Jeg vidste det jo godt, og skulle jeg have glemt det, er det husket nu.
Kombinationen af hygge og snak, god mad og vin og hjemmelavet vodka blandet med bolsjer sammen med timer, der alt for hurtigt bliver til tidlig morgen er aldrig sjovt dagen derpå.
Jeg er oppe, har endda været omkring biblioteket med bunken af bøger, der skulle afleveres.
Jeg pakker mig sammen, sætter mig i et hjørne sammen med chips og cola, købt på vej tilbage fra biblioteket – gad vide om jeg købte nok?
Min chef kom forbi i går… “åh forøvrigt…. jeg har en udfordring til dig…”
Vores månedlige nyhedsbrev trængte til en opstramning. Efter flere år, med skiftende kvalitet (og en redaktør – undertegnede - der ind imellem, har følt sig nødsaget til at rende rundt og spørge efter indlæg fra de forskellige afdelinger), besluttede vi hver måned at skrive spændende artikler om det at arbejde i en skolefritidsordning.
Det kunne være med fokus på pædagogikken, børnene, arbejdspladsen, vores visionen eller hvad som helst. Kan vi ikke selv finde på, har pædagogisk udvalg (en lille gruppe, der mødes en gang om måneden og har repræsentanter for hver afdeling) fået opgaven at uddeligere.
“Ja?” sagde jeg og blegnede lidt da opgaven kom frem:
Skriv om hvordan du forbereder dig til at modtage pubertetsunger!
“Øhh!?” tænkte jeg – jeg gør da ikke noget…
Det er selvfølgelig ikke rigtigt, jeg trænker måske ikke så meget over hvad jeg gør eller hvordan jeg opfører mig, for i bund og grund er jeg bare mig.
Men hvem er så mig? Hvad gør jeg, der gør mig speciel? Og er det nødvendigt at forberede sig?
Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, i aftes på vej hjem.. Min umiddelbare konklusion er at jeg møder ungerne med respekt og interesse for dem, og deres interesser (hvilket er grunden til, jeg i sin tid begyndte at spille WoW, og i dag kan tale med om både quests, mounts, gear, instances og specifikke steder på det interaktive kort. – Jeg siger dig bare, det kan dupere ret så mange 6. klasses drenge, der aldrig foretager sig andet end lige netop det spil…).
Jeg er selvfølgelig også bevidst om min rolle som rollemodel og hvordan jeg går ind i konfliktsituationer. Alle de kurser og pædagogiske dage jeg har været til og hørt om relationer, anerkendelse, frirum og vanskelige samtaler har selvfølgelig farvet mig i mit daglige virke.
Men som udgangspunkt vender jeg alligevel hele tiden tilbage til respekt!
Heldigvis har jeg et par månedet til at tænke og skrive, så mon ikke jeg kan finde et par sparringspartnere og få den helt rigtige vinkel på – for opgaven er jo spændende :)
Hjertet hoppede nærmest i livet på mig, da jeg i aftes åbnede min mail og fik meddelsen om, mit første salg på etsy.
Jeg har været der længe og mange har kigget forbi, men ingen har købt. Jeg var måske nok nået dertil, hvor jeg ikke havde de store forhåbninger om nogensinde at sælge noget.
Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at med så mange sælgere, kræver det en del at blive set. Jeg har ikke købt reklameplads, og dermed ikke gjort stort, for at gøre mig bemærket.
Umiddelbart føles salget derfor som en sejr, der kan være med til at gøre mig lidt mere kendt – måske…
Morgenen er gået med at lave en fin indpakning og et håndskrevet kort – så er den side af sagen i orden, inden brochen tager turen over atlanten mod det store Amerika.
Vi snakkede om sokker og strikning af samme forrige gang vi mødtes i strikkeklubben, som måske i virkeligheden slet ikke er en strikkeklub – strikketøjet er nærmere gået hen og blevet undskyldningen for at mødes, snakke og have nogle dejligt timer sammen.
Sokkestrikningen fik mig til at sætte mig ned og sætte ord sammen om sokker. der er masser af måder at strikke sokker på, så ordene og teknikkerne blev mine – mine erfaringer og mine forertukne metoder.
Med billeder og forklaringer blev det større end jeg havde regnet med, og jeg nåede heller ikke at blive færdig til sidste gang vi mødtes. Det gjorde nu ikke noget, for nok kom der masker på pindene til et par sokker eller to, men meget mere blev det ikke til.
Det er ikke en endegyldig forklariing på sokker – nogen vil kunne bruge det, andre vil ikke. Men nu ligger det der, til fri afbenyttelse for dem, der synes at kunne bruge det.
Emilie vågnede med hovedpine. Efter en halv time, hvor hun nåede at få tøj på, men ikke blev mere klarøjet at se på, sendte jeg hende i seng igen. Ikke så snart havde hun lagt hovedet på puden, før hun sov.
Først halvanden time senere vågnede hun igen, stadig en smule klatøjet og selvom beslutningen om at blive hjemme fra skole i dag ikke blev vel modtaget, blev vi alligevel enige.
Turen går mod farmand i morgen. Det er efterhånden tre uger siden, de så ham sidst og savnet begynder at melde sig. Det ville være ærgeligt ikke at kunne komme afsted, fordi en sygdom blev forceret.
Mens hun sov, kravlede jeg i seng og under dynen med det, der skal blive en ny hue til Tøsebarnet og nåede at afslutte den sidste maske og gemme af vejen, inden hun stod der igen. Nu mangler lidt montering og en hæklet kant, og endnu en kalendergave har set dagens lys.
Jeg tog mod til mig, indtog det frygtelig kolde badeværelse, hvor vinduet har stået på klem hele natten, og mens varme stråler faldt over mig, kogte Emilie havregrød. Et enkelt sæt Kasino er spillet og nu ligger hun henslængt på sofaen mens fjernsynet udspyer den ene efter den anden af afsindige tegneserier – desværre havde vi stadig signal efter d. 1. Selvom jeg havde haft et naivt håb om sort skærm :)
Måske jeg skulle overveje hvor frisk jeg selv er – for et øjeblik siden forsøgte jeg at mase stikket til kameraet ind i mobilen… duer ikke, siger jeg bare!
En aften i selskab med Karin Dyhr, der åbenthjertigt og klart fortalte om sit liv. Om sexuelt misbrug, psykiske lidelser, indlæggelser og modet til at gøre op.
En aften der kommer til at køre rundt i hovedet på mig – længe.
I aften kommer jeg sent hjem. Efter arbejde mødes alle kommunens fritidspædagoger til et foredrag.
Jeg ved ikke meget om indholdet af aftenen, men jeg ved vi skal høre en kvinde fortælle om egne oplevelser i forhold til incest og følelsen af at være forkert.
Jeg tror det bliver en hård og spændende aften.
4 kilo æbler, skrællet, skåret, befriet for kerner, orme og stødte steder.
Kogt sammen med hel kanel og og en flækket vaniliestang, bredte duften sig i Caféen og ud i forhallen, hvor alle altid kan dufte aftenens menu.
Lagt sammen med ristede havregryn og toppet med pisket skum, blev det enden på dagens anretninger, der startede med bryststykker af and, flankeret af ovnbagte kartofelbåde, sauce af stegeskyen og en grøn blanding med pinjekerner og appelsin.
Oveni fik resterne af chips og sodavand fra hytteturen ben at gå på, og alle rejste sig mætte fra bordet, inden teenagerræset satte ind, stemmerne igen steg, arme og ben fægtede i een forvirring og glade lyde lød fra højre og venstre.
Om 14 dage er datoen d. 24., og traditionen tro serveres der risengrød. Min søde kollega er af den slags, der kan spise risengrød året rundt – så falder tirsdag på d. 24. er menuen givet på forhånd… også selvom kalenderen skulle sige juni.
Lige inden lukketid stod pludselig to ambulancemænd og kiggede forvirret. De var sendt til skolens adresse, med telefonnummeret til en kommunal telefonsvarer. En kvinde skulle være faldet.
Vi var rundt. Oppe og nede. I festsalen hos bingospillerne, i hallen hos gymnastikfolkene, på førstesalen hos aftenskolen og hos os selv i fritidsordningen. Ingen kendte til ulykker og ventende ambulancer.
Man skulle vel tro, at nogen ville møde op og vente ved døren? Eller nogen ville være i den anden ende af et telefonnummer?
Ambulancefolkene gik mod den ventende bil og tilbagekald for om muligt at finde en bedre fortolkning. Jeg gik mod aflukning, farvel til unger og hjemtur.
Jeg håber, de fandt det, de søgte.
Det bløde, bløde garn jeg fik af Bettina, får mig til at tænke på varme om halsen. I disse dage, hvor kulden får alvor tager fat og der både er koldt herhjemme under taget og Caféens gennemsuste vinduer giver kulde, mangler jeg noget varme.
Et hurtigt kig på Ravelry gav adgang til Percy Shawl. Pinde blev fundet og selvom jeg havde lovet mig selv ikke at begyndt før efter jul – eller i hvert fald meget tættere på, vokser noget der kan blive vinterens varmekilde nu stille og roligt frem.
Det langhårede garn kræver koncentration, så endnu et hjemmeprojekt har set dagens lys. Med alle hemmelighederne er det slet ikke dårligt, at have projekter alle gerne må se.
Om lidt vækker jeg cyklen og tager mod Caféen og aftenspisning, der med 10. november selvfølgelig byder på and!!!
Jeg har faktisk aldrig lavet and, men med sats på bryststykker og noget med kartofler ender det vel spiseligt. Samtidig skal den kæmpe portion æbler en anden kollega havde med fra haven omdannes til æblekage.
Så måske jeg bare skal spidse skrælleren og komme afsted.
