tirsdag den 21. juni 2011

Nye døre


Der er stadig arbejdsplads på arbejdspladsen. Tømrene er afløst af snedkere, murere, elektrikere og VVS’ere. Det går stærkt og det bliver godt.

To nye døre har vi fået. Døre, der giver adgang til luft og leg, når det er sommer og varmt. Forhåbentlig også døre, der kan holdes lukket, når det igen bliver koldt og vinter… men det er aldrig til at vide med de unger…

Før sad der vinduer, der hvor dørene nu står. Faktisk er der vinduer hele vejen – femten meters vinduesbånd, der giver masser af varme, når solen står på. Men de vinduer, der nu er døre var vinduer af den oplukkelige slags. Vi havde fire vinduer der kunne åbnes, nu har vi to døre. Heldigvis viste det sig at være en fejl. At de to resterende oplukkelige, bliver oplukkelige igen – vi glæder os.

Nye døre kræver nye sokler og i går kom mureren og muerede sokkel og hullet under dørene. Fint og glat så det ud, da jeg gik hjem.


Ny dør - ny sokkel


Men de der døre. Før var der vinduer – og radiatorer. Det er ikke særlig smart når der står rør op ad gulvet og holdere til gamle radiatore lige midt i døråbningen. I sidste uge stod radiatormanden og snakkede med en, der godt kunne være projektansvarlig, om radiatorene. De sparkede lidt til rørene og talte om dette og hint. Talte om at den ene kan sløjfes helt, for nye vægge og nye vinduer og ny teknologi giver mere varme og mindre spild. Den ene af varmekilderne kan derfor godt undværes.

Den anden derimod, den skal flyttes og en ny af slagsen sættes op. Det var godt jeg lyttede med, for radiatormanden ville flytte så langt, at vores sofa, der normalt står under vinduet ikke længere kunne være der. Jeg blandede mig og enden blev at radiatormanden ville gå hjem og regne. Vil det kunne lade sig gøre ikke at flytte helt så langt, og give plads til både sofa og ny radiator ville han gøre det – men han ville ikke gå på kompromis med en sofa. Jeg stillede mig tilfreds og havde allerede tanker om hvor sofaen så kan stå.


Ny dør - gamle radiatorholdere og -afløb


I dag måtte vi holde lukket, for der sad en mand og bankede i gulvet. Larmede og støvede gjorde han også. Heldigvis kan vi være i Klubben, og mens manden bankede op, så VVS’eren kan lukke for tilførslen til den sløjfede og flytte rørene til den nye, hyggede jeg i Klubbens hobbyværksted.

Jeg gik gennem på vej hjem. Manden var færdig, gulvet fyldt med huller og de gamle holdere væk. Huller der giver retning af, at der bliver plads til sofaen og huller, der ødelagde gårdagens fine murede sokkel…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar