2. søndag i advent

Børnene er kommet hjem, og med dem også adventsgaven fra Emilie.

Endnu en kærlighedserklæring, der ikke er til at komme udenom, og så i grøn. Håbets farve – og min yndlings :)

Solgt

Knitpickssystemet har været rost til skyerne overalt blandt det strikkende folk. Jeg har længe været på vej og købte også for en måneds tid siden en wire og et sæt spidser, men har endnu ikke fået dem prøvet af.

Et af gårsdagens indkøb var et sæt strømpepinde. Efter de sidste måneders sokkestrikning, har jeg efterhånden mange rester og tænkte jeg ville sammensætte sokker af rester. For at kunne strikke begge sokker nogenlunde ens, ville jeg gerne have begge igang på een gang.

For også at afprøve Knitspicks, tænkte jeg det skulle være et sæt af det mærke, så turen gik forbi Sommerfuglen, der heldigvis lå inde med et sæt i den rigtige størrelse.

Hjemme slog jeg op, strikkede på både de gamle og nye pinde. Selvom lige netop det gamle sæt strømpepinde er mine yndlingspinde, der altid har været fantastiske at strikke med, må jeg indrømme at de nye er så meget mere lækre at sidde med. De er glatte og garnet glider på dem, på den måde jeg ikke tidligere har oplevet, men det mest fantastiske er, at jeg må indrømme at med de nye pinde, bliver det strikkede lige en tand mere jævnt.

Det skal lige siges at jeg i forvejen strikker meget jævnt – så jævnt at jeg engang da jeg gik på håndarbejdsseminariet blev spurgt af en af de andre studerende om et større glatstrikket stykke var strikket på maskine.

Det er ikke fordi det var meget eller voldsomt at se, men alligevel – jeg strikker mere jævnt på de nye pinde.

Jeg er solgt – ønsket om nye pinde er helt sikkert kravlet længere op ad ønskelisten, også selvom de ikke er særlig pæne at se på. Det kan jeg godt leve med :)

På vej mod topmødet

Jeg manglede nogle småting. Småting af den art, der ikke lige fås nede om hjørnet, når man bor i en forstad.

Ungerne tog til Farmand i går, så jeg tog cyklen og turen ad Roskildevej, Valby Bakke og Vesterbrogade mod indre by. Vejret var gråt, men ikke koldt – kun uden handsker kunne jeg mærke køligheden.

På toppen af Valby Bakken stoppede jeg op, nød udsigten og gispede lidt da en far tog turen ned ad den stejle side med to børn påmonteret en gammel postcykel.
Det ene sad bagpå i en helt almindelig og godkendt stol beregnet til børn, mens det andet barn, var det der kortvarigt gav mig åndenød.

Foran på cyklen var lagt et par brædder henover stativet til posttasken. Her sad et barn, med benene gennem den bøjle, posttasken i tidligere tider har været sat fast over. Bøjlen fungerede også fint som håndtag, som barnet sad der med fin udsigt til turen ned af bakken. Jeg kunne ikke se anden fastspænding, men håber der også et sted mellem flyverdragt og hættehuer skulle være bare en lille sele.

De var forsvundet før jeg kom på cyklen igen og tog samme tur ned mod Vesterbrogade. Når Vesterbrogade først er nået, gælder det om at holde tungen lige i munden. Godtnok er der cykelsti stort set hele vejen ind til Rådhuspladsen, men det gælder om at være opmærksom, for både cyklister og fodgængere (og for den sags skyld bilister) har en tendens til ikke at se sig for. Hvert andet øjeblik kan en cykel eller bil stikke snuden frem fra en sidegade, eller vælge at skulle skarpt til højre mod samme sidegade.

Også bussernes passergerer der er nødsaget til at bruge cykelstien for at komme af og på, kan være noget af en prøvelse. Selvfølgelig skal jeg stoppe op og lade dem komme til, men når passagerer også pludselig hopper ud hvor de normalt skal ind, kan bremserne blive noget slidt.

Da jeg nærmede mig Rådhuspladsen blev jeg mødt af et noget anderledes syn. Midt på Rådhuspladsen står en kæmpemæssig hvid kugle flankeret af skurvogneligende kasser, under opbygning til diverse installationer og udstillinger af miljørigtig energi, klima og meget andet.

Midt i det hele står  også årets juletræ med røde hjerter og i år med energirigtig belysning. Rundt om hele træet er opstillet opklodsede cykler forbipasserende kan hoppe på og levere strøm til julæetræets belysning. Mange prøvede og flere fik lys i lygterne. Der skulle vist alligevel noget til.

Overalt på byens pladser og torve er der optakt til topmødet. Langt størstedelen - så vidt jeg kunne bedømme – arrangeret af Hopenhagen. Lige idet jeg gik over Gammeltorv blev de sidste hak sat i en gigantisk isklump, så København i dette øjeblik også er befolket med en isbjørn, helt frit derude i kulden. Isbjørnen her er lavet som del af et projekt for isbjørne.

Om Coca Cola også er en del af denne sponsorering ved jeg ikke noget om, men jeg fik tanker om nordisk film, da jeg kiggede på både bjørnen og flasken ved dens fod :)

Jeg fik det jeg manglede og kørte hjemad igen. Det jeg ikke behøvede fik jeg også, da jeg stoppede ved en af de gode sushirestauranter på vesterbrogade og hjemførte aftenens menu.

Uhm jeg glæder mig :)

 

 

 

 

 

 

 

 

Åben vidde

Jeg har leget med bredder og dermed også billeder.

