Odins Odense

 

Nordvest for Odense ligger jernalderlandsbyen Odins Odense. Formentlig kan navnet Odense føres tilbage til Odin, og derfor giver det mening at kalde jernalderlandsbyen ved den store Ases navn. 

Netop derfor havde jeg en forventning om at jernalderen ville komme til live i sammenhæng med Odense. At jeg ville få noget historie om Odenses allertidligste opståen. At der ville være visuelle kort over området, og en gennemgang af hvordan et lille bosted var vokset større og allerede i 988 var erklæret bispesæde. 

Det er der ikke noget af. Odins Odense er en jernalderlandsby. Det er der masser af historie i, den er bare ikke knyttet til et bestemt sted. Det kan jeg helt ærligt godt være lidt ked af. På den anden side er Sagnlandet Lejre heller ikke tilknyttet andet end sig selv. Det har jeg aldrig overvejet - selvom jeg ved det er bygget omkring en udgravning fra tidligere tider.

Odins Odense er ikke særlig stor. De drømmer om en udvidelse, men den ligger et stykke ud i fremtiden. Det er en meget lille landsby, med Høvdingens gård, Vølvens gård, Væverens hus og smedjen, der ligger uden for landsbyhegnet. Der er flere staklader (opbevaring, ly for dyr eller arbejdspladser for landsbyens beboere) der er Gutefår - en meget gammel race - med tilhørende overdækning og et lille gravfelt. Og så er der selvfølgelig en offersø - men ingen ofret hest.

Der er et shelter, hvor gæster kan få lov at sove og en lille familie var flyttet ind i Høvdingens gård, men det var vist meget nyt. De var udstyrede med noget, der kunne kaldes jernaldertøj over deres eget, og en medarbejder hjalp dem med, at være jernalderfolk for en dag - eller flere. 

Det var hurtigt set, men også et fint blik ind i en tid, da der skulle arbejdes hele dagen, for at få mad og tøj på kroppen. I væverens hus mødte jeg en dame, jeg i første omgang tænkte hørte til den lille familie ved høvdingegården. Hun havde samme tøj på. Hun ville gerne fortælle og startede sådan set meget godt, hvorefter det blev til noget vrøvl. 

Jeg nænnede ikke at fortælle, at det hun fortalte vist ikke var helt rigtigt, jeg troede stadig hun hørte til den gæstende familie. Men så fortalte hun, at hun kun havde været frivillig i tre uger, at hun ikke vidste så meget, at hun hele tiden lærte og at hun synes det var spændende.

Jeg undrede mig over fraværet af håndtene. Jeg stod i væverens hus, der må have været brug for tene. Samtidig ved jeg godt at håndtenen var enhver kvindes dyrebareste eje, og at der skulle spindes hele tiden, for at holde landsbyen udstyret med tøj og skibene med sejl. Så jeg spurgte, jeg tænkte hun var i væverens hus og måske havde fået noget at vide....

Hendes svar var så forkert at jeg gav op. Lige der fik jeg oplevelsen af, at hun ikke vidste hvad jernalderen, spinding eller håndtene var. Samtidig er jeg imponeret over en kvinde, som vælger at være frivillig på et område hun ingenting ved om. Jeg håber hun holder ved, og jeg håber hun lærer og bliver mere bevidst om hvordan jernaldermennesket levede og agerede.

Senere mødte jeg en rigtig væver - der er noget med vævere på den her ferie - hun havde en stor opstandsvæv stående ude i en af stakladerne, som en levende udstilling, man måtte være med i. Jeg fik lov at prøve opstandsvæven. Det var spændende. Jeg er imponeret over hvor avancerede sådan en væv er, at den har et spjæld, så trenden åbnes og lukkes, og skytten kan køres igennem. Jeg vidste det godt, jeg har set det før, men jeg har aldrig prøvet det.

Vi fik også en snak om tene. Hun fortalte at de oplever gæster, der kommer til at "låne" ting med hjem, og netop en håndten er lille nok til at forsvinde. Hun gav mig ret, de burde være der, og stod pludselig og overvejede hvordan de alligevel kunne inkorporeres.

Derefter snakkede vi nålebinding. Jeg har en diffus plan om at nålebinde i undervisningen. At eleverne skal lave en nål selv, farve garnet og til slut binde det. Jeg forestiller mig det er lettere at nålebinde end at strikke. Her er godt nok en nål og noget garn, der skal holdes styr på, men der er ingen masker, der kan falde af pinden. 

