Himmelbjergtårnet

 

På toppen af Himmelbjerget står et tårn. Et fem og tyve meter højt tårn sat som mindesmærke for Frederik d. VII. Ham der i 1849 gav os Grundloven.

I 1864, tabte Danmark den anden Slesvigske med det historieske slag ved Dybbøl Mølle. Vi måtte afgive Slesvig, Holsten og Lauenborg. Det var ikke velset og det gode borgerskab - eller de mest magtfulde i landet ønskede ikke at demokratiet fik for meget magt i Danmark. De mentes at være nødvendigt med en styrkelse af Staten og at for meget demokrati ville svække beslutningskraften. 

Derfor ændrede man grundloven, så valgretten til Landstinget blev indskrænket og man reelt indførte et godsejerstyre i Danmark. 

Det skabte en del røre landet over - også i Silkeborg, hvor Michael Drewsen (den driftige forretningsmand) igen endte i spidsen for et mindesmærke for Kongen, der havde indført Grundloven, og næppe havde tænkt at magten skulle ende i hænderne på de rigeste mænd i riget. 

Der blev dannet en tårnkomite, der samlede penge til formålet, og efter syv år var der penge nok til opførelsen af tårnet, der er tegnet af L.P Fenger og blev indviet i 1875. Inskriptionen øverst på tårnet siger:

Til Minde om Kongen
Frederik den Syvende
Det danske Folks Ven
Grundlovens Giver

Ved Grundlovsfesten i 1891 blev tårnet pyntet med kongens portræt og mindekranse. Siden er intet ændret ved tårnet.

I dag er der stadig Tårnkomiteen, der er ansvarlig for vedligeholdelse af både tårn og området omkring. Det koster 10,- kr at komme op i tårnet, som kan betales via kort.

Vi gik ikke kun op på toppen af bjerget, vi fortsatte selvfølgelig op i tårnet, hvor udsigten over Julsø er ret fantastisk.

Og for at slå en sløjfe på forhistorien, fortsatte godsejerstyret frem til 1901, hvor parlamentarismen blev indført, og det blev sværere for de magtfulde mænd at bestemme det hele. 

I 1915 blev Grundloven ændret, den indskrænkede valgret til landstinget blev afskaffet helt. Samtidig med at kvinder og almindelige mænd fik stemmeret. Dermed var det slut med magteliten i Landstinget. 

Jeg har fundet oplysningerne om tårnet og historien bag på Wikipedia, Danmarks Smukkeste, Himmelbjerget og en snak med Copilot. 

Hjejlen

 

Hjejleselskabet blev grundlagt 1861. Den driftige forretningsmand Michael Drewsen, stod i spidsen og satsede stort. En håndfuld mænd havde sat sig for at samle penge ind til projektet. De fik ikke samlet nær nok, men det slog ikke Hr Drewsen ud. Han stod på god fod med Kongen og lånte penge fra Staten til at få bygget en båd, ingen nogensinde havde forestillet sig skulle sejle i Søhøjlandet omkring Silkeborg. 

Det var en længere historie at få dampskibet frem til byen. Kanalerne den skulle besejle måtte visse steder graves ud undervejs og da den endelig nåede frem, viste den sig ikke helt så rentabel som forventet. Turisterne, der skulle sørge for indtægterne udeblev - her spørger jeg mig selv, om turisterne vidste der var noget at komme efter? - og byens befolkning kunne ikke fylde alle pladserne ud. 

Hjejlen er verdens ældste sejlende kulfyrede hjuldamper, og bortset fra det klimamæssige aftryk, er den et stykke historie, der er spændende at se på tæt hold. Allerede fra start sejlede Hjejlen til Himmelbjerget, som nogen år forinden havde lagt ryg til en grundlovsfest - i øvrigt også med Michael Drewsen som forgangsmand - som blev en tilbagevendende begivenhed. 

Hjejleselskabet blev med tiden en succes. Måske både fordi Hr Drewsen aldrig gav op, fordi turen er afsindig smuk, fordi så celebre personer som H.C. Andersen og Kong Frederik d. VII og Grevinde Danner sejlede med flere gange. Mon ikke også Grundlovsfesterne på Himmelbjerget har været med til at styrke sejladsen.

Vi var i Silkeborg de dage af sommeren, hvor det regnede mest. Vi havde tjekket vejrudsigter, kalkuleret og bestilt billetter, så vi kunne komme med hjuldamperen både ud og hjem. Heldigvis havde vi set rigtigt, og var af sted den dag, hvor vejret viste sig fra sin allersmukkeste side. 

Vi startede ved Hjejleselskabets fine bygning ved havnen i Silkeborg, var blandt de første der kom ombord - her bliver man råbt op i den rækkefølge man har købt billetter - og kunne derfor næsten frit vælge hvor vi ville sidde. 

