Første skridt på vejen

Der skal mange ting til at et skoleår hjemmefra bliver en succes. Vi har fået en liste så lang over nødvendigheder, der skal medbringes. Foreløbig er det begrænset hvad vi har indkøbt. Det kommer tænker jeg, og har stadig god tid.

En ting jeg havde knap så god tid med er hjælpemidler. Dengang vi tog til madmarked i Sorø, var det med en plan om at vide noget mere i hjælpemiddelsektionen, når vi nåede hjem. Jeg blev ikke klogere, nærmest tvært imod. Og da jeg dagen efter blev ringet op af en viceforstander, der satte spørgsmålstegn ved om skolen overhovedet var det rigtige for Emilie, blev jeg harm. Harm over ikke at blive hørt og forstået, og harm på Emilies vegne over manglende vilje.

Dengang var det påske og mulighederne for at spørge om hjælp alle lukkede. Men førstedagen efter stod jeg hos Gurli og spurgte om hjælp til videre skridt. Gurli er leder af ordblindeskolen, og dengang Emilie ikke blev anerkendt som ordblind, men blot skulle koncentrere sig lidt mere, en kæmpe hjælp til selvhjælp.

Derfor var det også hende jeg gik til, vel vidende at hun ikke umiddelbart kunne gøre noget. (Og så endte det i virkeligheden med at Gurli blev den største hjælp). Hun foreslog Uddannelsesvejlederen og kunne godt huske noget om at i tienden klasse opstår der ind imellem kasteboldsituationer, når det ene sted mener det andet skal hjælpe.

Uddannelsesvejlederen kastede sig ind i kampen, men nåede aldrig rigtig meget længere, end til at konstatere at et medlemskab af NOTA er livsvarigt. NOTA er et digitalt bibliotek for læsehæmmede af den ene eller den anden art og et medlemsskab opnåes via lægen, læreren eller anden person med viden nok til at kunne retfærdiggøre. Emilie er blevet meldt ind i sin tid på ordblindeskolen og bruger NOTA rigtig meget i forhold til skønlitterær læsning.

Mens uddannelsesvejlederen forsøgte sig i en retning, blev vi enige om at jeg skulle prøve en anden. Jeg ringede til kommunen og blev sendt fra den ene afdeling til den anden, inden jeg endte i skoleafdelingen, som i første omgang afslog. Problemet viste sig at være, at Emilie ikke tidligere har haft en IT-rygsæk. Hvorfor skulle hun så have en nu?

Jeg følte mig slået tilbage til dengang anerkendelsen af ordblindheden var en by i Rusland, og forsøgte at overbevise om at behovet er reelt. Heldigvis valgte manden i skoleafdelingen at ringe til  ordblindeskolen, hvor Gurli kunne fortælle at Emilie er ordbind, at hun aldrig har haft en IT-rygsæk fordi muligheden dengang var at blive i egen klasse med IT-rygsæk eller at blive flyttet til ordblindeskolen med de muligheder de har der, og at Emilie absolut har et behov.

Det gjorde udslaget.

I tirsdags kunne vi hente udstyret hos PUC (Pædagogisk UdviklingsCenter) i Rødovre. Og tænk, jeg troede at det hele skulle afleveres igen, når næste skoleår er slut. Men nej! Hun må beholde det hele til hun fylder atten. Forudsat at vi ikke flytter fra kommunen.

Computeren er brugt men både headset og håndscanner er helt nye. Headsettet endda ret lækkert og sådan et der må kunne passe til ethvert øre. Tasken det hele kommer i er også brugt. Temmelig nusset og ikke særlig lækker forresten. Den lugter også siger Emilie. Men det er et mindre problem. Hun skal nok komme af sted med en meget finere og lækre taske.

Ingen tvivl om det!

Fik jeg sagt vi er glade? Det er vi. En stor sten er vendt.

Fin og let og (næsten) ligetil

Et af de nye projekter er et sjal... Som om jeg ikke har nok. Endda et mystisk et af slagsen. Jeg kunne ganske simpelt ikke lade være.

Kirsten Kapurs Mystery Shawl 2014. Eller Through The Loop Mystery Shawl 2014. Kært barn har mange navne. Dels kan jeg rigtig godt lide Kirsten Kapurs opskrifter. De er så gennemarbejdede og lette at gå til. Dels kan jeg godt lide at hun på forhånd afslører lige præcis nok til, at jeg bliver nysgerrig.

Det er ikke meget hun fortæller. Men nok. Formen. En lav trekant og jeg er med. Jeg kan godt lide trekantede sjaler. Jeg er ikke særlig vild med runde eller aflange sjaler. Havde det været sådan et, var jeg ikke sprunget på. Eller havde jeg ikke fået lige præcis den oplysningen, var interessen også forsvundet.

Jeg ved det, for jeg kigger ind imellem på andres mysterier. Første punkt er altid om formen bliver præsenteret. Bliver den ikke det, springer jeg slet ikke videre til punkt nummer to: Hvad har designeren tidligere lavet? Og er det spændende nok til at jeg har lyst til at være med? Jeg er efterhånden temmelig kritisk. Men med Kirsten Kapur ved jeg hvad jeg får.

Fem clues. Første del er færdig.

Jeg besluttede at jeg ikke ville købe nyt garn til projektet. Måske derfor sprang jeg ud i noget nyt. Tyndere garn på tykkere pinde. Eller tyndere garn på pinde beregnet til tykkere garn. Eller hulstrik. Lace. Kald det hvad I vil. Det har jeg ikke gjort så meget i før.

Jeg synes det bliver rigtig fint. Og det vejer ingenting. Garnet er Rasmillas yndlings. I blå. Jeg har muligvis ikke nok i den ene blå, men så har jeg en anden, der ser fin ud til og godt kan gå hen og blive en slags kant, når jeg når så langt.

