Tivoli

Man skulle være pædagog, sagde min nærmeste leder og overordnede, da han lagde sig i græsset på plænen, mens vi andre sad i de fremsatte liggestole og nød solen, vejret og musikken i det fjerne.

Onsdag inden Kristi Himmelfart betyder Tivoli, og i år er ingen undtagelse. Og skønt det føles en smule underligt at tage i Tivoli, få alting betalt, skulle anstrenge sig for at finde et par af de medbragte unger, ikke føle sig ønsket når ungerne endelig findes og sidst men ikke mindst også få betaling for det, så er Tivolituren noget af et højdepunkt og alle de glade øjne og store smil, der findes i hovederne på ungerne, et sikkert tegn på at turen også er på plakaten næste år og næste år igen og…

Emilie fik endelig prøvet Det Gyldne Tårn, og kunne næsten ikke stå stille af spænding og lyst til endnu en tur, da hun endelig havde fast grund under fødderne igen – i øvrigt den eneste gang det lykkedes os at finde et par unger, der gad følges i noget der mindede om fem minutter.

Ungersvenden var taget med, men havde vist forregnet sig en smule med hensyn til følgeskab, og fulgtes i stedet med os voksne og hyggede sig vist egentlig også. Da dagen er afsat med kryds i kalenderen på de fleste insitutioner i Rødovre, var der masser af muligheder for at hilse på og sige hej til andre voksne med medbragte børn, der heller ikke gad at følges. Vi mødte Ursula, der passede Daniel, dengang han var lille og korthåret, og som et kort øjeblik slet ikke kunne kende ham. Daniel skulle dog bruge lidt mere tid end et kort øjeblik, for at få sammehængen på plads i modsat retning.

Til gengæld prøvede vi næsten det hele. Nogen noget og andre noget andet. For eksempel havde Ungersvenden ikke mindre end to legesyge og tilsyneladende alt for hurtige (i hvert fald i forhold til kameraets rækkevidde) pædagoger i hælene da radiobilerne stod for skud.

Vi var heldige var vi. Vejret var skønt, solen skinnede, liggestolene på plænen en supergod ide og theen, der kunne drikkes med et lille tæppe over benene, den helt rigtige afslutning, inden samling og bustur hjem.

Det med vejret vælger jeg at tillægge Anders, der måske i virkeligheden har opført sig nærmest eksemplarisk de sidste tolv måneder. En Anders der nød en dag helt alene, og nærmest ikke kunne ønske sig bedre gave.