På turen ud sad vi over det ene hjul, med god udsigt, kølig vind og masser af sol. Der var ikke så god plads til benene, men vi havde en god tur. På tilbageturen valgte vi bagperronen med læ og overdække, men mindst en lige så smuk tur. 

Med tanke på den grønne omstilling, er Hjejlen ikke det bedste budskab. Der er udsyn til maskinrummet, hvor maskinmesteren og hans medhjælp skovler kul ind hele turen. Også den meget sorte damp, der vælter ud af skorstenen vidner om et aftryk på miljøet. 

Vi kører normalt med tog, bus eller cykel og flyver meget sjældent. Altså mente vi godt at vi kunne retfærdiggøre en tur frem og tilbage i de historiske omgivelser.

Vi havde omkring fire timer på Himmelbjerget, inden Hjejlen vendte tilbage og samlede os op og sejlede tilbage mod byen. 

Det var en skøn dag.

Jeg har fundet oplysningerne om Hjejlen og Hjejleselskabet på Selskabets egen side, Wikipedia, Visit Aarhus, Google og de foldere jeg kunne finde på stedet.   

Kamma Scarf

 

Endnu engang er vi tilbage i august. Jeg havde haft den lille tyrkiske håndten med på sommerferie, og færdiggjort et spind, der havde omkring halvandet år på bagen - jeg er ikke hurtig-spinder. 

Det lækre bløde rambouilet, talte sit eget stærke sprog, ville strikkes og vidste hvad det skulle blive. Det ville være et lille tørklæde. Endda et helt bestemt. 

Dengang gik Mette Hvitveds bog sin sejrsgang. Jeg lånte den på biblioteket og faldt for det lille Kamma Scarf. Også selvom det er fyldt med drejet rib - både drejet ret og vrang. 

Jeg slog op, strikkede stort set uafbrudt og var færdig på lige knap tre uger. At det tog tre uger, handlede helt klart om den der drejede rib. Det tog ganske simpelt tid. 

Siden har det hængt på mig. Ikke alene er det et superfint mønster. Men også garnet er med til at gøre det så helt igennem lækkert og skønt at have på. 

Design: Kamma Scarf af Mette Hvitved

Garn: Håndspundet Rambouilet farvet af Christina Birk. 

Jeg havde 166 gram - 517 meter - og brugte det hele. 

Pinde: Jeg strikkede på en pind 4 mm.

Størrelse: Det færdige lille sjal har et vingefang på 204 centimeter og en dybde på 50 centimeter.

Bemærkninger: Jeg kan ikke finde en reference til sjalet. Jeg kan finde billeder. Det er fra bogen Strik med et enkelt fed. På nogen billeder er der kvaster i enderne. Det undlod jeg. 

Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.

Februar Strømper

 

Tilbage i august slog jeg op til Februar Strømper. De blev færdige i september og jeg skal nok gå med dem til februar - og mere. 

Jeg manglede noget let at have med i tasken og det fine lille mønster, var nemt at have med at gøre.

Jeg må erkende at mønstret mest var til pynt. Jeg tjekkede op på maskeantallet i forhold til mønster, strikkede som jeg fandt bedst, tilføjede mine egne betragtninger til hælen og fulgte vistnok forklaringen til tåen. Udelukkende fordi det er en stjernetå. Jeg synes en stjernetå er pæn, men den ligger ikke lige så meget på rygraden, som resten af strømpen. 

Design: Sokkene Februar, en del af årstidssokker fra Wenche Roald. 

Garn: Merino Sock fra Knit by Moltrup. Farven hedder Pine Tree, og det har ligger på mit lager i flere år. Smukt er det.

Der gik 86 gram til hele parret.

Pinde: Jeg strikker strømper til mig selv på en 80 cm rundpind 2,25 mm. 

Jeg tænker det har været en Addi Lace.

Størrelse: Opskriften er one-size. Mine fødder er størrelse 39. 

Jeg slog de 66 masker som opskriften angiver op, og strikkede skaft og fod i passende længder.

Bemærkninger: Ifølge opskriften er hælen helt glat. Jeg kan godt lide rib i hælen, fordi jeg synes det sidder bedre fast og følger hælens facon bedre. 

Derfor valgte jeg at strikke hælen i rib. Samtidig kan jeg godt lide at forstærke ved at tage hveranden maske løst af. På retsiden strikker jeg rib - retmaskerne drejer jeg. På vrangsiden tager jeg alle vrangmaskerne løst af med garnet foran arbejdet, og strikker retmaskerne ret.

Fordi jeg godt kan lide symmetri, spejlvendte jeg mønstret på strømpe nummer to.

Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.

Masker på en søndag - Uge 52

 

Ugen kort:

• Jeg har juleferie. Det er skønt - og dagene går alt for hurtigt. 
• Tine og jeg har været ved stranden syv dage i løbet af ferien. Det har været fantastisk at starte dagen med et koldt bad. Nu er det slut, for Tine er taget i sommerhus. 
• Emilie kørte os fra hun ankom tirsdag aften.
• Inde hos Helle fik min storetånegl, der i mange år har vokset mærkeligt, efter den faldt af, endnu en omgang. Den bliver så fin, og jeg kan igen have højhælede sko på. 
• Stuen blev ryddet for rok og stol bag, der begge blev sendt på juleferie i kælderen. Det skabte plads til et lille juletræ, som Emilie pyntede fint.
• Min mor kom forbi og farvede batik. Det ligger og venter på hun kommer igen i morgen, og fortsætter projektet.
• Jeg lavede en ny krans til hoveddøren. Der har hængt en krans med engle jeg lavede af pap for temmelig mange år siden. Den trængte til at blive udskiftet.
• Emilie kørte mig ud til skolen efter min julegave, jeg ikke kunne have på cyklen. Jeg lokkede hende til at hjælpe lidt med at rydde op i værkstedet. Det trænger hele tiden.
• Vi havde den hyggeligste juleaften hele nede i gear med god mad, spil, sang og dans om juletræet. 
• Vi fik også nogle rigtig gode gaver.
• Juledagene har været stille. Det har været skønt. 
• Emilie kørte mig til IKEA, hvor en længere liste blev indfriet. Det gik hurtigt nok, indtil en enkelt vare skulle hentes i vareudleveringen. Vi ventede næsten to en halv time, inden det viste sig at vi var hoppet ud af systemet. Det var mørkt da vi nåede hjem. 
• Studiegruppen mødtes hjemme hos Emil, der har en rigtig lækker lejlighed på Østerbro. Vi fik samlet op og samlet sammen og uddelt nye opgaver, inden vi mødes igen om fjorten dage.
• Jeg har samlet de første to mindre IKEA-møbler og hængt en lampe op. 

Læse:

Jeg bliver stadig lidt irriteret på forfatteren, men historien buldrer derudaf og er - må jeg indrømme - ret spændende. Michael og Lisbeth kører igen parløb. Svala har sin egen undersøgelse og et barn er forsvundet.

Der er mørke, ubehagelige kræfter der trækker i tråde. Jeg tænker de gode vinder i sidste ende, selvom det lige nu ikke ser sådan ud. 

Strikke:

For mange år siden blev jeg færdig som håndarbejdslærer fra Hellerup Håndarbejdsseminarium. I forbindelse med den endelige eksamen skrev jeg om dominostrik og opfandt selv et par former. Gennem de år jeg gik på seminariet strikkede jeg rigtig meget dominostrik - men jeg har aldrig strikket et tæppe.

I løbet af det sidste år, har jeg samlet minier i farver jeg synes er pæne. Mellem minier jeg selv har valgt enkeltvis, har jeg købet et par sæt, der indeholdt farver, der kan være med til at gøre det lidt mere spændende. 

Juleaften slog jeg op til et tæppe. Hvornår det bliver færdigt er på ingen måde vigtigt. Men det er første opslag i det kommende års udfordring med tolv projekter, der startes op fra juleaften til 31. januar.

Foreløbig synes jeg det bliver fint. 

Lilla køkkensæt

 

Emilie spurgte pænt - og skulle bruge det til julegave. Jeg sagde ja og pigebarnet købte selv garn. Det er svært at sige nej til. 

Ønsket gik på grydelapper og matchende karklude. Jeg lagde ud med grydelapperne, for jeg skulle gerne have garn nok til at nå hele vejen rundt på alle omgange. Resterne gik derefter til kludene. De må nemlig godt være lidt melerede og flerfarvede i udtrykket. 

Når alle farverne er i samme farve, men forskellig intensitet og nuancer skal det nok ende med et hænge sammen. 

Bemærkninger: En lidt anderledes Faktaboks - men sådan bliver det denne gang. Jeg fandt for længe, længe siden en opskrift på grydelapperne, men jeg har ændret så meget på opskriften, at den måske nok er en opskrift, og så alligevel ikke. 

Det samme gælder karkludene, som jeg fandt en anvisning på for længe siden - jeg kan huske det var på Instagram, men det er jo nærmest umuligt at finde igen. Og også her har jeg ændret så det passer mig. 

Grydelapperne er dobbelte, hæklede af stangmasker. Hver farve dækker to omgange, der alle har udtag. de to halvdele bliver hæklet sammen med fastmasker og tilføjet muslingekanter og en strop. Jeg lavede de to sider omvendte af hinanden ret farvemæssigt. 

Karkludene strikker jeg med to tråde, og det lykkedes mig næsten at kunne sætte to farver sammen til ensfarvede klude. Den ene er vist gennemfarvet med de samme to tråde, de to andre måtte jeg skifte undervejs. Men de ser nogenlunde ens ud - jeg kan egentlig godt lide at det skifter lidt. 

Jeg havde et overskud af garn, da jeg var færdig. Emilie havde købt mere end der skulle bruges. Det bliver nok til klude engang med tiden. 

Pinde og nål: Jeg brugte 4 mm hæklenål og strikkepinde. 

Garn:  Bomuldsgarn i lilla toner. Helt almindeligt 8/4 bomuld. Emilie fandt det hos Hobbii. 

Der gik 314 gram til hele sættet. 

Hun købte faktisk også lyserødt garn i håb om to sæt. Jeg er ikke nået til nummer to endnu. Men mon ikke en dag...

Vil du se flere billeder af karklude og grydelapper, kan de ses på Ravelry.

Vinterbadning

 

Havde nogen sagt til mig for bare et halvt år siden, at jeg ville finde vinterbadning fantastisk - havde jeg ikke troet på dem. Men så jeg var jeg på lejrskole med Tine. 

Tine er vinterbader. Hun har sammen med Camilla badet de sidste tre år - det er deres fjerde sæson nu. Tine opfordrede til at bade hver eller hver anden dag, mens vi var på lejrskole. Det var i august, jeg synes vandet var koldt, men det var stadig sommer, jeg havde endnu en tur i vandet til gode, og gik med. Det var ret hyggeligt. 

Måneden efter var vi på kollegatur til Aarhus. Tine og Camilla havde på forhånd tjekket op på bademuligheder, og opfordrede til at gå med til havnebadet, der i øvrigt har nogle ret gode faciliteter. Jeg gik med, kunne jeg bade i august, kunne jeg vel også bade i september. Og jeg synes det var lidt spændende. 

Jeg synes det var vanvittig koldt, men ikke ubehageligt. Det var lækkert at gå i sauna, og derefter gå i vandet igen. Da de næste morgen gik derhen igen, var jeg så klar og var med. 

Det var nemt at blive inviteret med, når de kører til stranden, og inden jeg så mig om var jeg en del af gruppen. Næsten samtidig lukkede Vestbad op for vinterbadning i friluftsbadet nogle gange om ugen, og da vi havde en uge, hvor vi ikke kunne få enderne til at mødes, Tine ikke var hjemme og ingen kunne køre til stranden, gik det op for mig at Vestbad er en rigtig god mulighed, når jeg er alene. 

Man skal nemlig ikke vinterbade alene, og i Vestbad går en livredder med ud. De er så søde - livredderne. Ingen af dem har lyst til at skulle i det kolde vand, og de giver ofte udtryk for respekt for dem, der gør det. Det er en supergod mulighed, hvis man vil vinterbade, men ikke har nogen at gøre det sammen med. Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg svinger forbi hver lørdag morgen. Nogen gange mødes jeg med Tine eller min mor, der tidligere vinterbadede, og er begyndt igen. 

Hun går sine egne veje, bader andre steder, sammen med andre. Men vi har en aftale om at jeg skal med hende en dag, ligesom hun ind imellem er med mig.

Jeg ville aldrig komme til stranden, hvis jeg finde derud alene. Men Tine bor ikke langt væk, hun har en bil og hver gang vi hopper i havet, bliver jeg overrasket over hvor let det er, hvor fedt det er, og hvor rart jeg har det bagefter. 

Siden juleferien startede har vi været i fem gange. Senest i formiddags. Vi har en aftale igen i morgen. Og som Tine siger, er det rart at jeg bor så tæt på, for ellers var hun ikke kommet i så ofte. 

I formiddags kørte Emilie. Hun ville gerne med til stranden, men hun ville ikke i. Jeg tror hun synes jeg er tosset. I dag kunne jeg tage mit nye store badeantræk på, som Anders gav mig i julegave. Den skulle indvies. Badeskoene, som har vist sig at være rigtig rare, købte jeg selv, ret hurtigt efter jeg begyndte at bade regelmæssigt. 

Den var fantastisk - badekåben. Eller omklædningskåben, som sådan en vist hedder.

Der var frost i græsset og på bilen, da vi kom ned i formiddags. Med en første sæson er alting en første gang. Og mens Emilie befriede bilen for frost, tænkte jeg at det ville blive meget koldt at hoppe i. Da vi nåede ud til stranden, stod der 3 grader på skiltet - målt i morges. 

Igen måtte jeg bare erkende at det var overraskende rart. Og fordi Pernilles mor siger at man skal dobbeltdyppe, gik vi selvfølgelig i to gange - der sker noget anden gang. Og bagefter prikkede det skønt i huden. 

Jeg er klar til i morgen. Og Emilie er klar til at køre igen. Siger hun.