Når jeg kører Oscar hjem inden sengetid, onsdag aften når han har været hos mig, har vi gennem det sidste stykke tid talt om pile. Pile, der er tegnet på asfalten på vej hjem. Når vi kører over Tårnvej, peger pilen mod højre, vi skal ligeud. Sidste gang vi kørte hjem, spurgte han, om ikke vi en dag skulle følge pilene, og finde ud af hvor de førte hen.
Selvfølgelig skal vi det.
Jeg aner ikke hvilket formål pilene har haft. Det er helt klart en cykelrute, med pile på cykelstierne. De er efterhånden lidt falmede og med tiden skal de nok forsvinde helt.
Normalt henter jeg Oscar onsdag, men der er ferie, og han bliver hentet til mormor i morgen, så jeg hentede ham i dag. Hjemme og med lovning på at køre ud og følge pilene.
Ingen af os vidste hvad der lå foran os. Det kunne være de stoppede lige rundt om hjørnet. Det kunne også være, de fortsatte langt. Jeg havde en plan om, at endte vi langt væk, kunne vi finde en bus eller et tog tilbage. Enden blev at der hverken var busser eller tog, og jeg i stedet skubbede det meste af vejen hjem.
Vi lagde godt ud og kørte mod Vestbad. På plænen overfor er sat en voksenlegeplads med motionsredskaber op. Vi prøvede dem alle sammen. Ved Ungecenter Brøndby, kunne vi ikke finde flere pile. Det var hurtigt og lidt antiklimaksagtigt, for de sluttede bare.
Jeg foreslog is på McDonalds lidt længere henne ad vejen. Det gad Oscar godt, og pludselig dukkede pilene op igen, med kurs mod Brøndby. Vi skulle lige have is, og det var heldigvis samme vej.
Mellem højhusene i Brøndby fandt vi en legeplads, som skulle afprøves. Længere henne mødte vi en høj rutsjebane, som ikke var så god med bare ben - det gik alt for langsomt.
Jeg overvejede om vi var på vej mod Glostrup, da pilene drejede og førte os over Roskildevej og ud på Volden. Nu begyndte jeg at overveje om det var et loop, og vi ville ende hjemme hos os selv. Oscar synes det ville være en god ide, for han synes han havde kørt langt.
Pilene fortsatte. Der hvor jeg troede vi skulle dreje, kørte vi ligeud, længere væk hjemmefra Vi stoppede ved cykelbanen på volden. Det var et hit. Barnet kørte omgang efter omgang på det bakkede underlag og synes det var sjovt.
Til sidst kørte vi videre. Lige inden Ejbybunkeren drejede vi mod venstre og endte med at køre over motorvejen, ned forbi rideskolen og mistede sporet. Der har muligvis været tegnet pile på grusvejen gennem skoven mod Hvissinge. Men de var væk.
Oscar tog føringen og førte os gennem skoven på de mindste stier og over et par mudrede huller. Ved Vejen mod Hvissinge var pilene helt væk, og vi besluttede at køre tilbage.
Nu var det ikke sjovt længere. Kunne jeg ringe efter far, så han kunne komme og hente barnet. Det mente jeg ikke, men fortalte med store armbevægelser hvordan vi havde kørt i en stor ring, og nu skulle vi bare ligeud tilbage. Det synes han heldigvis var sjovt, og da jeg lovede at skubbe ham det meste af vejen hjem, kom han villigt på cyklen igen.
Turen gik gennem grønne områder, under motorvejen til volden og langs parken ved Espehus Kro og Byggeren hjem. Her mødte vi pilene igen. Det gav luft under vingerne og så var det lidt sjovt igen.
Hjemme fortalte han med store øjne at det var et infityloop! Jeg ved ikke hvor han kender det ord fra. Han sank sammen i sofaen, mens jeg kørte hjem og gjorde det samme.
Bare fordi jeg blev nysgerrig, tegnede jeg ruten ind på maps og kan konstatere at vi har kørt lidt over ti kilometer. Plus alle omgangene på cykelbanen (det var kun Oscar).
Godt gået af en seksårig.