Næste del kommer på søndag.

Av, av, av...

Vi trænede i går.

I dag kan jeg konstatere, at jeg lavede mavebøjningerne korrekt.

Midt i en kort uge

Grundlovsdag er fridag og jeg har lavet ingenting. Absolut ingenting. Ingenting er i min bog at drive i sofaen, strikke og se film. Det har været godt.

I morgen er der arbejde igen. Der er skilte, der skal males og plakater, der skal trykkes. Det skal nok blive en dag med fart i. Jeg havde egentlig håbet på at skulle på middelaldermarked i samarbejde med skolen. Det blev ikke til noget, men sklite og plakater kan også rigeligt fylde dagen ud.

Lige nu.... Vil jeg fortsætte med ingenting.

Efter bolden

Mit job er alsidigt. Det er noget af det jeg bedst kan lide ved det. Alsidigheden og så samværet, det sociale og se børn vokse og tænke og blive hele mennesker.

I dag spillede vi fodbold. Eller børnene spillede fodbold. Jeg kiggede bare på. Og tog billeder.

De fik sølv. Både pigerne og drengene. De var glade, og bagefter grillede vi sammen med de andre hold. Det var skønne timer, og lidt bagved melder tanken om hvorvidt vi også kan få en turnering stablet på benene næste år.

Næste år er stadig lidt usikkert.

Jeg følger bare med

Tiden går hurtigt for øjeblikket. Dagene er fyldt op, og jeg er træt når jeg kommer hjem. Måske er det derfor, det er svært at holde fokus. Måske er det derfor, det er lykkedes mig at starte tre nye projekter i løbet af tre dage...

Lillebitte

I 5.A har de gang i projekt kylling. I en rugemaskine ligger et æg for hver elev i klassen og i dag var de første tre små dunede kræ klækkede.

Jeg har aldrig før været så tæt på så lille en kylling. Ej heller nogensinde rørt ved sådan en lille en. Det har jeg nu.

Ikke bare er de supersøde, også børnene er supersøde. Ingen af dem råbte højt og alle var meget opmærksomme på, at de skal være stille (eller ikkelarmende) omkring kyllingerne. Og det selvom skolen var slut for i dag.

Kyllingerne bor midt i klassen, når de kommer ud af rugemaskinen. Den nyeste lille kylling var helt ny, endnu våd og lå under varmelampen, mens den med mellemrum forsøgte at rejse sig op.

Planen er vistnok at de skal have kyllingerne i klassen en måned. Hvad der så skal ske ved jeg ikke... Anders mente at så er de mad... Om de skal på græs undervejs er jeg heller ikke klar over, men jeg kan forestille mig det bliver sjovt svært at undervise, når de alle er klækkede.

Og det er i hvert fald ikke sidste gang jeg skal forbi og kigge på kyllinger.

Skønhed i solen

I går, mens Emilie arbejdede og Anders nød dagen alene, sad Sille og jeg i Søndermarken. Vi spiste pizza, drak cola og snakkede om alt og ingenting. Alt det, der er skønt en søndag, en sommer i solen.

Vi havde også håndarbejde med. Sille er ved at lave en blå flyvemaskine. Det blev ikke til meget der i solen, det var bedre at vrikke med tæerne, nyde og grine lidt af omverdenen.

Vi vælger altid Søndermarken, for Frederiksberg Have - lige ovre på den anden side af vejen - er meget mere befolket. Men nogen var der altså. I baggrunden lød skønsang fra de små haver. Gamle Labansange om hvor vi skal sove i nat, nåede vores ører. Det er hyggeligt, men de fleste af klangene forsvinder for vinden.

Da et afrikansk selskab bevæbnet med trommer i flere formater dukkede op, håbede jeg et øjeblik på at de ville slå sig ned og give et nummer. Desværre skulle de videre. Rundt om os solede andre par og et par familier med mindre børn. De fleste i fuldendt harmoni, kun en enkelt lille pige var temmelig insisterende i sin råben og hulken efter at få sin vilje. Så er det nemt at sidde på afstand og tænke tanker.

Lige inden vi pakkede sammen kom endnu en lille familie. Måske havde der lige været fødselsdag. I hvert fald havde de den største og flotteste fjernstyrede helikopter, jeg nogen sinde har set, med. Den satte af, fløj en runde og endte i toppen af et af de højeste birketræer.

Der hang den. Uhjælpeligt fast. Den flaprede ellers godt med propellerne uden at komme fri. Her var ingen skrig og skrål. Da vi gik havde de fat om træet og rystede alt hvad de kunne. Helikopteren sad stadig fast, men jeg tror de var tålmodige, og jeg krydsede fingre da vi gik, for at de skulle få den helskindet ned igen.

Forbigået i stilhed

Det er første juli juni. Solen skinner og Anders har fødselsdag. En dag han helst glemmer. Han gider ikke, så han bestemmer - næsten.

Jeg har været hos bageren, jeg har lavet kaffe og jeg har sunget fødselsdagssang. Emilie hjalp lidt. Anders har drukket kaffen, spist en halv chokoladetrekant og nu sover han igen.

Han har pakket gaver op, fået kaffedimser, blev glad og indrømmede at den røde var helt rigtig.

Nu pakker jeg mig sammen og tager ind til Sille. Lidt senere tager Emilie på arbejde, og Anders får dagen for sig selv. I aften vender jeg hjem til duften af vildsvinekølle. Ikke fordi Anders har fødselsdag, men fordi han glemte at tage den ud af fryseren, så den kunne laves i går.

Og selvom han ikke vil, bliver dagen måske alligevel en lille bitte smule festlig.