Allan staves da med Q

Der skulle skæres. Børnetallet falder og det var ikke længere muligt at satse på naturlig afgang.

Jeg arbejder et sted hvor ingen holder op. Den sidste medarbejder der selv valgte at gå, følte sig presset og nåede at fylde 69, inden det blev tid til pension. Siden måtte hun vedgå at have alt for lidt tid. En solskinshistorie måske.

Jeg håber den næste afgang også bliver en solskinshistorie. For der skulle skæres. Det er snart det meste af et halvt år siden chefen, afdelingslederen og tillidsrepræsentanten sad i møde efter møde, for at finde den rigtige. Ingen havde de lyst til at pege på og svært var det at finde den rigtige retning.

Valget endte med at falde på min søde kollega. Længe har det været hemmeligt, og siden offentliggørelsen for nogen uger siden er der stillet mange spørgsmål. I dag er så dagen før dagen. Men i morgen har han fri. Altså er der tid til en lille afsked og en lille gave i dag.

Vi siger dog ikke endeligt farvel før om to måneder. Vi siger kun farvel i vores egen lille bobel. Han fortsætter nemlig i institutionen frem til sommerferien. Fra på mandag er det alle de nye små før-skolebørn, der skal have glæde af ham. Og fra på mandag skal vi finde nye veje og nye måder at få hverdagen til at hænge sammen på.

For længe siden indkøbte jeg stencils og stoftrykmaling. Endnu har ungerne ikke fået lov at prøve – ej heller ved de det står der. Jeg er bedst til nyt, når jeg selv ved hvordan det fungerer. Derfor tog jeg det med hjem, for at afprøve. Afprøvningen blev til en T-shirt til min søde kollega. Jeg tror han bliver glad for den.

De kyssende læber pegede han selv på, og da vi i går endte med at blive enige om at Allan både staves  med Q og et par stumme bogstaver, var det nærliggende at trykke netop det.

Jeg fik også sat navn på en kortærmet sag til ungersvenden, men den er vist allerede i brug, så ingen billeder af den. Til gengæld har jeg styr på teknikken og satser på at afprøve på Emilie, inden tilbagelevering.