En teknisk fejl umuliggjorde netadgang siden fredag. Dage fyldt til bristepunktet, negligerede problemet. I hvert fald for mig. Andre af husstandens beboere har med glæde set frem til i dag, endelig igen at være i kontakt med omverdenen.
Et eksempel kunne være Ungersvenden, der fuldstændig fortabt under ingen omstændigheder kunne finde vej til en adresse… og det selv om Kraks udemærkede kort stod i reolen, lige foran ham. Er vi på vej mod en tid, hvor det bliver umuligt at begærde sig uden netadgang..?
Mens nettet forsvandt, forsvandt også tiden i den trygge skolefold og endnu et kuld af fremtidens unge står over for at skulle ud i Verden og stå på egne ben.
Som altid starter den aktion med sidste skoledag, karamelkastning og hos os – skumsprøjt. Hvor højtideligheden med vand og kampkast forsvandt hen, ved jeg ikke. Men jeg ved at der har været episoder, der betyder lukning af vandet mens karamelkastningen foregår, og i stedet står en flok glade udklædte næsten-voksne med taskerne fulde af barberskum og karameller.
Vi har også altid en endnu større flok stadig-skolebørn, der frygtløse kaster sig ud i kampen om flest karameller og mindst skum. Der er også dem, der i højere grad forfølger skummet og glemmer karamellerne, eller de udsete, der står på lister over dem, der skal hævnes, rulles, drilles eller bare forfølges.
Min søde kollega hørte til blandt de sidste. Han var pædagog i klassen dengang de var søde små børnehavebørn og lige var startet i skole. Han var klar og selvfølgelig skulle de nu meget store, i et øjeblik næsten børnehaveklasseagtige have lov at give igen. Næste år er det min tur. Næste år er det nemlig en flok af den gruppe, der har brugt Caféen mest, og så skal jeg nok være klar.
I år fik jeg lov at stå uforstyret og klikke billeder med op til flere kamaraer at vælge imellem. Til gengæld gik mit eget afkom ikke ram forbi, selvom hun langt fra var blandt de mest infilterede. Og heldigvis – kan man måske sige – er det altid de skumsprøjtende afgående niendeklasseselever der er allermest klæbet ind i og fyldt med den modbydelige stank af barberskum.
I år var der forholdsvis mere – meget mere skum - end normalt, til gengæld forsvandt de fleste, da først regnen valgte at falde.
Pyh. På min skole er det kun tilladt at sprøjte med vand - på plænen. Heldigvis.
SvarSletBarberskum, remoulade, mayonnaise og hvad de nu ellers kan finde på at medbringe bliver låst inde til de skal videre til Lovparken og mødes med kommunens andre 9. klasser.
Jeg er glad for at vi har de regler, for jeg ville godt nok betakke mig for at blive smurt ind i alt muligt. (For ikke at tale om evt. at risikere at få ødelagt brillerne eller det der er værre)
Det ville jeg slet ikke kunne se det sjove i - tror faktisk jeg ville føle det så ydmygende og grænseoverskridende at jeg ville melde mig syg på sidste skoledag.
Det er til gengæld helt okay med mig, at eleverne laver parodi på mig - noget som en del af mine kolleger ikke bryder sig om - og derfor holder sig til de små klasser.
Esther, alt andet end barberskum er også forbudt hos os, og de der ikke vil være med, holder sig indendøre.
SvarSletHvorfor vandet er afløst af skum, ved jeg ikke. Men jeg ville nok også foretrække vand, kunne jeg vælge.
Parodier synes jeg også er fantastiske. Desværre er jeg aldrig selv blevet udsat for det :)