Emilie lokkede, og jeg lod mig lokke. Det virkede nok fordi Tøsebarnet er en vandhund uden lige, Vestbadet under ombygning, luften både inde og ude stillestående og Daniel allerede tidligere på dagen var taget med slænget mod samme destination.
Men først skulle masker strikkes, vasketøj blafre og meget andet ordnes, så klokken blev næsten fire, før vi sadlede jernhestene og satte kursen mod stranden. Med et UV-index på ove seks, bilder jeg mig ind at en sen eftermiddag slet ikke er et dårligt tidspunkt for sol og varme.
Vi kørte ad Vestvolden. En dejlig tur på omkring otte en halv kilometer. Ved Park Alle blev vores planer dog kuldsejlet en smule, for store gule skilte fortalte om lukkede cykel- og gangbroer. En anden gul pil pejede i retning mod Brøndby Strand, så den fulgte vi.
Om vi er elendige til at læse pile, eller om pilene bare var sat virkelig elendigt op, skal jeg lade usagt.. men jeg er tilbøjelig til at mene det sidste. Især efter at have set flere pile undervejs. I hvert fald endte vi på toppen af volden, med udsigt til vandanlægget og en sti, der ikke er særlig velegnet til cykler med kurve, der ikke bryder sig om bump.
Ydermere endte vi ved den famøse bro. En bro der tydeligt blev arbejdet på. Det ser ud til at belægningen skal skiftes. Et blik i den ene retning afslørede tilbagegang og flere kilometer før Hvidovre og overgang. Et blik i den anden retning afslørede stort set det samme, bortset fra at overgangen her ville være undergang og vi stadig ville være i Brøndby.
Hegnet ind til broen var åben, så vi satsede og trak forsigtigt cyklerne over. Halvvejs kunne vi observere tre løbere, der også gerne ville forcere den lukkede bro. Tydeligt kunne vi se, at de ikke bare kunne gå igennem et åbent hegn, men måtte hoppe over rækværket på siden af broen.
Mens jeg overvejede mulighederne for at køre tilbage og finde den hurtigste omvej, nåede løberne så tæt på at de kunne konstatere at cykler ikke var det bedste ide i forhold til forcering af den lukkede ende… Men skal vi ikke bære dem over, sagde den mest svedige af mændene.
Jo tak! Og jeg huskede at poientere at min cykel er ret tung, men det var ikke noget problem, og i løbet af nul komma fem stod cyklerne på stien klar til at køre videre. Tusind tak sagde vi, og fortsatte mod vandet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar