En eventyrlig have

Den skønneste weekend er slut.























Den sluttede i selskab med Henriette i hendes skønne have.

Et par glade timer med snak, med inspektion af en have, der alle steder byder på kig til en eventyrlig verden. Henriette er en mester til at skabe stillebens og smukke konstellationer overalt hvor hun er.

For mindre end et år siden var haven en ud af mange helt almindelige forstadshaver med en mængde græs, en terrasse og et bed hist og her. Ikke så snart Henriette flyttede ind, blev der lavet om på det, og der er stadig masser af ideer og planer at tage af, inden hun bliver færdig.

Det er oplevelse at gå rundt i haven og finde de skønneste motiver og små finurlige opstillinger. Det var skønt at se Henriette igen og selvom vi ikke havde lang tid og kom langt senere end beregnet, var det et dejligt gensyn.

Jeg glæder mig til vi ses igen til august, når Bettina og jeg har inviteret Henriette til hendes egen fødselsdag og både skal kramme, snakke og få endnu et kig i en fantastisk haveverden.

Ved stranden

Vi manglede astii og rødvin. Vi ville en tur til stranden, og Violykke foreslog købmandsbutikken ved Lupintorvet, der også huser en garnbutik.





Altså slog vi tre fluer med ét smæk, startede den firhjulede og kørte sydpå. Den lille garnbutik i tilknytning til købmanden viste sig yderst velassorteret, og købmandsdamen var meget behjælpelig med både det ene og det andet - også afslag i prisen - og så gik vi alle tre derfra med nyt garn. Alle glade, ikke mindst damen, der gerne ville have ryddet ud i garnlageret og få plads til nyt.

Fra købmandshandlen på Lupintorvet kørte vi igen nordpå mod Marielyst Torv, parkerede bilen og gik til stranden. Luften var afgjort varmere end i går, men stadig overskyet og i horisonten var det svært at skelne himmel fra hav i en tåget linje af flere farver. Så tåget, at jeg fik oplevelsen af at have glemt at tage briller på.







Der var skønt på stranden, en smule vind, men slet ikke så vildt som Lottes hjemlige Vesterhav. Næh, ud mod Østersøen vokser der træer i snorlige rækker og bølgerne slår blidt mod strandkanten. Slet ikke en rigtig kyst, mente Lotte.

Vi nød alligevel synet af vand, af strand og af familien med en meget våd hund, et par legende børn og de få andre, der havde fået samme ide som os.





Tilbage ved bilen, kørte Lotte og Bettina tilbage til sommerhuset med den kostbare last, mens jeg valgte at gå. Frisk luft og en gåtur inden mere strik i sofaen lokkede. Og med kun lidt over en kilometer mente jeg nok at kunne klare turen alene.

Weekendlykke

Weekenden forløber i stille tempo.





Det er skønt med dage uden fart, dage til at lade op, specielt med tanke på den kommende uge. Jeg har valgt det selv, og jeg glæder mig, men jeg ved også at næste uge bliver en lang uge - og det til trods for en kort uge med kun fire dage.

Næste uge skal årets revy stå sin prøve. Der ligger mange uger bag. Sammen med afgangseleverne har jeg skrevet et manuskript, der gør grin med både store og små. Mest lærerstaben, men også lidt dem selv.
 
I næste uge står der øvning på programmet. Jeg har samlet timer, og møder tidligt ind og er med hele ugen. Kun et par timer tirsdag er jeg ikke med. Det er til gengæld teamets lærere, og hvis ellers eleverne gider give den en skalle, er der lagt op til en rigtig god revy.





Jeg har en forestilling om at næste uge bliver der ikke meget tid til blogindlæg. Jeg forestiller mig at sofaen bliver det faste holdepunkt, når arbejdsdagen er slut, og der bliver mulighed for at falde omkuld.

Jeg forestiller mig også det bliver en super spændende og sjov uge.

Men lige nu er der tid til fordybelse. Tid til ingenting, tid til hygge og strik som det passer os.


Måske skal vi også en tur udenfor.

Nej, det var ikke klistermærker

Jeg har været i Nykøbing F masser af gange, men det tæller alligevel ikke.





Jeg har stået på banegården og ventet på toget videre mod Nakskov og min far masser af gange, men jeg har aldrig været ude i byen.

Det var jeg i dag.

Allerede da vi kørte gennem byen i jagten på en parkeringsplads, så jeg de dekorerede helle-agtige søjler, der stod flere steder på gader og stræder. Dekorerede med sirligt påsatte klistermærker - troede jeg.







Da vi have parkeret bilen og fandt frem til bymidten, gågaden, garnbutikkerne og det livlige gademiljø åbenbarede Nykøbing F sig som en afsindig hyggelig og ikke mindst smuk by. Side om side ligger huse og bygninger fra en svunden tid med fine udsmykninger, forlorne gavle og påvirkninger fra stilarter, der hører fortiden til.

Jeg holder meget af smukke byer, også selvom jeg ikke altid har styr på historien, kan sætte artiketuren i det rette perspektiv eller overhovedet ved noget om tidsaldre. Det afholder mig ikke fra at gå genem gaderne og kigge mere op end se mig for. Nykøbing F er så afgjort en af de danske byer, der er et besøg værd - bare for at kigge.

Først på vej tilbage til bilen så jeg endnu en af hellerne, der ikke som heller står, stod midt på vejen, men i stedet på fortorvet. Igen var den fint dekoreret med kvardratiske klistermærker - troede jeg.





Jeg måtte helt tæt på, før det gik op mig, at det slet ikke var klistermærker, men små kvardratiske kakler, alle med en enkelt figur. Langt de fleste kuglerunde, men en enkelt ind imellem var helt anderledes, og skilte sig ud.

Jeg aner ikke hvorfor de står der, hvad de betyder eller hvem der har stået for udsmykningen. Men jeg blev glad af at se på dem, havde lyst til at kigge længe og synes det var et rigtig fint indslag i gadebilledet.


Og pludselig var de andre langt foran mig.

Sommerhusidyl

En fredagsferiedag betyder forlænget weekend.





Weekenden bliver brugt sammen med strikkedamerne i et sommerhus i det sydlige Danmark.

Strikkepindene glæder, vi griner og er stille sammen. Her er skønt, forplejningen gennemtænkt og selvom det er både koldt og vådt ude klage vi ikke. Inde er både godt og varmt.

Vi har været en tur i den nærmeste by, kigget garnbutikker  - kun kigget, der var intet nyt under solen  - fourageret, så morgendagen er dækket, og nu er vi tilbage i de bløde møbler, iført blødt tøj og med fornødenhederne inden for rækkevidde.

Der er lagt op til en skøn weekend.

Tegnediktat

Zacharias har gennem sin skoletid tegnet de flotteste tegninger, der alle er rammet ind og hængt op hjemme.

De første tegnede han allerede det første år han gik i skole, og de er så fyldt med detaljer og skønne streger at det er en fryd at kigge på.


Se bare grisen her, som mormor fik forærende:




Alle de skønne tegninger er tegnediktater, som er lavet i billedkunst. Et fag der stod højt på listen i den lille specialklasse han startede sin skolegang.

I lørdags sad vi hos min søster og fejrede at Nicklas runder sytten år. Jeg klagede lidt over allerede lørdag at vide, at jeg i dag skulle være vikar. At være vikar bliver aldrig noget, der kommer højest på min liste. Men det er altid nemmere, hvis jeg kan forberede mig på forhånd.

Men hvad skulle jeg forberede. Jeg vidste ikke hvilken klasse jeg skulle have, men på intra kunne jeg se, at en understøttende undervisningstime i 2.A. nok ikke ville være skudt helt forbi.

Du laver da bare tegnediktat med dem, sagde min søster. Men hvordan laver man tegnediktat? Jeg vidste det ikke. Jeg spurgte Zacharias, der svarede at læreren tegner med på tavlen. Okey tak, sagde jeg og følte mig ikke meget klogere.

Et opslag på Google hjalp meget mere. Jeg fandt både noget teori om tegnediktater og, endnu bedre, en diktat lige til at kopiere.





Med Kirkebys gode forklaringer forberedte jeg mig i går. I dag kunne jeg tegne og fortælle sammen med 4.B. 2.A. havde vundet en anden vikar.

Det var super sjovt. De var alle med. Også dem, der startede med at sige, at de ikke kunne tegne. Vi sluttede med at tage et billede af alle de fine giraffer, som enten var farvelagte og tegnet op med sort, eller bare tegnet op med sort.

Jeg tegnede med på tavlen, og havde også lavet færdige tegninger af både en optegnet og en farvelagt giraf til inspiration. Det sjove var, at eleverne ikke vidste hvad de tegnede, jeg lærte at jeg næste gang skal tegne omridset af papiret op på tavlen først, så eleverne får en oplevelse af hvor meget deres tegning kommer til at fylde, og de var rigtig gode til at gætte på hvad det mon ville ende med at blive.

Da vi nåede den lange hals, var ingen længere i tvivl.





Når jeg næste år overtager en 4. klasse er der ingen tvivl om, at de skal lave mange tegnediktater. Jeg tror jeg starter med at bryde Zacharias' gris ned i mindre dele, inden jeg finder på andre ting at tegne.

Onsdagsmasker

Det er blevet onsdag og tid til et kig på bøger og håndarbejde.













Læse:

Jeg læser stadig om politimanden Jack Caffery og politidykkeren Flea Marley. Umiddelbart virker den underliggende historie og deres fælles aversioner mod hinanden langt mere tiltrækkende end et par hænder, der er skåret af en mand og dukker op i havnen.

Og måske har de langt mere til fælles, end de vil være ved.


Strikke:

Jeg har fundet Frosty frem. Jeg startede for længe siden, strikkede det smukke bærestykke, samlede masker op til viderestrik og gik i stå. Det blev ikke pænt. Overhovedet ikke pænt.

Et besøg på Ravelry gav kun næring til den opfattelse. Men det gav også inspiration til at tænke selv, gøre som jeg har lyst og passe til efterhånden som arbejdet vokser.

Så det er det, jeg gør.

Heldigt den sidste var blå

Hvordan jeg havde bildt mig selv ind, at alle de babyer der er på vej, er piger, er jeg ikke helt sikker på. I hvert fald kom det bag på mig, at min søsters veninde ikke anede hvilket køn barnet havde.





Det viste sig at være en dreng. Og så var det slet ikke ringe, at den sidste flodhest er blå. Den var bare ikke færdig, da Ann-Dorthe kunne meddele at Helena var nedkommet med en søn. Og jeg dagen efter skulle til fødselsdag hos Nicklas.

Der er ingen tvivl om, at jeg skal have en pause fra de hæklede dyr. Det blev lige mange nok på een gang. Den blå flodhest voksede stille og roligt, og den manglede kun hovedet, i fredags, mens jeg brugte dagen sammen med Sille.

Jeg havde ikke flodhesten med, så hjemme igen slog jeg mig ned i sofaen, delte tiden mellem flodhesten og Ann-Dorthes taske, der krævede reparation og lavede lidt på den ene, lidt på den anden og blev færdig tids nok til også at få mere end fem timers søvn... Cirka.

Lørdag formiddag ventede og ventede jeg på at regnen skulle holde pause, for der skulle gerne et par billeder i kassen, inden dyret blev pakket ind, stoppet i tasken og tog turen med til Mogenstrup og et håb om, at min søster gider tage den med, når det bliver tid til at tilse den lille ny.

Det gider hun heldigvis godt.





Da regnen endelig stoppede, var alting vådt udenfor, og inden jeg nåede ned ad trapperne var det begyndt at dryppe igen. Jeg havde bevæbnet mig med de to chaussesten mine børn for mange år siden har slæbt hjem, og som nu viste sig gode i forhold til at skabe tørhed for flodhestefødder inden indpakning.

Den eneste overdækning jeg umiddelbart kunne finde, var taget på den lille rutsjebane på legepladsen, og sådan gik det til at billederne blev taget på et af de mest mærkelige steder, jeg endnu har taget billeder af en flodhest.

Men den blev ikke våd. Og det var vigtigst.










Design: Happypotamus the Happy Hippo af Heidi Bear.


Garn: Økologisk bomuldsgarn fra Karen Klarbæk. Fra inderst til yderst hedder farverne Cool Grey, Turquise, Petrol Blue og Medium Petrol Blue. En enkelt klat sort, gør det ud for øjne. Den sorte er ikke økologisk, men bomuld og fra lageret. Der er til mange øjne i sådan et nøgle.

Jeg har brugt 138 gram garn til flodhesten. Det spænder fra 15 gram til lige over et nøgle (den tyrkise blomst)


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Stoppet og fyldt vejer den færdige flodhest hele 490 gram. De ekstra gram stammer fra fyldet - en stor del af en fiberfyldspude fra IKEA. Jeg køber de største, så vidt jeg kan regne ud er det i længden billigst.

Den er 36 centimeter lang, 15 centimeter bred og 17 centimeter høj.







Bemærkninger: Bortset fra øjnene - helt efter opskriften. Babyer og påsatte glasøjne er ikke en god kombination. Derfor er midterdelen af øjnene hæklet af sort garn. Som i opskriften, har jeg med sort syet frem og tilbage mellem øjnene, for at skabe lidt liv og bevægelse i hovedet.


Har du lyst til at se flere billeder af flodhesten, kan den ses lige her på Ravery.

Grin på første maj

Vi har lukket første maj, og fredag holder jeg fri. Så er der pludselig ikke meget uge tilbage. Når der så også skal presses et par møder, en vikartjans, skriftlig eksamen, et aftenarrangement og sene afgangstider mod et sommerhus ind, er det lige før jeg ikke kan følge med.





Så er det godt med mandagsfri sammen med skønne kolleger. Både de nuværende og enkelt afstikker. En mandag i solskin i et kolonihavehus, med god mad, grin og de mærkeligste konkurrencer.

Og på den måde fik vi også forberedt ideer til torsdagens aftenarrangement, hvor vi har budt op til femkamp ungerne imellem. Et par af vores discipliner kunne godt bruges - muligvis med modifikationer - til en dyst mellem børn.

Vi lagde ud med kroket, og så var Lottes bankende konkurrencehjerte i sving. Lynhurtigt blev der arrangeret en dyst over fem discipliner. Hvad har vi? Hvad kan vi? var spørgsmålene, og da Berit ikke lå inde med vatrondeller, måtte andre ideer og muligheder til. Legen med vatrondellerne, lød ellers sjov.

Det var koldt ude i mandags, men astiien var liflig, grinene ubetalelige og vi havde godt med overtøj, trøjer og sjaler.

Vores improviserede femkamp bestod af:





Vælt halvliters flasker - med indhold - ved hjælp af en svingende strømpe og en kugle. På tid.

Vi brugte en nylonknæstrømpe, det kunne også have været et par strømpebukser og en kroketkugle. En tennisbold havde nok været bedre, men det havde vi ikke. Skulle nogen finde på det samme, så husk at kroketkugler kan slå hårdt, hvis man rejser sig hurtigt, og glemmer  at kuglen er i sving...







Kast en tampon - suget fuld af vand, holdt i snoren mellem tænderne - over hovedet. Hvem kommer længst?

Det er ikke let, men jeg viste mig at være langt bedre end forventet. Det kan selvfølgelig også være begynderheld. I øvrigt er mange festlige discipliner ikke altid specielt nemme at have med at gøre, når man samtidig er ved at bryde sammen af grin.







Få blyanten i flasken. På tid.

Den gode gamle og gennemprøvede. I vores version blev blyanten en kuglepen og snoren et stykke gavebånd. Flasken havde vi på forhånd tømt. At ramme viste sig ikke det nemmeste i blæsevejr...







Gummistøvlekast. Kast længst.

Også en fortærsket afprøvet disciplin. Og heldigvis lå kolonihavehuset inde med gummistøvler.
Jeg må bare indrømme at min motorik ikke rækker til at kaste mellem benene, over hovedet og forud. Til gengæld er jeg god til at kaste bagud. Det giver bare ikke så mange point.





Balancer tomme dåser. Igen på tid.

En balje vand, fem tomme dåser og en paptallerken. Vi havde ingen paptallerkener, så vi nøjedes med et låg til en plastikboks. Dåserne havde mine skønne kolleger sørget for at tømme inden legen gik i gang. Heller ikke det nemmeste, når vinden blæser.


Det blev sent, før Lotte og jeg sadlede cyklerne og kørte mod Rødovre. Anja skulle den anden vej, og fik gemalen til at hente - både hende og cykel. Louise havde alt for langt hjem, og havde på forhånd aftalt at blive og sove.

I morges stod tre af os klar til en omgang træning, de sidste to skulle på det der arbejde. Vi andre kunne lige nå det inden personalemødet. Lotte fører an, mens Berit og jeg knokler på. Jeg har en fornemmelse af, at mine mavemuskler kan mærke anstrengelserne i morgen.