Jeg har hele tiden haft en forestilling om nåle af kohorn. Indtil i går, for damen fortalte at hun har lavet nåle af træ - af tynde grene. Jeg skal hjem og lave nåle af tynde grene, det skal prøves - og så skal jeg lære at nålebinde. 

Jeg gik derfra med ny viden og et skønt tilbageblik på jernalderen. Nok er det et lille museum, men det er fint og jeg tror jeg endte med at bruge halvanden time - lidt mindre end det tog at tage frem og tilbage. 

Heldigvis var hele turen en oplevelse.

 

Skovtur

 

Findes der et alternativ til bus, er jeg klar til at bruge en del længere tid. Jeg er ikke særlig vild med at køre i bus. Eller flyve, der i bund og grund er en bus i luften (airbus...)

Jeg troede jeg skulle med bussen i dag, mod jernalderlandsbyen, men med mit sløsede ferietempo, nåede bussen at køre, inden jeg var klar. Jeg havde også glemt at undersøge hvor tit sådan en bus kører.  Ikke særlig tit. 

Findes der mon et alternativ, tænkte jeg, googlede og det viste sig at tog jeg Letbanen, kunne jeg komme halvvejs, derfra kunne jeg med en bus køre blot tre stop og så gå en halv times tid. Jeg ville endda nå frem inden næste bus dukkede op og kørte mod Bogense. 

En sporvogn kører på skinner, altså er det et tog, og jeg kan godt lide tog. Jeg havde faktisk tænkt lidt over hvordan jeg skulle få en tur i den der Letbane. For jeg kan godt lide sporvogne. Jeg kan strikke i sporvogne (og tog). Det er jeg ikke så god til i bus.

Jeg blev sat af langt ude på landet - sådan føltes det i hvert fald - foran en Rema1000, der virkede som samlingsstedet. Det var det nok ikke. Når jeg kigger på et kort, stoppede byen aldrig, selvom stedet nok har ligget langt fra byen en gang, og været en selvstændig landsby...

Derfra gik jeg gennem villakvarterer, til jeg endte i et skovområde langs Stavis Å. Det viste sig at jeg kunne have skippet en del af villakvarterene og nået åen hurtigere, havde jeg ikke slavisk fulgt kortet. Så det gjorde jeg på vej tilbage. Det var varmt i dag, så det var skønt med skyggen langs vandløbet og det var skønt at gå derude i noget der lignede natur, der fik lov at passe sig selv. 

Jeg forestiller mig gerne, selvom det sikkert ikke er rigtigt. 

Jeg overvejede at tage bussen tilbage. Nærmest helt frem til jeg var klar til at skulle tilbage. For ikke at ende foran Rema1000, langt ude på landet og vente på en bus, der kører med lange mellemrum, tjekkede jeg busplanerne og kunne konstatere at længere ude på landet var det så ikke. Der var busforbindelse mod Letbanen hvert tiende minut - så jeg gik gennem skoven tilbage. 

Og nød det lige så meget på tilbagevejen. 

Odense Aafart

 

Den Fynske Landsby ligger omkring fire kilometer fra Odense Centrum. I princippet kunne jeg være gået derud, men det var slet ikke gået op for mig, hvor tæt der var. Hver gang jeg kigger på et kort over Odense, for at finde vej, tænker jeg der er et stykke vej, og så viser det sig at være lige rundt om hjørnet. 

Det er muligt Odense er større end jeg gør det til, men ikke når man er turist på et par dages ferie. 

Jeg havde fundet en bus derud. Men så viste det sig, at man kan sejle på Odense Å. Og hvem gider ikke sejle op ad åen. Turen starter ved Munkemose og slutter ved Fruens Bøge, derfra skulle jeg gå det sidste stykke - godt tyve minutter, men det var langs åen og super hyggeligt. 

Jeg købte min billet ved Odense Aafarts billetkiosk ved Munkemose - en rundsejling fra Munkemose til Fruens Bøge og tilbage igen. Billetten varer hele dagen, så man står bare af og på som det passer i eget program. Undervejs standser båden ved Odense Zoo, her kan man kun komme af, hvis man også har købt billet til Zoo, for man går lige ind. 

Bådene er stort set samme type som sejler på Mølleåen, Lyngby Sø og Furesø. Lange bænke langs siden af båden og midtskibs. Der var travlhed da jeg sejlede ud, og hele to både fulgte hinanden. Da jeg skulle tilbage var der kun mig, der ventede ved endestationen, mens en flok ombordsiddende sejlede med tilbage - så her var jeg ikke alene. 

Jeg nåede at blive i tvivl om den sidste båd var sejlet, og fandt sejlplanen frem. Jeg havde ikke tjekket op på forhånd, men mente at have set noget med, at den sidste båd sejler fra Munkemose kl 18.00. Så sejler der nok en tilbage 17.30, tænkte jeg. Det havde jeg ret i. Jeg kunne også have taget den 18.30, var alt gået helt galt.

En lille amerikansk familie stod af, da jeg stod på. De ville gerne betale, var stået på ved Fruens Bøge og var nu kommet tilbage. Jeg havde læst et sted at billetter kun kan købes ved kiosken i Munkemose eller på nettet. Står man på andre steder end inde i Odense, køber man bare billet når man når frem. Det havde nogen glemt at fortælle den lille familie, så de prøvede deres bedste. 

Det viser sig man kan betale ombord med MobilePay, men det havde de selvfølgelig ikke. Enden blev, at de ville gå hjem og købe billetterne online. Jeg synes det er rart at opleve tillid til, at folk nok skal betale.

Det tager noget længere tid at sejle og gå det sidste stykke, end at tage bussen, som vist nærmest kører til døren. Det er også noget dyrere. Men det er meget hyggeligere, og det tæller i min bog.

Turen fra start til slut tager cirka en halv time. Der stoppes kun ved Zoo på vej ud, så skal man med tilbage efter en tur blandt dyrene, står man igen på ved Zoo, sejler med til endestationen - ca syv minutter - bliver siddende og sejler med tilbage. 

Jeg havde aldrig mødt en humlebi i en blomst, hvis ikke jeg havde gået langs åen tilbage mellem frilandsmuseet og Aafarten. 

Den Fynske Landsby

 

Jeg har været på mange frilandsmuseer, og specielt i udlandet har jeg oplevet skuffelse, for det hjemlige museum i Lyngby eller Købstaden i Aarhus er svære at leve op til. 

Den Fynske Landsby tikker alle krav af. Det var faktisk på grænsen til at være en bedre oplevelse end det lokale derhjemme. Jeg stod lidt af da Orla Frøsnapper og de andre Ole Lund Kirkegaard-figurer gj', der hylder tidligere tider. Så gamle er de heller ikke. 

Og jeg er faktisk ret vild med '50-byen der stadig er under opbygning, men altså tabte noget, da børnebogsfigurerne flyttede ind. 

I Den Fynske Landsby bliver der trukket på HC Andersen. Her synes jeg det er helt på sin plads. De fleste af de gamle fynske huse, der er flyttet til stedet, rummer historie der støder ind i digterens livsforløb - de er ganske simpelt samtidige. Et par af bygningerne kan også direkte forbindes med forfatteren. Sådan da.

Der var ikke så meget nyt, jeg har set det hele før, men det gør ikke oplevelsen ringere. Jeg blev lidt ærgerlig over at se spindeudstyr - rokke, haspemøller, karter og uld, der ikke fungerede. Der manglede dimser, dutter eller det var ganske simpelt var sat forkert sammen. Jeg synes det ville være frygteligt, hvis museets gæster kommer hjem med en tro på, at sådan skal det se ud. 

Til gengæld synes jeg det var fedt at se de børnerettede aktiviteter, der blandt andet rummede mulighed for at afprøve en bugthøvl sammen med en gammel høvlbænk, af den slags man sidder på og bruger egen kropsvægt til at holde på træet. 

I skolen kan man lege med gamle legesager og klæde sig ud, mens det på teglværket er muligt at stryge en minimursten. Der er et par legepladser rundt om, og i det hele taget er der god plads til børn. 

Området er mindre end i Lyngby, til gengæld bliver markerne og haverne dyrkede og indgår i det arbejdende museum. (Det gør de sådan set også i Lyngby, det bliver bare ikke på samme måde italesat.). Jeg blev fanget ind af væveren i vævehuset, der fortalte et par piger om at væve. Hun kunne mange gode historier og kunne også fortælle hvorfor Hans kunne skubbe heksen ind i ovnen, så han og Grethe kunne flygte. 

For at blive ved eventyrene, opførte en enkelt skuespiller et superfint stykke om at ville have det hele og ende med ingenting. Han tog udgangspunkt i Brødrene Grimms fortælling om Fiskeren der fanger en magisk fisk, ønsker sig det hele og ender der hvor han startede. Undervejs dukkede både Store Klaus, Konen med æggene og Kejseren (med de manglende klæder) også op. De ville alle have fiskerens ønsker, nåede at få det hele, men ville have mere og endte med ingenting. Fiskeren måtte sande at det han havde, var bedre end det han fik. 

