Altanskygge

Der er brændende varmt på altanen. Der er næsten lige så varmt indenfor, men dog alligevel en anelse køligere.. specielt hvis jeg nøjes med at opholde mig i køkkenet. Men jeg vil helst være udenfor.

Parasollen er død, foden væk og solen lige på. Men vi holder ud. Anders’ liljer, der gror som ukrudt er godt på vej – i op til flere potter. Emilie tog på opdagelse med kamaraet.

Mens jeg sad der i solen på bænken og nød at sommeren for alvor er over os og gispede en smule i varmen, faldt blikket på parasollen, der ikke rigtig virker her oppe under himlen. Den virkede dengang den var ny, men ret hurtigt gav den op, og vi måtte se i øjnene at jo længere op man bevæger sig, jo mindre læ er der til parasoller, der ikke tåler alt for megen vind.

Vi har bundet fast. Vi har holdt fast. Vi har overvejet vindretninger, selv i nærmest vindstille. Alligevel blafrer den til alle sider, vender vrangen ud og føles alt andet end sikker at have stående på en trediesals altan.

Når vi engang skal have en ny, skal det være af en noget kraftigere kvallitet. Så er der håb for holdbarheden.

Men i dag er der ikke en vind. Eller sky. Bare strålende sol og blå himmel. I dag kunne parasollen med en smule kreativitet alligevel give en smule skygge. Og ved I hvad – så blev det mere end bare dejligt at sidde på altanen.

Også selvom bevægeligheden er noget indskrænket.