fredag den 3. juni 2011

Emiliekjolen


Emiliekjolen juni 2011


Kjolen til Emilie er endelig færdig. Ønsket om en hel blomstermark på skørtet veg til fordel for ingenting, da først den blev prøvet på.

Selvom det har taget tid, har det været et hyggeligt projekt, der trods mange masker er vokset stødt og roligt undervejs. Garnet var tungt og overvejelserne om det ville blive for tungt heldigvis helt uden grundlag.

At valget faldt på netop det garn, var udelukkende at jeg havde et gavekort liggende til produkter fra Coats. Garnet var en smule tykkere end det der skulle have været og en strikkeprøve beviste at en størrelse XXS ville ende med at gøre det ud for en small.

Emilie er lykkelig og jeg er ikke i tvivl om at den nok skal blive brugt. Som et ekstra plus, er skæringen helt rigtig, og får hende til at se slank og smækker ud.


Emiliekjolen juni 2011


fakta


Design: Lerke sommerkjoler af Sidsel J. Høivik fra Dalegarn. Designet er månedens gratis opskrift og kan findes nederst til højre på Dalegarns forside.


Garn: Schachenmayr nomotta Cotton Linen i farverne turquis, lilla og grøn. Yderligere har jeg brugt et enkelt nøgle blå Marks & Kattens M&K Linen og et enkelt nøgle vinrød Marks & Kattens M&K Eco Bomull, for at få farver nok. Jeg er ret sikker på vi kunne have fundet nok farver i Cotton Linen, men det skulle være her og nu og butikken lå ikke inde med hele farvekortet.

Til blomsterne supplerede jeg med et par farver fra lageret.

Alt i alt vejer den færdige kjole 811 gr.


Pinde: En temmelig lang rundpind nr 3½ og en mindre i samme størrelse til ærmerne. Blomsterne er hæklet på en nål nr 3½.


Størrelse: Efter målskemaet passede Emilie en størrelse small, men med det lidt tykkere garn, endte jeg med en størrelse xxsmall og brugte længdemålene fra small.


Emiliekjolen juni 2011


Bemærkninger: Opskriften er fin og lige til at gå til. Alligevel har jeg lavet nogle ændringer.

Det irriterede mig at det lille fine snoningsmønster på skørtet ikke så pænt ud omkring indtagningerne, og ændrede så jeg vendte mønstret spejlvendt for hver indtagningslinie – midt for og bag og i siderne.

Billedet vi faldt for viser et empiresnit. Desværre viste det sig at fulgte jeg opskriften endte overskæringen i taljen og det så alt for stort ud. Jeg pillede derfor op og strikkede om. I stedet for ni centimeter inden ærmegab strikkede jeg kun tre og stoppede også indtagningerne til raglan et par centimeter tidligere end beregnet.

Jeg valgte at strikke ryggen en mønsterrapport længere end forstykket. For at få indtagningrene til at passe tog jeg på ryggen udelukkeden ind til raglan på hver anden pind. Ærmerne blev strikket højere bagtil med vendestrik og her tog jeg også kun ind til raglan mod bagsiden på hver anden pind.

For at holde overskæringen til, og for at vægten af det tunge garn ikke skal tynge alt for meget, har jeg syet en bred elastik under rillerne i overskæringen. Emilie synes det gør den rar at have på og jeg synes det ser ud til at virke.

Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan de ses lige her på Ravelry.

9 kommentarer:

  1. Hvor er den bare blevet skøn, og farverne er dejlig sommerlige

    SvarSlet
  2. Hvor er den bare flot til hende...fine farver I har valgt til den.;)

    SvarSlet
  3. Den er SÅ flot! Jeg kan godt forstå at hun er glad.

    SvarSlet
  4. W#haauw hvor er den smuk, sød, yndig, flippet og meget mere på een gang!

    SvarSlet
  5. Tusind tak allesammen. Den er rigtig god og snittet genialt. Jeg kunne godt finde på at lave en til mig selv, men jeg gider ikke strikke det samme to gange lige efter hinanden.. så måske en anden gang :)

    SvarSlet
  6. Den er da totalt yndig og klæder hende fantastisk godt. De ændringer du har lavet i opskriften fungerer virkelig smukt

    SvarSlet
  7. Jeg synes den er blevet mere end bare god, Evi :)

    SvarSlet
  8. Smuk - og passer hende jo helt perfekt. Gid min Emilie ville gå i kjole ;)

    KH Karina

    SvarSlet
  9. Hvis du korter den af, kan det blive en tunika Karina. Det tror jeg kan blive ret fint :)

    SvarSlet