Ret præcis tre timer efter vi forlod hjemmet, var vi klar til at drage mod det igen. Solen skinnede stadig og vejert var lækkert, men frisk havluft trætter og vi var begyndt at mærke rumlen i maverne.
Mens solen skinnede smukt i vandet mellem sjælland og de kunstige øer i standparken, valgte vi omvejen, for ikke at stå ved en aflåst bro endnu en gang.
Dengang jeg var barn, var Brøndbystrand et sted beboet af slemme drenge og hårde piger. Smukt var der ikke og alting havde et vist præg af råhed og ulykke. Måske. For egentlig bevægede jeg mig ikke særlig meget rundt i Brøndby og de venner jeg havde, der var bosatte i Brøndby, virkede ret normale. Men det var det alle sagde. Altså alle dem, som godt kan være lidt svære at diffenere.
Måske var Brøndby slet ikke så slemt dengang. Eller for den sags skyld nu. I hvert fald kørte vi gennem en del af højhusene, der emmede af hygge og var fyldt med hyggelige figurer midt i alt det grønne.
Og mens jeg fortabte mig i kameraet fandt Emilie en hyggelig plads i solen, ved et endnu hyggeligere bord, jeg desværre ikke kom tæt nok på, til at dokumentere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar