“Hej!”, råbte Emilie, da jeg trådte udenfor efter en aften i hyggeligt selskab med kommende klubbørn, –forældre og samme slags til Caféen. Jeg måtte lige vende mig en omgang eller to, før jeg lokaliserede hende i toppen af et træ.
“Tag lige nogen billeder”, råbte hun videre. Men inden jeg nåede så langt, skulle vi lige have ryddet op og vasket af efter grill, salat og kartofler. Jeg stod midt i opvasken, da Henrik kom og spurgte om jeg havde nogen ide om hvor Emilie befandt sig.. Nogen gange er det ret sjovt at kunne overraske, og her kunne jeg ved straks at vide, hun sad i toppen af et træ.
Desværre kom der ikke så mange i aften, som vi ellers er forvænt med, men de der kom fik svar på spørgsmål og lidt til. De så alle glade og tilfredse ud, da de gik. Og jeg tror grunden til godt samarbejde er lagt.
Om lidt vil jeg tænde strygejernet og fjernsynet. Er der ikke noget spændende at se, er der heldigvis stadig mange afsnit af Venner tilbage inden jeg når kassen igennem for anden gang.
At klatre i træer har aldrig været min stærke side, så er fuld af beundring :-)
SvarSletLosarinas mor, jeg måtte også lige spørge om, hvordan hun var kommet derop :)
SvarSletMin datter var ligesådan, da hun var barn, så jeg kender det :) Man må sige, at hun var vedholdende, når hun sad der så længe.
SvarSletHelle, hun var nede undervejs og kravlede op igen :)
SvarSletHerligt med sådan et naturbarn. Det er dejlige oplevelser man får når man ser det hele ovenfra.
SvarSletEvi, jeg tror også hun hyggede sig deroppe under himlen :)
SvarSlet