Midt i landsbyen ligger Sortebro Kro. De serverer moderne kromad, og jeg havde hjemmefra besluttet at lade madpakken sejle sin egen sø og lade mig bespise fra kroens køkken. Det var ikke en dårlig beslutning. 

Hermed min bedste anbefaling af Den Fynske Landsby.

Masker på en søndag - Uge 30

 

Ugen kort:

• Efter ferie og fejring faldt vi noget sammen, og havde flere dage, stort set uden indhold.
• Jeg bankede min lilletå ind i noget hårdt. Det har jeg gjort før, men det er altid holdt op med at gøre ondt, inden for en overskuelig tid. Det gjorde det ikke denne gang. Tåen er stadig en smule øm - ikke så meget som til at starte med, det skal nok gå over - men jeg tror den er forstuvet.
• Efter alle de gange jeg har banket en tå ind i noget hårdt, er det måske også på tide....
• Jeg kørte på biblioteket, afleverede lånte bøger og lånte nogle nye.
• Med god tid, blev vi enige om at låne Oscar to dage i stedet for en. Altså kom far og søn og spiste mandag aften, far gik hjem, barnet blev og overnattede, hele to nætter.
• Med fare for regnvejr tog vi til Malmø og besøgte Funnys Äventyr. Det var rigtig fint, selvom barnet siden har fortalt sin mor, han ikke kunne lide det. (Hun vidste godt hun ikke skulle tro på ham)
• Jeg fandt en lille lejlighed i Odense og bookede fire overnatninger. 
• Oscar tabte sin første tand, den har været løs længe. Det var så stort at mor og barn facetimede helt fra Lolland, hvorfra han også kunne vise søde hundehvalpe frem. 
• Jeg pakkede og tog toget til Odense. 
• Anders fulgte mig til stationen, og er klar til arbejde i morgen. 
• Jeg har gået rundt i Odense, suget byen til mig, og er slet ikke færdig med at opleve.

Læse: 

Historien om Ruth og Nelson var hurtig læst, jeg ved der er en ny på vej, og glæder mig til den dukke op.

I stedet er jeg startet på Vinterstrømmen af Kamilla Oresværd - tredje del i serien om Mona Shiller. 

Foreløbig er en elg blevet skudt og en død mand, parteret, stoppet i plastiksække og smidt i det iskolde vand, dukket op.

Mona har hemmeligheder, måske ved hun hvem den dræbte er, men hun holder sin viden for sig selv, for hemmeligheder skal holdes. Som læser er det lidt irriterende at vide der er noget, jeg ikke får at vide. 

Jeg tænker lagene bliver skrællet af efterhånden som serien udvikler sig. 

Strik:

Op til ferien strikkede jeg på trøjen til Anders, som havde holdt pause et stykke tid. Den blev hjemme, mens vi tog til Tyskland, og pludselig føles det som meget lang tid siden jeg har strikket på den.

Jeg har fundet den frem igen. Den mangler bare det sidste ærme. Jeg strikkede i en evighed på det første ærme, og så var det pludselig færdigt. Ærme nummer to (og strømpe nummer to) oplever jeg ofte går hurtigere. Nu ved jeg hvor langt der er igen, jeg ved  hvornår der skal tages ind eller ud (eller laves hæl).

Jeg er ikke sikker på at komme hjem med endnu et færdigt ærme. Men jeg gad det godt.

Odense

 

Jeg har aldrig tænkt over, om en ferie kan blive for lang. Det er lidt den fornemmelse jeg har nu. Jeg glæder mig til at komme tilbage, jeg glæder mig til at se mine kolleger, jeg glæder mig til nye elever og nye udfordringer. 

Det er også skønt at have ferie, ingen tvivl om det. Men måske skal jeg lære at holde ferie ud over de almindelige tre uger. Jeg tror det kræver øvelse at have det meste af fem ugers ferie. 

Jeg har en uge tilbage. Jeg har pakket min kuffert, jeg har lejet en lejlighed midt i Odense og jeg er taget af sted helt alene. Sidste år tog jeg til Aarhus - mest af nød, fordi vi ikke kunne holde ferie på samme tid - i år går turen til Fyn. Det tror jeg godt kan blive en tradition. Der er masser af steder at opdage.

Det er dejligt at være alene, men jeg kan også mærke at jeg går rundt i en by, som kunne være spændende at dele med Anders. Jeg har allerede fortalt ham, at vi skal hertil sammen. Jeg bliver alligevel slet ikke færdig med at se alt det, byen tilbyder.

Jeg har aldrig rigtig været i Odense. Jeg har været her på korte ture, men jeg har aldrig gået gennem byen, haft masser af tid, dasket langs åen eller oplevet Odense for alvor. Det har jeg tænkt mig at gøre nu, for hvor er her skønt. 

Vejret var skønt da jeg nåede frem. Jeg var her en time før, jeg kunne få nøglen til lejligheden - en lille skøn, vind og skæv lejlighed midt i den gamle bydel. Jeg fandt noget at spise og satte mig ned ved åen i Eventyrhaven og nød bare at være. 

Senere købte jeg lidt ind, og gik så ud i byen. Jeg har nogen planer, har ikke fyldt dagene komplet ud og er stadig lidt usikker på HC Andersen. Han er overalt, (ham og den Hellige Knud) jeg har været på museet før, men nu er det lavet helt om, og det er gået op for mig, at der ud over HC Andersens hus også er HC Andersens barndomshjem. Jeg gik forbi begge dele, valgte at blive ude, for vejret var skønt og jeg ville hellere opleve byen.

Sekstentusinde skridt senere endte jeg hjemme ved spisebordet med aftensmad, inden jeg gik en smule omkuld i sofaen, og måske endte med at sove lidt.

Jeg når det jeg når, jeg er stadig usikker på eventyrmageren, det bliver nok kun, hvis der er tid. I morgen går turen til den Fynske Landsby. Man kan vist sejle dertil.

Sokker til Anders

 

Tilbage i juni, inden sommerferien, var Sille faldet over et godt tilbud, havde købt strømpegarn i rå mængder og delte ud til alle dem, der kunne være interesseret. Jeg kom hjem med gråt garn, med planer om sokker til Anders. 

Der var rigeligt garn, så planen var også at lave skafterne en smule længere end normalt. Anders kan godt lide høje skafter. For en del år siden strikkede jeg et par til ham, der går langt over knæet. De var bestilte, de tog lang tid at strikke. Han passer på dem, og finder dem frem hver vinter. 

Så lange skulle de her ikke være. De tog heller ikke så lang tid at strikke. 

Siden lå de og ventede på billeder. 

Det klarede vi i dag, Anders synes de er varme, og var glad for at kunne tage dem af igen efter photoshoot. 

Til gengæld er han sikker på at blive glad for dem, når det bliver koldt igen. 

Design: Sokker efter mine erfaringer og egne præferencer.

Garn: Yarn & Friends Strømpegarn fra Netto i to grå mixede farver. 

Når jeg strikker sokker, strikker jeg med to tråde. Her brugte jeg den mest mixede at de to til hele sokken og den mere grå/hvide som hæl og tå. 

Der gik i alt 147 gram til hele parret - 127 gram af den gråmixede og 20 gram af den anden. 

Pinde: Jeg strikker på pind 4 mm 20 centimeter strømpepinde. Jeg strikker på træpinde fra Knitpro.

Størrelse: Lange skafter og en fod størrelse 47. 

Bemærkninger: Jeg digtede lidt videre på min egen gennemprøvede opskrift, så skafterne blev fem centimeter længere. Cirka. 

Til Anders slår jeg 48 masker op.

• 15 pinde rib - 2 ret, 2 vrang. 
• Derefter strikker jeg mønster - 1 omgang ret, 1 omgang 2 ret, 2 vrang. 
• 30 gange mønster til ben.
• Hælflap og kile over halvdelen af maskerne (jeg flytter en maske, så jeg har en kantmaske i hver side og starter og slutter hælflappen med 2 ret.
• Hælen strikker jeg rib, de tre yderste masker retriller - så er det lettere at tælle antal pinde.
• Hælflappen er 10 retriller lang.
• Jeg samler 12 masker op på hver side af hælen, efter jeg har vendt hælen med vendepinde, der starter 2-3 masker over midten af alle hælmaskerne. 
• Herfra strikker jeg 25 gange mønster - undervejs, tager jeg ind, så jeg igen har 48 masker. 
• Tåen er min afart af en båndtå. Jeg tager ind på hver anden pind, til jeg er cirka halvvejs. Derfra tager jeg ind på hver pind, til der er 8 masker tilbage, klipper trådene og trækker dem gennem de resterende masker. 
• Strømpe nummer to strikker jeg magen til.