Telte ved fodboldbanen

Jeg har nydt de ekstra fridage mere end jeg længe har nydt. Hele sidste uge var så stoppet, at jeg næsten ikke nåede med. Tiden fløj og det gik så stærkt at det nærmest kommer bag på mig, at det er en hel uge siden vi holdt overnatning med telte på græsset og unger der nægtede at sove.

Det var samme dag som niendeklasserne havde sidste skoledag, lavede revy, smed med karameller og skum og måtte godtage et nederlag i fodbold til personalet. Siden drog de afgående elever videre i bad og til fest, skolen affolket og temmelig stille, da også de fleste af eleverne stille og roligt forsvinder for at nyde varme stråler under hjemlige brusere og rent tøj uden duft af barberskum.

Slet ikke nogen dårlig fordeling, for det gav masser af tid til forberedelse og udskæring af mad til bålet. Da de modige var vendt tilbage, lukkede og slukkede vi Caféen, slog telte op – en udpræget morsom oplevelse. De der unger burde en tur på spejderlejr og aldrig komme hjem, før de kan fremvise duelighedstegn inden for teltopsætning.

Med lidt hjælp kom alle teltene op, også det der endte med at stå tomt, for tøser er tøser og i hvert fald ikke skal sove sammen, før det bliver mørkt og koldt og det pludselig er meget hyggeligere og være flere i teltet.

Bålet var tændt, maden grillet, rundboldtruneringen vundet overlegent af drengene, trods pigernes temmelig store overtal, skumfiduserne ristet over gløderne og vi voksne hensat til at passe os selv. Nogle år er klientellet unger der gerne sidder om bålet og hører sjove historier, andre år er deltagerne fuldt optaget af dem selv. I år var af den sidste slags, men hvad gør det, når mit kollegamæssige modspil var min søde tidligere kollega og der var masser at følge op på. Allerede inden han stoppede, proklamerede han, at overnatningen ville han ikke gå glip af, og da han stadig fungerer i SFO-regi frem til sommerferien, var den beslutning slet ikke noget problem.

Det var lækkert at sidde ude i fredags, men det koldt, da vi endelig krøb i soveposerne. selvom jeg havde Anders’ langærmede skiundertøj på har jeg sjældent frosset  så meget. Klokken fire gav jeg op, tog soveposen over armen, låste mig ind, og nåede to timer på sofaen inden uret ringede og friskbagte boller stod på programmet.

Og der klokken fire, lød der ikke den mindste lyd fra nogen af teltene. Slet ikke fra teltet med ungerne der på forhånd havde besluttet at være vågne hele natten. De påstod senere at de netop havde lagt sig klokken fire….

Det var en skøn aften og nat. Bare ærgeligt jeg var så kvæstet resten af weekenden. Men måske blot endnu en grund til at nyde den nuværende så meget mere.