mandag den 18. december 2023

Tøsetur til byen

 

Kollegatøserne og jeg ses med mellemrum. Vi er fem, der har arbejdet tæt sammen gennem mange år. 



For mange år siden skulle Anja videre. Det har ikke ændret på at det er skønt at ses, at vi har meget at fortælle og at weekender sammen er fantastiske. Senere flyttede Lotte fra Klubben til en stilling som inklusionspædagog - men stadig på skolen og stadig med mulighed for at se hende dagligt. Næsten. 

Nu spredes vi for alvor. Berit er flyttet fra klubben til SFO1. Jeg er rykket videre til nye udfordringer på ny arbejdsplads og når december er slut, er også Louise at finde et helt andet sted. I en hel anden by. 

Det betød at vi besluttede at ses oftere. At skrive aftaler i kalenderen og at vi ikke altid behøver at gå ud og spise med kniv og gaffel. Vi startede med at tage til byen, at se det julepyntede København og på en eller anden måde kompencere for de juleture vi plejer at tage på med Klubben og som med mandskabsmangel ikke blev til noget i år. 

Det var så hyggeligt. 



Vi mødtes på skolen, fulgtes til toget og stod af på Nørreport. Vi gik turen ned ad Købmagergade, besluttede vi var sultne og slog et sving om Gråbrødre Torv og en solid omgang salat, der gjorde os godt mætte. 

Tilbage på Købmagergade, endte vi ved Strøget og julemarkedet ved Højbro Plads. Vi gik turen rundt, fandt ikke noget af interesse og fortsatte mod Rådhuspladsen. Da vi nåede Nytorv, mente Berit det var tid til gløgg, alle julemarkederne (og butikkerne) var af en eller anden grund lukkede, så vi vendte om, gik tilbage til Højbro Plads, hvor boderne stadig var åbne og gløgg var inden for rækkevidde. 




Jeg bryder mig ikke om gløgg, og overvejede et kort øjeblik varm chokolade. Men jeg var så mæt at jeg sprang over, nøjedes med at snakke og snart gik turen tilbage gennem Købmagergade, med toget via Husum tilbage til skolen, hvor Berits bil stod klar til at køre både Lotte og jeg hjem, mens Louise kunne gå mod slutdestinationen. 

Det var en skøn aften og jeg var færdig, da jeg kom hjem. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar