gik til, vel vidende at hun ikke umiddelbart kunne gøre noget. (Og så endte det i virkeligheden med at Gurli blev den største hjælp). Hun foreslog Uddannelsesvejlederen og kunne godt huske noget om at i tienden klasse opstår der ind imellem kasteboldsituationer, når det ene sted mener det andet skal hjælpe.
Uddannelsesvejlederen kastede sig ind i kampen, men nåede aldrig rigtig meget længere, end til at konstatere at et medlemskab af NOTA er livsvarigt. NOTA er et digitalt bibliotek for læsehæmmede af den ene eller den anden art og et medlemsskab opnåes via lægen, læreren eller anden person med viden nok til at kunne retfærdiggøre. Emilie er blevet meldt ind i sin tid på ordblindeskolen og bruger NOTA rigtig meget i forhold til skønlitterær læsning.
Mens uddannelsesvejlederen forsøgte sig i en retning, blev vi enige om at jeg skulle prøve en anden. Jeg ringede til kommunen og blev sendt fra den ene afdeling til den anden, inden jeg endte i skoleafdelingen, som i første omgang afslog. Problemet viste sig at være, at Emilie ikke tidligere har haft en IT-rygsæk. Hvorfor skulle hun så have en nu?
Jeg følte mig slået tilbage til dengang anerkendelsen af ordblindheden var en by i Rusland, og forsøgte at overbevise om at behovet er reelt. Heldigvis valgte manden i skoleafdelingen at ringe til ordblindeskolen, hvor Gurli kunne fortælle at Emilie er ordbind, at hun aldrig har haft en IT-rygsæk fordi muligheden dengang var at blive i egen klasse med IT-rygsæk eller at blive flyttet til ordblindeskolen med de muligheder de har der, og at Emilie absolut har et behov.
Det gjorde udslaget.
I tirsdags kunne vi hente udstyret hos PUC (Pædagogisk UdviklingsCenter) i Rødovre. Og tænk, jeg troede at det hele skulle afleveres igen, når næste skoleår er slut. Men nej! Hun må beholde det hele til hun fylder atten. Forudsat at vi ikke flytter fra kommunen.
Computeren er brugt men både headset og håndscanner er helt nye. Headsettet endda ret lækkert og sådan et der må kunne passe til ethvert øre. Tasken det hele kommer i er også brugt. Temmelig nusset og ikke særlig lækker forresten. Den lugter også siger Emilie. Men det er et mindre problem. Hun skal nok komme af sted med en meget finere og lækre taske.
Ingen tvivl om det!
Fik jeg sagt vi er glade? Det er vi. En stor sten er vendt.
Et af de nye projekter er et sjal... Som om jeg ikke har nok. Endda et mystisk et af slagsen. Jeg kunne ganske simpelt ikke lade være.
Kirsten Kapurs Mystery Shawl 2014. Eller Through The Loop Mystery Shawl 2014. Kært barn har mange navne. Dels kan jeg rigtig godt lide Kirsten Kapurs opskrifter. De er så gennemarbejdede og lette at gå til. Dels kan jeg godt lide at hun på forhånd afslører lige præcis nok til, at jeg bliver nysgerrig.
Det er ikke meget hun fortæller. Men nok. Formen. En lav trekant og jeg er med. Jeg kan godt lide trekantede sjaler. Jeg er ikke særlig vild med runde eller aflange sjaler. Havde det været sådan et, var jeg ikke sprunget på. Eller havde jeg ikke fået lige præcis den oplysningen, var interessen også forsvundet.
Jeg ved det, for jeg kigger ind imellem på andres mysterier. Første punkt er altid om formen bliver præsenteret. Bliver den ikke det, springer jeg slet ikke videre til punkt nummer to: Hvad har designeren tidligere lavet? Og er det spændende nok til at jeg har lyst til at være med? Jeg er efterhånden temmelig kritisk. Men med Kirsten Kapur ved jeg hvad jeg får.
Fem clues. Første del er færdig.
Jeg besluttede at jeg ikke ville købe nyt garn til projektet. Måske derfor sprang jeg ud i noget nyt. Tyndere garn på tykkere pinde. Eller tyndere garn på pinde beregnet til tykkere garn. Eller hulstrik. Lace. Kald det hvad I vil. Det har jeg ikke gjort så meget i før.
Jeg synes det bliver rigtig fint. Og det vejer ingenting. Garnet er Rasmillas yndlings. I blå. Jeg har muligvis ikke nok i den ene blå, men så har jeg en anden, der ser fin ud til og godt kan gå hen og blive en slags kant, når jeg når så langt.
Næste del kommer på søndag.
Grundlovsdag er fridag og jeg har lavet ingenting. Absolut ingenting. Ingenting er i min bog at drive i sofaen, strikke og se film. Det har været godt.
I morgen er der arbejde igen. Der er skilte, der skal males og plakater, der skal trykkes. Det skal nok blive en dag med fart i. Jeg havde egentlig håbet på at skulle på middelaldermarked i samarbejde med skolen. Det blev ikke til noget, men sklite og plakater kan også rigeligt fylde dagen ud.
Lige nu.... Vil jeg fortsætte med ingenting.
Mit job er alsidigt. Det er noget af det jeg bedst kan lide ved det. Alsidigheden og så samværet, det sociale og se børn vokse og tænke og blive hele mennesker.
I dag spillede vi fodbold. Eller børnene spillede fodbold. Jeg kiggede bare på. Og tog billeder.
De fik sølv. Både pigerne og drengene. De var glade, og bagefter grillede vi sammen med de andre hold. Det var skønne timer, og lidt bagved melder tanken om hvorvidt vi også kan få en turnering stablet på benene næste år.
Næste år er stadig lidt usikkert.
Tiden går hurtigt for øjeblikket. Dagene er fyldt op, og jeg er træt når jeg kommer hjem. Måske er det derfor, det er svært at holde fokus. Måske er det derfor, det er lykkedes mig at starte tre nye projekter i løbet af tre dage...
