En hel væg

Heden har været lummer og trykkende hele dagen. Af uvidste grunde er der brændende varmt i Caféen i øjeblikket, mens der i Klubben, der ligger lige ved siden af er en nogenlunde udholdbar temperatur.

Måske hænger det sammen med, at vores blæsere blev taget ned engang for et par uger siden og at Klubben har en dør, de kan lade stå åben…

Jeg håber blæserne kommer op igen, for i dag var sådan en dag, hvor bare tanken om bevægelse, fik svenden til at springe. Helst ville jeg have været udenfor, i skyggen med en smule luftning. Men der var unger, der forlangte min tilstædeværelse – selvom jeg nok kunne have lokket dem med udenfor – og der var gardiner og stænger, der ikke selv hopper ned fra væggen.

Jeg troede ellers jeg havde en aftale med en af pedellerne, men det havde han åbenbart glemt.. og helt ærligt, så tror jeg også han har masser af andet at se til. Så jeg tog tjensen. fandt skruemaskinen og fik garndiner, stænger og de rullende af slagsen afmomteret og fjernet helt fra den væg, der også gerne snart skulle forsvinde.

Caféen ligger i et gammelt gangareal. Det ligner nu ikke en gang, men jeg har set billeder fra engang i treserne, da det var en gang, og da så det langt mere gangagtigt ud. I dag er der Café og længere nede Klub. Det hele i forlængelse af hinanden og med facade og et langt vinduesbånd – visse steder brudt af døre – i hele længden.

Det er flere år siden vi konstaterede at lige netop den væg har set endog meget bedre dage. Råd og tidens tand har gjort sit, på kolde vindblæste dage, får vi indenfor også glæde af blæsten og regner det i den rigtige retning, har vi også enkelte gange oplevet glæde af regnen.

Men nu skal den ned. I forskellige tempi har forskellige håndværkere fjernet ledninger, radiatorer, blæsere og hvad der ellers befiinder sig på og omkring væggen. Gardinerne er vores og vores ansvar og skal gerne op igen, så derfor skulle de ned. Jeg troede faktisk aftalen lød på engang i sidste uge, og da der stadig ikke var sket noget, da jeg kom i dag, besluttede jeg mig altså for at gøre det selv.

Inden jeg ret langt, stod der pludselig ikke mindre en to muskuløse unge mænd på den anden side af viinduerne med brækjern og hamre og begyndte nedbrydningen af væggen udefra. De nåede aldrig længere, jeg håbede ellers på hul i væggen og måske en luftning til følge. Men så langt nåede de altså ikke. Til gengæld er de sikkert klar til i morgen i stedet.

I øvrigt får vi ikke mindre end to døre, når det hele er færdigt. Det vindue ungerne hver eneste sommer bruger til at hoppe ud og ind ad, og så endnu en, fordi der skal være orden i sagerne og arkitekten gerne købte det med en dør, hvis altså det kan komme til at passe.

Og ham pedellen… Han blev en smule rød i hovedet, da han lige efter jeg var færdig kom gennem og det pludselig gik op for ham, at han vist nok havde lovet… Han skyndte sig videre, mens han mumlede noget om kvajebajere…