Nu sker der ikke mere i dag… måske en anden dag :)

Planlægning

Når tøjet skal vaskes kan det være en god ide med vasketider – spicielt når men som jeg bor i et socialt boligbyggeri med fælles vaskeri. Når transporten foregår med bus og tog kan det være en god ide at tjekke op på køreplaner og deslige inden afgang.

Det sidste er jeg også rigtig god til, når turen går længere væk. Skal jeg bare på arbejde, ind mod byen eller andre steder der ikke kræver flere skift er jeg alligevel sådan indrettet at jeg gør mig færdig smutter ud ad døren og håber turen ikke kører lige for næsen af mig.

Gør den det, så venter jeg. Eller også går jeg.. hellere gå end stå der og vente. Sådan er jeg.

I aftes skulle jeg med toget fra Frederikssund.. havde jeg tjekket hvornår toget kørte? Næh… det kører jo hvert 20. minut og på sådan en endestation holder det som regel længe nok, til at ventetiden i kulde og frost ikke behøver vare længere end højst nødvendigt.

Og ganske rigtigt. 5 minutter gik der, så holdt toget ved perronen varmt og indbydende og med masser af plads både til mig, cykel og udpakning af strikketøjet..

På samme måde sorterede jeg vasketøjet i morges, hankede op og nu snurrer alle 4 mulige maskiner i kælderen. De kunne have været i brug. De kunne have været bestilt. Men de stod kun og ventede på mig, og om en time hænger der friskduftende vasketøj på snorene i kælderen og venter på at tørre.

Imens vil jeg tømme viktualieskabet i køkkenet, vaske og tørre alle hylder og sætte det hele pænt ind igen – der trænger. Det er faktisk utroligt hvordan ris og andre små korn altid kan ligge over det hele – også selvom de er pakket forsvarligt ind!

En dejlig aften

Det er lidt overvældende, sådan pludselig at møde dejlige skønne kvinder, til hyggelige aftener.

Vi mødtes igen til en hyggelig aften med lidt godt at spise, en lille smule strik og masser af snak.

Jeg tror godt jeg kan blive afhængig :)

Gaveregn

Jeg gik i brædderne i går – fuldstændigt.

Tog hjem fra arbejde, købte ind, snakkede med ungerne, følte mig overskudsagtig.. lige indtil jeg fik 5 minutter alene, faldt sammen, kravlede i dynerne og aldrig rigtig kom op igen.

Daniel lavede mad - brændende kærlighed - skrællede kartofler der skulle moses. Jeg dukkede en smule op til overfladen, for at vise hvordan man gør. Det blev godt.

Emilie laver gaver. Klubbens kreative værksted har stor glæde af hende, hun bruger alle deres materialer og skal hele tiden have indbetalt til hobbykortet.

Hun er ved at have styr på alle julegaverne, men det stopper hende ikke.
I denne uge laver de armbånd, knytter og sætter perler på snor. Er der noget Emilie altid har været god til, så er det at knytte. Hun har allerede fabrikeret flere til sig selv og endnu et par stykker er på  tegnebrædtet.

Jeg er også blevet begavet. Hun kom ind i går, midt i arbejdstiden med en gave jeg skulle åbne lige nu. Hun ved min yndlingsfarve er grøn og måske en smule brun. Det passer lige præcis og er så fint og gennemtænkt.

Kaos

Tirsdag morgen. Frost og klar himmel.

Emilie tog afsted i god tid, for der var planlagt og der skulle laves sjov med nissevennen, inden han nåede at dukke op.

20 minutter senere stod hun med tårer ned ad kinderne, cyklen ville ikke låse op, låsen var frosset. Og det allerværste, nu kunne hun ikke nå alle planerne inden nissevennen dukker op!

Anders var nået forbi mens hun stod og forgæves forsøgte at låse op. Han havde forsøgt og til sidst sagt hun måtte løbe … men hvor skulle hun løbe hen? I sin efterhånden noget hysteriske omtågethed vidste hun ikke hvad han mente… Skulle hun løbe hele vejen i skole? Eller skulle hun bare løbe til bussen??

Og det allerværste var stadig at alle planerne gik i vasken.

Jeg kogte vand, fandt olie og grafit. Sammen gik ned til den genstridige lås, og besluttede at nu er tiden, for cykler i kældreren – hele tiden.

Forsigtigt for ikke at få vand i låsemekaninsmen, hældte jeg udenom for at tø lidt op, sendte skyer af grafit i låsen, om låsen og på nøglen. Endelig lykkedes det og udsatte steder fik et sprøjt af olien, inden Tøsebarnet satte afsted mod bussen, for hvis nu hun nåede bussen, var der måske alligevel en mulighed for at planerne kunne klares.

For vente til imorgen… det duer ikke!

December kom an!

Sidste gang Bedsteveninden og jeg var på bytur, faldt vi over et par rædsler af kunststof og glimmer forestillende juletræer og julemænd med spænder underneden og til brug i håret.

Ideen var sjov og udformingen lidt for plastikagtig til mig, men den lagrede sig. Min søde kollega proklamerede i sidste uge, at hele december vil han posere iført sin egen hjemmelavede nissehue. En hue han – med hjælp – syede sidste år af en gammel aflagt fruejakke af pink ruskind, og bestemt er øm og sjov og helt passende til min søde kollega.

Jo da tænkte jeg, jeg har også en alternativ nissehue, jeg syede da ungerne var små og som stadig ligger i julekassen, når den bliver pakket op. Den kunne jeg så tage på, men så dukkede ideen op igen om spænder med sjove ting på.

Min version blev en juledekoration med lys og kugler. Den var sjov at lave og nu er den her, parat til julesjov hele december måned.

Jul, kom bare an!